| Flynderupgård
| | Flynderupgårds hovedbygning
I Helsingør var man tidligt bekendt med naturdyrkelse og landliggeri. Allerede i slutningen af 1700-tallet var det lokale borgerskab i Helsingør begyndt at søge ud af byen for at tilbringe fritiden på lystgårde i omegnen, først indenfor selve bykommunens grænser, siden hen længere ude på landet, f.eks. i Nyrup, Fairyhill og Claythorpe samt i Gurre. |
Landliggere
Omkring midten af 1800-tallet er forskellige sider af borgerskabets tankegang og livsstil for alvor ved at tage form. Tilværelseskampen fylder ikke længere det hele og en karakteristisk adskillelse imellem arbejde og fritid begynder at gøre sig gældende. Fritiden bliver så at sige opfundet og man får blik for at naturen er et udmærket reservat for meditative og rekreative beskæftigelser. Dette giver sig udslag i et omsiggribende fritids- og ferieliv, som udspiller sig omkring og på begge sider af Øresund med landliggeri, kurbade, hoteller og alt hvad dertil hører.
Eksemplet Helsingør
I Helsingør var man tidligt bekendt med naturdyrkelse og landliggeri. Allerede i slutningen af 1700-tallet var det lokale borgerskab i Helsingør begyndt at søge ud af byen for at tilbringe fritiden på lystgårde i omegnen, først indenfor selve bykommunens grænser, siden hen længere ude på landet, f.eks. i Nyrup, Fairyhill og Claythorpe samt i Gurre.
I første omgang var det de mange englændere i byen, der vel kendte skikken hjemmefra, siden hen også andre, f.eks. storkøbmand Jean Jacob Claessen, der allerede omkring 1790 købte flere ejendomme i omegnen. Skikken breder sig efterhånden og i løbet af 1800-tallet bliver Hellebæk og i det hele taget Nordøstsjælland et yndet mål for ferieophold, eller landliggeri, for borgerskabet i København.
Et noget pompøst eksempel på den mere velhavende del af borgerskabets ambitioner om at sammenligne sig med engelske lavadel, finder vi i arkitekturen på hovedbygningen til Flynderupgård på Agnetevej i Espergærde.
Byboere på udflugt | 
Landliggere | 
Fairyhill | 
Flynderupgård | 
DFDS´s øresundsdamper |
Nordkysten 1820 | 
Ålsgårde 1880 | 
Lystejendommen Belvedere | 
Familieselskab: |
Den nye infrastruktur
En vigtig brik i det tiltagende landliggeri var naturligvis den stadig udbedrede infrastruktur, især dampskibe og jernbaner. Helsingør får som den første provinsby besøg af dampskibsfærgen Caledonia, landets første, allerede i 1819 og op igennem 1820erne og 30erne er der uregelmæssig trafik langs kysten. Fra slutningen af 1842 blev der fast dampskibsforbindelse med færgen Hamlet imellem København og Helsingør og og i 1845 forlængedes ruten til Helsingborg. Fra 1856 kom der endvidere fast forbindelse med dampskib imellem Helsingør og Helsingborg.
Efterhånden kunne man transportere både familiemedlemmer og bagage over større afstande. Dampskibene lagde til ved forskellige lokaliteter undervejs og derfra blev man inklusive gepäck roet i land til de attråede sommerboliger. Med dampskibene og især jernbaneforbindelsen imellem København og Helsingør over Hillerød i 1864 opstod der mulighed for at farmand kunne nå ind til byen og passe forretningerne også i sommerhalvåret.
Caledonia | 
Dampskibet Hamlet | 
Dampskibet Ophelia | 
Øresundsfærgen i Vedbæk | 
Nordbanen |
Nordbanens linieføring | 
Køreplan for kystbanen | 
Hornbækbanen | 
Klampenborg |
Embedsmænd og kunstnere
I første omgang var det hovedsagelig den højere embedsmandsstand og kunstnere der feriegæstede Nordsjælland. Embedsmandsfamilien Collin og ægteparret Heiberg, skuespillerinden Johanne Louise Heiberg og hendes mand, digteren og smagsdommeren Johan Ludvig Heiberg, er blandt de første borgerlige der gæster kysten nord om Helsingør.
