| Svenskekrigene
| | Øresundsregionens nutidige samhørighed og dynamik er ikke nogen selvfølge. I næsten 1000 år har Danmark og Sverige kæmpet om grænsedragningerne de to stater imellem og herredømmet over Østersøen. I 1600/1700-tallet var det især Skånelandenes tilhørsforhold til enten Danmark eller Sverige, der blev det store konfliktpunkt. Utallige krige, fredsaftaler og diplomatiske anstrengelser, hvor datidens stormagter blandede sig skabte de grænsedragninger, vi kender idag. |
Unionens ophør
De nordiske samlingsbestræbelser der, med vekslende held, pågår under dronning Margrethes Kalmarunion fra 1397 rinder endeligt ud i begyndelsen af 1500-tallet, hvor der også går en bølge af national vækkelse over både Danmark og Sverige.
Det første tiår af 1500-tallet er en lang konfrontation imellem de to parter og med Christian 2.og Det Stockholmske Blodbad i 1520 sættes punktum for unionsbestræbelserne.
I tiden herefter etablerer Sverige sig for alvor som nationalstat, der opstår et skærpet modsætningsforhold, men Brömsebropagten fra 1541 forhindrer indtil videre direkte konfrontationer.
Stridslystne konger
Omkring 1560 er to unge stridslystne konger, Frederik 2.og Erik 14. , kommet på tronen og det trækker op til direkte konfrontationer, som udløses med Den Nordiske Syvårskrig Krig fra 1563-70. De konkrete årsagerne til krigsudbruddet var mangfoldige og banale, men det grundlæggende forhold var at Sverige efterhånden følte sig omklamret og indespærret af det dansk-norske kongerige.
Det havde længe generet at eksport sydover fra Småland skulle igennem danske besiddelser og mod vest havde Sverige kun en udsat støttepunkt ved Götaelvens munding, Älvsborg.
Kort fra 1570. | 
Sverige følte sig indespærret. | 
Belejringen af Elfsborg 1563. |
Civil terror
I 1563 udbryder der krig. Älvsborg blev erobret af danskerne i september 1563 og måtte i sidste ende købes tilbage af svenskerne. Der kæmpes indædt både til vands og til lands og ved krigens afslutning er begge riger dybt forarmede, bl.a. af enorme udgifter til de for tiden typiske lejesoldater, som betragtede plyndring og hærgen som en del af deres betaling. Strategien var så vidt muligt at undgå direkte konfrontationer og militære tab og i stedet at lade civilbefolkningen holde for.
Værst gik det udover civilbefolkningen i Skånelandene og Sydsverige, -begge parter i krigen anvendte terror mod civilbefolkningen i et hidtil uset omfang. Rönneby i Blekinge bliver angrebet d. 4. september 1564 af svenskerne og kong Erik beretter selv lidt senere herom:
”Rødt som blod farvedes vandet af de døde kroppe. Fjenderne var så forskræmte, at man ikke havde megen umag med dem, men stak dem ned som en flok svin, så at i staden blev mere end to tusinde mand uden halsen, foruden kvinder og børn, som finnerne slog ihjel.”
Blokadevåben
Danmark anvender i 1565 en blokade af Øresund som våben i krigen og skaber sig herved farlige fjender. Sverige var selvforsynende med fødevarer, men især Holland var dybt afhængig af kornforsyninger fra de baltiske lande og rammes hårdt. Der udbryder hungersnød i landet og både Holland og Spanien overvejer at erklære Danmark krig.
Hertil kommer at Øresundstolden i 1567 omlægges og hæves betydeligt. Indtægten heraf stiger på et år fra 45.000 rigsdaler i 1566 til 132.000 det efterfølgende år, men Frederik 2.s. 3000 lejesoldater kostede alene 150.000 daler, - om måneden!
Den 13.december 1570 underskrives en fred i Stettin, som forsøger at tage højde for mægling i fremtidige konflikter. De danske og svenske rigsråder forhindrer i et godt stykke tid fremover yderligere konfrontationer, men i det efterfølgende århundrede bliver Øresundsregionen gentagne gange hærget af krigshandlinger.
