| Christan 4.s tid
| | Christian 4.s tidsalder er præget af pragtfulde byggerier, nyanlæggelse af byer, handelskompagnier og virksomheder, men også tilbagevendende krigsbegivenheder og religiøst ortodoksi.
En del af indtægterne kom ved gentagne forhøjelser af Øresundstolden. |
Handel og pragtbyggerier
| | Christian 4. er i eftertiden berømmet for sit omfattende byggeri i Øresundsregionen. Først og fremmest i København og Nordsjælland.
Stilarten i byggeriet ved Frederiksborg Slot, og en lang række andre af Christian 4´s byggerier, er nederlandsk renæssance med tårne, spir og rigt dekorerede gavlender.
I Christian 4´s byggerier udvikles den karakteristiske blanding af røde teglsten og dekorative sandstensbånd og indramninger som ses på adskillige kongelige og adelige byggerier i samtiden. |
Christian 4.
Christian 4. kommer til magten 1588, men på grund af hans unge alder er det en formynderregering der regerer frem til 1596, hvor han underskriver håndfæstningen og endelig indsættes i 1597. Det foregår ved en kroningsceremoni, hvor rigsrådet på symbolsk vis, ved at berøre kronen, overdrager magten til kongen.
Kongen regerer altså fortsat sammen med rigsrådet og det rige Christian 4.overtog var i bund og grund stadigvæk middelalderligt og feudalt. Langt den overvejende del af befolkningen, måske hele 90 %, levede forsat på landet og landbrugsproduktionen var det bærende fundament i landets økonomi.
Christian 4. |
Nytænkning
Alligevel er Christian 4.s tidsalder præget af en lang række nybrud og udviklingstendenser og Christian 4. så det i vid udstrækning som sin opgave at modernisere, udbygge og udvide den danske stat, en opgave det for så vidt også var dækning for i hans håndfæstning af d. 17.8.1596.
Det er stadigvæk den feudale logik, nemlig at al rigdom og forbedring kommer fra jorden og erhvervelse af denne, der præger tankegangen, men i realiteten forsøgte Christian 4. på mange forskellige måder at fremme rigets tilstand. Målsætningen var, inspireret af udviklingen i Nederlandene og i pagt med tidens fremherskende tankegang, merkantilismen, at skabe selvforsyning på en lang række områder og dermed også overskud på betalingsbalancen.
Kompagnihandelen
Til brug for dette oprettedes en række handelskompagnier til varetagelse af fjernhandelen på Amerika og Indien, som det første Ostindisk kompagni i 1618 som aktieselskab efter nederlandsk model. Rundt omkring oprettedes også kolonier og handelsstationer og handelen på f.eks. Island og Færøerne monopoliseres.
Der oprettedes også nye virksomheder indenfor en række andre områder, minedrift i Norge og egentlige produktionsvirksomheder som f.eks. Tugt- og Børnehuset i København, der fra 1620 satsede på klædefabrikation. I alle tilfælde gik staten ind med aktiv støtte i form af kapital eller udstedelse af monopoler og privilegier. Disse bestræbelser medførte dog ikke gennemgribende forandringer i den samlede økonomi.
Hovedstaden
Et karakteristisk tegn i tiden er det at kongen og dermed også statsmagten og administrationen bliver mere bofast. Ganske vist udvider kongen sine besiddelser i Nordsjælland og forbinder dem med såkaldte kongeveje, men i realiteten tjener de også til at han kan komme hurtigt til og fra hovedstaden og tilse forholdene der.
København udvides kraftigt i perioden fra omkring 1550 og frem til 1650. Middelalderbyen med slotsholmen udenfor vokser udover sine rammer. En helt ny bydel, Christianshavn, opføres på Amager-siden. Rosenborg Slot og Nyboders rækkehuse ligger udenfor den gamle by, men indenfor de nye og udvidede befæstninger omkring byen.
Flådeanlæggene i fylder meget i samtidige gengivelser af byen. Flåden og i det hele taget rustningsaktiviteter spiller en fremtrædende rolle i hovedstaden. Det gælder bl.a. orlogsværftet, der uden sammenligning er landets største virksomhed.
