| Byvandring i Helsingør
| | Via tekstikonet, nederst, gives der her en guide til en times spadseretur i middelalderbyen Helsingør med alle dens historiske huse.
I venstremenuen kan man finde uddybende forklaringer fra Ørsundstids historiske materiale.
Man kommer tilbage til guiden ved at klikke på: "Byvandring i Helsingør" i venstremenuen.
God tur! |
Helsingør - Sundtoldens by
Helsingør er, historisk set, en international by med en dramatisk historie. Med kun ca. fire kilometer til Sverige over Øresund har byen siden middelalderen været en færgeby, en slotsby og fra 1658 også en grænseby.
I flere århundreder var Helsingør, i skarp konkurrence med Malmø, Danmarks næststørste by og tilbage står, bl.a. takket være fremsynede politikere og en særdeles aktiv befolkning i 1960erne og 70erne, en af Europas bedst bevarede bykerner. Som perler på en snor ligger den ene velbevarede og nænsomt restaurerede bygning efter den anden i et retvinklet, skakbrætlignende gadenet fra 1400 tallet. De enkelte huses arkitektoniske fremtoning viser stiltræk fra 1500 tallet til nutiden.
En slentretur gennem byen kan gøres på en times tid og vi begynder denne byvandring ved Sveasøjlen på Havnepladsen..
Helsingør 1859 |
Havnepladsen
Sveasøjlen
Sveasøjlen blev opstillet i 1947. Dens inskriptioner udtrykker danskernes taknemmelighed over den svenske stats gæstfrihed over for flygtninge fra Danmark under 2. verdenskrig. Blandt dem var mange danske jøder.
I dag mangler der en række fredede bygninger på pladsens østside. Efter en tragisk hotelbrand i 1938 blev bygningerne revet ned og stedet omdannet til parkeringspladser.
Helsingør Toldkammer
Den massive røde bygning på Havnepladsen er Toldkammeret, opført i 1891. Førhen lå der et pakhus fra 1781 . Herfra stammer det relief af Chr. 7, som ses over indgangsporten.
Siden 1977 har bygningen fungeret som kulturhus og sæde for Helsingør Turistbureau.
Helsingør Station
Helsingør Stationsbygning er fra 1891. Opført i en stil, der kaldes nyrenæssance. Mange udlændninge tror, det er Kronborg! Her knyttes færgetrafik og og togtrafik sammen på en effektiv måde. På ca.1½ time kan en skåning f.ex.. fornøje sig på forlystelsesstederne Bakken og Tivoli eller finde beskæftigelsesmuligheder i store dele af Øresundsregionen. Helsingørborgerne kan finde billige alternative boformer i Helsingborg.
Vender vi nu blikket mod Strandgade, der afgrænser Havnepladsen mod landsiden, er det to palæer fra 1700 tallets anden halvdel, der springer i øjnene. Det er Helsingørs overklasses historie fra denne periode, vi bliver præsenteret for i Strandgades facader mod havnen. Sundtoldens administratorers, skibsklarerernes og storkøbmændenes demonstration af tidens velstand efter Store Nordiske Krigs afslutning i 1720.
Strandgade 95:
Stephen Hansens Palæ. Opført i 1760 i rokokkostil for overkrigskommissær Stephen Hansen, en betydningsfuld mand ved Øresunds Toldkammer. Palæet er tegnet af den kendte arkitekt Philip de Lange.
Strandgade 93:
Det Claessenske Palæ. Opført i 1793 af skibsreder og købmand, J.J.Claessen. Byggestilen er en særegen form for nyklassicisme.
Strandgade 91:
Rasmussens Gård er opført i 1637 af toldvisitør Christen Rasmussen. Murankrene i facaden danner bygherrens og hans hustru, Kirstine Olufsdatters, initialer .
Bygningen er i dag kendt som ”Skibsklarerergården” og er museum for sundtoldstiden. Her er bl.a. en butik, der sælger ”originale” varer. I gården er der ligesom i 1700 tallet et lille bryggeri, der fremstiller husets eget øl.
Strandgade 85-87:
Den engelske konsul Fenwicks gård er en samling af huse. Forhuset er fra 1600. Over porten inde i gården er indstøbt en kanononkugle, der stammer fra englændernes bombardement i 1801. Ved skæbnens ironi ramte de deres egen konsuls gård med netop denne kugle.
Via det smalle og nærmest klaustrofobiske, middelalderlige Gl. Færgestræde skal vi nu op på byens hovedgade, Stengade.
Helsingør Station
2007 | 
Havnepladsen i Helsingør 2006 | 
Helsingør Toldkammer | 
Sveasøjlen | 
De fire inskriptioner |
Rasmussens gård 1780 | 
Det Claessenske Palæ 1791 | 
Stephan Hansens Palæ 1760 |
Gl. Færgestræde
Gadenavnene i Helsingør fortæller, som i andre byer, en god del kulturhistorie. I det middelalderlige gadenet var det Gl. Færgestræde, der førte ned til færgerne.
I strædet har der gået høns og svin og rodet i det affald, som beboerne smed ud. Stanken kan man tænke sig til og Helsingørs mange pestepidemier kan sikkert sammen med de talrige, fremmede sømænds tilstedeværelse tilskrives det eldorado, der hér blev skabt for rotter og andre smittebærere.
Stengade
Ved Gl. Færgestrædes udmunding i Stengade befinder vi os nu på Helsingørs hovedstrøg. Som navnet antyder, var det her, de velhavende borgere i middelalderens Helsingør fik bygget byens første stenhuse.
Stengade 66:
Oxernes gård, opført i 1460 af lensmanden på fæstningen Krogen, Johan Oxe. Senere blev huset beboet af "det danske skriftsprogs fader", Chr. Pedersen, der i første halvdel af 1500 tallet som den første oversatte bibelen til dansk. Bemærk den kamtakkede gavl fra den oprindelige bygning.
Stengade 64:
Dahls Gård. Her ser vi et særdeles fornemt eksempel på barokstilen. Gården er opført af købmand Nicolai Dahl i 1739 og fremstår stort set som på opførelsestidspunktet.
Stengade 59:
Helsingør Rådhus
Skråt overfor Dahls Gård ligger Helsingør Rådhus. Det er opført i 1855 og der er bl.a. benyttet munkesten fra det gamle rådhus. Det lå samme sted og var opført i 1560erne. Over indgangen ser man to sandstensrosetter fra det tidligere rådhus med Frederik II’s og Dronning Sofies våben.
Den pompøse bygning er i nygotisk stil. Den er bygget et par år før Sundtoldens ophævelse på et tidspunkt, hvor byen ikke kunne forudse, hvilken økonomisk dvaletilstand, den ville synke ned i.
Via et andet lille stræde, Brostræde, bevæger vi os nu ned til Strandgade.
Oxernes gavl | 
Barokhus i Helsingør | 
Helsingør Rådhus |
Brostræde
Navnet på strædet har samme maritime oprindelse som Færgestræde. Det førte ned til de skibsbroer, som udgjorde byens oprindelige havn.
I dag er det lille stræde nærmest internationalt kendt, især blandt børn, for her finder vi iskagebutikken, hvor man køber Helsingørs berømte Brostrædeis.
Brostræde |
Strandgade- fra nordøst mod sydvest
Strandgade er flere århundreder yngre end Stengade. Strandlinien har tidligere ligget meget tættere på Stengade og først med opførelsen af en bymur mod vandet i 1620 begyndte området at få karakter af en gade.
På hjørnet af Brostræde og Strandgade ligger:
Strandgade 77-79:
Det gamle Svaneapotek. Det oprindelige hus er fra omkring år 1500 og opført i sengotisk stil. Fra 1578 var det byens apotek. På facaden ses svaner og et solur. Murankrene danner årstallet 1634 og initialerne for bygherren, rådmand Johan Kruse og hans hustru. Huset ophørte først med at fungere som apotek omkring 1970.
Vi fortsætter nu til højre ad Strandgade med Havnepladsen på vores venstre hånd.
Strandgade 71:
Marstrands Skibsproviantering fra 1847 er et fint eksempel på en forretning fra sundtoldens tid. .
Strandgade 55:
Badskær Jacob Willumsens gård er et renæssancehus bygget i 1592 lige efter opførelsen af Kronborg og man mener, det er en af Frederik II’s flamske håndværkere, der har været på spil her..
Huset er vel nok et af Helsingørs smukkeste renæssancehuse og fredet i klasse A.
Over nabohuset, Strandgade 53, kan man se en fløjstang med tre kroner over hinanden. De vidner om de 100 år efter 1750, hvor ejendommen husede det svenske generalkonsulat.
Strandgade 39:
I vore dage et moderne hus. Et tidligere hus på grunden var fra 1700 tallet og ejedes i lange perioder af en række af Helsingørs jøder. Omkring 1800 var det jødernes skole og synagoge..
Strandgade 27:
Den ældst daterede bindingsværksbygning i Helsingør og et af byens mest interessante huse. Som det fremgår af årstallet ved indgangen er huset fra 1577 og lagde i mange år lokaler til værtshuset ”Ankeret.” Læg mærke til bladene og kølbuerne, der er udskåret i træværket.
Bemærk det skarpe knæk Strandgade brydes af netop her.
