| Landliggere
| | Omkring midten af 1800-tallet er forskellige sider af borgerskabets tankegang og livsstil for alvor ved at tage form.
Dette giver sig udslag i et omsiggribende fritids- og ferieliv, som udspiller sig omkring og på begge sider af Øresund med landliggeri, kurbade, hoteller og alt hvad dertil hører. |
Nordsjælland
| | I løbet af 1800-tallet blev Nordøstsjælland et yndet mål for ferieophold, eller landliggeri.
Udbygningen af infrastrukturen var en vigtig forudsætning for dette. Da Hornbækbanen blev åbnet blev bl.a. Hornbæk således invaderet af badeturister. Badebroer og badehytter blev almindelige langs hele kysten. |
Landliggere
Omkring midten af 1800-tallet er forskellige sider af borgerskabets tankegang og livsstil for alvor ved at tage form. Tilværelseskampen fylder ikke længere det hele og en karakteristisk adskillelse imellem arbejde og fritid begynder at gøre sig gældende. Fritiden bliver så at sige opfundet og man får blik for at naturen er et udmærket reservat for meditative og rekreative beskæftigelser. Dette giver sig udslag i et omsiggribende fritids- og ferieliv, som udspiller sig omkring og på begge sider af Øresund med landliggeri, kurbade, hoteller og alt hvad dertil hører.
Eksemplet Helsingør
I Helsingør var man tidligt bekendt med naturdyrkelse og landliggeri. Allerede i slutningen af 1700-tallet var det lokale borgerskab i Helsingør begyndt at søge ud af byen for at tilbringe fritiden på lystgårde i omegnen, først indenfor selve bykommunens grænser, siden hen længere ude på landet, f.eks. i Nyrup, Fairyhill og Claythorpe samt i Gurre.
I første omgang var det de mange englændere i byen, der vel kendte skikken hjemmefra, siden hen også andre, f.eks. storkøbmand Jean Jacob Claessen, der allerede omkring 1790 købte flere ejendomme i omegnen. Skikken breder sig efterhånden og i løbet af 1800-tallet bliver Hellebæk og i det hele taget Nordøstsjælland et yndet mål for ferieophold, eller landliggeri, for borgerskabet i København.
Et noget pompøst eksempel på den mere velhavende del af borgerskabets ambitioner om at sammenligne sig med engelske lavadel, finder vi i arkitekturen på hovedbygningen til Flynderupgård på Agnetevej i Espergærde.
Byboere på udflugt | 
Landliggere | 
Fairyhill | 
Flynderupgård | 
DFDS´s øresundsdamper |
Nordkysten 1820 | 
Ålsgårde 1880 | 
Lystejendommen Belvedere | 
Familieselskab: |
Den nye infrastruktur
En vigtig brik i det tiltagende landliggeri var naturligvis den stadig udbedrede infrastruktur, især dampskibe og jernbaner. Helsingør får som den første provinsby besøg af dampskibsfærgen Caledonia, landets første, allerede i 1819 og op igennem 1820erne og 30erne er der uregelmæssig trafik langs kysten. Fra slutningen af 1842 blev der fast dampskibsforbindelse med færgen Hamlet imellem København og Helsingør og og i 1845 forlængedes ruten til Helsingborg. Fra 1856 kom der endvidere fast forbindelse med dampskib imellem Helsingør og Helsingborg.
Efterhånden kunne man transportere både familiemedlemmer og bagage over større afstande. Dampskibene lagde til ved forskellige lokaliteter undervejs og derfra blev man inklusive gepäck roet i land til de attråede sommerboliger. Med dampskibene og især jernbaneforbindelsen imellem København og Helsingør over Hillerød i 1864 opstod der mulighed for at farmand kunne nå ind til byen og passe forretningerne også i sommerhalvåret.
Caledonia | 
Dampskibet Hamlet | 
Dampskibet Ophelia | 
Øresundsfærgen i Vedbæk | 
Nordbanen |
Nordbanens linieføring | 
Køreplan for kystbanen | 
Hornbækbanen | 
Klampenborg |
Embedsmænd og kunstnere
I første omgang var det hovedsagelig den højere embedsmandsstand og kunstnere der feriegæstede Nordsjælland. Embedsmandsfamilien Collin og ægteparret Heiberg, skuespillerinden Johanne Louise Heiberg og hendes mand, digteren og smagsdommeren Johan Ludvig Heiberg, er blandt de første borgerlige der gæster kysten nord om Helsingør.
Fra København kendte ægteparret Heiberg udmærket den stigende fritidskultur og søgen ud i naturen og deltager nu også selv aktivt i bevægelsen. Johanne Louise Heiberg skildrer i sit erindringsværk "Et liv genoplevet i erindringen", det første møde med Hellebæk som en kontrast til ”storbylivet” i København.
