| Skovreformer
| | Det danske kongeriges træforbrug var stort og voksende i 1600- og 1700-tallet. Byggeri, opvarmning og oprustning krævede sit og efter svenskekrigene i midten af 1600-tallet var situationen meget alvorlig. Store dele af landet var hærget, den herskende driftsform efterhånden uholdbar og reformer nødvendige.
Det afgørende gennembrud kommer i 1760erne med Von Langens ideer om ordnet skovdrift. |
Med kongemagtens overtagelse af klosterjorden efter reformationen gribes der på forskellig vis ind i landskabets udvikling. Kongen var frem for alt interesseret i jagten, dernæst hesteopdræt og andre hensyn var underordnet dette. I og med kongens interessere i jagten fik store dele af landskabet lov til at henligge uopdyrket, men hesteopdrættet og udviklingen af nye jagtformer fører i nogen grad til ændringer i kulturlandskabet. Som helhed har et forholdsvis åbent landskab, præget af blandet løvskov med høslet og græsning i underskoven, været det karakteristiske i Nordøstsjælland.
Træbevoksningen | 
Græsningsskoven |
Produktionsskoven
Skoven har i høj grad karakter af produktionslandskab som på forskellig vis er udsat for menneskets tryk og påvirkning. Bønderne, som der ganske vist ikke var så mange af, var vigtige for driften af kongens ladegårde og som arbejdskraft ved stutteriet og i skoven.
Fra gammel tid havde bønderne ret at udtage træ til de gærder der omgav de dyrkede marker, til brænde og oldendrift med svin. Disse aktiviteter har selvfølgelig også sat sig spor i landskabet. F.eks. har oldendriften, ligesom græsning, stor betydning for skovens opvækstmuligheder.
Skovene ødelægges
Var den løbende udnyttelse af skoven et problem for reproduktionen, så satte de svenske belejringer omkring 1660 satte det nordsjællandske landskab under hårdt pres og voksende udnyttelse. I forvejen betød den militære oprustning forøget hugst for at skaffe skibstømmer, men besættelseshæren fældede udover til eget forbrug også systematisk med salg for øje og for at forhindre fremtidig udnyttelse af egetræ til brug for flåden.
Tabet af Skånelandene betød yderligere pres på skovene i Nordsjælland til bl.a. brændeforsyning og træ til bygninger og skibe måtte nu hentes fra Norge eller Nordtyskland. Omkring år 1700 var skovene fortsat i elendig forfatning, og et betragteligt forøget kvæghold i skovene bidrog nu til yderligere forværring. Som en af de første debatterer forfatteren og oplysningsfilosoffen Ludvig Holberg at debattere dette anliggende og i første del af 1700-tallet modnes på forskellig vis tanken om reformer til gavn for skovens fremvækst.
Træ til opvarmning |
Initiativrige amtmænd
Den overordnede administration af kongens besiddelser i Nordsjælland lå efter enevældens indførelse i hænderne på kongens amtmand i Kronborg og Frederiksborg amter. Denne havde bolig og skriverstue på Frederiksborg Slot og tog sig af domsmyndighed og alle typer af forvaltning: Sager som vedrørte skovens drift, men også jagten og de områder der hørte til agerdyrkningen og driften af stutteriet. Amtmændene var således også inspektører ved stutteriet.
Amtsmandsembedet krævede med andre ord store evner og overblik og var et betroet hverv for udvalgte personer i enevældens tjeneste. Både amtmand Otto von Raben, som besatte embedet i perioden 1697-1717, og Friedrich von Gram, der overtog det fra 1718-1841, var samvittighedsfulde og initiativrige i forvaltningen. Von Raben havde gjort karriere ved hoffet, bl.a. som kongens kammerjunker og hofmarskal fra 1683. Von Gram havde tidligere beklædt embede som jagtpage, kammerjunker og hofjægermester i Sjællands stift.
Kulsvierne
Bønderne i Nordsjælland var i starten af 1700-tallet forarmede, jorden gav, bl.a. på grund af mangelfuld indhegning og tiltagende sandflugt, kun ringe udbytte. De fleste bønder måtte derfor supplere deres indtægter på anden vis, typisk igennem kulsvieri, fremstilling af trækul, som man solgte til byerne eller hoffet. F.eks. skulle der i 1718 leveres 1800 tønder kul til forbruget på Amalienborg og Rosenborg i København.
Kulsvierne fik betaling for leverancerne, men skulle til gengæld også betale for råmaterialerne som skulle udvises af skovbetjente, Der anvendtes kun resttræ, ikke fældet træ og vindfælder og det var forbeholdt de fattigste bønder.