Fra København kendte ægteparret Heiberg udmærket den stigende fritidskultur og søgen ud i naturen og deltager nu også selv aktivt i bevægelsen. Johanne Louise Heiberg skildrer i sit erindringsværk "Et liv genoplevet i erindringen", det første møde med Hellebæk som en kontrast til ”storbylivet” i København.
Sommerlandet
Efter kunstnerne kommer byborgerskabet i almindelighed og efterhånden bliver landliggeri et must for byborgerne, således som det skildres i Herman Bang bidske tekst Landliv. Bang var en kender af både det moderne storbyliv og landliggeriet, mest kendt nok fra kortromanen Sommerglæder, som forgiver at finde sted i Jylland. Emnet berøres også i Herman Bangs journalistik, som når han i Illustreret Tidende 1885 skriver om Hellebæk, som han for nylig har forladt:
»Nu er det for sent at skrive om Hellebæk. Naar Regissørklokken har lydt, er Lejet ikke mere interessant. Feriesommeren er forbi, og det rigtige Efteraar, det er endnu ikke kommet. Maaske kan vi tage derop en Dag fra Byen, naar det gaar til Ende med September, og de sidste flyttevognes Spor er slettet ud. Så holder jeg af det deroppe. Da er Naturen blevet ene. Den har faaet Tid til at blive sig selv igen. Den har rystet af sig alle Sommergæsternes profane Aah, og den har glemt Turisterne. Der er blevet stille i Skoven. Tyst sysler Pan. Letbenet vildt tegner over Engen flygtende Skygger, naar, for at drikke, Bredden af Skovsøens Vand. Gulnede Elme hviske saa sagte derover.
Luften er klar. De første Blade faldt i Gaar langs Stien. De dufte nu, mens de hviske«.
Ålsgårde 1880 | 
Hornbæk strand 1906 | 
Strandvejen Snekkersten | 
Landliggere i Hornbæk. | 
Landliggernes sommerglæder |
Garnhus i Snekkersten | 
Hotel Gefion |
Turistindustrien
Holger Drachmann, der var opvokset i Fredensborg, kendte som få andre kunstnere Nordøstsjælland og opholdt sig i tidens løb både i Hellebæk, Hornbæk, Snekkersten og på "Marianelund" i Gurre. I sin fortælling "Skraaplaner" fra 1881 reflekterer Holger Drachmann over, hvad landliggeriet betyder for det lokale samfund og dets udvikling.
Kunstnerne indlogerede sig i starten på de eksisterende kroer, eller privat, men efterhånden opstod der en hel industri af pensionater og badehoteller i takt med at lokaliteterne blev kendte. Som illustreret hos Drachmann begyndte landliggerne med tiden også at opkøbe jord og huse og klientellet blev bredere. Kunstnerne flygter efterhånden til andre og mindre overrendte dele af sommerlandet. Det gælder f.eks. Holger Drachmann, der dog ender sine dage på en privatklinik i Hornbæk i 1908.
H. C. Andersen som landligger
H.C.Andersen er i eftertiden kendt for sine mange udenlandsrejser og talrige besøg hos landadelen. Mindre kendt er måske hans kortere visitter til Nordsjælland, hvor han besøgte borgerlige venner og bekendte, der lå på landet om sommeren. Først og fremmest familien Collin, der i 1860erne og 70erne bor på landet i og omkring Hellebæk.
