| Konsulerna
| | I løbet af 1800-tallet udviklede Helsingborg sig fra at være en lille kystby til en, efter Øresundsregionens forhold, stor og betydningsfuld industri og handelsby |
Helsingborg - med raske skridt
”Hvad angår mig selv, så hælder jeg kraftigt til den side, som vil placere Helsingborg foran alt andet. Ikke fordi man ikke kan finde andre svenske landskaber som, ved første blik, er endnu mere storartede, iøjnefaldende og effektfulde, men fordi Helsingborg i det lange løb er mere interessant. Anden svensk natur ejer storhed, ejer behag, ejer hvad I vil; men den mangler liv; den har denne oldnordiske stilhed, denne højtidelige urørlighed, som har øjeblikkets følelsesladede effekt, men som bliver forstemmende ved et længere samvær. Her har man et maleri med figurer, et bevægeligt, altid omvekslende og selvfornyende skuespil; det er en natur som man ikke trættes af, som man kan omgås, i stedet for at bare flygtigt beundre. Stå op en forårsmorgen, når solen ligger over den danske kyst, over alle haverne, dristigt henkastede hist og pist på de lunefuldt udskårne skråninger, under hvis skygge Helsingborg breder sig. Stå op hvis I behager, og se ud over Sundet! over dette hav, som her er en flod! men en flod med hundreder af sejl, øst- og vestindiensejlere, amerikanere, briter, linieskibe fra Archangel, frugtskibe fra Middelhavet! betragt denne tavle, så unik, så fuld af farve og følelse, og dertil så dramatisk.”
(Ur "Helsingborg och dess nejder", 1851)
Sådan beskrev Oscar Patrik Sturzen-Becker Helsingborg i 1851, en by som den gang havde omtrent 4 000 indbyggere.
Helsingborg i 1880´erne | 
Helsingborg 1860 | 
Helsingborg 1900 |
Konsul Olsson
Ved den tid arbejdede en ung mand fra Fleninge som butiksassistent i byen. Den unge, dybt religiøse mand hed Petter Olsson. Han spurgte engang sognepræsten Peter Wieselgren, om han kunde blive præst. Da dette forudsatte en dyr uddannelse og Petter Olsson var fattig, mente præsten at han i stedet kunne blive lærer. Men Petter Olsson valgte en anden bane. I 1853, samme år som Krimkriget brød ud, vovede han at starte sit eget firma i kornbranchen.
England, som stod på Tyrkiets side i krigen mod Rusland, kunne ikke dække sit kornforbrug i krigsårene, og en god del af Olssons korn blev derfor sendt til London, hvor hestene trængte til energi, for at bl.a. trække sporvogne. Gevinsten blev naturligvis god, og med den fremtidsoptimisme, som prægede 1800-tallet, begyndte Olsson at bygge sit imperium. Han indså behovet for gode kommunikationsmidler for at kunne transportere korn til sit lager på Kullagatan, hvor hans bolig og som han også brugte til gudstjenestelokal for de vækkelsesmøder han ledte. Han indså også at der manglede en god havn, for at sende havren videre til Londons heste.
Petter Olsson | 
Arbejdere | 
Helsingborg Havn 1893 | 
Konsul Olssons magasin |
Infrastrukturen udbygges
Gennem sit kommunale engagement kunde han arbejde på forbedring af kommunikationsmidlerne. I perioden fra 1865 til 1885 bidrog han til, at Helsingborg fik jernbaneforbindelser i alle retninger. Først til Billeberga /Eslöv og siden til Hässleholm, til Åstorp og Värnamo. Efter dette var byen koblet til de store hovedbaner og havde dermed jernbaneforbindelse til Stockholm, Göteborg og Malmö. Samtidigt udvidedes og uddybedes havnen og Sveriges første togfærgeforbindelse til udlandet kunde åbnes i 1892.
Havnens udvidelse blev positiv for rederinæringen i Helsingborg. Ved århundredets slutning havde byen landets tredje største handelsflåde. Petter Olsson startede flere industrier bl.a. teglværk, dampmøllen og gummifabrikken, hvor Henry 251 senere skulle starte galocheproduktion. Han brændte for byen og dens udvikling, men også for sin pietistiske religiøsitet. Missionshuset på Kullagatan var i høj grad Petter Olssons værk. Hele livet var han tro mod sin religiøse overbevisning og fortalte at han gerne ville gøre Helsingborg til “en by til Guds Ære”. Hans store familie opholdt sig om sommeren i sommervillaen Øresundslyst på den danske side af sundet.