Strandgade 19-21:
Husede engang herberget og værtshuset "Norske Løve." Huset er opført i 1770 af en færgemand og har igennem 1800 og 1900 tallet været ombygget i flere omgange. Sidst i 1980, hvor nr.19 blev markant adskilt fra nr.21 og fik sin oprindelige bindingsværksfacade tilbage. Processen er et godt eksempel på, hvordan de gamle huse i Helsingør restaureres i samarbejde med bevaringsafdelingen i kommunen.. Beboerne fotograferede arbejdets 3 faser. Se billederne nedenfor:
Strandgade 1:
Huset er opført i 1760,erne og har indtil sundtoldens afskaffelse i 1857 altid været beboet af færgemænd, bl.a. fra 1801-1817 den kække og berygtede sørøver, kaper og eventyrer Jens Lind, som især blev kendt for sin frygtløse indsats under krigen mod England 1807-14 og for en sejlads til Rusland i snestorm i en lille åben jolle.
Vi forlader "den kække færgemands" hus og går nogle få meter tilbage. Her finder vi Gyldenstræde, som er det sidste af de tværgående stræder, der fører fra Strandgade op til Stengade.
Vi går op ad Gyldenstræde og til højre ad Anna Queenstæde.
Svaneapoteket | 
Marstrands provianteringsforretning | 
Strandgade, Helsingør | 
Ankeret | 
Strandgade 19 Restaurering 1 |
Strandgade 19 Restaurering 2 | 
Strandgade 19 Restaurering 3 | 
Kaper Jens Linds hus |
Gyldenstræde, Anna Queenstræde og Skyttenstræde
Gyldenstræde er opkaldt efter købmand Knud Gylden, der ejede ejendommen Gyldenstræde 2 i perioden 1736 - 1771.
Mellem Gyldenstræde og Skyttenstræde løber det lille pittoreske stræde, Anna Queenstræde, som er navngivet efter købmand Hans Quies enke. Købmanden ejede de fleste af ejendommene i strædet.
Anna Queenstræde 2 er sandsynligvis bygget i 1600 tallet og i 1700 tallet var her bryggeri og brændevinsbrænderi.
For enden af Anna Queenstræde drejer vi til venstre ad Skyttenstræde.
Strædet er opkaldt efter slægten Skyts, der i begyndelsen af 1700 tallet beboede hjørneejendommen mod Stengade 18. Strædets små huse var i 1600 tallet udlejningsejendomme, men blev senere købt af færgemænd og fiskere.
Vi går gennem det hyggelige stræde og drejer til højre ad Stengade.
Stengades midte
Stengade 20:
Borgmester Iver Pedersens gård på hjørnet af Skyttenstræde er fra 1600 tallet. Bygningen er et af de få, der er tilbage af de mange bindingsværkshuse fra renæssancens Helsingør. Bemærk de udskårne kølbuer, blomster og akantusblade i træværket.
Stengade 40:
”Jochm Langens Hus” Inskriptionen på plattysk over døren betyder oversat: ”Dette hus har den ærlige mand, Jochm Langen ladet bygge i året 1604 d. 3.feb. Hvor gud ikke giver sin velsignelse til huset, der arbejder enhver forgæves.” Bemærk også her udskæringerne i træværket.
Stengade 46:
"Det svenske konsulat". Opført i klassicistisk stil ca.1784 for den svenske generalkonsul. Bygningen krones foroven af et skjold med den svenske Kong Gustaf III’s initialer. I et værelse på første sal afsvor den franske hærfører Bernadotte i 1810 sin katolske tro og konverterede til protestantismen for at kunne blive konge af Sverige. Ejendommen blev i 1902 overtaget af Det kongelige privilegerede Skydeselskab i Helsingør, heraf initialerne over porten.
Stengade 53:
"Hotel Øresund". Huset var i sin oprindelse et middelalderhus, men er ombygget utallige gange, senest i 1904. Over hjørnevinduet ses en teksttavle med en plattysk indskrift til minde om pesten i 1654. Oversat til dansk står der: "Mangen ærgrer sig over, hvad han ser og må dog finde sig i, at det sker i 1654". I 1771 blev bygningen indrettet til herbergsgård, byens fineste. Hotelvirksomheden fortsatte helt frem til begyndelsen af 1960erne.
Vi drejer nu til venstre ad Bjergegade.
Bindingsværkshus, Helsingør | 
Det svenske konsulat i Helsingør |
Bjergegade
Navnet skyldes en tidligere forhøjning i gaden.
Axeltorv
Torvet blev etableret efter en brand i 1864. Tidligere købte man grøntsager, kød og fisk andre steder i byen.
Nu er her torvedag onsdag, fredag og lørdag.
Vi drejer nu til højre ad Sudergade.
Sudergade
Suder er plattysk og betyder ”skomager.” Suderne holdt til her i det, der tidligere var byens udkant på grund af stanken fra garvningen af læder.
Sct. Annagade - Klosterkomplekset
Sct. Annagade 38:
Karmelitterklosteret er fra sidste halvdel af 1400 tallet og det bedst bevarede middelalderlige klosteranlæg i Nordeuropa. Det har efter reformationen i 1536 bl.a. tjent som hospital og latinskole. Nu huser det bl.a. administrationen for stiftsøvrigheden for Helsingør stift.
Sct. Annagade 38:
Sct. Mariæ Kirke, der hører til klosterkomplekset, blev i 1577 administrativt adskilt fra dette og indrettet til Helsingørs "tyske kirke" for de mange tyskere og hollændere, der boede og arbejdede i byen. En stor attraktion er kirkens orgel, der stammer fra 1663, hvor organisten var den berømte komponist Diederich Buxtehude. Kirken afholder mange orgelkoncerter, der har et stort publikum.
Sct. Annagade 36:
Karmelitterhuset blev i 1516 af karmelittermunkene indrettet som hospital med plads til 8-10
senge beregnet til udenlandske søfolk. I 1630 købte Helsingør by ejendommen og indrettede den til fattiggård for op mod 100 stakler, som blev beskæftiget med at spinde, reparere tovværk o.lign. under kummerlige forhold.
Denne funktion havde huset helt frem til 1902. Idag rummer bygningen Helsingør Bymuseum.
Vi går nu ned ad Hestemølle stræde med klosteret på vores venstre hånd.
Klosterkomplekset | 
Karmeliterklosteret |
Hestemøllestræde - Wibroes Bryggeri
I Helsingør har der, som i de fleste danske byer, aldrig været langt fra kirke til værtshus.
På hjørnet af Hestemøllestræde og Sophie Brahesgade ligger en bygning, der er den sidste rest af bryggeriet Wiibroes anlæg her på stedet. Bygningen er fra 1862 og opført af bryggeriets grundlægger, Carl Wiibroe.
I 1800 tallet gik ølproduktionen fra hjemmebryg til storstilet industriproduktion. I Helsingør førte denne udvikling til skabelsen af én af byens største arbejdspladser: bryggeriet Wiibroe. Det blev en del af den industri, der kom til at udgøre livsnerven i Helsingør efter afskaffelsen af sundtolden.
På hjørnet af Hestemøllestræde og Sophie Brahes Gade lå tidligere en gård beboet af Tycho Brahes søster og forskningsassistent, Sophie, som gaden har fået navn efter. Denne gade følger vi og drejer til højre ind på kirkepladsen.
Wiibroe øl |
Sct. Annagade - Sct. Olai Kirke - Buxtehudes hus
Sct. Annagade 12:
Sct. Olai Kirke, Helsingørs Domkirke, er i sin oprindelse en enskibet, romansk teglstenskirke opført i perioden 1200-1250. I nordfløjen kan ses 20 m. murværk fra den oprindelige bygning. Omkring 1560 havde kirken stort set det udseende, den har i dag; men i en periode fra 1615 havde kirken et imponerende, over 50m højt spir kaldet ”Helsingørs jomfru.” Det blæste desværre ned i 1737.
Fra sideindgangen til kirken ses:
Sct. Annagade 6:
Komponisten Buxtehudes hus.
Forhuset kan føres tilbage til 1682; men dele af det er fra middelalderen. Huset fungerede som organistbolig for Sct. Olai Kirke, hvor Buxtehudes far var organist. Buxtehude selv boede i det oprindelige hus, mens han var organist ved Mariækirken fra 1660-1668. Senere har huset været værtshus og slagterbutik og nu er der beboelse.
Fra kirkepladsen fører en smal passage tilbage til Stengade, hvor vi skal se et par bemærkelsesværdige renæssancehuse.
Sct. Annægade i Helsingør | 
Buxtehude i Lübeck |
Stengade - Renæssancehuse
Stengade 72 - 74:
I daglig tale: Dommergården, er bygget i sengotisk stil og kaldes også Lejelernes Gård. Den er opført i 1500 tallet af den skotske slægt: Lejelerne. To medlemmer af denne slægt, far og søn, blev begge borgmestre i Helsingør.
Den latinske indskrift på facaden betyder oversat: ”Min frelser lever og på den yderste dag skal jeg opvækkes af jorden og i mit kød se Gud, min frelser.”
Stengade 76:
Tolder David Hansens gård, opført i 1579 er et velbevaret, borgerligt renæssancehus. Tolderen boede aldrig selv i huset, men lejede det ud til Chr.IV’s økonomiske rådgiver, Jonas Charisius.