Kampen om Østersøen | 
Svenske skibe i Øresund |
Krig og byplaner
Omkring år 1600 stod hollænderne for ca. 80 % af den årlige skibstonnage igennem Øresund, så det var for Danmark afgørende at bevare et godt forhold til hollænderne. Evindelige forhøjelser af Øresundstolden og krisesituationer, hvor skibe blev opbragt, var dog en torn i øjet på hollænderne og andre skibsførende nationer.
Forholdet til Sverige var især problematisk. Den svenske økonomi var i rivende udvikling med eksport at råvarer såsom jern, andre mineraler, træ til skibsbygning og også landbrugsvarer fra de sydlige områder, men Sverige følte sig i høj grad spærret inde af det danske Østersøimperium.
Kalmarkrigen
Svenskerne søgte bl.a. at ekspandere nordover og det blev den anledning som Christian 4. greb til at starte den såkaldte Kalmarkrig i 1611-13. Kongen havde bundet sig til et generelt løfte om at ”formere, forbedre og forhøje landets tilstand”, hvilket Christiand.4. henviser til i en anmodning til rigsrådet d.31.1.1611, hvor han omtaler krænkelser fra svensk side, som han ikke vil tåle:
"…da ville det forårsage os en ond eftertale hos Posteriteten (eftertiden) i vores grav, efterdi vi lidt har og tilladt det, som en lovlig konge ikke burde lide eller tåle, hvilket vi i vores kongelige kroning og håndfæstning Riget svoret og lovet har ved brev og segl…"
De påståede krænkelser vedrørte bl.a. forholdene i det nordligste Skandinavien, herunder Sveriges adgang til Nordhavet. Rigsråderne er modvillige, men da kongen truer med at erklære krig i sin egenskab af hertug af Slesvig-Holsten, får han sin vilje.
Kort fra omkring 1600 | 
Kort tilegnet Gustav 2. Adolf | 
Christian 4. | 
Trefoldigheden | 
Fæstningen Varberg |
Belejringen af Kalmar |
Skåne hærges
Det er også denne gang først og fremmest civilbefolkningen som må holde for. Skåne bliver hærget og raseret af Gustav Adolf i 1612 og han beretter selv herom:
”Vi har været inde i Skåne og afbrændt størstedelen af landsdelen, så 24 kirkesogne samt byen Vä ligger i aske, og Vi har ingen modstand mødt, hverken af ryttere eller fodfolk, så Vi har kunnet grassere, plyndre, brænde og slå ihjel, som Vi lystede. Vi havde på samme måde tænkt os at besøge Åhus, men da Vi fik kundskab om, at der lå danske ryttere i byen, begav vi os hjem over Markeryd, og vi kunne ødelægge og fordærve, hvor vi drog frem, og alt gik meget heldigt.”
Christian 4. står som vinder af Kalmarkrigen. Ved Freden i Knärød 1613 overtager Danmark fæstningen Elvsborg indtil en erstatning på 1.000.000 rigsdaler er betalt. Holland førte en politik som gik ud på at ingen stormagt skulle have den totale magt over Østersøen. Derfor ledte den danske sejr også til at der i Haag 1614 undertegnes et svensk-hollandsk forsvarsforbund.
Freden i Knærød 1613 | 
Svenske gældsbrev |
Krisstiansstad
Efter krigen påbegynder Christian 4. anlæggelse af en række befæstede byer, som kan yde civilbefolkningen bedre beskyttelse mod de svenske indfald. Købstæderne Væ og Åhus nedlægges og i stedet anlægges en helt ny by, Chrisstiansstad, der bedre kan afbøde de gentagne svenske angreb i området. Hollandske eksperter hidkaldes og fra 1614 påbegyndes anlæggelsen af en fæstningsby med vinkelrette gadenet og omgivet af befæstede bastioner.
Til byen knyttes en kirke i renæssancestil, Trefoldighedskirken, der kan rumme 1400 mennesker, og indvies i 1628. Kirken er et hovedværk i Christian 4.tidens renæssancearkitektur. Kirken har form som etl igesidet, græsk kors og bæres af en række forbavsende slanke granitsøjler i sammenhæng med en sindrig tagkonstruktion. Det overdådige alter i sort alabast og hvid marmor fremstillet i Nederlandene. Orglet er ligeledes i sig selv et renæssancekunstværk.