København 1587 | 
København 1611 | 
København 1550 og 1650 | 
København 1674 | 
Holmen |
København uden Børsen | 
København med Børsen | 
Rundetårn |
Rosenborg Slot og Have
Kongens residensbolig i hovedstaden er i starten af 1600-tallet fortsat det middelalderlige kongeslot Christiansborg, men det afløses efterhånden af Rosenborg Slot, der opføres 1605-1634 efter skiftende planer. Rosenborg, der oprindelig opførtes udenfor København, udvikler sig med tiden til en blanding og intim privatbolig og et repræsentativt lystslot, hvor kongen også modtog gæster, som han f.eks. imponerede med sindrige musikinstallationer.
Efter opførelsen af slottet kommer planer om systematisk anlæggelse af et tilhørende haveanlæg. Der findes en skitse fra året 1649, som viser et typisk renæssanceanlæg med lave, geometriske bede. I 1647 udkommer den første egentlige havebog, Horticultura Danica og der findes underretning om bestilte planter til Rosenborg Have.
Christian 4. | 
Rosenborg | 
Rosenborg Have | 
Horticultura1647 | 
Havearbejde |
Podning | 
Vinranker | 
Kongens have |
Det ny Frederiksborg
Christian 4. fortsatte sin fars byggeiver i Nordsjælland, hvor han omkring år 1600 starter på at ombygge og udbygge Frederiksborg Slot. Arbejdet pågår over en årrække frem til 1626, hvor det står færdigt. I modsætning til Kronborg, der fremstår som en lukket befæstning, er Frederiksborg Slot åbent på bagsiden ud imod gården, hvor vandkunsten og de bagved liggende bygninger indgår i et samlet, mere åbent og repræsentativt anlæg, der således har mere moderne karakter: Slottet har mistet sin betydning som borg og befæstning, det tjener til præsentation af kongemagten.
Frederiksborg Slot | 
Pragtslottet | 
Audiensporten | 
Jerngitter | 
Frederiksborg Slot |
Renæssancestilen
Stilarten i byggeriet ved Frederiksborg, og en lang række andre af Christian 4´s byggerier, er nederlandsk renæssance med tårne, spir og rigt dekorerede gavlender. I Christian 4´s byggerier udvikles den karakteristiske blanding af røde teglsten og dekorative sandstensbånd og indramninger som ses på adskillige kongelige og adelige byggerier i samtiden.
Ligesom Frederik 2.anlagde et lysthus ved Marienlyst i Helsingør, opfører Christian 4. ved siden af selve slottet bygningen Sparepenge og også Badstuen, hvor det var mere bekvemt at opholde sig.
Frederiksborg slot | 
Badstuen | 
Trefoldighedskirken |
Kalmarkrigen og Hornkrigen
| | I slutningen af 1630erne får den danske konge rigsrådet og stænderne med på oprettelsen af en stående hær, som bl.a. finansieres gennem en klækkelig forhøjelse af Øresundstolden. Det får Nederlandene til at indgå en alliancepagt med Sverige som får katastrofale følger for Danmark. |
Krig og byplaner
Omkring år 1600 stod hollænderne for ca. 80 % af den årlige skibstonnage igennem Øresund, så det var for Danmark afgørende at bevare et godt forhold til hollænderne. Evindelige forhøjelser af Øresundstolden og krisesituationer, hvor skibe blev opbragt, var dog en torn i øjet på hollænderne og andre skibsførende nationer.
Forholdet til Sverige var især problematisk. Den svenske økonomi var i rivende udvikling med eksport at råvarer såsom jern, andre mineraler, træ til skibsbygning og også landbrugsvarer fra de sydlige områder, men Sverige følte sig i høj grad spærret inde af det danske Østersøimperium.
Kalmarkrigen
Svenskerne søgte bl.a. at ekspandere nordover og det blev den anledning som Christian 4. greb til at starte den såkaldte Kalmarkrig i 1611-13. Kongen havde bundet sig til et generelt løfte om at ”formere, forbedre og forhøje landets tilstand”, hvilket Christiand.4. henviser til i en anmodning til rigsrådet d.31.1.1611, hvor han omtaler krænkelser fra svensk side, som han ikke vil tåle:
"…da ville det forårsage os en ond eftertale hos Posteriteten (eftertiden) i vores grav, efterdi vi lidt har og tilladt det, som en lovlig konge ikke burde lide eller tåle, hvilket vi i vores kongelige kroning og håndfæstning Riget svoret og lovet har ved brev og segl…"
De påståede krænkelser vedrørte bl.a. forholdene i det nordligste Skandinavien, herunder Sveriges adgang til Nordhavet. Rigsråderne er modvillige, men da kongen truer med at erklære krig i sin egenskab af hertug af Slesvig-Holsten, får han sin vilje.