Sommerlandet
Efter kunstnerne kommer byborgerskabet i almindelighed og efterhånden bliver landliggeri et must for byborgerne, således som det skildres i Herman Bang bidske tekst Landliv. Bang var en kender af både det moderne storbyliv og landliggeriet, mest kendt nok fra kortromanen Sommerglæder, som forgiver at finde sted i Jylland. Emnet berøres også i Herman Bangs journalistik, som når han i Illustreret Tidende 1885 skriver om Hellebæk, som han for nylig har forladt:
»Nu er det for sent at skrive om Hellebæk. Naar Regissørklokken har lydt, er Lejet ikke mere interessant. Feriesommeren er forbi, og det rigtige Efteraar, det er endnu ikke kommet. Maaske kan vi tage derop en Dag fra Byen, naar det gaar til Ende med September, og de sidste flyttevognes Spor er slettet ud. Så holder jeg af det deroppe. Da er Naturen blevet ene. Den har faaet Tid til at blive sig selv igen. Den har rystet af sig alle Sommergæsternes profane Aah, og den har glemt Turisterne. Der er blevet stille i Skoven. Tyst sysler Pan. Letbenet vildt tegner over Engen flygtende Skygger, naar, for at drikke, Bredden af Skovsøens Vand. Gulnede Elme hviske saa sagte derover.
Luften er klar. De første Blade faldt i Gaar langs Stien. De dufte nu, mens de hviske«.
Ålsgårde 1880 | 
Hornbæk strand 1906 | 
Strandvejen Snekkersten | 
Landliggere i Hornbæk. | 
Landliggernes sommerglæder |
Garnhus i Snekkersten | 
Hotel Gefion |
Turistindustrien
Holger Drachmann, der var opvokset i Fredensborg, kendte som få andre kunstnere Nordøstsjælland og opholdt sig i tidens løb både i Hellebæk, Hornbæk, Snekkersten og på "Marianelund" i Gurre. I sin fortælling "Skraaplaner" fra 1881 reflekterer Holger Drachmann over, hvad landliggeriet betyder for det lokale samfund og dets udvikling.
Kunstnerne indlogerede sig i starten på de eksisterende kroer, eller privat, men efterhånden opstod der en hel industri af pensionater og badehoteller i takt med at lokaliteterne blev kendte. Som illustreret hos Drachmann begyndte landliggerne med tiden også at opkøbe jord og huse og klientellet blev bredere. Kunstnerne flygter efterhånden til andre og mindre overrendte dele af sommerlandet. Det gælder f.eks. Holger Drachmann, der dog ender sine dage på en privatklinik i Hornbæk i 1908.
H. C. Andersen som landligger
H.C.Andersen er i eftertiden kendt for sine mange udenlandsrejser og talrige besøg hos landadelen. Mindre kendt er måske hans kortere visitter til Nordsjælland, hvor han besøgte borgerlige venner og bekendte, der lå på landet om sommeren. Først og fremmest familien Collin, der i 1860erne og 70erne bor på landet i og omkring Hellebæk.
H.C. Andersen havde et noget anstrengt forhold til Nordkysten, og efter hvad der strengt taget må betegnes som en gennemrejse i 1837, skal man helt frem til 1864, hvor Andersen er på et kort ophold på det nyåbnede Hotel Marienlyst, sammen med sin unge ven balletdanseren Harald Scharff. Togforbindelsen med Nordbanen fra København til Helsingør er åbnet netop i 1864 og det bliver indledningen til en række kortere besøg på Nordkysten i de efterfølgende år.
I 1867 er Andersen atter på færde. Familien Collin har nu erhvervet fast sommerbolig på skrænten. Andersen bliver til frokost, men indtager aftensmåltidet på Hotel Marienlyst. De omkring to timers togrejse fra Helsingør til København synes at passe Andersen, der samme år endnu engang besøger Hellebæk. Omkring 1870 er Andersen ligeledes to gange i Helsingør og Hellebæk, første gang ”for at besøge Collins og se deres nye hus”. Anden gang har Andersen indlogeret sig på hotel Brix i Helsingør. Det er formodentlig sidste gang H.C. Andersen sætter benene på disse kanter, idet et dagbogsnotat fra 1873 vidner om at han denne sommer modtager besøg af fru Collin fra Ellekilde. H.C. Andersen dør i 1875.
Nordbanen 1864 | 
Badehotellets beliggende | 
H. C. Andersen 1852 |
Køreplan for kystbanen | 
Transport fra stationen |
Op og ned langs kysten
Forfatteren Meir Aron Goldschmidt har også leveret skildringer af livet langs kysten bl.a. i den lange novelle Ravnen. I denne aner man sammenstødet imellem den traditionelle livsform på kysten og den påtrængende industrikultur. I novellen En dampskibstur fra 1883 ”…jager menneskeånden naturånden til side…” og hovedpersonens drømmeliv spiller en absolut fremtrædende rolle, -der indvarsles nye tider i åndslivet.
Opholdet på en af tidens badehoteller skildres af den tyske forfater Thomas Mann, hvis roman Tonio Kröger for de sidste kapitler vedkommende foregår i Hellebæk-Aalsgaard. Hovedpersonen er ude i en identitetskrise og benytter et ophold på badehotellet til selvransagelse. De lokale beboere spiller en rolle som repræsentanter for den kølige, sikre og velovervejede side af hans personlighed, modsat den anden side, hans temperamentsfulde sydlandske aner.
August Strindberg, der i en årrække huserer i omegnen af København, indlogerer sig i 1901 privat i Hornbæk med sin nye kone Harriet Bosse. Det varer indtil han en dag overfalder en fotograf, der vil forevige konen i badekostume.