Vi fortsætter nu ned til enden af Stengade, der munder ud i Wiibroes Plads.
Dommergården | 
Tolder David Hansens Gård |
Wiibroes Plads
Her lå Øresunds Toldkammer, opført i 1740. Arkitekt: N. Basse. Det blev revet ned i 1860, efter sundtoldens ophævelse. Løven midt på pladsen var en del af et springvand, der stod foran toldkammeret.
Pladsen er nu domineret af to palæagtige bygninger, der begge er opført af embedsmænd ved Toldkammeret:
Stengade 81:
Trentwedels Gård, også opført 1770 i rokokkostil for passkriver J.F. Trentwedel, der mest var kendt for sin dårlige embedsførelse. I dag kaldes bygningen:” Færgegården” og rummer flere restauranter.
Stengade 83:
Toldkommissær Frantz von der Ostens palæ, opført 1770 i rokokkostil.
Vi går nu ned til havnen og til højre og står igen på Havnepladsen .Her slutter byvandringen.
Wibroes Plads | 
Øresunds Toldkammeret 1742 | 
Havnen og Toldkammeret |
Kort og Links
| | Parkeringskortet fra Helsingør Kommune. (Bedre kort under produktion)
På linkikonet nedenfor kan man evt. orientere sig i de enkelte besøgsmåls egne hjemmesider med åbningstider, priser, booking etc.
Man kommer tilbage til guiden ved at klikke på: "Byvandring i Helsingør" i venstremenuen. |
Den florissante by
| | I slutningen af 1700 tallet var det de øverste embedsmænd i sundtoldsadministrationen og købmændenes byggeiver. |
Helsingør var alvorligt svækket efter krigen og pesten i begyndelsen af 1700-tallet og endnu i 1735 var der kun ca. 3400 indbyggere. Tiden herefter bliver for byen, som for landet som helhed en opgangsperiode, der kommer til at vare århundredet ud. Tidsrummet går under betegnelsen den florissante periode og henviser til en blomstring i forbindelse med stigende udenrigshandel og i mindre grad en udvikling af erhvervslivet.
For Helsingørs vedkommende er der først og fremmest tale om en øget indtjening og omsætning som følge af en stigning i gennemsejladsen i farvandet. Dette kan illustreres med en række nøgletal. I 1500 tallet passerede næppe mere end 300 skibe, i 1600-tallet 1500, mens man omkring 1750 kom op på ca. 5000 skibe årligt, i 1790erne ca. 10.000. Under napoleonskrigene falder antallet katastrofalt, mens man i 1840erne kommer op på over 20.000 skibe årligt. Selve indtægterne af sundtolden, der frem til 1771 gik direkte i kongens private kasse lå i 1730erne på omkring 200.000 rigsdaler årligt i 1780-1790erne på 500-600.000 rigsdaler.
Prospekt af Helsingør | 
Helsingørs profil, 1754 | 
Prospekt fra 1763 | 
Kort fra 1778 |
Erhvervsindberetning
I en forordning af 25.6.1735 blev det pålagt alle stiftsamtmænd at indsende oversigter over de økonomiske forhold i landsdelene og byerne. Interessen er koncentreret om "Hvorudi enhver By og Distrikts Handel, Negocie(Storhandel), Haandtering og Næring bestaar".
I en generel indberetning, forfattet af rådmændene Andreas Becker og G. Hvid, beskrives i korte vendinger byens tilstand, f.eks. at de omkringliggende landbrugsområder producerer korn i et omfang af ca 500 tønder udsæd, at der indføres kød fra Skåne og i det hele taget fødevarer fra andre landsdele. For så vidt er der ingen afgørende ændringer i byens forsyningssituation siden 1500-tallet. Byen kunne altså ikke brødfødes fra oplandet alene.
Af større virksomheder nævnes kun enkelte, et garveri og desuden et tobaksspinderi. De laugsorganiserede fag opregnes og som et tilsyneladende stort problem omtales "... de store indgreb som vederfartes dem af fuskere og efterliggende soldater foruden af garnisonen, som her forefindes, der lettere kan give deres arbejde til fals, end de her skatter og skylde, hvis befales og påbydes". Seks købmænd i byen klager ikke uventet over at bryggere, håndværkere og færgemænd udover deres metier driver ukontrolleret handel og de stiller forslag til en opstramning af reglerne for købmandskab i byen. Måske er det medvirkende til, at der i 1744 oprettes et kræmmerlaug med laugsskrå, i første omgang udelukkende med danske medlemmer.
Merkantilistisk tankegang
En anden indberetning er interessant fordi den kommer med forslag til forbedringer i pagt med tidens merkantilistiske tænkning, hvor man søger at opnå en positiv handelsbalance gennem satsning på egenproduktion og selvforsyning, som oftest i form af monopoler på udenrigshandel og produktionsvirksomhed. Dette synspunkt kommer f.eks. til udtryk i indlæggets paragraf 12:
"Overalt bør man søge ey allene at conservere Pengene i Landet men vel og at faa derhen, at man kan fortiene noget af de fremmede, hvilket er den Gevinst og Fordel, som man med Føye kan sige, at Landet profiterer mest ved."
Selvforsyningen er således det bærende tema, men man bemærker også i paragraf 6 den for tiden karakteristiske sammenkobling af erhvers- og socialpolitik:
"Fattige, som man desto værre finder i stort Tal på Gader og Stræder, kunne forsørges paa den Maade, naar de til Arbejde blev employeret, som allerbest lader sig gjøre, hvor Manufakturer oprettes og fortsættes, der kan baade Gamle og Vanføre fortjene til deres Underholdning og fortjene deres Brød, saavel med at spinde, med at karte Uld og andet Arbejde, som derved i Mængde forefalder; og om det vel i Begyndelsen vilde komme noget besværligt ellet uvandt fore, saa finder det sig med Tiden allerhelst, naar de Fattige beflider den Forskiel udi deres Forflegning ved Arbejdet og naar de til førend ved Bettelstaven haver maattet samle deres Føde."
En sådan politik har man siden Christian 4.s tid praktiseret i de statsmanufakturer, der bl.a. producerer luksustekstiler. Et enkelt lokalt forsøg gøres, da et antal forældreløse børn henvises til geværfabrikken i Hellebæk. Desuden kommer borgermester Tevis Wilde i 1770 med et forslag om at oprette et bomuldsspinderi med de fattige som arbejdskraft, hvilket dog ikke bliver til noget.
Engelske købmænd i Helsingør
En henvisning til fremmede indbyggere i paragraf 8 er meget aktuel, da der i byen hersker mistillid til det voksende antal fremmede, primært engelske købmænd, der profiterer af den voksende gennemsejlads og handel i tiden. De overtog størstedelen af handelen med engelske skibe, vægrede sig under dække af konsulær status ved at betale skat til byen og havde problemer med det i 1744 oprettede kræmmerlaug.
Et interessant eksempel er skibskaptajn John Daniel Belfour, der i 1786 ønsker at nedsætte sig som handlende i byen og søger om optagelse i kræmmerlauget. Det nægtes han, men ansøger så kancelliet om ret til at drive handel udenfor lauget. Det afvises, men centralmagten befaler hans optagelse i lauget, efter han har taget borgerskab, hvilket så sker i 1787.
Belfour er en interessant skikkelse fordi han ikke blot holder sig til handelen, men også investerer produktivt i bl.a. et geneverbrænderi og et garveri. Brænderivirksomhed var et fribytterområde, fordi mange, der også var organiseret i andre laug udøvede denne virksomhed. Belfour går grundigt til værks, indkalder hollandske specialister og opnår et betydeligt lån fra staten. Virksomheden går godt, man når i en enkelt måned, i november 1795 op på at sælge 21.536 potter og succesen fortsætter trods det at brændevinsbrænderne i Helsingør og Hillerød klager over ham i 1799.
Belfour var en virksom herre, der ikke lod sig stoppe af laugenes modstand på dette og andre områder.
Købmand Claessen
Købmand Jean Jacob Claessen var ud af en rig slægt, han far nævnes således i 1756 som den eneste i byen, der ejede egne skibe til udenlandsfart, og ligesom denne giftede han sig ind i en anden fremtrædende familie i byen, van Deurs-familien. I 1784 ansøger han om at anlægge et skibsværft med tilhørende ankersmedie og reberbane. Skibsværftet bliver ikke til noget, men interessant er det, at Claessen opnår særstilling i forhold til både smede- og rebslagerlauget, som på det tidspunkt end ikke forefandtes i Helsingør. Claessen havde endvidere planer om et større havneanlæg, der kunne fremme fjernhandelen, men staten ønsker ikke at støtte denne virksomhed.
I 1764-67 anlægges den første egentlig havn, idet man forlænger den eksisterende skibsbro, tilføjer en arm og tillige bygger en nordre arm. En udvidelse bliver først en realitet omkring 1824.
Havnen og Toldkammeret |
Nye initiativer
Af andre tidlige industrivirksomheder i århundredet kan nævnes lakfabrikker, en hårdugs- og vatfabrik, en stivelse- og pudderfabrik(1785), et sæbesyderi (1790), et eddikebryggeri og et tobaksspinderi(1793). Ingen af disse får dog varig betydning i modsætning til et par sukkerraffinaderier, der opføres fra ca. 1760-70, og hvoraf Adam Späths smukke rokokobygning ved Svingelport endnu forefindes, som et eksempel på tidligt erhvervsbyggeri.
