| Anden verdenskrig
| | Da Danmark blev besat af Tyskland den 9. april 1940 forlangte tyskerne landet mørklagt. Langs den danske side af Øresund blev lysene fra det neutrale Helsingborg et frihedsymbol. |
Introduktion
Den 9.april 1940 blev Danmark besat af tyske tropper. Som noget helt specielt holdt tyskerne sig i baggrunden, og den danske regering indledte, nødtvungent, et officielt samarbejde med besættelsesmagten indtil august 1943.
Besættelsen af Danmark 9.april 1940
Efter Hitlers ordre blev der i starten af 1940, under kodenavnet "Weserübung" udarbejdet planer for en militær offensiv mod Norge. Danmark skulle egentlig kun have været trædesten for det tyske angreb. Til det formål anså tyskerne en besættelse af Østjylland for tilstrækkelig. Men tyskerne besluttede dog at besætte hele Danmark.
Den tyske general von Kaupisch blev udpeget som leder af operationerne mod Danmark. Han fik stillet en styrke på ca. 40.000 mand til sin rådighed. Op til den 9. april var man klar over at der var noget på færde, og at det nok kun var et spørgsmål om tid før også Danmark blev besat.
Omkring klokken 04.00 rykkede de tyske tropper over grænsen til Sønderjylland. Stort set over hele landet blev der indsat tyske tropper, og det danske militær havde ikke en chance. Der var kampe flere steder i Danmark, 11 danske soldater mistede livet, mens 20 blev såret. Tyskernes tab er aldrig blevet offentliggjort.
Man kan dele hele besættelsen af Danmark op i to hovedfaser.
Samarbejdsfasen:
9.april 1940 - 29.august 1943
Denne første fase var en slags fredsbesættelse, hvor tyskerne holdt sig i baggrunden. Den danske regering fortsatte, der blev afholdt folketingsvalg og dansk militær, politi og retsvæsen fungerede stadigvæk. Den danske udenrigsminister og senere statsminister Scavenius, Erik, var en varm fortaler for denne politik.
Et højdepunkt her var Danmarks tiltrædelse af Antikomintern-pagten den 25.11.1941, hvor Danmark kom i, dårligt, selskab med Tysklands allierede.
Oprørsfasen: 29.august 1943 - 5.maj 1945
Samarbejdet forsatte, officielt, til den 29.august 1943, hvor regeringen på grund af folkestemningen, tyskernes trusler om dødsstraf for sabotage og en formodning om, at tyskerne ville tabe krigen, trådte tilbage, og overlod den daglige administration af Danmark til deres departementschefer.
Modstandsbevægelsen udvidede sine aktiviteter og organiserede sig i en slags ”skyggeregering”, Frihedsrådet. Tyskerne svarede igen med at sende tilfangetagne danske kommunister i koncentrationslejre i Tyskland, internering af det danske militær, jødeforfølgelser og terrorbander. Aktiviteter der fik mange til at flygte fra landet.
I Øresundsregionen var mulighederne for at flygte gunstige. Bl.a. på grund af den korte og hurtige forbindelse til Skåne i det neutrale Sverige, hvor svenskerne med stor gæstfrihed og omsorg modtog tusinder af danske flygtninge. En gestus, der bragte Øresundsregionen og de to nabolande nærmere hinanden
Besættelsen af Helsingør
Tyskerne kom ret sent til Helsingør. Først den 9. april kl.18 modtog garnsionskommandanten på Kronborg, oberst O.H. Permin en telefonisk meddelelse om, at der ville ankomme en tysk forkommando til byen. Forkommandoen kom kl.21, ledsaget af en nazivenlig dansk politibetjent fra Helsingør, politikommisær O.Madsen, og blev installeret på vandrehjemmet ”Wisborg” syd for Helsingør.
Den sene ankomst betød bl.a. at danske soldater anført af oberst Helge Bennike fra 11.bataljon i Holbæk, uden sine overordnedes tilladelse, lod sig transportere til Helsingborg med H-H-færgerne og marinens opmålingsskib ”Freja”, der lå i Helsingør Havn.