Damperen Horatio | 
Ålsgårde Badehotel | 
Søndre Strandvej | 
Strindberg i Hornbæk |
Badeliv anno 1900
Med landliggerlivet ved Øresundsregionens kyster følger naturligvis også badelivet, som i første omgang ikke må finde sted direkte fra stranden, men kun fra private bådebroer og kabiner, eller de kønsopdelte badeanstalter som er ophav til en særpræget og nu efterhånden forsvundet arkitektur langs kysterne.
Med udstykning af sommerhusgrunde og opførelse af deciderede fritidsboliger bliver ferielivet, om man så må sige, også mere formaliseret. Det bliver til et investeringsobjekt for borgerskabet og skaber en anden dimension i familiens tilværelse. På mange leder og kanter gælder der andre, som oftest mere lempelige adfærdsregler, således som det fremgår af kapitlet "Sommerliv" i Emma Gads Takt og Tone fra 1918.
Emma Gad |
Ålsgårde 1880 | 
Selskabsliv på stranden | 
Snekkersten Havbad | 
Snekkersten Havbad |
Strandvejen Snekkersten | 
Helgoland på Amager | 
Havbadet ved Landskrona | 
Pålsjöbaden i Helsingborg | 
Snekkersten Badeanstalt |
Badeliv i Hornbæk | 
Hornbæk Strand | 
Borupgaards badehus |
Marienlyst Badehotel
De bedre transportforbindelser betød at fritidslivet i Nordsjælland efterhånden fik et mere internationalt tilsnit. Et væsentligt skridt på vejen hertil er oprettelsen af Marienlyst Badehotel i 1859. Udgangspunktet er det eksisterende Marienlyst Slot som udvides med bygninger frem til og med opførelsen af den nuværende hovedbygning omkring 1897, i øvrigt samme år som kystbanen åbnes. I en periode er Marienlyst i Helsingør Kommunes eje, men sælges igen til private i 1882.
I "Badetidende" fra 1879 kan man på dansk og delvis tysk læse sig til, hvilke fremmede badegæster, der er til stede og hvilke medlemmer af byborgerskabet, der er faste abonnenter på søbadet. Desuden angives takster for benyttelse af "Kursalen og Hamlets terrasse", fartplan for dampskibs- og togforbindelser, takster for "Varme Søbade, Mineralbade, Mineralvande, Strøm-Styrte Regn-og Douchbade" m.m. Endelig ikke at forglemme termometerstanden for den forudgående uge, rigtig dansk sommer, f.eks. d.30.juni: Luften 16 grader, vandet 14, midt på dagen.
Marienlyst 1891 | 
Reklametegning | 
Marienlyst kurbadeanstalt |
Badehotellets beliggende | 
Den første hotelbygning |
Selskabsliv på stranden |
Nordbanen |
Transport fra stationen | 
Marienlyst Hotel | 
Den nye hovedbygning |
Nationernes Allé |
Det mondæne mødested
Kendte personer fra indland og udland besøgte det mondæne Marienlyst, såvel det danske som svenske kongepar, og man oprettede i parken omkring Marienlyst Slot en romantisk have som angiveligt rummede Hamlets grav og Ofelias kilde. En lang række kunstnere gæstede også hotellet.
Forfatteren Herman Bang opholder sig i 1880 på Marienlyst Søbad, hvor han skriver 3.del af sin debutroman "Håbløse Slægter", efter sigende i et af de to daværende tårnværelser. Der er i romanen ingen direkte henvisninger til lokaliteten, men Marienlyst nævnes en passant i romanen Stuk fra 1886. Stuk er en nøgleroman, der skildrer storbyen København og de moderne mennesker, der lever her, undtagen om sommeren, hvor de ligger på landet. Det er for så vidt også de typer der befolkede det mondæne Marienlyst.
Herman Bang og Marienlyst
Bang gæstede Marienlyst igennem hele sit voksenliv og deltog i det sociale liv på stedet. Han deltog i basarer og optrådte med oplæsninger, som også lindrede den altid påtrængende pengenød. Daværende direktør Anders Jensen har i et interview i en lokal avis skildret Bangs tætte forhold til stedet:
"En af de første og en af de mest interesserede gæster var Herman Bang. Han kom inden vi fik lukket op om sommeren. Han var næsten med til at tælle dækketøjet, så ivrig var han, og det er ham der har æren af det smukke palmearrangement i forhallen. Han boede de første år oppe i tårnet, senere flyttede han ned i en villa i Nationernes Alle, og der holdt han små dameselskaber om aftenen. Næste dag kom han for at fortælle os, hvad hver dame havde haft på. Han var så glad når de havde pyntet sig. Om aftenen satte han sig tit på kontoret for at spise sit smørrebrød, og der drøftede han praktiske forhold med min kone, de to var så gode venner.”
Herman Bang gæstede Marienlyst så sent som 1905 og skriver engang i hotellets dagbog: "Kærest for mig er i verden Paris, Prag og Marienlyst". Herman Bang deltog også i debatten om sommerlandets udvikling, som når han i en artikel i avisen København i 1904 vender sig kraftigt imod tanken om at anlægge en jernbane igennem det naturskønne område.