Sukkerraffinaderi |
Havnefrontens palæer
Den stigende aktivitet og omsætning hen imod midten af 1700-tallet satte på forskellig vis sit præg på byen. Især på havnefronten. I årene 1740-42 blev der således opført et nyt Øresund Toldkammer på den daværende Toldkammerplads (nuværende Wiibroes Plads).
Det blev et pragtbyggeri i en blanding af barok og rokoko udformet af en ukendt arkitekt, N. Basse. Bygningen var placeret på hjørnet af forlængelsen af Strandgade og Sophie Brahesgade. På grund af Sundtoldens ophævelse i 1857 og en havneudvidelse omkring 1860 blev pragtbyggeriet, desværre, nedrevet.
Halvdelen af bygningen og dens forplads ville i dag rage ud over Havnegade og lidt ud i havnebassinet. Tilbage står et mindre sandstensløveornament fra 1829 og en rest af et af facadens vinduesornamenter på museumsinspektør Lars Bjørn Madsens kontor i Klarergården tæt ved Wiibroes Plads i Strandgade.
Den øgede velstand kan endnu iagttages i det omfattende byggeri af nye, store privathuse og handelspalæer rundt omkring i byen. F.eks. på den nuværende Havneplads ved Helsingør Station.
Rasmussens Gård 1780 |
Det Claessenske Palæ 1791 |
Stephan Hansens Palæ 1760 | 
Toldkammerpladsen |
Øresunds Toldkammeret 1742 |
Toldkammermaleri |
Færgemænd og værtshuse
Den florissante periode gav også økonomisk fremgang for Helsingørs mange færgemænd og værtshusejere. I Helsingørs "nye" gade, Strandgades sydligste del, kan man stadigvæk se en hel del af disse solidt opførte bindningsværkshuse. I 1970,erne opstod der stor interesse for at bevare og restaurere disse historiske huse. F.ex. værsthusene "Ankeret" i Strandgade 27 og og værtshuset "Norske Løve" i Strandgade 19-21.
Bindningsværkshus Helsingør |
Strandgade 19 Restaurering 1 |
Strandgade 19 Restaurering 2 |
Strandgade 19 Restaurering 3 |
Karmeliterklosteret
| | Vor Frue Klostret i Helsingør er opført i anden halvdel af 1400-tallet. Klosteret er meget velbevaret og dermed enestående i Nordeuropa. Det er et godt eksempel på baltisk gotik og et højdepunkt i øresundsgotikken stilistiske variationer. |
Med byudviklingen i løbet af middelalderen følger også anlæggelsen af en række klostre for forskellige tiggermunkeordener. Tiggermunkene skulle tage bolig i byerne og tjene til livets ophold ved almisser og gode gerninger og i det hele taget leve enkelt og forbilledligt. Allerede i 1200-tallet kommer Franciskanerordenen og Dominikanerordenen til landet og under Erik af Pommern kommer også Karmeliterordenen til området.
Karmeliterordenen har ifølge overleveringerne sit udspring blandt eremitter, der holdt til omkring Karmelbjerget i Det hellige Land. Ordenen opnår først endelig anerkendelse som tiggerorden af pave Johannes d.12. i 1326, hvor den dog allerede er etableret rundt omkring i Vesteuropa. Karmelitermunkene var som regel veluddannede, og kongens hensigt med at understøtte ordenen har bl.a. været, at de skulle medvirke til at skabe uddannelse og lærdom i byerne. Karmelitermunkene tiltænkes også en rolle i udviklingen af Københavns Universitet, der er anlagt i 1497, og i denhen seende skænker kongen dem i 1516 et kollegium i København,
"... hvorved samme kollegium og universitet her i staden kan forøges og forbedres, således at det på alle måder kan blive nyttigt og gavnligt for deres klostres brødre og andre studenter, som kommer og studerer her iKøbenhavn"
Byklostre | 
Karmelitermunk |
Klosteret oprettes
Allerede 1410 anlægges et karmeliterkloster i den nye købstad Landskrona og omkring 1430 påbegyndes opførelsen af Vor Frue Kloster i Helsingør, i daglig tale: Karmeliterklosteret, hvor Erik af Pommern skænker en grund og paven i 1431 giver sit samtykke. I 1450 udsættes klosteret for brand, men genopbygges, så det er i funktion igen omkring år 1500. Det smukke senmiddelalderlige klosteranlæg, der står endnu, er det bedst bevarede klosteranlæg i Norden.
Kongemagten understøtter udviklingen, men klostrene i byen kan i lighed med landklostrene også beriges ved sjælegaver. Jens Truelsön skænker f.eks. i 1469 Vor Frue Kloster en sådan sjælegave.
Poul Laxmands gaver
Tilkøb af sjælemesser er en slags afladshandel, men også en gensidig forpligtende forretning, således som det fremgår af en brevveksling vedrørende Povl Laxmand, der var lensmand på Krogen, eller "høvedsmand på Krogen på rigets vegne", som det hedder i en skrivelse fra 1482. I brevet opregner den øverstbefalende for Jomfru Maria Ordens Kloster i Danmark, Niels Christiernssøn, og den lokale prior, broder Godekær, hvad Povl Laxmand får for sin pengegave.
Hundrede lybske mark er det beløb, som Poul Laxmand har skænket til klosteret til gengæld for den pågældende tjenesteydelse. Det bliver tilsyneladende til en årlig donation, idet det i et brev fra 1493, altså 10 år senere siges, at Poul Laxmand har skænket:
"...ni 100 hundrede lybske mark danske penninge, for hvilke penge vort klosters kirke og omgang blev opbygget med flere gode folks hjælp".
Rigshofmesteren Poul Laxmand
Poul Laxmand er i slutningen af 1400 tallet,næst efter kongen, rigets største jordejer, som råder over indtægterne fra omkring 700 bøndergårde og endvidere besidder rigets højeste embede som rigshofmester, bindeleddet imellem kongen og rigsrådet. I 1497 myrdes Poul Laxmand under mystiske omstændigheder på åben gade i København og kong Hans konfiskerede hans ejendomme, idet han hævdede at Laxmand havde begået forræderi.
Poul Laxmand begraves i Vor frue Kirke i Helsingør og Laxmand-familiens våbenskjold figurer flere steder i klosteret, hvor det også lægger navn til kapitelsalen, den såkaldte Laxmandsal. I korbuen over højalteret ses Poul Laxmands familievåben på fædrene side svanen med guldring i næbbet og modsat Brahefamiliens slægtsvåben på mødrene side. Våbnene flankerer den korsfæstede Kristus og efterlader ingen tvivl om, hvem der har sat sit præg på kirken.
Poul Laxmands |
Poul Helgesen
Karmelitermunken Poul Helgesen, født i Varberg i Halland, er i 1517 knyttet til klosteret i Helsingør og bliver i 1519 rektor for kollegiet i København, underviser ved universitetet og er i perioden 1522-1534 provinsialleder for karmeliterne i Norden, provinsen Dacia kaldet. Poul Helgesen blev i tiden op til reformationen i 1536 den katolske kirkes bannerfører, men var samtidig tilhænger af en reformering af kirken og kristendommen. Han var i så henseende under stærk påvirkning af humanisten Erasmus af Rotterdam og en afhandling fra 1528 om årsagerne til fattigdom giver en smagsprøve på den forbavsende humanisme, der præger hans indstilling.
Reformationens følger
Poul Helgesen forsvinder ud af billedet før reformationen i 1536, men hans Skibbykrønike der blev fundet i 1650, er det vigtigste historiske værk fra reformationstiden. Klosteret i Helsingør ophører med at eksistere efter reformationen, idet det i 1541 er forvandlet til hospital for syge og fattige. I Helsingør tyder det på, at tidligere munke er endt som tiende- og almisseopkrævere for hospitalet, et hverv som de unægtelig havde forudsætninger for at bestride.
Der er her tilsyneladende tale om en blid overgang, hvor de gamle munke får lov til at forblive på stedet til deres død, eller på en eller anden måde tilpasser sig de nye omstændigheder. En skrivelse fra 1560 med tilknytning til Helsingør beretter nærmere, hvordan man tog på sagerne:
"Anders Ibsen, fordum abbed i Æbelholt, indgiver sig i Helsingør Hospital med alt sit gods, deriblandt også Blidstrup, Helsinge, Vejby og Kregme kongetiender, som han har i forlening i sin livstid efter Christian d.III.s brev."
Skibby Krøniken |
Arkitektur
Vor Frue Kloster i Helsingør er en, for nordeuropæiske forhold, et usædvanligt vebevaret klosterkompleks med tilhørende kirke, Sct. Maria Kirken også kaldet Vor Frue Kirke.
Klosterkomplekset |
Grundplanen
Det velbevarede Karmeliterkloster er enestående i Nordeuropa, opført i den sengotiske periode i slutningen af 1400-tallet. Komplekset er traditionelt opbygget, med sin sluttede, nærmest kvadratiske grundplan, der lukker af mod omverdenen. Fløjene er funktions- opdelte, hvor økonomiafdelingen med madlavning m.m. foregår i nordfløjen, modsat klosterkirken, der vender mod syd. Indadtil slutter klosteret med en overdækket omgang, fratergangen, der vender ud imod en åben gård.