Christianstad | 
Fæstningen Christiansstad | 
Christianopel | 
Trefoldighedskirken | 
Kirkerummet |
Trefoldighedskirken | 
Sideindgangen | 
Bruskbarok | 
Monogram |
Fra sejr til nederlag
Næste gang Christian ønsker at gå i krig er da han i 1626 involverer sig i 30-årskrigen og lider et forsmædeligt nederlag ved Lutter am Barenberge 1626. Denne gang var Christian 4. gået i krig i sin egenskab af nordtysk hertug og for egen regning, dvs. med en lejehær. Det ender med en katastrofe og Danmark er nu for alvor svækket, mens Sverige vinder sejrrigt frem i Østersøområdet.
I slutningen af 1630erne får kongen rigsrådet og stænderne med på oprettelsen af en stående hær, som bl.a. finansieres gennem en klækkelig forhøjelse af Øresundstolden. Fra 1636 til 1639 steg kongens indtægt fra Øresundstolden således fra 266.000 rigsdaler til 620.000 rigsdaler.
I løbet af 1640erne sætter krig og økonomisk afmatning ind. Omkring dette tidspunkt lå værdien af korneksporten på omkring 400.000 rigsdaler årligt, studeeksporten omfattede op imod 50.000 stk. årligt, mens værdien af landets samlede import på årsbasis udgjorde omkring 400.000 rigsdaler.
Hornskrigen 1643-45
Som reaktion herpå indgår Nederlandene i 1640 en gensidig forsvars- og alliancepagt med Sverige, hvilket bliver katastrofalt, da Sverige i 1643 uden varsel angriber Danmark sydfra. Jylland besættes, men i denne omgang forhindrer flåden den helt store katastrofe. I Skåne påbegynder feltmarskal Gustav Horn et felttog og Danmark trues nu af tofrontskrig. Landsdelen hærges atter på værste vis og i mange år herefter husker man Den hornske Krig.
Krigen ender med dansk nederlag til en forenet svensk-hollandsk flåde ved Femern og ved fredslutningen i Brömsebro i 1645 må danskerne afgive Gotland, Øsel, Jemtland og Herjedalen i Norge og overlade Halland til Sverige i 30 år. Dette blev begyndelsen til enden på det danske østesøvælde, og samtidig er det ved at være slut med de gode konjunkturer i Christian 4.s tid, som rinder ud med hans død i 1648.
Dansk flådedominans | 
Hasard om Øresundstolden | 
Tre flåder i Sundet 1644 | 
Gustav Horn | 
Kolberger Heide 1644 |
Brömsebro | 
Brömsebrostenen |
Karl Gustavkrigene 1657-60
1657 ramte katastrofen for alvor det danske rige. Danmark erklærede Sverige krig i håb om at kunne revanchere nederlaget fra 1640erne, men bliver i stedet rendt over ende i løbet af sommeren 1657 og den efterfølgende vinter, hvor Karl 10. Gustav sætter over isen til Sjælland og hastigt nærmer sig København.
Karl 10. Gustav | 
Over isen til Fyn | 
Ivernæs | 
Erik Dahlberg | 
Karl 10. Gustav ved Storebælt |
| |
![]() | | Stor | Karl Gustav 10.s hær går over isen |
Roskildefreden
Der sluttes en hurtig fred i Roskilde. Fredsforhandler på svensk side er den tidligere danske rigshofmester Corfitz Ulfeldt, som er gift med Christian 4.s datter Eleonora Christine.
Fredsbetingelserne er hårde: Danmark skal for altid afgive Skånelandene, selvom § 9 i freden sikrer kulturel selvbestemmelse i Skåne. Besættelsen afsluttes med et såkaldt fredstaffel på Frederiksborg Slot, hvorefter svenskekongen via Helsingør drager til Skåne, for at tage de erobrede områder i øjesyn.
