| Vikingetid
| | I slutningen af 970erne erobrede kong Harald Sjælland og dele af Skåne. Han opførte derefter bl.a. den store ringborg Trelleborg på Sjælland. Borgen er årringsdateret til omkring år 978. I Skåne synes det at have været Øresundskysten og Sydkysten,der er blevet underlagt kongen. |
Introduktion
Vikingetiden kaldes den periode i nordisk historie, som handler om jernalderens yngste fase, ca. 700-1100. Perioden er karakteriseret ved kulturel ensartethed med tætte kulturelle forbindelser mellem de nordiske lande, bl.a. inden for områder som mytologi, byggestil og udsmykning.
Begyndelsen af perioden kendetegnes ved en voldsom ekspansion over store geografiske områder. Mange faktorer har spillet ind. En kraftig befolkningstilvækst i vikingetidens oprindelseslande, dvs. Norge, Danmark og Sverige, er utvivlsomt en af de vigtigste. En forandring, måske i 500 tallet, i den hedenske religion i retning af mere krigeriske guder kan være en anden. Krigeridealet ses f.eks. tydeligt i det faktum, at en mand, som faldt i kamp, straks kom til Odins bolig, Valhalla. En tredje faktor har været den højt udviklede nordiske skibsbyggerkunst og indførelsen af sejlet.
I slutningen af vikingetiden gør kristendommen sig stadig stærkere gældende i Skandinavien. Allerede på et tidligt tidspunkt var europæiske missionærer søgt nordpå, men nu fik de stadig mere opbakning hos de lokale konger og stormænd.
I første omgang blev Jylland og Norge kristnet, fordi disse områder lå tæt ved kristne lande. Norge havde vidtspændende forbindelser med England. I forbindelse med Harald Blåtands erobringer i 970`erne og grundlæggelsen af det, som senere skulle blive et sammenhængende dansk rige, blev kristendommen sandsynligvis indført som en tvangsreligion. Fra Skåne og Norge spredtes den nye lære til Vestergøtland, Østergøtland og Småland. Først i midten og i slutningen af 1100-tallet var svearnes vigtigste område rundt om søen Mælaren og i Uppland blevet kristnet.
Vikingetiden siges normalt at begynde med overfaldet på klosteret Lindisfarne i England år 793, men man kan selvfølgelig ikke datere starten på en periode ud fra et af vikingernes første overfald ude i Europa. Overfaldet er snarere et udtryk for, at man nu var blevet så magtfulde, at man kunne udvide sit interesseområde langt ud over havene. Årstallet stemmer heller ikke overens med arkæologiske fund. Allerede tidligt i 700-tallet kan man f.eks. se en stigning i antallet af rige gravet. På Bornholm har udgravninger f.eks. blotlagt fantastiske pragtgrave fra denne periode. At sætte starten på vikingetiden til 700-tallet kan derfor ikke være helt forkert.
Hvornår sluttede vikingetiden så? Der er mange forskellige årstal at vælge imellem. Problemet er, at ”vikingetiden” aldrig har eksisteret. Perioden er kun noget, man senere har fundet på for at opdele fortiden i mere eller mindre letforståelige perioder. Mange anser Slaget ved Hastings i 1066 for at være en passende afslutning, mens andre mere uklart angiver året 1050, da den danske kongemagt blev tvunget til at opgive forsøgene på at tilbageerobre England.
Problemet er, at tidspunktet for Slaget ved Hastings slet ikke er et skelsættende år for de begivenheder, der samtidig fandt sted hjemme i Skandinavien. I stedet kan man med fordel vælge året 1103. Det år blev Lund ærkebispesæde for hele Norden, idet ærkebiskoppen i Bremen/Hamburg blev tvunget til at afstå nogle af sine magtområder og det år var kristendommen endeligt indført i Skandinavien og med den store dele af den vesteuropæiske kulturarv.
Harald Blåtand
Hvornår kong Harald Blåtands regeringstid begyndte, ved man ikke. Hans far Gorm var imidlertid fjendtligt indstillet over for de kristne. Men år 948 blev tre biskopper ordineret i Jylland. Dette tyder på, at Harald på denne tid måske havde taget over efter sin far.
Harald Blåtand var gift med Tofa, datter af en vendisk fyrste. Kun en runesten fra Sønder Vissinge i Danmark giver os oplysninger om Tofa: ” Tofa, Mistivojs datter, Harald den Godes, Gorms søns hustru, lod gøre dette mindesmærke efter sin moder.”
Harald havde børnene Svend Otto Tveskæg, som senere blev dansk konge, Håkon, som herskede i Semland, Tyra, som først blev gift med sveakongen Styrbjørn og senere med den norske konge, Olav Trygvasson, samt Gunhild, som blev gift i England. Adam af Bremen omtaler også sønnen Iring, som Harald havde sendt til England, men som var blevet myrdet der. Det berettes også, at kongen skal have haft andre hustruer end Tofa. Adam nævner f.eks. Gunhild og Saxo beretter i slutningen af 1100-tallet, at kongen har været gift med Gyrid, en søster til Styrbjørn.