Grundplanen stammer oprindelig fra Sydeuropa, men byggematerialet er de brændte teglsten, der er kendetegnende for den nordeuropæiske, eller baltiske gotik. En række detaljer bl.a. det treskibede kirkerum med et fælles tag som overdækning, tyder på påvirkning fra de vendiske hansestæder. Gotiske spidsbuer ses anvendt overalt i døre, vinduer, gavlender og i forbindelse med fratergangen.
Grundplan | 
Vestfløjen |
Karmeliterklosteret | 
Klostergården | 
Fratergangen |
Den gotiske stil
Kirkens gavlender er en sand opvisning i murstensgotikkens bygningskunst og ornamentale virkemidler, som berettiger til at man taler om en speciel Øresundsgotik med disse kendetegn. Østgavlen, der ligesom vestgavlen har kamtakkede gavlender, er stramt symmetrisk komponeret med fire vertikale blændingsfurer på hver side af det 11 meter høje midtervindue. Over dette og hver af sidevinduerne er bredere blændinger med varierede, cirkulære, pæreformede og spidsbuede mønstre og nedhængende stavværk.
I vestgavlen slutter blændingerne ved en fælles horisontal linie ovenoverd e 2 sidevinduer. I denne ende er anvendt brede blændinger med samme ornamentale virkemidler som på østgavlen, men symmetrien brydes på overraskende vis af det lille klokketårn på højre side af indgangsdøren.
Vestgavlen | 
Vestgavlen | 
Vestgavlen | 
Østgavlen | 
Vestgavlen |
Kapitelsalen
I klosterets indre rum findes en overdådig variation i gotiske hvælv og søjler. Det enkle krydshvælv er det fremherskende, f.eks. i kirke og fratergang, mens Kapitelsalen, eller Laxmandssalen har raffinerede nethvælv med indfældede symboler og våbenskjold.
Ornamentale figurer i hjørnerne minder de fornemme karmelitermunke om den jordiske tilværelses fristelser og forgængelighed. Formodentlig er ophavsmanden til disse figurer og det øvrige sandstensarbejde billedhuggeren og arkitekten Adam van Düren, der også forestår opførelsen af den senmiddelalderlige borg Glimmingehus på Østerlen i Skåne og siden hen restaureringen af Lund Domkirke.
Laxmandsalen | 
Memento Mori | 
Madonnafigur |
Gryende renæssance
Adam van Düren varsler en anden tidsalder. Karmeliterklosteret er et traditionelt middelalderligt bygningsværk, men mange træk ved udsmykningen peger hen imod den gryende renæssance.
Ikke kun klosteret peger på en ny tid. Skråt overfor klosterkirkens indgang ligger en stenbygning, der oprindelig har tilknytning til klosterets virksomhed. Ved bevæge sig rundt om bygningen kommer man så at sige fra middelalderen og ind i renæssancen. På den vestlige gavlende der vender ud imod Sct. Annægade, og repræsenterer en senere tilbygning, ses de for renæssancen karakteristiske vandrette profilbånd. Nordgavlen længere henne, ud imod klosterkomplekset, er smykket med de for renæssancen karakteristiske svungne, eller såkaldt vælske gavlender. Et typisk stiltræk fra renæssancen som genfindes på både herregårde og kongeslotte i den efterfølgende tid.
Karmeliterhusets vestgavl | 
Karmeliterhusets nordlige gavl |
Mariamotivet
Både Karmeliterklosteret og kirken er som navnene, Vor Frue Kloster og Skt. Marie Kirke, antyder viet til Jesu moder, Jomfru Maria. Mariadyrkelsen udvikler sig allerede fra tidlig middelalder i tæt tilknytning til klosterbevægelsen og denne tendens fortsættes. I senmiddelalderen bliver et fremherskende motiv den såkaldte apokalyptiske(dommedags) Madonna, eller Maria i Stråleglans, et motiv der hidrører fra Johannes´ Åbenbaring Kap.12.13.
I klosterkirken er det småt med henvisninger til mariadyrkelsen. Bebudelsesmotivet med ærkeenglen Gabriel findes gengivet i umiddelbar nærhed af indgangsdøren, og endnu er bebudelsesmotiv med den læsende madonna findes på vestvæggen ved siden af orglet. Motivet Maria i Stråleglans, også kaldet solgidsel, findes gengivet henholdsvis på et kalkmaleri på spisesalens endevæg og i fornem medaljon i hvælvet i klosterets kapitelsal.
Bebudelse | 
Læsende Maria | 
Maria i stråleglans |
Lazarussalen
Klosterets spisesal, refektorium, i nordfløjen kaldes også Lazarussalen efter en frise af kalkmalerier på væggen ved indgangsdøren, der gengiver scener fra Lazarus-lignelsen om den rige og den fattige mand.
Væggen er plan i hele sin længde, og rummer på venstre side af indgangsdøren to enkeltstående billeder, der viser henholdsvis Jesus og Samaritanerinden og Jesu fristelse i Ørkenen. På et skriftbånd, eller om man vil en talebobbel, imellem Jesus og Samaritanerinden, står der på latin "giv mig noget at drikke", måske underforstået at Jesu ord er vigtigere end mad og drikke.
Det er da også dette tema der angives i det næste billede, hvor djævelen frister Jesus med at omskabe stene til brød, hvis han er Guds søn. Jesus svarer, som angivet på skriftbåndet, at mennesket ikke lever af brød alene. Emnerne i disse to lignelser er således velvalgte til munkenes spisesal, som en påmindelse om den rette, gudelige beskæftigelse, men samtidig er det dog også en bekræftelse af de fornemme karmalitermunkes åndelige arbejde. I øvrigt var der samtaleforbud under spisningen.
Djævlen frister Jesus |
Lazarusfrisen
Selve Lazarusfrisen gengives meget usædvanligt i en serie af 6 billeder, hvor dele af grundteksten fra Lukasevangeliet gengives i et bånd, der løber ovenover billederne og hvor der på billede to og tre også findes korte tekstbånd, en slags tegneserie.
Billede 1 anvender en grad af dybdeperspektiv i fremstillingen. Man fornemmer tydeligt, at der tale om en gengivelse af et samlet rum med forgrund og baggrund, selvom størrelsesforholdene i gengivelsen af personerne ikke er korrekt. De forreste personer er altså ikke børn, men gjort mindre af hensyn til udsynet.
Den rige mand og Lazarus | 
Den rige mand | 
Lazarus | 
Den riges død | 
Lazarus død |
Bordscenen
Billedet viser den rige mand til højbords og giver et usædvanligt indblik i skik og brug omkring år 1500. De butnæsede sko er højeste mode netop på det tidspunkt og snittet i klædedragten peger på italiensk mode i tidsrummet 1450-70. Det har da også været foreslået at kunstneren er italiener, måske en klosterbroder der har været tilkaldt til at udføre denne opgave?
Man bemærker også detaljer omkring datidens bordskik: de flade trætallerkener, eller måske brødskiver anvendt som tallerkener og de mindre brød, som man har brugt til at søbe maden op med. En kniv kunne vel tages i anvendelse, men gaflen er endnu ikke opfundet.
Selve scenen med den rige mand er blevet udlagt forskelligt. Han er utvivlsomt en modelaps, men hvem er det egentlig han sidder til bords med? To kvinder, men er den ene hans kone, så burde det være hende til venstre hånd og hvorfor holder han så den anden i hånden? Der kan nok ikke gives noget endeligt svar herpå, men antydningen af de kødelige fristelser er der vel. Den lidt primitive perspektivisk gengivelse peger på, at man er ved at bevæge sig ud af middelalderen og ind i renæssancens tidsalder.
Rig og fattig
Den perspektiviske fremstilling iagttages ligeledes i det efterfølgende, andet billede i frisen, hvor Lazarus ligger udenfor den rige mands dør og vånder sig. En tjener tilkaster Lazarus smuler fra den rige mands bord, mens en anden med hånden for underansigtet vægrer sig mod stanken fra de væskende sår.
På billede tre skildres den rige mands død. Billedet illustrerer med al tydelighed, hvor vanskeligt det er for den rige mand at komme i himmerig. Han ligger i sin gode seng omgivet af bekendte, men også djævle, der forsøger at bemægtige sig hans sjæl. Den fattige Lazarus derimod får på billede 4 næsten automatisk adgang til himmerige.
Det femte og sjette billede i serien er ligesom billede tre og fire placeret ovenover hinanden, men er dårligt bevarede. De fremstiller formodentlig øverst den fattige mand hvilende i Abrahams skød og nederst den rige mand i helvede.
Fortolkning af frisen
Eftertiden har været tilbøjelig til at udlægge frisen som konstant påmindelse til de fornemme karmelitermunke om mådehold og barmhjertighedsgerninger. Det er frisen også, men samtidig er det igen også en underfundig bekræftelse af munkenes egne gøremål. De humanistisk orienterede og, som i Poul Helgesens tilfælde reformkatolske og intellektuelle munke, har formodentlig ikke følt ubehag ved denne motivkreds.