Kort fra omkring 1600 | 
Kort tilegnet Gustav 2. Adolf | 
Christian 4. | 
Trefoldigheden | 
Fæstningen Varberg |
Belejringen af Kalmar |
Skåne hærges
Det er også denne gang først og fremmest civilbefolkningen som må holde for. Skåne bliver hærget og raseret af Gustav Adolf i 1612 og han beretter selv herom:
”Vi har været inde i Skåne og afbrændt størstedelen af landsdelen, så 24 kirkesogne samt byen Vä ligger i aske, og Vi har ingen modstand mødt, hverken af ryttere eller fodfolk, så Vi har kunnet grassere, plyndre, brænde og slå ihjel, som Vi lystede. Vi havde på samme måde tænkt os at besøge Åhus, men da Vi fik kundskab om, at der lå danske ryttere i byen, begav vi os hjem over Markeryd, og vi kunne ødelægge og fordærve, hvor vi drog frem, og alt gik meget heldigt.”
Christian 4. står som vinder af Kalmarkrigen. Ved Freden i Knärød 1613 overtager Danmark fæstningen Elvsborg indtil en erstatning på 1.000.000 rigsdaler er betalt. Holland førte en politik som gik ud på at ingen stormagt skulle have den totale magt over Østersøen. Derfor ledte den danske sejr også til at der i Haag 1614 undertegnes et svensk-hollandsk forsvarsforbund.
Freden i Knærød 1613 | 
Svenske gældsbrev |
Krisstiansstad
Efter krigen påbegynder Christian 4. anlæggelse af en række befæstede byer, som kan yde civilbefolkningen bedre beskyttelse mod de svenske indfald. Købstæderne Væ og Åhus nedlægges og i stedet anlægges en helt ny by, Chrisstiansstad, der bedre kan afbøde de gentagne svenske angreb i området. Hollandske eksperter hidkaldes og fra 1614 påbegyndes anlæggelsen af en fæstningsby med vinkelrette gadenet og omgivet af befæstede bastioner.
Til byen knyttes en kirke i renæssancestil, Trefoldighedskirken, der kan rumme 1400 mennesker, og indvies i 1628. Kirken er et hovedværk i Christian 4.tidens renæssancearkitektur. Kirken har form som etl igesidet, græsk kors og bæres af en række forbavsende slanke granitsøjler i sammenhæng med en sindrig tagkonstruktion. Det overdådige alter i sort alabast og hvid marmor fremstillet i Nederlandene. Orglet er ligeledes i sig selv et renæssancekunstværk.
Christianstad | 
Fæstningen Christiansstad | 
Christianopel |
Trefoldighedskirken | 
Kirkerummet |
Trefoldighedskirken | 
Sideindgangen | 
Bruskbarok | 
Monogram |
Fra sejr til nederlag
Næste gang Christian ønsker at gå i krig er da han i 1626 involverer sig i 30-årskrigen og lider et forsmædeligt nederlag ved Lutter am Barenberge 1626. Denne gang var Christian 4. gået i krig i sin egenskab af nordtysk hertug og for egen regning, dvs. med en lejehær. Det ender med en katastrofe og Danmark er nu for alvor svækket, mens Sverige vinder sejrrigt frem i Østersøområdet.
I slutningen af 1630erne får kongen rigsrådet og stænderne med på oprettelsen af en stående hær, som bl.a. finansieres gennem en klækkelig forhøjelse af Øresundstolden. Fra 1636 til 1639 steg kongens indtægt fra Øresundstolden således fra 266.000 rigsdaler til 620.000 rigsdaler.
I løbet af 1640erne sætter krig og økonomisk afmatning ind. Omkring dette tidspunkt lå værdien af korneksporten på omkring 400.000 rigsdaler årligt, studeeksporten omfattede op imod 50.000 stk. årligt, mens værdien af landets samlede import på årsbasis udgjorde omkring 400.000 rigsdaler.
