| Sociale forhold
| | De gode økonomiske konjunkturer i anden halvdel af 1500 og starten af 1600-tallet smitter også af på bysamfundene omkring Øresund. Næst efter København er Malmø og Helsingør, som i 1626 har op imod 5500 indbyggere, rigets største byer.
Svenskekrigene i midten af århundredet blev en katastrofe for byen og dens internationale vartegn: Kronborg.
I kraft af Øresundstolden har Helsingør en særegen international orientering, men illustrerer også tidens problemer med fattigdom, sygdom og snæversyn. |
Overklasse og underklasse
| | Både overklasse og underklasse mødte hinanden i Helsingørs gadenet, der snorlige og vinkelret på hinanden markerede, at der var styr på tingene.
I umiddelbar nærhed, Kronborg, der havde sat byen på verdenskortet.
Men levevilkårene var bestemt ikke ens.
|
Overklassen
Helsingør har i kraft af Øresundstolden en særegen international orientering. En fransk diplomat Ogier beretter f.eks. udførligt om sit første møde med denne danske provinsby i 1634.
Det franske gesandtskab bliver indkvarteret i byens bedste værtshus. Det er naturligvis de bedrestillede kredse som Ogier stifter bekendtskab med og byen har selvfølgelig også interesse i at vise noget af det bedste frem for de udenlandske besøgende. Omvendt er der ingen tvivl om at slutningen af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet på mange måder betegner et højdepunkt i byens historie.
Man må gå ud fra, at de velhavende i byen, købmændene og embedsstanden, i det store hele tog vare på sig selv, eller ydede gensidig hjælp i de gildesammenslutninger der var flere af i byen. Udover familie og slægt varetog det middelalderlige laugsfællesskab også en lang række sociale opgaver for den brede middelstand af håndværkere og småhandlende.
Helsingør 1658 | 
Helsingør i profil | 
Familien Leyel | 
Mor og børn | 
Thots dagbog |
Underklassen
For underklassen, der stod udenfor de etablerede fællesskaber og stænder - og det var en stor gruppe- var der imidlertid ikke de store muligheder. De levede for en dels vedkommende bogstavelig talt på samfundets rand, holdt til på overdrevene i byens udkant og ernærede sig ved tiggeri, prostitution og anden tvivlsom virksomhed.
Kirken har vel ydet sit og håndværkslaugenes bødekasser også noget til de fattiges underhold. Desuden havde man fra 1541 i Vor frue Kloster oprettet Helsingørs almindelige Hospital, der tog sig af de syge og fattige. Denne institution var velhavende, idet den oppebar kongens andel af tiendet i en række omkringliggende sogne og væsentlige indtægter af jordejendom i Skåne. Oprindelig bespiste man således her også latinskolens lærere og elever sammen med fattiglemmerne.
Skt. Niniantavlen |
Tiggertegn og fattigvæsen
Dette generelle billede af tidens fattigforsorg er, at hver enkelt by tog vare på sine egne fattige. Et led heri var at man uddelte tiggertegn og udnævnte stodderkonger, der skulle være med til at påse, at udefra kommende fattige ikke trængte sig ind på byens område.
I løbet af 1600-tallet ser det ud til at der er kommet mere system i fattigvæsenet. En indberetning fra året 1695 giver således et billede af de offentlige midler der var til rådighed for fattigvæsenet samt disses fordeling i samme år. Til administration af fattigvæsenets midler ansattes nu en fattigforstander, der til gengæld fik skattefrihed.
Fattigvæsenets midler i byen Helsingør bestod i renter af 2 kapitaler. En fra gammel tid opgjordes til 2.270 rd.3 mk. og 8 skilling i året 1695 og den anden hidrørende fra toldkammeret og indsamlet af skipperne i årene 1680-1695 ialt 3542 rd. samme år. Af disse midler understøttedes 66 mennesker i alderen 1-90 år og desuden havde 69 mennesker i alderen fra 20-87 år tilladelse til at tigge.Sygdom og sundhed
| | Epidemiske sygdomme hærgede jævnligt igennem hele 1600-tallet, og man var stort set magtesløse overfor pest, kolera og forskellige børnesygdomme.
Renæssancens interesse for og udøvelse af dissektioner øger efterhånden indsigten i menneskets anatomi og fysiologi. |
Sygdomsepidemier kender man til tilbage til den sorte død i midten af 1300-tallet, men alene i anden halvdel af 1500-tallet hjemsøges området omkring Helsingør hele 13 gange, og man har beregnet, at sygdomsepidemier med mere eller mindre lokalt præg i gennemsnit optræder med intervaller på mindre end 2 år. Der er tale om forskellige pestformer, men f.eks. også tyfus, kolera og forskellige former for børnesygdomme, som alle har krævet store ofre.
Mange familier rammes af næsten ufattelige tragedier. Præst i Helsingør og Malmø, forfatter Hans Christensen Sthen, skriver således et trøsteskrift i anledning af at han personlig har mistet 8 børn under en af epidemierne. Tycho Brahe mister i 1576 en 2-årig datter i hvilken anledning han lader opsætte en mindetavle i Mariakirken i Helsingborg med følgende inskription:
"Kirstine førte, da hun gik bort, hid sit spæde støv.