Lazarus-historien findes kun gengivet i kalkmalerier netop fra den senmiddelalderlige periode omkring år 1500 og det er derfor også nærliggende at tolke motivet ind i denne sammenhæng: Vægtningen af det medmenneskelige, humanistiske gøremål, men måske også antydningen af at de gode gerninger ikke gør det alene. Det er vanskeligt for den rige at komme ind i himmerige, måske kan kun nåden frelse ham?
Kirkerummet
Kirkens sydlige sideskib er i hvælvingerne dekoreret med en omfattende samling af kalkmalerier, der fremstiller scener fra Jesu liv og levned, formodentlig påført i forbindelse med færdiggørelsen af kirken i slutningen af 1400-talet.
Ind imellem scenerne figurerer et billede af Hans Pothorst - søulk og måske Columbus foregangsmand - vedhæftet et våbenskjold, hvilket sandsynligvis betyder, at han har bekostet udførslen. Ligesom i tilfældet med Poul Laxmand træder personen frem og markerer sin sponsorvirksomhed.. Ved siden af ham findes endnu et portræt af en navngiven (Dellf) maler, -velsagtens ham der har udført frisen.
Hans Pothorst | 
Delff maler |
Musiksalen
Paradisets have findes afbildet i den såkaldte musiksal, som snarere er en nødkirke, hvorfra man gennem et hul i muren kunne overvære gudstjenesten nede ved hovedalteret. Rummet er dekoreret fra gulv til loft som en paradisisk løvhytte med musicerende engle og groteske figurer rundt omkring i løvhanget.
Harpeklang | 
Musicerende engel | 
Vrængfigur |
Grotesker
Kirkeskibet rummer endelig også er række karakteristiske, groteske masker som en del af kirkens udsmykning. Disse kan tolkes som profane dagligdags kommentarer, der står i kontrast til de fornemme karmeliters gerninger.
Vrængmaske |
Buxtehude
| | Buxtehude hade sina rötter i Helsingborg och Helsingör och han arbetade på bägge sidor av sundet, trots krig och ofred i området. Han avslutade sin karriär som organist i Lübeck. |
Buxtehude - en øresundsborger
I årene 1638-41 virkede Buxtehude den ældre i Helsingborg og her tilbragte Diderik nogle barneår. I 1642 fik faderen tjeneste som organist ved Skt. Olai Kirke i Helsingør, hvor han var aktiv frem til 1670. Barne- og ungdomsår tilbragte Diderik Buxtehude altså både i Helsingør og Helsingborg.
Rigt musikliv
I 1600-tallet første halvdel var musiklivet ved det danske hof og i de større kirker af meget høj klasse. Navne som Heinrich Schütz og John Dowland er gået over i musikhistorien. Schütz var kirkemusiker i Købehavn og opbyggede hofkapellet der. Dowland, berømt lutspiller og komponist, var hofmusiker og holdt til i Helsingør. Johann Lorentz virkede i første halvdel af 1600-tallet som kongelig orgelbygger og byggede, eller ombyggede alle vigtige orgler i Øresundsregionen i en da ganske konservativ renæssansestil som da repræsenteredes af Heinrich Schütz og John Dowland. Et af de vigtigste vidnesbyrd om Lotrentz virksomhed findes i orgelfacaden på Chrisstiansstads Trefoldighedskirke.
Organist tur-retur
Diderik Buxtehude gik i sin fars fodspor og blev i 1657 organist i Mariakirken i Helsingborg. 1660 søgte han og fik organistembedet ved Mariakirken i Helsingør. Formodentlig fordi dette embede var bedre lønnet og han dermed kom tættere på resten af familien. I tiden frem til 1668, hvor Buxtehude drager til Lübeck og søger embede der, bor han således i samme hus som faderen og moderen. Huset findes endnu i Helsingørs Skt. Annægade.
Samtidig skede der en modernisering af de gamle Lorenzorgler til en moderne barokstil, en stil som repræsenteres musikalsk af Diderik Buxtehude. Den nordtyske orgelbygger Hans Christoff Frietzsch stod for denne modernisering og han var manden bag om- og nybygning af orgler i København, Helsingør, Halmstad, Helsingborg, Landskrona og Malmö.
Diderik Buxtehude oplevede altså og deltog i en meget aktiv fornyelse af musiklivet gennem de nybygninger som foretoges. To år efter han var flyttet til Helsingør vendte han tilbage til Helsingborg(1662) for at føre tilsyn med ombygningen af orglet i Mariakirken. Dette tyder på at den svenske magtovertagelse af Skåne i 1658 ikke umiddelbart påvirkede musiklivet.
Mariakyrkan i Helsingborg |
Sct. Annægade i Helsingør | 
Det gamle orgel | 
Buxtehude | 
Kororgel i Mariakyrkan |
Forbindelsen opretholdes
I sin tid i Helsingør opretholder Buxtehude også tætte forbindelser til både danske og svenske embedsborgere. Det eneste med fuldt sikkerhed kendte musikstykke som Buxtehude har skrevet i sin tid i Helsingør er således i året 1665 tilegnet Christoffer Schneider, der var svensk postmester og senere kommisarius bosiddende i Helsingør. Ligeledes havde Buxtehude allerede fra Helsingør-tiden venskabelige forbindelser med den svenske hofkapelmester og organist Gustav Büben. Måske er det også på hans foranledning at Buxtehude i 1680 komponerer bryllupskantaten til brylluppet imellem Karl 11.Gustav og hans danskfødte dronning Hedvig Eleonora.
| |
 | | Stor | Aperte mihi portas justitiae, Helsingør 1665 (Diderik Buxtehude) |
| | Stor | Aria sopra le Nozze di Sua Maesta il Re de Svecia (1680) (Didrik Buxtehude) |
Tiden i Lübeck
1668 flyttede Diderik Buxtehude til Lübeck, formodentlig af hensyn til sin fortsatte karriere, men nok også for at komme væk fra de trange økonomiske vilkår i den krigshærgede Øresundsregion. Som en rød tråd i Buxtehudes liv går de tre mariakirker i Helsingborg, Helsingør og Lübeck. Selvom størstedelen af hans aktive liv var forlagt til Lübeck og selvom han der vandt den største ære og berømmelse, så glemte han aldrig sine rødder ved Øresund. Derfor kunne tidsskriftet Nova litttraria Maris Balthici år 1707 påstå, at ”han anså Danmark for sit fædreland” (Patriam agnoscit Daniam).
Diderik Buxtehudes karriere som komponist og organist kulminerede i Lübeck, hvortil storheder som Händel og Bach vandrede for at lytte til hans musik. Det var som organist og komponist i Mariakirken i Lübeck han vandt sin store berømmelse. Især var han kendt for sine ”Lübecker Abendmusik” som var koncerter i tilknytning til aftensangen søndagene før jul. Til disse skrev han hvert år et nyt orgelværk.Dommergården og Tolder David Hansens hus
| | Helsingør kan opvise eksempler på fornemme borgerhuse fra slutningen af 1500- og begyndelsen af 1600-tallet, hvor byen blomstrer og udvides betydeligt. Her ses husrækken Stengade 70-76, hvor et sengotisk stenhus, det nuværende dommerkontor, afløses af et gavlhus med typiske stiltræk fra renæssancen. |
Renæssancehuse
Opførelsen af Kronborg bygger på et praktisk samvirke imellem kongemagten og byen og de mange håndværkere, der blev indforskrevet og boede rundt omkring i byen. Aktiviteten ved byggeriet og den stigende handel og omsætning i forbindelse med Øresundstolden medfører at indbyggertallet vokser, med et udtalt islæt af fremmede indvandrere, tyskere, hollændere, briter m.v., og det sætter sig også spor i byggeriet rundt omkring i byen. Mindst et par huse har således direkte tilknytning til byggeriet på Kronborg.
Det gælder f.eks. tolder David Hansens gavlhus, Stengade 76 opført i 1579. Fundamentet er af ældre dato, den kamtakkede gavl har endnu gotikkens præg, men de vandrette sandstenbånd, sandstensindfattede vinduer og skulpturudsmykkede gavlfelter er umiskendeligt renæssancens og facaden som helhed minder om Kronborg. Ejeren findes afbildet på et epitafium, en mindetavle, i Helsingørs Sct. Olai kirke.
I perioden kommer også en helt ny gade til, Strandgade, og man finder i Jacob Willumsen Badskærs gård fra 1592 et eksempel på rendyrket renæssancebyggeri af usædvanlig egenart med udsmykkede sandstens- pilastre. Malmø, næst efter Helsingør den største provinsby i området, er også præget af stigende handel og borgerskabet indflydelse og også her afspejler det sig i prestigefyldte renæssancehuse i sten.
Jørgen Kock opførte omkring 1525 et stenhus i Malmø som fremstår som et tidligt eksempel på den velhavende borgerstands formåen. Huset har endnu gotikkens kamtakkede gavle, men de vandrette sandstensbånd og dekorationerne på gavlfladen varsler renæssancestilens indtog.
Stengade 70 - 76 |
Tolder David Hansens hus, Helsingør | 
Tolder David Hansens epitafium |
Strandgade, Helsingør | 
Borgerhus, Malmø |
Jørgen Kocks hus Malmø |
Fra Sundtoldstid til Industrialisering
| | Først fra 1882, med anlæggelsen af Helsingør Jernskibs- og Maskinbyggeri, begynder udviklingen at vende og herfra kan man for alvor tale om et industrielt gennembrud.