Hornskrigen 1643-45
Som reaktion herpå indgår Nederlandene i 1640 en gensidig forsvars- og alliancepagt med Sverige, hvilket bliver katastrofalt, da Sverige i 1643 uden varsel angriber Danmark sydfra. Jylland besættes, men i denne omgang forhindrer flåden den helt store katastrofe. I Skåne påbegynder feltmarskal Gustav Horn et felttog og Danmark trues nu af tofrontskrig. Landsdelen hærges atter på værste vis og i mange år herefter husker man Den hornske Krig.
Krigen ender med dansk nederlag til en forenet svensk-hollandsk flåde ved Femern og ved fredslutningen i Brömsebro i 1645 må danskerne afgive Gotland, Øsel, Jemtland og Herjedalen i Norge og overlade Halland til Sverige i 30 år. Dette blev begyndelsen til enden på det danske østesøvælde, og samtidig er det ved at være slut med de gode konjunkturer i Christian 4.s tid, som rinder ud med hans død i 1648.
Dansk flådedominans | 
Hasard om Øresundstolden | 
Tre flåder i Sundet 1644 | 
Gustav Horn | 
Kolberger Heide 1644 |
Brömsebro | 
Brömsebrostenen |
Administration og justits
| | Byerne havde med bytingene og i håndværkslaugene en vis selvjustits og administrativt råderum. Men tendensen i tiden efter reformationen var mere regulering fra centralt hold.
Øverst sad kongens retterting og siden hen den enevældige kongemagt. |
Udover den selvjustits, der udøvedes indenfor gilder og laug, er det oprindelig byrådet/ tinget, der befatter sig med byens retsvæsen og administration. Der er altså endnu ikke en adskillelse af den administrative, udøvende og den dømmende magt. Den daglige administration foregår på rådsstuen, det er her der træffes afgørelser og føres retsforhandlinger. I visse retssager anvendes nævningeting og afgørelser kan i nogle tilfælde appelleres til landsretten og i sidste instans kongens retterting.
Helsingør Rådhus
Frem til 1619 består bystyret af 2 borgermestre og 6-8 rådmænd, der var selvsupplerende og udelukkende repræsenterede de øverste sociale lag. Byrådet udpeger desuden en byfoged, der tager sig specielt af de udøvende opgaver og kan også ansætte forskellige "embedsmænd", såsom fattigforstander, bøddel, jordmoder m.m. En tilfældig dag d.12.6.1562 er følgende til stede på rådsstuen:
"Thenn 12. dag junij, neruerinndis paa raadstuenn her y Hellssinngør Hendrich Moenssen och Hanns Pouillssen, borgmestere, Annders Saxenn, Jacop Hanssen, Rassmus Hanssen och Jørgenn Wiig, raadmendt, Jenns Jepssenn, byfogit, mett noger aff borgernne."
Vurderingssager, arvespørgsmål og andre udredninger af økonomiske udeståender er faste punkter på dagsordenen, ligesom også sager vedrørende næringslivet forekommer hyppigt.
Helsingør Rådhus |
Moralens vogtere
Byrådet tager sig også af opretholdelse af lov, orden og tilsyn med den offentlige moral. En sag fra dagens protokol den 12. juni 1562 vidner herom. En skotte med navnet Thomas Væver klager over at hans nabo, Mikkel skrædders hustru " tit og ofte overfaldt ham med skældsord og tale". Thomas Væver truer derfor med at indklage den omtalte Charinne for rådet, hvortil Charinne skulle have svaret at hun bogstavelig talt ville skide både ham, borgermestre og rådet et stykke("…jeg wurder baade thig og thennom wed en lorth.").
Borgmesteren beder Thomas Væver om at føre bevis herfor og denne fører to vidner som bekræfter dette udsagn. Hertil kan Rasmus Olsen Bager tilføje at han forleden dag iagttog Charinne gå hjem om aftenen med "..en karl, som gick og legte på en gyde for hinde og fulde hinde ind y sit hus etc…". Borgmesteren beder de gode mænd om at huske denne begivenhed til en anden god gang.