Romantisk iscenesættelse
Herman Bang var en moderne mand, der dog hægede om Marienlysts romantiske aura og haveanlæg, hvor man grangivelig og indenfor gåafstand kan besøge både Ofelias kilde og Hamlets grav. Naturdyrkelsen bliver efterhånden et skemalagt og ritualiseret anliggende i bedsteborgerens livsstil. De kommercielle sider af sagen spiller nu en mere åbenlys rolle. Romantikken er her blevet til ren iscenesættelse og ydre form, hvilket også viser sig i den for tiden karakteristisk senromantisk byggestil, som præger det nye Marienlyst. vikingetiden.
Nationernes Allé | 
Cottage i Art Deco stil |
Kullen- Arild og Mølle
| | Kullen kaldes det bjerg, som ligger på Kullahalvön i nordvestre Skåne. Kullens yderste spids afgrænser Øresund fra Kattegat.
Området omkring Kullen, Kullabygden, blev et populært mål for 1800-tallets turister og de små fiskerlejer Arild og Mølle forvandledes til turiststeder.
Kullabygden er ofte betegnet som: "Den skånske riviera". |
Kullen-Arild og Mølle
Det smukke og dramatiske landskab på det langstrakte Kullaberg i Skåne , blev, allerede i 1800 tallet, et yndet udflugtsmål for sommergæster fra begge sider af Sundet.
Kunstmalerne var de første, der følte sig tiltrukket af den romantiske natur, men hurtigt fulgte litteraterne efter, og senere blev området et yndet sommerlandsted for den lidt mere velhavende del af befolkningen. De gamle fiskerlejer, Arild og Mølle, i udkanten af det vestlige og østlige område, blev, med deres pitoreske småhuse og nærhed til vandet attraktive udflugtsmål.
Kullen
Kullaberg er ikke mere end 187 meter højt, men det faktum at det rejser sig direkte op fra havet bevirker at terrænformationen er opsigtsvækkende. Selve bjerget er 16 km langt og de fleste steder ca. 2 km bredt. Yderst mod havet afsluttes bjerget med en brat skrænt.
Kullens stejle skrænter mod det farlige hav på begge sider og de mange grotter har, fra Arilds(!) tid, naturligvis skabt grobund for for utallige folkesagn og myter.
Kullaberget | 
Silvergrotten udefra | 
Silvergrottens udsigt | 
Silvergrotten |
Palnatokes skiløb og Kullenmanden
Under romantikken vågnede interessen for de gamle nordiske folkesagn. En del af dem var knyttet til Kullaberg. Allerede i 1809 skrev Adam Oehlenschläger således tragedien ”Palnatoke” og bragte hermed atter liv til Saxos fortælling om den gamle danske sagnfigur. Palnatoke skulle, for att bevise sin formåen i skisport over for Harald Blåtand, have foretaget et styrtløb ned ad Kullens skrænter. (En bedrift som mange danskere, i lidt mindre målestok, den dag i dag, forsøger at efterligne ved halsbrækkende bjergklatringer)
Bernhard Severin Ingemann berettede i sin bog ”Valdemar Sejr” om "Kullamannen", som spåede om Valdemar Sejrs sønners fremtid.
Kullenmanden var en blandning af et slags naturvæsen og en autentisk historisk person på Kullen. Ifølge traditionen skulle det være en ridder ved navn Thord Knutsson Bonde.
Palnatokes skrænt |
Kullabergets romantiske navne
Den national- og naturromantiske interesse fremgår tydeligt i de navne, som man i 1800-tallets sidste halvdel gav klippeformationer og grotter på Kullaberg. F.ex. Kullamannens grav, Valdemarsgrotten og Palnatokes skrænt for slet ikke at tale om de smukt klingende navne: Kaprifoliegrottan, Paradiset, Josefinelust, og Silvergrotten. Josefinelust er opkaldt efter Oskar I:s hustru Josefin, som besøgte stedet.
Josefinelust | 
Josefinelustgrotten |
Kullens gamle fyr
Den yderste del af Kullaberg afgrænser Øresund fra Kattegat, men også land fra hav på en meget markant måde. I århundreder har det dramatiske landskab fascineret mennesker og gjort det til et yndet udflugtsmål. Men forbjerget, der rager ud i havet, har også altid været til stor fare for de søfarende. Derfor indså man også tidligt nødvendigheden af at advare søens folk med et fyr. I 1561 anlagdes således en fyrplads på ordre fra Frederik II. Det blev afgørende forbedret to år senere med et muret tårn.
Den ansvarlige fyrmester fra 1577 blev Tycho Brahe, der senere faldt i unåde hos Christian 4. på grund af beskyldninger om at have misrøgtet opgaven.
Det tidligste billede af Kullens fyr, som vi kender, er tegnet af hollænderen, Simon Frisius i 1615, da han sejlede mellem Holland og Rusland. I århundrederne efter er fyrtårnet bygget om utallige gange.
Kullens fyr |
Kullens nuværende fyr – en 1800-tals idé.
Kullens nuværende fyrtårn er kun 15 meter højt, men som en lysende krone på toppen af den majestætiske klippe, er det alligevel et storslået syn. Helt konkret befinder lyskilden sig 78,5 meter over havet og er hermed et af Sveriges højest beliggende.