Konsul Persson
En anden ung mand kom fra Allerum til byen og begyndte også at arbejde i en forretning. Han hed Nils Persson og var en udadvendt og selskabelig mand. Også han vovede at åbne sin egen forretning og begyndte i 1860´erne at importere kunstgødning, som han solgte til bønderne. Han spekulerede over muligheden for selv at producere og inden længe anlagde han en kunstgødningsfabrik ”Fosfaten”.
Fortjenesten var naturligvis god og han udvidede sit imperium med bl.a. kobberværket, som udnyttede og forædlede biprodukterne fra fosfatfabrikken. Da han anlagde dampteglværket havde han lykken med sig, eftersom Helsingborgs og især Københavns byggeaktivitet var meget stor i 1800-tallets senere del, så efterspørgslen på tegl var stor. Persson producerede rødt tegl mens Olssons var gult. Man talte tit i byen om, hvordan man kunne se forskellen på de to herrers revir? Jo, man kunne se det så på teglet.) Persson donerede et jordstykke til byen tæt på kirkegården ved Södergatan. Jorden skulle benyttes til begravelsesplads og overskuddet fra gravafgifterne skulle tilfalde ”pauvre honteux”, trængende fattige I Helsingborg.
Nils Persson | 
Perssons fosfatfabrik 1888 | 
Söder-industriområdet |
Konsulstyret
Olsson og Persson bestemte i byen. De ejede store industrier, sad i bystyret og såmænd også i riksdagen. Betydningsfulde personer blev tit udnævnt til konsul, og denne titel modtog bl.a. Olsson og Persson. Helsingborg blev, ved århundredeskiftet, nævnt som ”konsulernes by”. De to lignede hinanden meget, i initiativkraft, driftighed og foretagsomhed, men privat var de hinandens absolutte modpoler. Olsson levede i forholdsvis enkelhed i sin lejlighed ved magasinet på Kullagatan, mens Perssons tilværelse i den flotte villa ved sygehuset var mere vidtløftig. Olsson brugte sin fritid til bibelstudier og prædiken, mens Persson færdedes meget på Ramlösa Brønd. Olsson var afholdsmand, Persson var det ikke.
Tilflytning
De to konsulers driftighed gav et godt skub i Helsingborgs udvikling. Fra 1860 til 1900 femdobledes befolkningen, noget som ingen anden by i Sverige kunne opvise. I perioden 1850-1920 steg Helsingborgs befolkning med 1149 %, mens nabobyen Landskrona i samme periode steg med 493 % og Lund med 346 %. Malmö var i det mindste i nærheden med 867 %. Øresundstoldens afskaffelse viste sig også gunstigt for Helsingborg, på bekostning af nabobyen Helsingør.
Man hævder at tilflytningen til Helsingborg til tider var så stor, at folkeregistret ikke kunne holde trit. Sognepræsten måtte ind imellem, af ren udmattelse, lade pennen ligge. De omfattende nybygninger forandrede byens udseende. De stilarter som var populære ved århundredets slutning blev rigt repræsenteret i byen. Nyklassicisme og nyrenæssance ses tydelig langs Järnvägsgatan, Trädgårdsgatan og Drottninggatan og eksempler på nygotikken findes i Rådhuset, Gustav Adolfs kirke og Nicolaiskolen. Den store indflytning af arbejdere resulterede i mange nye arbejderboliger i den sydlige del af byen, der hvor industrierne placeredes.
Järnvägsgatan | 
Rådhuset i Helsingborg | 
Gustav Adolfs kyrkan |
Konsul Trapp - den tredje mannen
Endnu en mand med konsultitel skal nævnes og han var dybt engageret i at bevare det gamle Helsingborg under den massive forandringsproces som pågik. Oscar Trapp, som boede i Fredriksdal, interesserede sig for historie og i forening med sit kommunale engagement, bidrog han til renoveringen af Kärnan og Mariakirken og gennemførte udgravninger ved nogle af de gamle middelalderkirker. Han medvirkede også til at Jakob Hansens hus fra 1600-tallet blev bevaret for eftertiden. Desuden var han manden bag det svenske flag. Som riksdagsmand foreslog han, at flaget kun måtte have bestemte farvenuancer og ikke, som tidligere, varierende fra flag til flag. Hans forslag vandt gehør og således fik det svenske flag, gennem en lov fra 1906, de farver det har i dag.
Oscar Trapp 1847-1916 | 
Fredriksdal | 
Bykvarter i Fredriksdal |
|