Den 11.april blev der indkvarteret en tysk bataljon på kornetskolen på Kronborg. Bataljonchefen selv tog ophold på Hotel Øresund midt i byen. Og den 17. april blev Kronborg officielt overdraget til tyskerne.
Soldaterflugt fra Helsingør |
Modstand og terror - Danmark
I løbet af efteråret 1942 opstod der små grupper, der gik til angreb mod den tyske besættelsesmagt.
I Øresundsregionen blev dette i første omgang organiseret af den kommunistiske organisation Kopa/Bopa og den borgerlige organisation Holger Danske, slagkraftige kamporganisationer som gennemførte nogle af de største sabotager mod tyskerne og deres håndlangere.
Modstandskampens udvikling
Bortset fra enkeltstående småchikanerier mod den tyske værnemagt og deres danske medløbere (spytklatter og skældsord) var der, som i resten af landet, relativt stille i Helsingør - området i de første besættelsesår. Da man i oktober 1941 overførte 109 kommunister fra Vester Fængsel til Horserødlejren, der ligger kun 7 km vest for Helsingør, betød hjælpen til dem øget aktivitet blandt de lokale kommunister.
Illegal bladvirksomhed
Med Helsingør kommunisternes formand, skibsbygger Eigil Larsens flugt fra Horserødlejren, blev der i løbet af efteråret 1942 organiseret en effektiv illegal bladvirksomhed. Bladet ”Ny Tid” blev således det væsentligste illegale nyhedsblad i Nordsjælland og udkom helt frem til besættelsens ophør. Eigil Larsen var igangsætter af ”Ny Tid” og prioriterede de illegale blades betydning for modstandskampen meget højt.
Danmaks første togsabotage
Med udgangspunkt i sine nye hemmelige adresser i København blev Eigil Larsen af DKPs ledelse bedt om at organisere den begyndende sabotage i Københavnsområdet. Organisationen for dette blev kaldt for KOmmunistiske PArtisaner, forkortet til KOPA. Med sit indgående kendskab til området Helsingør og omegn valgte Eigil Larsen, at det i første omgang skulle gå ud over et af tyskernes mange ammunitionstog på Kystbanen, der forbinder København med Helsingør.
Fra sit lange illegale ophold i stationsforstander Engelsens hus ved banelegemet i Nivå, var Eigil Larsen godt bekendt med køreplaner og rutiner på Kystbanen. Han udså sig derfor banestrækningens område i Egebæksvang Skov i Espergærde, ca. 800 meter nord for Espergærde Station, som mål for den første aktion. På dette sted bevæger togene sig igennem en kurve og ved at frigøre og bøje en af skinnerne kunne man, via centrifugalkraften, få toget til at vælte. Organisationen havde på dette tidspunkt endnu ikke sprængstoffer, så det skulle foregå med håndkraft.
Via Kristian Engelsen fik Eigil Larsen kontakt med tre partisympatiserende med den nødvendige fysiske styrke og det faglige håndelag. De påtog sig at tage sig af det praktiske. Efter et første mislykket forsøg den 31.august 1942 - som politiet opdagede - lykkedes aktionen den 6. november kl. 22,16. Kystbanen var blokeret i 2½ dag før end sporet blev frit. Aktionen vakte stor opstandelse, og det danske politi fik mistanke til Eigil Larsen og satte alt ind på at fange ham. Man fik dog hverken fat på Eigil Larsen eller de tre sabotører.
Den første jernbanesabotage | 
Sabotagen mod Kystbanen | 
Tysk jernbanevagt | 
Eigil Larsen | 
Efterlyst |
KOPA/BOPA |
Optrapningen i 1943
I løbet af 1943 bestod modstanden i Helsingør mest i strejker på, især Helsingør Skibsværft, og nogle få, mislykkede, brandattentater samme sted. Den eneste alvorlige sabotagehandling var et bombeattentat den 25.august 1943 mod skibet ”Minden”, hvor bomben eksploderede i hænderne på en 62årig kommunistsabotør, der omkom. Han blev så ilde tilredt, at man først kunne bekræfte hans identitet ved fyraftenstid. Hans cykel var nemlig den eneste uafhentede i Værftets cykelstativ!