Roskildefreden | 
Præstegården i Høje Taastrup | 
Joachim Gersdorf | 
Corfitz Ulfeldt | 
Ankomsten til Frederiksborg Slot |
Fredstaflet på Frederiksborg Slot | 
Karl 10. Gustav i Helsingør | 
Karl 10. Gustav modtages i Helsingborg | 
Karl 10. Gustav ankommer til Landskrona | 
Karl 10. Gustav ankommer til Malmø |
Karl 10. Gustav uden for Christiansstad |
Anden halvleg
Et halvt år senere fortryder Karl d.10 Gustav at han ikke med det samme indlemmede hele Danmark i Sverige. Han besætter atter Sjælland og indtager Helsingør og Kronborg, som falder efter tre ugers belejring. København belejres, men undsættes, efter et søslag i Øresund, af en hollandsk flåde, idet hollænderne nu er i alliance med Danmark, og i henhold til aftalen kommer den angrebne part til hjælp.
Begivenhederne kulminerer med stormen på København i februar måned 1659, hvor det svenske angreb blev slået tilbage.
Belejringen af Kronborg
| 
Belejringen af Kronborg | 
Søslaget | 
Søslaget i Øresund | 
Slaget i Øresund |
Slaget i Øresund
(Tegning) | 
Stormen på København 1659 | 
Stormen på København 1659 | 
Dahlsbergs skitse fra angrebet | 
Øjebliksskitse |
| |
 | | Stor | Søslaget i Øreund |
Freden i København
Der sluttes atter fred i 1660, hvorved Bornholm vender tilbage til Danmark og Trondhjems Len til Norge. Ændringer vedrørende Skåne, Halland og Blekinges status var slet ikke på tale og det er tydeligt, at Danmarks allierede Holland og de øvrige europæiske stormagter ikke ønsker ændringer i forholdene omkring Øresund. Den storpolitiske manøvre går ud på at forhindre at en og samme magt fremover kommer til beherske begge sider af Øresund.
En senere iagttager, englænderen Robert Molesworth, bemærker i 1691 at Christian 4. i sin tid var begunstiget af hollændernes krig med Spanien og at kong Jacob d.1. af England favoriserede danskerne på grund af sit ægteskab med en dansk prinsesse. Molesworth bemærker at den danske suverænitet over Øresund ville svare til at Spanien havde påberåbt sig herredømme over Gibraltarstrædet og indsejlingen til hele Middelhavet. Øresundstolden eksisterer fortsat, men indtægterne er ifølge Molesworth faldet fra omkring 150.000 rigsdaler i 1645 til ca. 80.000 i 1690erne.
Axel Urup (1601-71) | 
Fredstraktaten 1660 |
Skånske krig 1675-79
Den såkaldte Skånske Krig var en dansk-norsk revanchekrig med det formål at tilbageerobre Skåne, som var tabt for Danmark under Karl Gustav-Krigene i 1657-60.
Stormagtsalliance
Efter Karl 10. Gustavs død i 1660 blev Sverige styret af en formynderregering med Magnus Gabriel De la Gardie i spidsen. Efter freden i København gik udenrigspolitikken ud på at undvige krig og bevogte den nye grænse mod Danmark. Det skulle ske ved en balancepolitik imellem Europas stormagtsblokke. Overfor stormagten Frankrig stod et forbund imellem Østrig, Holland, Spanien og Brandenburg. 1672 nærmede Sverige sig dog Frankrig og der blev indgået et forbund landene imellem.
Da den europæiske storkrig begyndte sluttede Danmark sig til Sveriges fjender og da det lykkedes Frankrig at få Sverige til at gå i krig mod Brandenburg havnende Danmark og Sverige definitivt på hver sin side i den europæiske storkonflikt. Efter at svenskerne havde lidt nederlag i Svensk Pommern gik danskerne til angreb mod Sverige, da man øjnede muligheden for revanche for det katastrofale nederlag i 1658.
Dansk angreb
Den hollandske og danske flåde besejrede de svenske ved Ølands sydspids i sommeren 1676. Det svenske slagskib Kronan, som da var Europas største orlogsfartøj, blev sænket.