Anlæggelsen med Mads Holm i spidsen medfører omfattende investeringer, øget mekanisering og et stort behov for arbejdskraft. Omkring 700 arbejdere får fra starten ansættelse på virksomheden, heraf ca. 300 udefra kommende |
Helsingør
"Tag en by som Hillerød ...nej lad den ligge; men tag Helsingør! En lille underlig rede, ikke sandt? Trængt sammen under høje banker langs søen, der løfter Kronborg stateligt på skjold, Kronborg, der synes at knuse både kirke og rådhus og den nye jernbanestation.
En fornøjelig by, med et eget "salt" præg over indvånere og bygninger. Alt lugter af søen - byen har så lidet opland og må stole på sig selv. Det har den gjort trods skæbnens omskiftelser. Hvad Marsk Stig og hansestæderne og svenskerne og pest og ildebrande har evnet at gøre, det er blevet gjort; byen har holdt ud - indtil det år 1857, hvor Øresundstolden blev ophævet. Det var et knæk - netop i min romantiske skoledrenge og ferietid. Da syntes den livsglade by med et at have forandret sin mine; - man blev alvorlig - de gamle huse ramlede sammen - de store familier splittedes - parvenuerne glædede sig hemmeligt; og ofte standsede jeg i den snævre gade, hvor Hotel d´Øresunds østlige fløj vender ud til, og jeg læste filosofisk den gamle inskription på stene i muren:
Manchem verdruest es, was er sieht,
Und muss doch leiden, das geschieht.*
Nu har byen igen oppet sig, eller er på gode veje. Beliggenheden er fortrinlig, havnen ypperlig, energien løfter hovedet - fremtiden tilhører det store jernskibs- og maskinbyggeri, som giver de mange hænder arbejde, de mange munde brød. Konkurrencen med hovedstaden er skarp, og der er kommet noget "skærpet" over ved siden af det salte. Man sporer det politisk, socialt, merkantilt; det rører sig i den gamle rede, og hvor højkonservativ byen end er, så stryger luftningen fra søen ind og sætter sind og tanker i bevægelse. Ingensteds i verden flages der måske så tit og så meget som i Helsingør. Stengade pynter sig ved enhver given anledning - garnisonen ihukommer hver nok så lille våbendåd - men disse viftende flag er tillige udtryk for befolkningens dekorative traditioner. Man glemmer dog aldrig de store toldkammerdage, da pengene rullede så let og champagnepropperne knaldede så højt. Man har sin saga at tære på - og det giver appetit efter at vise sig. Vemoden skylles ned med lokalt Wiibroe-øl - man slikker sig om læben og tænker: Champagnen kan komme engang endnu!"
Med denne skildring giver Holger Drachmann en karakteristik af den udvikling der sker med Helsingør i løbet af 1800-tallet, forvandlingen fra sundtoldstad til en moderne industriby.
Helsingør 1859 | 
Det gamle Apothek |
Helsingørs nye Rådhus
I 1855 stod Helsingørs nye Rådhus færdigt. Forud var gået en nok så hidsig debat, hvad der ikke var eller er unormalt for byen, når større ændringer skal foretages. Anledningen til nybyggeriet var i første omgang, at det gamle rådhus -fra 1500 tallet- stod for en nødvendig modernisering af arresten.
Undervejs blev det konstateret, at en sådan ombygning krævede, at man rev hele det gamle rådhus ned. Debatten gik da bl.a. på om man så ikke burde opføre det nye rådhus på Axeltorv.
Det endte dog med, at man, med de fra nutiden kendte budgetoverskridelser, opførte det nye rådhus i nygotisk stil, hvor det gamle havde ligget.
Hvis man i 1854/55 havde vidst, at Sundtolden forsvandt blot to år efter, da havde byen nok ikke fået et så imponerende byggeri.
Helsingør Rådhus 1830 | 
Helsingør Rådhus 1855 |
Helsingør Rådhus 2007 |
Fra sundtold til industri
I mere end 400 år havde byens liv og udvikling været tæt knyttet til den handel og administration, som Øresundstolden medførte. Med Øresundstoldens ophævelse i 1857 indvarsles for alvor en ny æra i byens historie.
Trods det bratte skel som ophævelsen af Øresundstolden markerer, er det dog en forandring, der har været undervejs længe. Allerede i slutningen af 1700-tallet forsøges det at starte større virksomheder på privat initiativ, ofte i modstrid med de indflydelsesrige laugsinteresser. Enkeltpersoner som englænderen J. D. Belfour og J. J. Claessen var foregangsmænd, der også opfandt nye produktionsmetoder, men de store planer om et skibsværft bliver ikke til noget, og en statsligt bekostet udvidelse af havnen kommer først i 1820erne og er stadigvæk mest til gavn for de aktiviteter, der knytter sig til toldkammeret.
Den tidlige industri
Den måske første egentlige industrielle virksomhed med høj mekaniseringsgrad og udtalt arbejdsdeling er et gasværk, anlagt i 1853 af Det danske Gas Companie, bag hvilket der stod engelsk kapital og teknologi. Næst efter Odense var det landets første gasværk, oprindelig med henblik på forny gadebelysningen, men efterhånden også til privat og erhvervsmæssig forsyning.
Gasværket placeres i Grønnehave-kvarteret, der sammen med bymidten udvikler sig til et industrielt center. Her anlægges således også byens nye vandværk, der afløser et anlæg helt tilbage fra Frederik II.s tid. Ved det nuværende Højstrup lå fra 1848-1895 Godthåb Glasværk og andre industrier kommer siden hen til i området. Som helhed kan man tale om en første fase i industrialiseringsprocessen, fra slutningen af 1840erne og frem til omkring midten af 1850erne. Udviklingen er karakteriseret af en hel del nyanlæg (glasværk, gasværk, teglværker og bryggerier) og en industritælling fra året 1855 kommer frem til 41 foretagender med 354 ansatte, heraf 20 virksomheder med over 6 ansatte.
I bymidten foretages der, som allerede nævnt, også en række industrielle nyanlæg. Bl.a. begynder brygger Carl Wiibroe så tidligt som 1851 at brygge bayersk øl, som han lagrer i kasematterne på Kronborg. I 1862 køber han den grund ned mod havnen, hvor resterne af bryghuset nu ligger ud mod Hestemøllestræde, og hvor han i 1878 byggede lagerkældre til og indlagde maskinkraft. Carl Wiibroe var også særdeles aktiv i det offentlige liv, blev allerede i 1842 indvalgt i borgerrepræsentationen, hvor han var formand af flere omgange.
En anden iværksætter i bymidten er Jens Levin Tvede, der forvandler et lille brænderi i Sudergade til en fabriksvirksomhed i Stjernegade, med fabrikation af sprit, brændevin, gær og hvidtøl. Han er også stærkt medvirkende til at Helsingør som den første provinsby tager telefonen i brug omkring 1880. J. L. Tvede indvælges i borgerrepræsentationen i 1857.
Godthaab Glashytte |
Wiibroe øl | 
Tvedes Fabrikker |
Sundtoldens ophævelse 1857
For at lette overgangen fra sundtoldens ophævelse får Helsingør i 4 år en særbevilling på finansloven, alt i alt en sum på 60.000 rigsdaler, som bl.a. anvendes til at støtte anlæggelsen af Marienlyst Badehotel. Vigtigere er dog udvidelsen af havnen til det dobbelte i 1862, hvorved toldkammerbygningen næsten på symbolsk vis forsvinder. Med Næringsfrihedsloven ophæves laugene og gradvis den købstadszone, der medvirkede til at beskytte produktion og handel indenfor en omkreds på ca. 15 km. I 1864 åbnes Nordbanen med direkte forbindelse til København over Hillerød og omkring 60.000 passagerer om året.
Jernbanestationen på Trækbanen | 
Nordbanen 1864 | 
Nordbanens linieføring |
Stagnation
Til trods for disse tiltag er der i 1860erne fald i industrien og stigningen frem til industritællingen i 1875 er såre beskeden. På dette tidspunkt er der 37 foretagender med i alt 478 ansatte, svarende til omkring 5 % af arbejdsstyrken. Stigningen sker indenfor levnedsmiddelbranchen (sprit, øl, margarine). I bymidten er der overvejende tale om mindre, håndværksprægede virksomheder.
Selvom Helsingør, bortset fra København, er den væsentligste industriby på Sjælland, så er der dog forsat tale om en såre beskeden målestok og hen imod slutningen af 1870erne stagnerer udviklingen. Dette kan have en vis sammenhæng med at byens dominerende handelsliv i overvejende grad på satsede på stigende handel ad søvejen og derfor investerede store summer i handelsskibe, overvejende sejlskibe. Da dampskibene vinder frem viser det sig at være en fejlinvestering og ydermere betyder udviklingen at stadig færre skibe lægger til ved Helsingør for at proviantere, hvorfor et vigtigt grundlag for byens næringsliv forsvinder.