Efter den officielle samarbejdspolitik holdt op i slutningen af august 1943 blev langt bredere kredse af befolkningen inddraget i modstanden. I Helsingør - området kom det bl.a. til udtryk med oprettelsen af illegale flugtruter til Sverige og organisering af civile og militære ventegrupper.
En af de vigtigste sabotager mod den tyske besættelsesmagt var en effektiv telefonlyttecentral, organiseret af Dansk Samling, i Skt. Olaigade, Helsingør. Over en lang periode tappede man således kommunikationen til og fra Gestapohovedkvarteret på Wisborg. Hovedmanden i denne aktion var en tysk flygting.
Bakowsky | 
Gestapos hovedkvarter |
De militære ventegrupper
Med sejren over den tyske hær i Sovjetunionen i løbet af 1943, englændernes og amerikanernes landgang på Sicilien og Italiens militære sammenbrud samt interneringen af det danske militær 29.august 1943, forelå der en ny situation. BOPA, som KOPA nu var omdøbt til, havde intensiveret sabotagerne og den danske regering turde ikke længere tage ansvaret for samarbejdet med tyskerne. Bl.a. fordi de forlangte dødsstraf for sabotørerne. Regeringen overlod herefter den daglige administration af Danmark, til departementscheferne.
Samarbejdet med England
Modstandsbevægelsens forbindelse til England var tæt og herfra fik det danske, afvæbnede, militær nu besked om at samarbejde med BOPA, hvilket resulterede i samarbejde med det nyoprettede Frihedsråd, som satte officerer ind i en række Militære Byledelser (M-grupper) over hele landet. Her skulle de være med til at koordinere samarbejdet mellem borgerlige, socialdemokratiske og kommunistiske modstandsfolk samt militæret, der jo lå underdrejet. Meningen var, at der skulle etableres militært trænede grupper til at bistå englænderne ved en eventuel invasion i Danmark og være med til at danne brohoveder for den danske hær i Sverige, Den danske Brigade, når den kom til Danmark.
De militære ventegrupper i Helsingør
I Helsingør blev det orlogskaptajn Jens Westrup, der skulle påtage sig den vanskelige opgave at etablere samarbejde mellem de forskellige grupper. Disse kom i Helsingør bl.a. fra Kommunisterne, Socialdemokraterne, De konservative, Dansk Samling og Militæret. Der var tale om en nok så kompliceret opbygning, men i hovedtræk så det således ud: Alle M-Grupper i Helsingør var tilknyttet bestemte politiske grupperinger:
Civile grupper: DS-grupperne – Dansk Samling og Terrænsportsforeningen
A-grupperne: (DKP) Danmarks Kommunistiske Parti
O1-grupperne- Socialdemokratiet
O2-grupperne-Konservative og andre ”borgerlige” udenfor DS.
Organisations diagram | 
Den militære byledelse i Helsingør |
Clearingdrab
Den tyske værnemagts tilbageholdenhed i Danmark ændrede helt karakter fra januar 1944. Hitler indkaldte den 30.december 1943 de tyske ledere i Danmark til møde i Tyskland. Han forlangte nu, at der for hver dræbt tysker eller tyskerhåndlanger skulle der myrdes fem danskere.
Organiserede terrorkorps
For at sikre dette sendte han R.O. Bovensiepen i januar 1944 til Danmark, hvor denne via Schalburg– og Hipokorpset i de næste 1½ år terroriserede den danske befolkning med mord og brandstiftelser. Schalburg-korpset var opkaldt efter en dansk officer af samme navn, som faldt på Østfronten i 1942.
Von Schalburg var født i Rusland og havde oplevet den russiske revolution på tæt hold. Han var glødende anti-kommunist, deltog aktivt i Den finske Vinterkrig og meldte sig allerede i 1940 til SS. Privat boede Schalburg på Nordkysten i Hellebæk og Schalburg-korpset holdt senere blandt andet til på Hellebækgård, den nuværende Skorpeskole i Hellebæk.
Petergruppen og Brøndumbanden
Udover de to terrorkorps anvendte man mindre grupper af danske og tyske terrorister, som f.eks. Petergruppen, som Brøndumbanden var en del af, og Lorentzen-gruppen. Disse udførte mere end 200 mord i Danmark.