Under den danske kong Christian V.s personlige befaling blev omkring 15.000 mand landsat i Råå syd for Helsingborg og straks derefter svor Helsingborgs borgere og bystyre troskab imod den danske konge. Man udså sig endvidere en dansk borgmester.
Den danske invasionsflåde 1676 | 
Søslaget ved Øland | 
Invasionsflåde på vej mod Råå | 
Helsingborgs erobring |
En blodig affære
Skånske Krig blev grum og blodig krig der, som navnet antyder, fortrinsvis foregik på skånsk jord. Danskerne drev de svenske tropper tilbage og fik kontrol over hele Skåne på nær Malmø. Store dele af den skånske befolkning tilsluttede sig danskerne. Voldsomme slag udkæmpedes ved Chrisansstad, Halmstad, Lund og Landskrona.
Slaget ved Lund var det blodigste som nogensinde er udkæmpet imellem Danmark og Sverige. De svenske tropper blev anført af den unge kong Karl XI. Slaget vendte krigen til svensk fordel og svenskerne kunne drive de danske tropper tilbage. Til slut holdt danskerne kun Landskrona og Helsingborg, men de blev tvunget til at indse at situationen var håbløs. Tusinder af flygtninge søgte over Øresund til Danmark.
Citadellet i Landskrona | 
Landskronas erobring | 
Landskronas erobring | 
Landskrona overgiver sig til Chr. 5. | 
Christianstads belejring 1676 |
Christianstads erobring | 
Slaget ved Lund 1677 | 
Slaget ved Lund 1677 | 
Slaget ved Lund 1677 | 
Slaget ved Lund 1677 |
Karl 11. | 
Slaget ved Malmø 1677 | 
Slaget ved Landskrona 1677 | 
Slaget ved Tirups Hed, Landskrona | 
Slaget i Køge bugt 1677 |
Stormagtsfred
Til søs havde den svenske flåde tabt, mens den danske hær til slut havde lidt nederlag på landjorden.
Man kan delvis påstå at krigen blev afgjort af Frankrig. Sveriges forbundsfælle Frankrig havde fået overtaget over Danmarks forbundsfælle Holland og sluttet fred, også på Sveriges vegne. Eftersom Holland havde gjort op med Frankrig stod Danmark alene i forhandlingerne og gik helt tomhændet ud af krigen ved fredsslutningen med Sverige i Lund 1679.
I Sverige var man ikke tilfredse med Frankrigs måde at varetage de svenske interesser på. Tilsvarende var danskerne også misfornøjede med hollændernes måd e at efterlade danskerne på i krigens slutfase. Dette førte til at Danmark og Sverige byttede allierede. Danmark gik i forbund med Frankrig og Sverige sluttede en venskabsaftale med Holland.
Forsoningsbryllup
Efter krigen skete der en politisk tilnærmelse mellem Sverige og Danmark, og der blev indgået et forbund som bekræftedes med giftermål imellem Karl 11. og den danske prinsesse Ulrika Eleonora. Under kanonsalut blev hun ført over Sundet og ankom til Helsingborg i maj måned 1680. I Helsingborg mødtes hun med Karl 11.s mor Hedvig Eleonora. Derefter rejste de kongelige igennem et af deres krig fordærvet og ødelagt landskab til bryllupsfest i Skottorp i det sydlige Halland, hvor præsten Haqvin Spegel ventede på ar forrette vielsen.
Den danske prinsesse Ulrika Eleonora |
| |
 | | Stor | Aria sopra le Nozze di Sua Maesta il Re de Svecia (1680) (Didrik Buxtehude) |
Anti-svensk alliance
Den unge svenske konge Karl 12., som efterfulgte sin far Karl 11., havde fået en alliance af stater imod sig, som alle krævede revanche efter Sveriges erobringer i 1600-tallet. I denne alliance indgik Danmark, Rusland og Sachsen(inklusive Polen). På dette tidspunkt var Sverige imidlertid godt rustet. En ny orlogshavn var opbygget i Karlskrona af Karl 11., som også havde reformeret forsvaret, som på dette tidspunkt bestod af 65.000 mand og 38 linieskibe. Endelig havde den nye grænse mod Danmark ved Øresund fået en del nye fæstningsanlæg.