Hun, som en gang var Tycho Brahes datter.
Hun var blot en ubetydelig tid indvåner her i Verden,
Men i den korte tid voksede hun anseligt. Det Gode,
i ånden overtraf hun sit køn, i sæder sine år,
sine jævnaldrende i veltalenhedens kunst.
Derfor har naturen hastigt taget hende tilbage, som den gav os:
For at hun ikke som voksen skulle overskride de vanlige grænser.
Men dog hun lever, hun har sejret over naturens modstand.
I stedet for den ringe tid har hun nu det evige tidsrum.
Og forædlet af Det Himmelske Gode forsmår hun Det Dødelige:
Siden hun gennem Kristus er blevet anerkendt som himmelmedborger.
Død under Pesten 1576
den 24. september, levede
2 år 11 måneder 11 dage 11 timer
Døden
Jo snarere desto kærere
Jo senere desto bitrere
Til Kirstine min højtelskede kødelige datter
Udover sin alder livlig og velopdragen
har jeg, faderen, affattet og sørget for dette."
Epitafium over Tycho Brahes datter |
Livssyn og lægedom
Døden var altså en særdeles hyppig følgesvend og det har naturligvis været med til at præge livssynet i perioden. Almindeligvis hævdes det at forældre på grund af omstændigheder var tilbageholdende med at knytte sig for tæt til børnene. Det synes nu ikke at være tilfældet med Tycho Brahe. Sammen med søsteren, Sophie Brahe, fremstillede han også medicinske præparater og hun sendte i 1625 en recept på pestelexir til Christian den 4.
Langt op i 1600-tallet vidste man kun lidt om de epidemiske sygdommes årsager og muligheder for at bekæmpe dem. Først i 1700-tallet begynder man at få effektive karantæneforanstaltninger og en bedre medicinsk uddannelse, der bliver af stor betydning for befolkningsudviklingen i tiden herefter.
Dissektionens tidsalder
Bedre lægevidenskab og behandlingsmetoder havde som forudsætning også et bedre kendskab til det menneskelige legemes indretning og funktioner. I middelalderen var der delte meninger om, eller i hvilket omfang man skulle pille ved det menneskelige legeme, som jo var Guds skaberværk.
I renæssancens tidsalder ændres denne indstilling afgørende og dissektion af det menneskelige legeme bliver nu acceptabelt. Allerede Michelangelo interesserede sig åbenlyst for det menneskelige legeme og dets proportioner og berømt er Rembrandts afbildning af en dissektionsscene fra 1634.
Dissektion |
Niels Stensen, Steno
I året 1638 fødtes i København et drengebarn, der blev navngivet Niels Steensen. I krigsårene frem til 1660 studerede han i København, hvor han knyttede sig til de store samtidige navne indenfor naturvidenskab: Brødrene Thomas og Rasmus Bartholin, henholdsvis mediciner og matematiker-fysiker og kemikeren Ole Borch. Niels Steensen fattede især interesse for anatomien, som nu også kunne dyrkes ved dissektioner i København, men i perioden 1660-64 drager han på studieophold i Amsterdam og Leiden i Holland, der begge var centre for anatomiske studier.
Dissektionsscene | 
Anatomisk Hus |
Hjerte og hjerne
Under et kort ophold i København 1664 udgiver Niels Stensen en afhandling om muskler og kirtler, hvor han i modstrid med tidens opfattelse hævder at hjertet er en muskel. Samme år tager han til Paris, hvor han holder sin berømte tale om hjernens anatomi, som blev udgivet i 1669. Her anfægter han bl.a. den franske videnskabsmand og filosofs Descartes påstand om fysisk forbindelse imellem sjæl og legeme.
Niels Steensen var altså en kontroversiel og nyskabende videnskabsmand, som dog bliver optaget i de toneangivende kredse i Paris og fra 1665-72 opholder han sig i Italien, hvor han overraskende konverterer til katolicismen.
Videnskab og teologi
De første år her er videnskabeligt frugtbare. Han udgiver i 1667 en afhandling om musklerne og to år efter i 1669 sit meste berømte værk. En afhandling om faste legemer, der findes naturligt aflejrede i andre faste legemer. Hermed har Niels Steensen, eller Steno, som han nu kalder sig bevæget sig ind på geologiens og krystallografiens område ved studier af fossiler i forskellige jordlag i Toscana.
I 1672 er Steensen tilbage i København, hvor han bliver udnævnt til kongelig anatom ved Københavns Universitet. Allerede i 1674 vender Steno tilbage til Italien, hvor han bliver præsteviet i 1675. Senere kommer han til Hannover, hvor den tyske videnskabsmand og filosof Leibniz træffer ham og beklager at han forlod naturvidenskaben og ytrer at han, ”…fra at være en stor naturforsker blev en middelmådig teolog”. Stensen var en fremragende praktiker og iagttager, men nåede aldrig at formulere er sammenhængende bidrag til det 17. århundredes lægevidenskab.
Steno døde 1686 |