Terrorgruppernes opgave var mord og terrorbombninger til gengæld for modstandsbevægelsens sabotager. Som oftest deltog 3-4 medlemmer i mord og flere ved større sprængninger. Ofrene for de såkaldte clearingmord blev udtaget fra det tyske sikkerhedspolitis arkiver over tyskfjendtlige danskere, eller de valgtes mere eller mindre tilfældigt som uskyldige ofre for modterroren.
Peter-Gruppen arbejdede anonymt og skjult. Hvis medlemmerne for eksempel blev antastet af dansk politi, skulle de nægte overhovedet at udtale sig, hvorefter tyskerne ville hente dem. Brøndumbanden var ledet af Henning Brøndum og Bothilsen-Nielsen, der terroriserede over alt i Danmark.
Henning Brøndum | 
Brøndum banden | 
Lorentzen banden |
| |
 | | Stor | Brøndumbanden hygger sig med en kop kaffe mellem afhøringerne |
Mordet i Skotterup
I Helsingør-området, som andre steder, betød det, at en række uskyldige mennesker blev myrdet. En grov forbrydelse fra Brøndumbandens side var clearingmordet på formanden for grundejerforeningen i København, den 62årige ingeniør Snog-Kristensen, København. Det foregik på stranden i Skotterup ud for et af Gestapos tilholdssteder, villa Rosenlund på Strandvejen 272 i Snekkersten.
Gestapo-villa |
Mordet på Otto Bülow
Mordet på billedhuggeren Otto Bülow i Helsingør blev det mest opsigtsvækkende. Der var tale om et typisk clearingmord, hvor baggrunden var en tragisk og ulykkelig hændelse på Helsingør Skibsværft. Her var en tysk emigrant, blevet likvideret af modstandsbevægelsen i Hillerød på grund af en mistanke om, at han havde stukket 14 navngivne kommunister i Helsingør. Det viste sig senere, at man havde taget fejl.
Umiddelbart efter kom Brøndumbanden, med lederen selv i spidsen, til Helsingør og skød Otto Bülow som hævn. Hele byen deltog i begravelsen af den populære og excentriske kunstner, og det var med til at ryste befolkningen sammen mod tyskernes terror.
Ud over disse morderiske anslag foranstaltede terrorgrupperne også brande på Gilleleje Badehotel, Hulerød Badehotel og den 27. juli sprængtes Hillerødtoget på Lillerød Station, hvorved tre blev dræbt og 15 såredes. I København og Århus førte terrorgrupperne sig endnu voldsommere frem. Men det må noteres, at Hitlers krav om fem myrdede dansker for hver dræbt tysker eller håndlanger ikke kom til udførelse. Modstandsbevægelsen likviderede således ca.400 danske medløbere, stikkere, mens tyskerne ”kun” fik likvideret omkring 200 danskere som hævn.
Hævnmord | 
Otto Bülow, 1940 |
Henning Brøndum |
Stikkerproblemet
(Venter på tekst)
Katastrofen i Snekkersten
Stikkervirksomhed, angivelse af modstandsfolk til besættelsesmagten, betød f.eks. at en af de største flugtruter i Snekkersten, Thomsen-Flugtruten, blev optrevlet, fordi en stikker havde hørt en telefonsamtale fra H.C. Thomsens Snekkersten Kro, hvor to mand fra ”Holger Danske Gruppen” i København skulle ankomme for at rekreere sig i Snekkersten hos Thomsen.
Resultatet blev, at de to modstandsfolk i august 1944 blev skudt ned bagfra af gestapofolk, da de med deres kærester stod af på Snekkersten Station og ad jernbanestien, Grønnegangen, spadserede ned mod Snekkersten Kro. Umiddelbart efter blev Thomsen arresteret, tortureret og sendt til koncentrationslejren i Neuengamme, hvor han døde. Stikkeren fik man først fat i efter befrielsen, hvad han kunne være glad for!
I en amatørsmalfilm umiddelbart før Thomsens arrestation får man et indtryk af den joviale kroejer.