H.C. Andersen havde et noget anstrengt forhold til Nordkysten, og efter hvad der strengt taget må betegnes som en gennemrejse i 1837, skal man helt frem til 1864, hvor Andersen er på et kort ophold på det nyåbnede Hotel Marienlyst, sammen med sin unge ven balletdanseren Harald Scharff. Togforbindelsen med Nordbanen fra København til Helsingør er åbnet netop i 1864 og det bliver indledningen til en række kortere besøg på Nordkysten i de efterfølgende år.
I 1867 er Andersen atter på færde. Familien Collin har nu erhvervet fast sommerbolig på skrænten. Andersen bliver til frokost, men indtager aftensmåltidet på Hotel Marienlyst. De omkring to timers togrejse fra Helsingør til København synes at passe Andersen, der samme år endnu engang besøger Hellebæk. Omkring 1870 er Andersen ligeledes to gange i Helsingør og Hellebæk, første gang ”for at besøge Collins og se deres nye hus”. Anden gang har Andersen indlogeret sig på hotel Brix i Helsingør. Det er formodentlig sidste gang H.C. Andersen sætter benene på disse kanter, idet et dagbogsnotat fra 1873 vidner om at han denne sommer modtager besøg af fru Collin fra Ellekilde. H.C. Andersen dør i 1875.
Nordbanen 1864 | 
Badehotellets beliggende | 
H. C. Andersen 1852 |
Køreplan for kystbanen | 
Transport fra stationen |
Op og ned langs kysten
Forfatteren Meir Aron Goldschmidt har også leveret skildringer af livet langs kysten bl.a. i den lange novelle Ravnen. I denne aner man sammenstødet imellem den traditionelle livsform på kysten og den påtrængende industrikultur. I novellen En dampskibstur fra 1883 ”…jager menneskeånden naturånden til side…” og hovedpersonens drømmeliv spiller en absolut fremtrædende rolle, -der indvarsles nye tider i åndslivet.
Opholdet på en af tidens badehoteller skildres af den tyske forfater Thomas Mann, hvis roman Tonio Kröger for de sidste kapitler vedkommende foregår i Hellebæk-Aalsgaard. Hovedpersonen er ude i en identitetskrise og benytter et ophold på badehotellet til selvransagelse. De lokale beboere spiller en rolle som repræsentanter for den kølige, sikre og velovervejede side af hans personlighed, modsat den anden side, hans temperamentsfulde sydlandske aner.
August Strindberg, der i en årrække huserer i omegnen af København, indlogerer sig i 1901 privat i Hornbæk med sin nye kone Harriet Bosse. Det varer indtil han en dag overfalder en fotograf, der vil forevige konen i badekostume.
Damperen Horatio | 
Ålsgårde Badehotel | 
Søndre Strandvej | 
Strindberg i Hornbæk |
Badeliv anno 1900
Med landliggerlivet ved Øresundsregionens kyster følger naturligvis også badelivet, som i første omgang ikke må finde sted direkte fra stranden, men kun fra private bådebroer og kabiner, eller de kønsopdelte badeanstalter som er ophav til en særpræget og nu efterhånden forsvundet arkitektur langs kysterne.
Med udstykning af sommerhusgrunde og opførelse af deciderede fritidsboliger bliver ferielivet, om man så må sige, også mere formaliseret. Det bliver til et investeringsobjekt for borgerskabet og skaber en anden dimension i familiens tilværelse. På mange leder og kanter gælder der andre, som oftest mere lempelige adfærdsregler, således som det fremgår af kapitlet "Sommerliv" i Emma Gads Takt og Tone fra 1918.
Emma Gad |
Ålsgårde 1880 | 
Selskabsliv på stranden | 
Snekkersten Havbad | 
Snekkersten Havbad |
Strandvejen Snekkersten | 
Helgoland på Amager | 
Havbadet ved Landskrona | 
Pålsjöbaden i Helsingborg | 
Snekkersten Badeanstalt |
Badeliv i Hornbæk | 
Hornbæk Strand | 
Borupgaards badehus |
|