Prostitution
Det antydes at omtalte Charinne også har været løsagtig og det er da også en kendt sag at prostitutionen i Helsingør var så omfattende at man måtte jage den samlede skare på porten. I 1591 pågreb man på en gang 22 som ”havde ladet sig bruge for penge” i skoven udenfor byen. Bland disse var en navngiven Marine Jacobsdatter, også kaldet ”Den hvide Høne”, som sammen med en anden blev kagstrøget og jaget ud af byen. Hun vendte imidlertid tilbage og blev denne gang dømt til sækken, dvs. til at blive druknet, en straf som man også anvendte ved hekseprocesserne. På forbøn af menigheden slipper hun dog fri.
Fire andre kvinder fra Helsingør bliver i 1605 dømt til kagen og landsforvist. De forsøgte at holde sig skjulte udenfor byen men blev igen pågrebet og dømt for ”Synd, Last, Modvilighed med Skørlevned, Ran og Slagsmaal”. Straffen var halshugning og den blev eksekveret. I det hele taget var vel de fattige kvinder, som måtte ty til hvad som helst for at overleve, den mest udsatte gruppe og det er som oftest dem vi også støder på i de hekseprocesser, som bliver mere omsiggribende i renæssancens tidsalder.
Prostitution | 
Bøddelens sværd |
Hekseprocesser
| | Hekseprocesser forekommer i Helsingør sporadisk i tiden efter reformationen (1543, 1564, 1571 og 1582), men tager til efter århundredeskiftet og kulminerer med en omfattende proces i 1625-26, hvor ikke mindre end 8 kvinder dømmes og brændes på bålet. |
Hekseprocesser forekommer i Helsingør sporadisk i tiden efter reformationen (1543, 1564, 1571 og 1582), men tager til efter århundredeskiftet og kulminerer med en omfattende proces i 1625-26, hvor ikke mindre end 8 kvinder dømmes og brændes på bålet.
Hekseprocessernes sammenhæng med renæssancens ændrede menneskesyn og skiftet omkring reformationen er fortsat genstand for forskning og debat, men det ligger fast at processerne næsten udelukkende rammer de laveste i samfundet og altovervejende kvinder.
Hekseprøven |
Hvid og sort magi
I middelalderen skelnede man imellem hvid og sort magi, hvor den sorte magi anvendtes til at skade andre. Den hvide magi, der anvendtes til problemløsning i positiv forstand ansås ikke for skadelig og var i øvrigt ikke til at skelne klart fra middelalderlig medicin og magisk virkelighedsopfattelse, som den katolske kirke også støttede sig på.
Med reformationen kommer der er reaktion imod den katolske kirkes virkelighedsopfattelse, troen og frelsen bliver overladt til den enkelte og der opstår på mange måder et forklaringstomrum tillige med en reaktion imod tidlige antagelser. Juridisk set er det endnu i Jyske Lov fra 1416 pointeret at det er den skadevoldende trolddom man tager sig af, ikke den hvide magi, selvom den også kunne være en konkurrent til kirkens egne metoder.
Hekse af Goya |
Processernes karakter
Omkring reformationen bliver trolddomsprocesserne udelukkende et verdsligt anliggende og i Danmark skabes tradition for en såkaldt akkusatorisk procesform, hvor der skal foreligge en direkte anklage fra en civil person. Dette i modsætning til den inkvisitoriske procesform, hvor retten selv tog initiativ til at undersøge, anklage og dømme. Denne form anvendtes hovedsageligt i Sydeuropa.
I Christian 3.s såkaldte Københavnske Reces fra 1547 præciseres det at ingen udædiske personer, dvs. folk der på den ene eller anden måde er belastede, må føre vidnesbyrd og at der ikke må anvendes tortur til at fremtvinge en tilståelse. Fra 1576 kom en bestemmelse om at afgørelser,hvor personer var dømt til bålet, altid skulle prøves ved landsretten.
I 1617 kommer Christian 4. med en forordning om troldfolk, hvorefter man kunne blive dømt for trolddom, selvom ingen havde lidt skade heraf og det blev strafbart at benytte sig af kloge folks ydelser. Havde man udøvet trolddom, men ikke skadet andre, kunne man straffes med konfiskation af ejendom og værdier, mens skadevoldende trolddom straffedes med bålet.
Hekse på bålet |
|