En mindesten med ofrenes navne blev efter befrielsen sat op på Grønnegangen ud for stedet, hvor de faldt. I samtidens aviser kan man se, hvordan tyskerne forlangte mordene omtalt, men også hvorledes Ritzaus Bureau behandlede sagen.
Mordene på Grønnegangen | 
H.C.Thomsen | 
Mindesten for Thomsen |
Tyske henrettelser
11. april 1945 gik der en chokbølge hen over Helsingør, da det rygtedes, at tyskerne samme morgen i Ryvangen havde henrettet fire unge mennesker fra Helsingør; og det på et tidspunkt, hvor det stod klart for enhver, at det kun var et spørgsmål om meget kort tid, inden tyskerne alligevel måtte overgive sig.
Poul Erik Krogshøj Hansen (20 år) og Knud Petersen (19 år) var efter realeksamen fra Helsingør Gymnasium gået i skibsbyggerlære på Helsingør Værft. Her mødte de Carl Jørgen Erik Skov Larsen (21 år) og Henning Wieland (22 år), der var udlært på Aalborg Værft. Alle fire gik desuden på Helsingør Tekniske Skole, for at videreuddanne sig til skibskonstruktører.
De to førstnævnte gik allerede ind i modstandsarbejdet i forbindelse med jødeforfølgelserne i oktober 1943. Her blev Krogshøj Hansen taget af tyskerne og interneret i Horserød, men han klarede frisag og blev løsladt. I foråret 1944 dannede han sammen med de tre kammerater på teknisk skole en ny gruppe, der blev tilknyttet modstandsorganisationen BOPA (Borgerlige Partisaner). De deltog i mange former for modstandsarbejde, både trykning af illegale blade, kurertjeneste og sabotage. Wieland blev i efteråret 1944 arresteret af Gestapo i Helsingør, anklaget for sabotage på tyske skibe. Han benægtede dog i den grad sin deltagelse, at han igen blev sat på fri fod.
Poul Erik Krogshøj Hansen | 
Henning Wieland | 
Knud Petersen | 
Carl Jørgen Erik Skov Larsen |
Stukket af en bekendt
I marts 1945 blev gruppen imidlertid optrævlet efter at være stukket til tyskerne af en bekendt af de to ålborgensere. Nogle af gruppens medlemmer blev arresteret af Hipo-folk (Hilfs-Polizei = danske i tysk tjeneste) på Kongens Nytorv i København. De blev mishandlet så voldsomt, at de ikke kunne tilbageholde navnene på de øvrige i gruppen.
Som nævnt, blev de fire frihedskæmpere dømt til døden og henrettet ved skydning i Ryvangen, den 11. april 1945, hvor de også straks blev begravet. Efter befrielsen blev Poul Erik Krogshøj Hansens og Knud Petersens lig overført til og begravet ved siden af hinanden på Helsingør Kirkegård afd. 7, nr. 142 og 142a.
Mindetavle over de fire hænger i dag bl.a.på Espergærde Gymnasium og HF. Efter dommen fik de dødsdømte lov at skrive en sidste hilsen til deres pårørende. Disse afskedsbreve kan, i let redigeret form, læses i bogen »De sidste Timer« (København).
Stikkeren
I det senere retsopgør blev stikkeren, en 26 årig hipomand, Oluf Bloch Klagenberg, dødsdømt for angiveri. Straffen blev senere nedsat til 10 års fængsel, hvilket satte en række protester og arbejdsnedlæggelser i gang, så domstolene også måtte omstøde denne dom og forhøje den til livsvarigt fængsel.
Stikkerlikvideringer
Stikkere, danskere der forrådte modstandsbevægelsens folk til Gestapo, udgjorde efterhånden en så dødbringende fare for modstandsbevægelsen, at man ingen anden mulighed så end at likvidere dem. Man kunne ikke fængsle dem, og at overføre dem til Sverige var til fare for modstandsbevægelsen selv
Flammen
En af Danmarks mest effektive og frygtede modstandsmænd var Bent Faurschou-Schmidt, kaldet ”Flammen”. Han formodedes at have dræbt minimum 7 stikkere, inden han begik selvmord i 1944, da tyskerne havde omringet ham i en villa på Strandvejen i København.