I 1898 accepterede myndighederne tegningerne til det nuværende fyrtårn. Arkitekten var Magnus Dahlander fra Dalarne. Byggeriet blev påbegyndt i 1899, og det nye fyr kunne indvies i år 1900. Her leveredes tillige det linseapparat, der, endnu i vore dage, roterer i landterningen på fyret.
Linserne som forstærkede lyskilden var resultatet af den forskning, der blev udført af den franske fysiker og ingeniør August Frensel (1788-1827). Han havde studeret, hvordan lyset brydes gennem forskellige linser og konstaterede her, at hvis man placerer lyskilden i fokus på et brændeglas, så brydes strålerne, så de udgår parallelt fra linsen. Denne opdagelse fandt sted allerede i 1822. Demed kunne der nu konstrueres linser, som forstærkede lyset langt mere effektivt end de gamle parabolformede spejle.
Den første Frensellinse blev i 1823 sat i det berømte franske fyr Cordouan ved Frankrigs vestkyst. Men vi skulle dog først helt frem til sekelskiftet, før pariserfirmaet Barbier & Barnard kunne levere den nye konstruktion til Kullens fyr.
Hele linseapparatet med sine tre store linser var da Sveriges største. Det blev drevet rundt ved hjælp af et urværk og et lod, som blev anvendt frem til 1937.
Selve lyskilden blev elektrificeret i 1907 med en 1000 wats pære, der gennem linserne gav og fortsat giver Skandinaviens stærkeste lysblink hvert 5-te sekund fra denne roterende treenighed.
Kullens fyr | 
Kullens fyr - en udsigtsplads | 
Linserne | 
Lyskilden | 
Fyrets gamle lod |
Arild, tidlig kunstnerkoloni
På Kullabergs østside finder vi det gamle fiskerleje Arild med udsigt over Skälderviken, Bjärehalvön og Kattegat. Det behagelige klima, den romantiske og idylliske atmosfære med det lidt bortgemte fiskerleje og lyset fra havet bidrog og bidrager stadig til stedets attraktionskraft.
Allerede i 1830,erne blev en række skandinaviske kunstmalere fascineret af Arilds landskabelige skønhed og de skabte efterhånden et frugtbart kunstnermiljø, hvor bl.a. de to fremtrædende landskabsmalere, danskeren Frederik Christian Kiaerskou og nordmanden Adolf Tidemand havde deres staffelier stillet op.
Arild - en idyl | 
Arilds Havn | 
Arild-fiskere | 
Arilds Havn 2006 |
Mor Cilla
I midten af 1800-tallet fik Arild et populært samlingspunkt for byens fiskere og de tilrejsende kunstnere og sommergæster. Det var den handlekraftige og bramfrie, Cecilia Andersson, som omdannede sit store hjem til et gæstgiveri, som hun kaldte, Mor Cilla.
Huset findes endnu i en fuldstændig forandret ombygning, men blev dengang et centrum for kunstnerisk virksomhed og selskabelighed. En slags forløber til det nok så berømte Brøndums hotel i Skagen.Blandt kunstnerne var også Natanael Beskow. som i september 1891 portræterede Mor Cilla på en af dørene på hotellet. Portrættet kan ses endnu. Traditionen, hvor kunstnerne betalte værten med billeder var Mor Cilla fuldstændig fremmed. Der skulle penge på bordet. Historien melder ikke noget om, hvorvidt, der blev gjort en undtagelse i Beskows tilfælde!
Mor Cillas status som fiskerlejets ukronede dronning i 1890,erne blev endeligt slået fast da Kong Oscar II besøgte Arild i 1894. Frokosten blev indtaget hos Mor Cilla. For bordenden tronede kongen og borddamen-ja, det var Mor Cilla!
Mor Cilla | 
Hotel Mor Cilla | 
Oskar II:s besøg | 
Kongebrev |
Danske kunstnere i Arild
Peter Severin Kröyer,der blev en af de kendteste Skagensmalere, opholdt sig allerede i 1872 i Arild og genbesøgte stedet i både 1881 og 1885. En hel del af hans værker herfra kan nu beses på Skagens Museum.
De naturalistiske tegninger af det fattige fiskerlejes befolkning viser tendensen til at fjerne sig fra forrige periodes romantiske skildringer.
En anden flittig sommergæst blandt kunstnerne var Viggo Pedersen, som også oprettede og ledede en kunstnerskole. Antallet af danske Arildskunstnere er anseeligt, men man kan bl.a nævne August Jerndorff och Bernhard Middelboe.
Når man ser, hvordan mange af de danske kunstnere samledes i Arild, Hornbæk og Skagen er det tydeligt, at det er de små fiskerlejer, der ofte skabte inspirationen.
P.S.Krøyer | 
Mor Cilla | 
Pige fra Arildsleje 1872 | 
Arild-skomager 1872 |
Svenske kunstnere i Arild
De svenske kunstnere kom også til Arild og Mor Cilla, men i reglen kom de senere end de danske. Carl Fredrik Hill besøgte Arild i 1870, 72 og 73, men de fleste svenskere kom dog først et stykke ind i 1880-talet. Richard Bergh, senere chef for Sveriges Nationalmuseum, kom til Arild første gang i 1884, Gustaf Cederström kom på sit første sommerbesøg her i 1887. Fritz von Dardel var i Arild 1891, hvor han bl. a. tegnde en tegning fra Mor Cillas 65-årsdag. Den måske flitigste kunstnersommergæst var Gustaf Rydberg, som boede i Arild hver sommer fra 1889 till 1909.