Tidlige reformer
Allerede i 1703 forsøgte amtmand von Raben sig med en nyskabelse for at mindske forbruget af træ til indhegning af markerne ved at opsætte stengærder. Man satte dette år 14 favne ved selve Frederiksborg, allerede det følgende år var man nået op på 200 favne og i 1712 bestemmes det at bønderne skulle sætte stengærder i stedet for trægærder.
Et andet problem var oldensvinenes skade på skoven. I Kronborg amt drejede det sig omkring 1000 svin, som åd agern og bog, men også rodede jorden op til skade for opvæksten. I 1703 bestemtes det derfor af svinene skulle ringes, altså sættes ring i trynen, og i 1718 kom der forbud imod at indlade svin i kongens stutterivange. I 1721 ansættes en fransk forstmand på foranledning af overjægermester Frederik von Gram, men han afskediges efter to år og herefter går der omkring 40 år førend der for alvor sker noget.
Kvægpesten
Fra 1745 og frem hærges landet gentagne gange af kvægpest. En umiddelbar virkning heraf er mindre drift på skoven. Græsning og høslet fik mindre vægt og der blev større interesse for skovens evne til at producere vildtkød.
Det har formodentlig betydet at skoven i højere grad har formået at vokse til, at overskoven er blevet tættere og tømmerproduktionen dermed har kunnet forøges. Fra 1780 bestemmes det at der skal skydes af på vildtet i de fri vildtbaner i Nordsjælland med henblik på salg, - en bestemmelse der ligeledes reducerer udnyttelsen af skoven.
Den ordnede skovdrift
I 1741 overtager hofjægermester C.C. Gram ledelsen af Danmarks jagtvæsen og skovvæsen efter sin far. I 1747 udnævnes han også til overjægermester og i 1762 kommer han med en indstilling til kong Frederik 5.om reformer i skovvæsenet. Kongen godkender straks forslaget og fra Tyskland indkaldes Johann Georg von Langen, der allerede tidligere havde reformeret det norske skovvæsen, og nu bliver den praktiske leder af reformerne.
Von Langes ideer om såkaldt ordnet skovdrift går i korte træk ud på at skoven hvert år skulle give et lige stort udbytte, hvilket sikres ved en nøjagtig beskrivelse af rettigheder til anvendelse af skoven, og en opdeling i præcise enheder med en omdriftstid på ca. 100 år.
Et nyt træk som får afgørende betydning for skovlandskabets udseende er von Langes ide om større variation i antallet af træsorter. Traditionelt bestod skoven af løvtræer, fortrinsvis eg, bøg og ask, som man også bibeholder, men supplerer med nåletræer, som dermed holder deres indtog i det danske skovbillede.
C. C. Gram | 
Johan von Langen |
Skoven ændrer karakter
Von Langen går allerede 1763 i gang med ændringer på Søllerød Beridt, som omfattede Geel Skov og Rude Skov, og fortsætter i perioden 1764-66 på 7 revirer i de tre nordsjællandske amter. Den store Grib Skov er inddelt i flere revirer og revirerne tegnes ind på nøjagtige skovkort.
I 1768 kommer det første officielle, samlede kort over Nordsjælland. På dette kort kan man tydeligt identificere kongens jagtbaner med de rektangulære og diagonal-mønstrede vejanlæg. Kortet som helhed giver det indtryk, at størstedelen af landskabet er skovområder, men i realiteten var der udover indhegnede områder til par forcejagten ikke tale om en skarp adskillelse imellem skov og landbrugsarealer. Det finder først sted via en række de reformer der iværksættes omkring dette tidspunkt og hvis virkninger kan iagttages på et efterfølgende kort fra 1777.
Udtynding ved hugst | 
Skovrevirerne | 
Frederiks revir | 
Nye træsorter | 
Fyrretræ fra von Langens tid |
Adskillelse af jagt, skovbrug og landbrug
I 1778 foreslår overjægermester Gram endvidere en adskillelse af jagt og skovbrug, et ønske der imødekommes. I 1781 kommer endnu en reform, hvor hovedprincippet nu bliver at adskille skovbruget ikke kun fra jagt, men også fra landbruget. Det typiske skovbillede fremstår nu som skarpt afgrænsede, indhegnede og sammenhængende områder, der allerede i vid udstrækning er fremkommet i forbindelse med de igangværende udskiftningsreformer indenfor landbruget.
Med fredskovsordningen af 1805 vedtages at hvad der engang var skov skal forblive skov. Dette princip er i hovedsagen fortsat gældende. Fra dette tidspunkt begynder man også at indhegne skoven med de karakteristiske stensætninger, som endnu ses overalt i Nordsjælland. Ligeledes spores indhegningerne i mange stednavne på skovparterne fortsat: Teglstrup Hegn, Nyrup Hegn, Klosterris Hegn o.s.v. |