”Flammen”, der tilhørte modstandsorganisationen, ”Holger Danske”, holdt i 1943/1944 bl.a. til på Snekkersten Kro, hvor han var nær ven med folkene omkring flugtruterne. Sønnen til kroværten den 15årige Frantz Thomsen overværede, hvorledes ”Flammen” dræbte en mistænkt stikker.
En amatørsmalfilm viser ”Flammen” som et selskabelig midtpunkt på Snekkersten Kro.
!["Flamme"](../billeder/1940-1945/05-07-tn.jpg ""Flamme"")
"Flamme" |
| |
| Lille | Stor | Flamme med familien Ziegler |
| Lille | Stor | Nytårsaften 1943 på Snekkersten Kro |
| | Stor | Nytårsaften på Snekkersten Kro |
Eksempler fra Helsingør
I Helsingørområdet fandt der også en række stikkerlikvideringer sted. I efteråret 1944 henrettede Holger Danskegruppen således en nazivenlig politikommissær, Madsen.
En særlig forhadt person i Helsingørområdet var en noget anløben, dansktalende person i nazisternes tjeneste, Johan Ochel (f.1915). Han var ansat som tolk i Gestapos hovedkvarter i Helsingør, ”Wisborg” , og i folkemunde kaldt: ”Wienerbarnet”. Med usædvanlig brutalitet terroriserede han området.
Den 15. marts 1945 likviderede Kristian Engelsens folk Wienerbarnet ud for Svingelport i Helsingør. Stedet kaldes i dag ”Simon Spies Plads”. Våbnet var en Husquarna maskinpistol, som gruppen i øvrigt havde stjålet fra socialdemokraterne. Den danske hærs del af modstandsbevægelsen sikrede sig nemlig omhyggeligt, at den svenske våbenhjælp ikke kom i kommunisternes besiddelse.
Politikommissær Madsen | 
Stikkerdrab | 
Skudhuller |
Modstand og terror - Sverige
Det neutrale Sverige forsvarede sin neutralitet i forhold til både de allierede og tyskerne. På Pålsjö Kirkegårds gravstene kan man læse det tragiske resultat. Her kan man også læse gravskriften over en række soldater, der omkom i forbindelse med et krigsskibs forlis og blev skyllet i land på den skånske kyst.
Krigsgrave- Pålsjø kirkegård fortæller
I den nordlige del af Helsingborg ligger Pålsjö Kirkegård. Ved indgangen til kirkegården er der to skilte. Det ene meddeler at her ligger ”Commonwealth war graves”, og den anden oplyser om ”Deutsche kriegsgräben”.
Disse to gravsteder kan fortælle noget om, hvordan Nordvestskåne oplevede Anden Verdenskrig, og hvordan fremmede, unge soldater fandt deres sidste hvilested her – langt fra deres hjemegn.
Af de 113 piloter fra den britiske Commonwealth, som omkom under Anden Verdenskrig på svensk territorium, er 47 begravede her på Pålsjö Kirkegård. Blot nogle meter ved siden af ligger tyske soldater, som omkom i samme krig på disse egne. Disse har fundet deres sidste hvilested ikke langt fra deres fjender fra vestallliancen, men også ved siden af landsmænd, som omkom under Første Verdenskrig. Sammenlagt ligger 93 tyske soldater her.
Allierede
”Commonwealth war graves” består af 47 sirligt opstillede, hvide marmorsten og et stort, sværdpyntet kors i den ene ende. Gravstenene fortæller, at det hovedsagelig er unge soldater i tyveårsalderen. Nogle dødsdatoer forekommer hyppigere end andre, og ingen er faldet i døden alene.
Engelsk fly skudt ned tæt ved Helsingborg
Natten den 4. juli 1942 omkom Bruce Morgan og J. Samson sammen med fire andre kammerater.Morgenen efter stod der følgende i Helsingborgs Dagblad:
”Britisk fly styrtede ned ved Lerberget.
Blev skudt i brand af luftværnet på den danske side ved Hornbæk.