Mange kvindelige kunstnere var produktive i Arild. Elisabeth Keyser boede her flere somre i 1890erne og etablerede endda en malerskole. Emilia Lönblad boede i Arild 1891 og 1892. Sophie Stiernstedt blev sommerarildsbo 1901. Et lokalt talent var Gisela Trapp, som i sine unge år(midten af 1890-tallet)kom till Arild og malede. Hun var gift med Oscar Trapp, en af Helsingborgs konsuler, og blev efterhånden meget betydningsfuld for egnen. Hun var dybt religiøs og fik bl.a. opført et katolskt kapel i sin have i den vestlige del af Arild. Det stod klart 1921 og anvendes endnu af den katolske kirke.
Uden at nævne alle svenske og udenlandske kunstnere, som kom til Arild, så kan man se at som tidligt centrum for friluftsmaleri, var Arild nærmest at sammenligne med Skagen.
Mor Cillas 65-årsdag | 
Vikingestil Arild | 
Bo Folkvi |
Mølle - badestedet
Det blev Mølle, som efterhånden blev den virkelige turistmagnet. Alle talte om det "skamlösa Mölle", hvor mænd og kvinder gik i vandet sammen! At Mølle var et af de første steder i Europa, med en så frimodig adfærd, vakte dog ikke ubetinget glæde hos en del af Mølleboerne. Når de var udenbys svarede de ofte på spørgsmålet om, hvor de kom fra, at de kom fra Arild, hvor en sådan frivol optræden var ukendt.
Oskar II:s besøg 1894 i Arild og Mølle og Kejser Wilhelms landstigning 1907 blev højdepunktet som bevis på områdets attraktionskraft. Oscar ridsede under besøget sit navn ind i en af grotterne på Kullen, der senere, naturligvis, fik navnet: ”Oscarsgrottan”.
Mölle by the Sea | 
Fællesbadning | 
Badenymfe | 
Ransvik |
Berlin - Mølle
I 1900-talets første årtier skete der en voldsom vækst i Mølles turisterhverv. En ny togforbindelse mellem Mølle og Höganäs, der åbnedes i 1909, var en væsentlig faktor for områdets forvandling til Sydsveriges første og største turistområde. Mølles internationale status blev understreget med en direkte togforbindelse mellem Berlin og Mølle.
Turister i Mölle | 
Vikingestil Mølle |
Det hvide Mølle
Mølles tiltrækningskraft, gav efterhånden, især efter sekelskiftet, anledning til opførelsen af en hel del hoteller. F.ex.. Hotell Kullaberg, Hotell Elfverson, Turisthotellet og Grand Hotel. Men allerede før hotellernes blomstringstid havde en hel del huse deres egne lokale karateristika.De typiska Möllehuse havde en høj sokkeletage med bryghus og oven på denne lå så selve lejligheden. Husene var som regel hvidmalede, og den farve er fortsat karakteristisk for Mølles huse.
Mölle - den hvide by | 
Mølle 2003 | 
Populært turismemål | 
Turisthotellet Mölle | 
Hotel Kullaberg |
Kullabygden - kulturel smeltedigel
Det var ikke blot romantikkens fortalere og kunstmalere, som fandt et åndehul i Kullenområdets både dramatiske og romantiske natur. Man kunne også møde kulturpersonligheder med helt andre opfattelser af tilværelsens sammenhæng.
Georg Brandes opholdt sig f.ex. i Mølle i 1890. August Strindberg beskrev et besøg i Mölle og på Kullen i sine "Legender". Det var dog mest hans egen sjæl og dens kvaler, han her beskrev, mens Selma Lagerlöf ti år senere hæftede sig mere ved Kullens besjælede natur i sin: "Niels Holgerssons underbara resa genom Sverige". Selma Lagerlöf boede i Mölle sommeren 1906 sammen med Sophie Elkan.
Hjalmar Söderberg traf danskeren Emelie Voss under sit ophold i Mölle 1907 og fik nyt mod på livet efter sit havarerede ægteskab.
Længere inde i 1900-talet kom bl. a. Vilhelm Ekelund, Ivar Lo Johansson, Anders Österling og Ola Hansson på kortere eller længere besøg i Kullabygden.
Ablahamn |
Hotel Kullaberg |
Turisthotellet Mölle |
Ramlösa brunn
| | Ramlösa Brunn blev indviet allerede i 1707, men havde sin blomstringstid i 1800-tallet. Det helbredende vand og de kongelige interesser lokkede mange besøgende til brøndhotellet, og ved slutningen af 1800-tallet opførtes denne prangende hovedbygning i skønvirkestil. |
Det hellige vand
På den skånske side blev Ramlösa et centrum for brønd- og badekure. I begyndelsen var det selve vanddrikningen som var det centrale. Vand har altid været anset for at være rensende og livgivende. Dette er ikke spor ejendommeligt, da vand er naturens livsnerve. I antikkens tid erklærede man at visse kilder havde en guddommelig kraft og vandet fra dem blev betragtet som helligt. I Pergamon f.eks., fandtes den hellige brønd ved templet. For Asklepios, som var lægekunstens gud og derfor anså man vandet ved hans tempel for medicinsk virkningsfuldt.