Havneudvidelsen omkring 1862 er ikke tilstrækkelig og planer om at gøre Helsingør til stabelplads for østersøhandelen bliver ikke til noget. Omkring 1880 er byen med dens 8.978 (1906: 14.534) indbyggere faktisk i økonomisk og befolkningsmæssig tilbagegang.
Skibsværftet 1882
Først fra 1882, med anlæggelsen af Helsingør Jernskibs- og Maskinbyggeri, begynder udviklingen at vende og herfra kan man for alvor tale om et industrielt gennembrud. Anlæggelsen med Mads Holm i spidsen medfører omfattende investeringer, øget mekanisering og et stort behov for arbejdskraft. Omkring 700 arbejdere får fra starten ansættelse på virksomheden, heraf ca. 300 udefra kommende. Havnen udvides yderligere og i 1883 søsættes den første nybygning, skruedampskibet S/S Helsingør, og med sine omkring 1.000 ansatte og mange underleverandører hen imod slutningen af 1880erne bliver skibsværftet den dominerende faktor i byens økonomiske udvikling.
Helsingør Havn | 
Helsingør Jernskibsværft 1883 | 
Skibsværftets smedje 1897 | 
Kierulfs jernstøberie 1875 | 
Helsingør væveri |
Helsingør Skibsværft |
Infrastruktur
Et andet væsentligt træk ved industrialiseringen vedrører etableringen af en infrastruktur, der forbinder Nordsjælland tættere med hovedstadsområdet og Skåne. Man havde jo naturligvis søvejen, men i 1864 åbnes Nordbanen med forbindelse til København over Hillerød. Varetransport fra endestationen og til midtbyen foregik via en hestetrukken bane, heraf navnet Trækbanen.
Helsingør Banegård og Kystbanen
Placeringen af Nordbanens Helsingør station ved Trækbanen i byens yderkant viste sig hurtigt at være en kostbar fejlplacering. Det var alt for omstændigt og tidskrævende at omlade godset til hestevogne, når det skulle transporteres til havnen. Man valgte da at anlægge et jernbanespor langs kysten fra Snekkersten til den nyopførte Helsingør Banegård ved havnen. Det omfattende projekt blev indviet i efteråret 1891 og passagererne fik nu adgang til det som mange i samtiden kaldte for ”Landets flotteste banegård”. Banegården fremtræder i nederlandsk renæssancestil a la Kronborg og Rosenborg Slot i København.
I 1894 vedtog den danske rigsdag "Kystbaneloven" der skulle føre jernbanespor langs kysten fra Klampenborg til Helsingør, og den 1.august 1897 var den nuværende Kystbane en realitet.
Helsingør/Helsingborg overfarten
Den væsentligste årsag til omlægningen af Nordbanen fra Snekkersten til Helsingør havn og byggeriet af den nye banegård var behovet for jernbaneoverfart mellem Helsingør og Helsingborg.
I marts 1892 blev den nye jernbanefærgeoverfart indviet mellem de to byer. Det skete med hjulfærgen ”Kronprinsesse Louise”; en nybygning fra Helsingør Skibsværft, som var ene om jernbaneoverfarten til 1897, hvor en ny hjulfærge, ”Kronprins Frederik” også blev indsat på overfarten.
Begivenheden blev i Helsingborg fejret med mange officielle indvielsestaler og glæde over, at der nu var skabt langt lettere forbindelse til Danmark og videre til kontinentet.
Den nye færgeforbindelse fik stor betydning for den svenske infrastruktur. For eksempel kunne vestkystbanen mellem Gøteborg og Malmø nu knyttes sammen med overfarten Helsingborg - Helsingør.
Hornbækbanen
Med åbningen af Hornbækbanen i 1906 skete der en væsentlig udbygning af Nordsjællands infrastruktur med bedre forbindelser til oplandet, bl.a. transporteres klæde fra Hellebæk, tegl fra Ålsgårde og papir fra Havreholm. Transportudviklingen var, i vid udstrækning, også et produkt af egnens forvandling til rekreativt område for hovedstadsregionen. Et træk der fik betydning for udviklingen helt op i vor tid.
Fri handel og vareomsætning
Skibshandelens frygt for at de nye samfærdselsmidler ville overtage dele af varetransporten viste sig at være velbegrundet, og med den endelige ophævelse af beskyttelseszoner omkring købstaden i 1920 var den tid forbi, hvor der blev lagt hindringer i vejen for den fri handel og vareomsætning.
Omkring århundredeskiftet er de vigtigste faktorer for den industrielle udvikling tilvejebragt: Først og fremmest med etableringen af skibsværftet den fornødne kapital og investering og arbejdskraft, der også i rigt mål søger til byen, en udbygning af infrastrukturen og ophævelse af tidligere tiders restriktioner for produktion og vareomsætning. Med etableringen af Helsingør Tekniske Skole i 1885 påbegynder man også en tidssvarende uddannelse af arbejdskraften.
Den nye banegård 1891 | 
Helsingør Banegård 1891 | 
Helsingør Stations indgang | 
Kystbanen |
Fagbevægelsens udvikling
Med den begyndende industrialisering og ophævelsen af laugene kommer de første forsøg på at etablere en faglig bevægelse og sammenslutning i byen. De første tiltag finder sted indenfor førhen laugsorganiserede håndværksfag i begyndelsen af 1870erne, men den økonomiske afmatning omkring 1876 sætter en stopper for den videre udvikling. Den første varige organisering finder sted blandt typograferne i 1881 og i forbindelse med etableringen af skibsværftet er der forskellige andre tiltag. En økonomisk krise i midten af 1880erne bevirker atter et tilbageslag, men etableringen af Socialdemokratisk Forening i sommeren 1885, Smede- og maskinarbejdernes Fagforening i 1887 og Fælles Fag- og Arbejderforeningen i Helsingør fra 1888 lægger grunden til en mere varig og samlet organisering.
De svingende konjunkturer især for skibsværftsbranchen har stor indflydelse på udviklingen. Det gælder også ind i 1890erne, og først omkring midten af 1890erne får Fællesforeningen gennemført overenskomster for flere af fagene på værftet. Allerede i 1892 vælges gartner Christian Hansen til byrådet, som det første socialdemokratiske byrådsmedlem i landet og i 1894 får socialdemokraterne 3 medlemmer valgt ind i byrådet på en fælles liste med partiet Venstre.
Overenskomstkamp
En endelig ordning omkring indgåelse af overenskomster opnås først i 1896, efter en omfattende faglig konflikt på værftet, der starter med en lockout af nitterne og kommer til at omfatte 900 medarbejdere. Det var en stor konflikt efter datidens forhold, og først efter 14 dages forhandlinger opnås der enighed omkring en lønforhøjelse og indgåelse af en 3 års overenskomst og oprettelse af et fast forhandlingssystem, hvor Fællesforeningen forhandlede på fagenes vegne.
Værftets forhandlingsresultater og lønsatser blev toneangivende, men dog ikke mere end at der i 1899 udbryder en omfattende og 3 måneder lang konflikt i byen, som ikke omfattede værftet. Her havde man gennem De samvirkende Fagforbund, som Fællesforeningen omdøbes til i 1898, uden problemer forhandlet sig tilrette om en overenskomst, der bl.a. nedsatte arbejdstiden fra 60 til 58 timer og afskaffede det forhadte bødesystem, som bl.a. fremgår af værftets arbejdsreglement. I 1888 eksisterede der i byen kun 7 fagforeninger med under 300 medlemmer. Omkring århundredeskiftet var der 32 fagforeninger med ca. 1800 medlemmer.
Levevilkår
Omkring århundredeskiftet tjente en arbejder en ugeløn på omkring 15-20 kr. Det siger i sig selv ikke så meget, og desværre eksisterer der ikke fra Helsingør undersøgelser over arbejderfamiliernes budgetter og levevilkår. Hvis man sammenligner med andre steder i landet kan man nok regne med, at omkring 25% af indtægten gik til husleje, og at de øvrige gik til mad, brændsel og tøj, i nævnte rækkefølge. Pengene var små, og hertil kom, at man også skulle betale til forsikring imod sygdom, død og begravelse. Bortset fra fattigvæsenet og en aldersrentereform i 1891 var det offentlige sikringssystem ikke-eksisterende og det blev derfor en vigtig opgave for arbejderbevægelse at tage fat på, også lokalt. I den sammenhæng oprettes der allerede i 1892 i Helsingør en selvstændig sygekasse for Fællesforeningens medlemmer.
Kooperationen
En metode til at mindske udgifterne til daglige fornødenheder og måske på sigt berøve kapitalisterne den dominerende indflydelse på produktionen ligger i den kooperative tanke. Bøndernes andelsforetagender fra 1880erne, som bl.a. var inspireret af de engelske arbejderes kooperative indkøbsforeninger, kan have været en inspirationskilde, men som angivet har den kooperative tanke dybe rødder i arbejderbevægelsen. Tanken var, kort sagt, at man ved i fællesskab at producere, indkøbe og distribuere forskellige varer og tjenesteydelser kunne gøre det billigst muligt, uden fordyrende mellemled og til gavn for fælles bedste. Det første eksempel på kooperativ indkøbsvirksomhed i Helsingør var oprettelsen af "Arbejdernes Kulforsyning" i 1892, men siden hen kommer mange initiativer til kooperativ virksomhed og social sikring. |