Haralds svigerfar Mistivoj havde antaget den kristne tro og år 968 godkendt oprettelsen af bispesædet i Oldenburg. Mistivoj holdt fast ved kristendommen og døde i klostret Bardowiek. Haralds giftermål med Tofa må have fundet sted i 960erne. År 974 omtales hans søn Sven nemlig som et lille barn. Måske er det i forbindelse med dette ægteskab, at Harald lader sig døbe.
Harald Blåtand indgik gennem sin hustru en alliance med en vendisk fyrste. Alliancen kan have haft til formål at sikre Haralds ekspansionsplaner i Norden og måske i England. I 960erne synes kampen om Norge nemlig at være blevet aktuel. Adam af Bremen skriver således ca. 1070:
”Harald udvidede sit magtområde på den anden side af havet til nordmændene og anglerne. I Norge regerede Hakon og da nordmændene havde afsat ham på grund af hans overmodige optræden, genindsatte Harald ham i kraft af sin autoritet og gjorde ham forsonligt indstillet overfor de kristne.”
For både at herske over England og Norge, især Oslofjorden, var det nødvendigt med en stor flåde. Det er ikke urimeligt at se opførelsen af den enorme Aggersborg ved Limfjorden som en flådebase for dette erobringstogt. Sagnene fortæller, hvordan den norske kong Harald på den grusomste måde blev myrdet og hvordan Harald Blåtand senere sammen med nordmanden Hakon Jarl og en enorm flåde sejlede til Norge. Dette skal være sket omkring år 970.
Da den tyske kejser Otto I døde år 973, gjorde danskerne oprør mod den tyske overhøjhed i Hedeby i Sønderjylland. I kampen fik Harald Blåtand hjælp af sin norske forbundsfælle Hakon Jarl. Ifølge Snorre Sturlason passerede Hakon Jarl senere på hjemvejen til Norge gennem Øresund og brændte og hærgede på begge sider af sundet. Disse oplysninger er vigtige. Hvis de er sande, tyder de nemlig på, at Sjælland og Skåne i 974 endnu ikke var blevet erobret af kong Harald.
I slutningen af 970erne erobrede kong Harald Sjælland og dele af Skåne. Han opførte derefter bl.a. den store ringborg Trelleborg på Sjælland. Borgen er årringsdateret til omkring år 978. I Skåne synes det at have været Øresundskysten og Sydkysten,der er blevet underlagt kongen.
I begyndelsen af 980erne brød de store oprør blandt slaverne ud ved Østersøkysten. Det hele påstås at have været et hedensk modangreb på de kristne. I Danmark forsøgte Haralds søn, Sven, at overtage regeringsmagten. Adam skriver:
” Pludselig startedes altså et oprør, danerne afsvor kristendommen, ophøjede Sven til konge og erklærede Harald krig. … I denne elendige krig blev Harald og hans tilhængere besejret. Kongen selv blev såret og flygtede fra kampen, gik ombord i et skib og det lykkedes ham at undslippe til det samfund i slavernes land, som kaldes Jumne.”
Kong Harald døde her af sine sår og førtes, ifølge Adam, af sine soldater tilbage til Danmark, hvor han blev begravet i den kirke i Roskilde, som han havde ladet opføre til den hellige treenigheds ære. Haralds død må være indtruffet år 985 eller 986.
Danmarks dåbsattest |
Krigshavnen i Foteviken
I Øresundsområdet danner Foteviken på den skånske Øresundskyst en strategisk beliggende naturhavn, antagelig for den skånske krigsflåde. I vigens munding ud mod Høllviken blev der anlagt en næsten 300 meter lang spærring af sten og træ under vandoverfladen. Kun en lille åbning i midten har gjort det muligt for et skib ad gangen at sejle igennem.
Spærringen ved mundingen af Foteviken blev fundet og delvist undersøgt i begyndelsen af 1980erne. Allerede på et håndtegnet søkort fra 1680erne er stedet afmærket med navnet ” Stiigan ”. Navnet hentyder til de mange træpæle, som her er hamret ned. En årringsdatering antyder, at anlægget kan være påbegyndt i Harald Blåtands tid og efterhånden færdiggjort. I en senere periode er sten blevet brugt til at udbygge spærringen. Vel indenfor spærringen måtte man ro skibet næsten en kilometer mod syd i den dybe rende, som løber i den ellers lavvandede vig. Til sidst måtte man runde en sandsynligvis kunstigt anlagt ø, inden man nåede frem til det havnebassin, som antageligt har ligget her. Lige ovenfor havnebassinet har kongsgården ligget sammen med et mindre kapel og landsbyen Lilla Hammar. Der har dog endnu ikke været foretaget udgravninger i dette spændende miljø fra vikingetiden.
Halör | 
Roar Ege | 
Vikingeskib med soldater |
|