Kristendommen tog denne tanke til sig og mange helgener forbindes tit med forskellige kilder, hvor man drak vandet eller ofrede f.eks. mønter i de hellige brønde. Efter reformationen blev denne kildekult modarbejdet af protestantiske præster, men i 1600-tallet begyndte man at interessere sig for disse hellige kilders virkemåde, set fra en videnskabelig synsvinkel.
I Sverige gennemførtes vandanalyser af Urban Hjärne, og mange læger tilskrev visse brønde og kilder helsefremmende egenskaber. Kildekulten fik derved en renæssance i 1700-tallet. Men vandet var ikke kun til indvortes brug. Afvaskning og bad ansås også for helsefremmende og på kurstederne indrettedes derfor badeanstalter. I 1700- og 1800-tallene rejste mange til Spa, Aachen, Schwallbach og andre kursteder for at forbedre deres helbred gennem brønddrikning og bade. Da nogle læger begyndte at tale for saltvandets gode og helsebringende egenskaber, fik de kursteder som lå ved havet et særligt opsving.
Ramlösas start
Ramlösa Brønd indviedes allerede i 1707. Da havde man i flere decennier talt om, at kilden i Ramlösa gav sundhed og kraft. Desuden havde lægen Johan Jacob Döbelius betonet kildens helsebringende virkning. Man mente at Ramlösavandets indhold af jernkarbonat kunne kurere reumatisme, nyresten, iskias, hjertelidelser m.v. Allerede i løbet af 1700-tallet besøgtes Ramlösa af tidens etablissement, men det var først i 1800-tallets første halvdel at Ramlösa fik sin egentlige storhedstid.
Perioden med professoren i medicin ved universitetet i Lund, Eberhard Munck af Rosenschiöld, som brøndlæge, blev særlig betydningsfuld. Han var en af tidens store lægeautoriteter, og Ramlösa fik derved en særstilling, eftersom helsebrønden nu fik en videnskabelig tilknytning. Rosenschiöld propaganderede også for salte bade og Ramlösa blev derfor et kursted, hvor man både drak brøndvand og badede i havvand.
Jernvandskilden | 
Johan Jacob Döbelius | 
Munck af Rosenschiöld |
Royale gæster
Ramlösa brønd var omgivet af et kongeligt skær. Gustav IV Adolf besøgte ofte brønden under et tre måneder langt ophold i Helsingborg i 1807. Kronprinsen, Karl August, var i Ramlösa i maj 1810. Karl 14. Johan opholdt sig der flere somre og indskød penge i sygehusbyggeriet i parken. Virksomheden ved sygehuset blev med tiden temmelig omfattende, og ved slutningen af århundredet kunne man tage imod 160 patienter. Karls søn, Oscar (Oscar I), som ofte var syg, besøgte Ramlösa flere gange i 1810- og 1820-tallene, ikke mindst fordi brøndlægen hed Munck af Rosenschiöld.
Oscars mor, dronning Desideria, opholdt sig i Ramlösa flere somre og trivedes usædvanlig godt. Hun klagede ellers tit over forholdene i sit nye hjemland. Måske savnede hun sin tidligere kæreste, Napoleon Bonaparte, og det skær som omgav ham? De kongeliges tilstedeværelse tiltrak besøgende fra de højere klasser, og Ramlösa blev et tilholdssted for overklassen. En mondæn omgangsform udvikledes, med kongefamilien i centrum. Mange adelige familier byggede deres egne boliger i parken, som blev præget af træarkitektur i nyromantik og nyklassicisme.
Kongelige gæster | 
Sygehuset |
Anlægget vokser
En hestetrukken sporvognslinie, den første i Sverige, blev anlagt ned til havet i 1877, så at gæsterne bekvemt kunne transporteres til badet. Man havde en omfattende køreplan med hyppige ture. Om formiddagen hvert kvarter og om eftermiddagen hver halve time. Man byggede et badehus ved sundet, og på stranden voksede en hel forlystelsespark op, med skydebane, restaurant og musikpavillon. Ramlösa befæstede sin stilling som badested, og dette tydeliggjordes endnu mere, med de badeanlæg man byggede ved selve kurhotellet.
Ved slutningen af 1800-tallet ændrede Ramlösa Brønd karakter, og udvikledes i retning af et almindeligt rekreationsanlæg med afkobling og forlystelser. På den tid fandt man også den alkaliske kilde, som i dag udgør indholdet i ”Ramlösa Mineralvand”.
Kurhotellet | 
Den første hestesporvogn | 
Badeanlægget | 
Arkitektur |
Fredensborg
| | Den danske konge Christian 9. blev kaldt Europas svigerfar, fordi han sønner og døtre blev gift ind i en række fremtrædende Europæiske fyrstehuse, som hyppigt tilbragte sommerferier på Fredensborg Slot.