Helsingborg oplevede ved 1-tiden natten til i dag krigens virkelighed – måske tættere på end nogensinde. To flyvemaskiner, som efter alt at dømme var engelske, fløj i sydlig retning langs Sundet og tilbage, hvorunder de blev beskudt fra den danske side af luftværn med en sådan intensitet, at man aldrig tidligere havde hørt mage.
Et af flyene styrtede ned omtrent 200 m fra Lerberget. Et af de syv besætningsmænd, en canadier, blev reddet og førtes let skadet til Helsingborgs lazaret. Endnu sent i nat havde man trods ivrig søgen ikke fundet spor efter de øvrige seks.”
De to flyvemaskiner havde været på en mission for at nedkaste miner i Øresund, og i løbet af de næste par dage uskadeliggjordes fem miner af minestrygere. De var på vej hjem fra opgaven, da en af maskinerne blev skudt ned. Ud af de syv besætningsmedlemmer overlevede kun canadieren, som førte flyet. De øvrige blev begravet her på Pålsjö Kirkegård den 17. juli 1942, og flere tusinde af Helsingborgs indbyggere viste sin deltagelse.
Blomster kom fra højtstående militærfolk og institutioner, men også fra enkeltpersoner. Beboerne på egnen omkring Lerberget havde sendt en blomsterhyldest, og i Helsingborg havde man indsamlet penge til en trøstegave til den overlevende canadier, som lå på lazarettet.
Politiet i Helsingborg sendte dødsbudskabet til Canada sammen med avisudklip fra begravelsen. Efter nogen tid kom et svar fra Bruce Morgans stedforældre. Svaret er citeret i Göte Fribergs bog ”Stormcentrum Øresund”.
”De sidste tyve år har vi taget os af ham, som var han vores egen søn. Det budskab, I sendte om, at hans krop er hentet op af havet, og at han er bisat med militære hædersbeviser, har bragt os den allerstørste glæde. Disse unge mænd har givet livet for os og for hele verdens frihed, og skønt vores hjerter græder, er vi stolte af dem. De smukke tanker og det kærlighedsfulde arbejde, som indbyggerne i jeres by har givet udtryk for overfor disse helte, var simpelthen overvældende, og vi er jer alle meget taknemmelige.”
Bruce Morgan | 
J. Samson |
Mange engelske fly skudt ned over Skåne - mere end 20 dræbte
Sammen med tyve andre døde J. Kennedy, 21 år gammel den 30. august 1944. Den 31. august stod denne meddelelse i Helsingborgs Dagblad:
”Ifølge de i går aftes foreliggende rapporter er syv flyvemaskiner under overflyvninger natten til onsdag styrtet ned på egnen omkring følgende byer: Knäred, Vittsjö, Örkelljunga, Båstad, Ljungby og Svensköp samt i vandet udenfor Vejbystrand. Fem af flyene, har man konstateret, var af britisk nationalitet. Nogle af maskinerne er, ifølge hvad en nærmere undersøgelse viser, blevet ramt af svensk luftværnsild før nedstyrtningen, meddeler forsvarsstaben.”
Et stort antal engelske flyvemaskiner fløj tilbage efter et planlagt bombetogt mod Königsberg (Kaliningrad). De var blevet opdaget af tysk jagerfly og tvunget til at retirere. Over Øresund blev de beskudt fra dansk og svensk side. Seks fly styrtede ned i Nordvestskåne, blandt andet i Båstad og Skälderviken. To fly, som styrtede ned i Svensköp i Skåne og i Agunnaryd i det sydlige Småland var blevet beskudt af svensk luftværn.
21 piloter blev bisat den 7. september under højtidelige former på Pålsjö Kirkegård. Den svenske kronprinsesse, som var fra England, havde sendt en krans. På gravstenen over D.L.D. Moon, 21 år, står der: ”To the world, he was only one but to us he was all the world.”
Dagen efter nedsænkede man kranse i Skälderviken, hvor et af flyene var styrtet ned.
J. Kennedy | 
D. L. D. Moon |
Engelsk fly skudt ned i Helsingborg
Seks unge drenge omkom den 8. februar 1945, deriblandt P.L. Kirkpatrick, 20 år fra Australien. (Billede af gravsten). I Helsingborgs Dagblad stod følgende den 9. februar 1945:
”Fly styrtet ned ved Brohult, totalt demoleret.