1700-tallets historie i Øresundsregionen indledes så at sige med en krigshandling, idet en svensk hær under Karl 12,s ledelse samme år overføres fra Helsingborg og Landskrona til Humlebæk på Sjælland. København blev truet og Danmark blev tvunget til separatfred.
Efter separatfreden med Danmark fortsatte Karl 12.sit krigstogt mod Rusland og Polen og kom med sin hær langt ned i Østeuropa, men da den svenske krigslykke vendte i slaget ved Poltava (1709) erklærede Danmark krig imod Sverige. Den danske hovedstyrke, som til slut omfattede 14.000 mand, landsteg ved Rå i november 1709.
Karl 12. | 
Svenskernes landgang ved Humlebæk | 
Bombardementet af København |
Helsingborg indtages
Helsingborg forsvarede sig med en garnison på 36,mand og en svensk enhed på 1500 mand befandt sig i området ved Rå. Disse kunne givetvis ikke forsvare byen og trak sig tilbage. Frederik 4. indrettede sit hovedkvarter i rådmand Schlyters gård i det centrale Helsingborg og dens borgere svor troskab imod den danske konge. I Helsingborg indførtes dansk gudstjeneste og dansk almanak ifølge den gregorianske tidsregning, mens det øvrige Sverige stadigvæk fulgte den gamle julianske kalender. Det indebar en forskel på ti dage.
Herman Schlyters hus i Helsingborg |
Stenbock til Helsingborg
Den svenske konge befandt sig langt borte fra sit hjemland, så det svenske forsvar organiseredes af Magnus Stenbock, som var Skånes generalguvernør dvs. landshøvding og krigsleder. Han samlede en stor arme i Småland, eftersom danskerne var trængte ind i Sverige helt over til Karlshamn i Blekinge. Det lykkedes Stenbock at skrabe 16.000 mand sammen, som gik ind i Skåne i slutningen af januar 1710. Danskerne trak sig tilbage mod Helsingborg og tog opstilling nord for byen under generalmajor Rantzaus ledelse.
28. februar 1710 stødte de to hær sammen i slaget ved Ringstorp udenfor Helsingborg og det hele endte med en knusende svensk sejr, som Stenbocks kurer, Henrik Hammarberg, kunne rapportere til Stockholm.
Stenbock, Magnus | 
Budskab om Magnus Stenbocks sejr | 
Mindesten for slaget ved Helsingborg | 
Befæstning af den svenske kyst | 
Helsingborg 2010 |
Dansk Tilbagetog
I Helsingborg organiseredes og gennemførtes derefter en udskibning af danske soldater og danske sympatisører tilbage til Danmark, deriblandt rådmand Herman Schlyter og sognepræsten Hans Jacobsen, som begge havde samarbejdet med danskerne. I sammenhæng med flugten over Øresund blev alle heste dræbt, hvilket vanskeliggjorde arbejdet med at få byen til at fungere igen. Sandheden er at Helsingborg ikke kom sig førend 100 år senere. Det var sidste gang danskerne forlod Skåne efter et krigsforetagende.
Karl 12. vender hjem
Grænsen imellem Danmark og Sverige var nu definitivt fastlagt. Den svenske konge vendte tilbage til Sverige i 1715 efter sit til slut mislykkede felttog i Østeuropa. Han styrede Sverige fra Lund, hvor han i 1715-18 havde sit hovedkvarter. Ved den tid havde regeringen ladet opføre skanser ud imod Øresundskysten for at forhindre ny danske landstigningsforsøg. Resterne af disse skanser kan i dag beses ved f.eks. Barsebäck, Rå og Mølle.
Karl 12. gjorde et sidste forsøg på at styrke Sveriges udenrigspolitiske stilling ved et angreb på Norge1718, men han blev dræbt I en løbegrav udenfor fæstningen Fredriksten. Nu begyndte Sverige at søge fred og Norden havde ingen stormagt længere. Fra tidligere at være en vigtig samfærdselsvej var Øresund nu forvandlet til en grænse, hvor Danmark og Sverige vogtede på hinanden. |