(L. Tuxen: Kongefamilien på Fredensborg Slot. Malet 1883-86.) |
Det landliggeri og fritidsliv der udvikler sig i Nordsjælland i 1800-tallet er vel i pagt med den måde som kongefamilien i mange århundreder har anvendt landskabet på: til adspredelse og rekreation. Førhen var Nordsjælland kongens private legeplads, eller jagtområde, med indhegnede dyrehaver, egne veje og prangende slotte, hvor han kunne tage ophold. Først renæssanceslottene Kronborg og Frederiksborg Slot og sidst, midt imellem disse, Fredensborg Slot, der er opført omkring 1720.
I første del af 1800-tallet stod Fredensborg og forfaldt, men da Frederiksborg Slot brænder i 1859 begynder man at restaurere slottet og det er her kong Frederik 7.i 1862 modtager norske og svenske studenter og senere den svenske konge under skandinavismens banner i 1862.
Fredensborg Slot | 
Studenter ved Frederiksborg Slot |
Europas svigerfar
Fredensborg Slot bliver efterhånden, og især i Christian 9.s tid(1863-1906) kongefamiliens faste sommerresidens. Christian 9. kommer som den første af kongeslægtens sidegren Glücksburg på tronen i 1863 - året før Danmark mister Slesvig-Holsten og i areal skrumper til størrelse som et midteuropæisk fyrstendømme. Som en næsten symbolsk kompensation for sin nye småstatsstilling bliver kongefamilien leveringsdygtig i genetisk fornyelse til en række af de større europæiske kongehuse. Christian 8.s ældste søn, den senere Frederik 8. ægtede en svensk prinsesse Louise. Broderen Wilhelm blev valgt til græsk konge i 1863, søsteren Alexandra bliver gift med den engelske konge Edward VII og søsteren Dagmar med den senere czar Alexander III af Rusland.
Gruppeportræt fra Fredensborg | 
Tre vordende monarker | 
Zar Alexander | 
De kongelige børn | 
Familiehygge på Fredensborg |
Kejserlig forlovelse
Den omfangsrige kongefamilies faste mødested om sommeren blev Fredensborg Slot og her og i omegnen kunne man så risikere at støde på fremtrædende medlemmer af Europas kongehuse. På slottet og i den 85 ha. Store park var der god plads til at boltre sig, men man bevægede sig også frit udenfor i det naturskønne Nordsjælland, f.eks. til Julebæk på Nordkysten, hvor Dagmars forlovelse med den russiske tronfølger deklareredes i 1866. Den kommende russiske czar var børneven og spøgefugl, som allerede i 1881 måtte bestige tronen da hans far bliver myrdet på åben gade i Skt. Petersborg.
Kejserinde Dagmar | 
Forlovelsen i Julebæk |
Sofiero
| | Den svenske kronprins Oscar, Karl XV.s bror, besluttede i 1860´erne at bygge en sommerbolig for sig og sin familie lige nord for Helsingborg. Et yndet udflugtssted for nutidens Øresundsborgere. |
Den svenske kronprins Oscar, Karl XV.s bror, besluttede i 1860erne-tallet at bygge en sommerbolig til sig og sin familie lige nord for Helsingborg. Man kan måske undre sig over hvorfor han netop valgte Helsingborg. Bernadotterne havde helt sikkert en særlig følelse for denne by, hvor Karl Johan steg i land i 1810. Helsingborg og Ramlösa besøgtes tit af de kongelige, og måske følte de sig hjemme der. Desuden kan man godt tænke sig, at nærheden til Danmark var lokkende i skandinavismens tid, og at tanken på en personalunion mellem landene måske kunne være en god grund til at bygge et sommerslot så tæt på Danmark.
Måske var det bare sådan, som hans sønnesøn Gustav 6. Adolf sagde, at den skibsinteresserede Oscar simpelthen fascineredes af hav og skibe, og at den intense sejlads i Øresund virkede særligt tiltrækkende. Det lykkedes ham imidlertid, efter en del besvær, at købe gården Skabelycke, og han gav den navnet Sofiero efter hustruen Sofia.
Da Karl XV døde i 1872, blev Sofiero kongeligt privateje, og Oscar II lavede en tilbygning, som stod færdig i 1876. Slottet kunne ikke, heller ikke efter tilbygningen, måle sig med det tilsvarende danske slot, Fredensborg, men man må huske, at det ikke var et statsslot, men et helt privat byggeri. Imidlertid påvirkedes egnen af det kongelige slots tilstedeværelse, helt frem til Gustav 6. Adolfs død, næsten 100 år senere, da Sofieros kongelige status ophørte.
Til Oscar II.s mest skattede fritidsbeskæftigelser hørte den årlige harejagt på Hven, og mange hvenboere taler stadigvæk om denne begivenhed. Men selvom Sofiero var en privat sommerbolig blev det også brugt til officielle pligter. Tsarer, kongelige højheder, præsidenter og statsministre besøgte slottet, og foruden alle statsbesøg forlagdes regeringens møder hertil om somrene. Sofiero havde en langt mere officiel status end den nuværende kongelige sommerresidens, Solliden, i Borgholm på Öland.
Sofiero Slot | 
Oscar og Sofia med børn | 
Gustav Adolf og Margaretha | 
Interiør fra Sofiero | 
Ocar II med jagtkammerater |
|