Røgterbolig 40 meter fra stedet, kun en pilot fundet i går.
For første gang er en fremmed flyvemaskine styrtet ned indenfor Helsingborgs bygrænse. Dette skete ved 20-tiden i går aftes, da et, efter alt at dømme, firemotorers britisk bombefly blev beskudt over Helsingborg og styrtede ned ved Brohults gård.”
Der herskede stor aktivitet i luftrummet i begyndelsen af februar. De allierede gennemførte massive bombetogter mod tyske byer, blandt andet Berlin og Dresden. Den 8. februar fløj et antal allierede fly ind over Helsingborg nordfra og blev beskudt af luftværn, som var placeret ved Sofiero. Et af flyene blev ramt og for brændende over bydelen Tågaborg og styrtede ned ved Brohults gård, umiddelbart øst for Helsingborg.
Göte Friberg har i sin bog ”Stormcentrum Öresund” bevidnet den fortvivlelse, som personalet ved luftværnskanonen følte efter nedskydningen, og krav stilledes fra blandt andet Helsingborgs arbejderkommune om, at forsvarsministeren skulle ændre direktiverne for luftværnets skydning.
Flyverne blev skudt ned af svensk luftværn og ved begravelsen blev de omkomnes minde hædret af blandt andet repræsentanter fra det svenske forsvar, og bagefter takkede pårørende for hædersbeviserne via Helsingborgs Dagblad. Sådan er det i krig!
P. L. Kirkpatrick | 
Helsingborgs Dagblad, 9. februar 1945 |
Tysk krigsskib med 70 soldater kæntret i Øresund
Blot nogle få meter fra ”The Commonwealth war graves” ligger tyske soldater begravede. Mere end 40 af dem mødte døden den 1. marts 1945. Blandt disse kan nævnes Heinz Reck, 26 år og Horst de Wall, 20 år. Dagen efter dominerede nyheden Helsingborgs Dagblad:
”Uhyggelig fartøjskatastrofe nær ved Helsingborg.
Tysk orlogsfartøj med 70 mand kæntrede i stormen.”
Et tysk krigsfartøj, en minerydder, var på vej til Aalborg fra København. Det blev nødt til at vende om på grund af det hårde vejr, men kæntrede mellem Viken og Hornbæk og sank udfor Vikingestrand i det nordlige Helsingborg. Katastrofen skyldtes denne gang ingen krigshandling. 42 døde kroppe flød i land langs kysten fra Landskrona og nordpå, de fleste umiddelbart nord for Landskrona.
Selv disse fik deres sidste hvilested på Pålsjö Kirkegård. Ved begravelsen var der mange mennesker, og antallet af enkeltpersoner, som havde deltaget i redningsarbejdet, var bemærkelsesværdigt. Her handlede det ikke om tyskere eller englændere, men om liv eller død. Fra begravelsesreferatet i Helsingborgs Dagblad henter vi følgende:
”Et gribende indslag var, da syv personer af fiskerbefolkningen i Gravarne lagde en krans, og chauffør Karl O. Hjelm fremsagde en sidste hilsen til de omkomne samt forsikrede, at han og hans kammerater havde gjort deres yderste for at redde deres liv under den skæbnesvangre stormnat.”
Tyske soldater | 
Tyske soldater | 
Helsingborgs Dagblad, 2. marts 1945 | 
Helsingborgs Dagblad, 10. marts 1945 |
En fremmede folkeskare
Langt fra deres hjem ligger her på Pålsjö Kirkegård næsten hundrede unge mænd begravede, hundrede af de mange millioner, som blev ofret under Anden Verdenskrig. De fleste af verdenskrigens ofre ligger på samme måde begravede langt fra deres hjem. Göte Friberg, politimand i Helsingborg, gav følgende rammende beskrivelse af ceremonierne på Pålsjö Kirkegård, en beskrivelse som sikkert er dækkende for tusindvis af andre begravelser under Anden Verdenskrig:
”Ingen pårørende, ingen nær ven tilstede, kun en samling stilige mænd i og uden uniform og i baggrunden en stor, tavs, fremmed folkeskare.”
Göte Friberg |
|