| Jan Horn Petersen: Kong Peders Helsingør
| | Den interesserede bruger kan her finde en mere detaljeret fremstilling af Borgmester Pedersens betydning for Helsingør i perioden 1900-1940 i Jan Horn Petersens: Kong Peders by. |
Jan Horn Petersen: Kong Peders by
I mere end en halv menneskealder, fra 1919 og til efter 2.verdenskrig, blev Helsingør Kommune regeret af den dynamiske borgmester Peder Christensen. Kong Peder, som han blev kaldt, forsøgte at skabe en mønsterkommune. Den byggede på et udstrakt socialt sikringssystem, hvilede på kooperative initiativer, eksperimenterede og havde et udsyn der rakte langt over Sundet.
Baggrunden
1900-tallet er den periode, hvor industrisamfundet og det parlamentariske systems spilleregler for alvor sætter sig igennem. I Danmark taler man om systemskiftet i 1901, hvor partiet Venstre efter mange års indædt politisk kamp imod partiet Højre kommer til regeringsmagten, mens socialdemokratiets politiske og velfærdsmæssige strategi endnu ikke er fastlagt.
Kommunernes rolle
Kommunerne dannede indtil Systemskiftet en væsentlig magtbasis for gårdmandsstanden og partiet Venstre, og der eksisterede i tiden omkring århundredeskiftet et udstrakt kommunalt selvstyre. Kommunerne administrerede de ganske vis sparsomme sociale ydelser efter lokalt skøn og har afgørende indflydelse på udviklingen af skole-, sundheds- og boligpolitikken. Statsliggørelsen af velfærdssamfundet er endnu i sin vorden, og det giver, specielt i tidsrummet fra ca. 1900 til 1920, kommunerne stort politisk spillerum.
Da man i 1891 vedtager reformen om alderdomsforsørgelse, - der normalt betegnes som det første eksempel på moderne sociallovgivning i Danmark -, er der tale om 50 % statslig refusion op til et vist loft. Det er dog karakteristisk, at ydelsen ikke er universel, dvs. automatisk tildeles alle ældre, og at selve ydelsens niveau kan variere betragteligt fra den ene kommune til den anden. Efter en skattereform i 1903 skabes der større økonomisk albuerum for kommunerne og efterhånden udvikles et statsligt refusionssystem, der medvirker til at kommunerne kan tage fat på stadig flere opgaver.
Arbejderbevægelsens organisering
Organiseringen af arbejdsmarkedet i Danmark blev med det såkaldte Septemberforlig af 1899 reguleret med kollektive overenskomster på landsbasis. Det betød i Helsingør, og sikkert også andre steder, at de lokale fagforeninger og den lokale fællesorganisation måtte afgive forhandlingsret og -kompetence. I Helsingør, hvor man i slutningen af 1890erne faktisk havde indført kollektive overenskomster på lokalt plan, betød det, at Fællesorganisationen, der havde varetaget forhandlingerne, kom til at befinde sig i et tomrum.
Fællesorganisationen var det samlende organ for fagbevægelse og arbejderbevægelse, men der begyndte nu at tegne sig en klarere opdeling i på den ene side fagbevægelse og på den anden side partiet, der rettede sig ind imod det politiske system.
Fællesorganisationens rolle
Betragter man den samlede arbejderbevægelse var der også andre interesseområder, der i vid udstrækning blev varetaget af Fællesorganisationen, f.eks. det kooperative virkefelt og mere almene kulturelle interesseområder. I Helsingør satsede man således stærkt på det kulturelle virkefelt med erhvervelse af Arbejdernes Forsamlingshus, senere Folkets Hus, i 1889, hvor også Fællesorganisationen, der var oprettet året før, fik til huse.
Folkets Hus
Kooperationens stilling
Med hensyn til den kooperative virksomhed, så var partiets overordnede politik på dette område uklar, i og med at partiets Odense-kongres i 1898 havde vedtaget kritiske forbehold overfor kooperationen. Det grundede sig på mistro til bøndernes andels- og brugsforeninger, selvom sidstnævnte oprindelig var inspireret af den engelske arbejderbevægelses fælles indkøbsforeninger.
Lokalt oprettedes allerede i 1891 en fælles brændsels-indkøbsforening, mens omvendt de første tilløb til at starte en brugsforening i Helsingør by blev stoppet af Fællesorganisationen. Siden hen kom netop de kooperative foretagender til at spille en central rolle for den socialdemokratiske borgmester Peder Christensen, Kong Peder kaldet.
Kong Peders ilddåb
Peder Christensen var oprindelig kommet til Helsingør for at søge arbejde på værftet og meldte sig som 20årig i 1894 ind i Socialdemokratiet. Han fik efter eget udsagn en stor del af sin politiske skoling i forbindelse med aktiviteter i Folkets Hus i Søstræde og vælges i 1897 til tillidsmand på værftets maskinværksted. I 1906 bliver han valgt til formand i fagforeningen, men forlader værftet for at blive forretningsfører i Fællesorganisationen. Han bliver dog 7 år endnu på posten som fagforeningsformand og det er i dette spændingsfelt imellem fagforening og bevægelse at han for alvor udvikler sig. Selv udtaler Peder Christensen om skiftet til jobbet som forretningsfører i fællesorganisationen:
"Det var ikke i egentlig forstand partipolitisk interesse, som fik mig til at skifte livsstilling i 1906, men en meget stærk lyst og indre trang til at være med i arbejdet for økonomisk og kulturel opbygning af den socialdemokratiske arbejderbevægelse på samme måde som jeg havde været vidne til bondestandens rejsning igennem andelsbevægelse, sognerådsarbejde og oplysningsvirksomhed. Jeg har ikke ladet mig påvirke af udenlandske metoder, som ikke passede ind i danske forhold".
Kong Peder
Kooperationen – en hjertesag
Allerede tidligt var kooperationen Peder Christensens hjertesag, og han karakteriserede det som "måske det vigtigste våben i arbejdernes hånd". Før udnævnelsen til forretningsfører havde han forskellige planer for bl.a. en fællesindkøbsforening, men det blev oprettelsen af et fællesbageri, der blev gennembruddet. Her kunne Peder Christensen trække på erfaringer fra en række andre byer og agitatorisk kunne der slås på at bagerne trods drastiske prisfald på korn fra omkring 1880 opretholdt et højt prisniveau. Brød, og især rugbrød var en central fødevare. Det årlige forbrug var 71 kilo rugmel i gennemsnit pr. indbygger, svarende til et dagligt gennemsnitsforbrug på 400 gram, eller omkring det dobbelte af nu om dage.
Fællesbageri oprettes
Peder Christensen optager straks efter sin udnævnelse til forretningsfører forhandlinger om overtagelse af brødfabrikken Helsingør og den 20. januar 1907 er Arbejdernes Fællesbageri en realitet, med økonomisk opbakning fra en lang række medlemsforeninger og godkendelse på Fællesorganisationens repræsentantskabsmøde og et medlemsmøde. Herefter kommer nogle seje år med priskrig og konkurrence med byens bagere, men omkring krigsudbruddet i 1914 er bageriet en accepteret, moderne og velkonsolideret virksomhed i byen.
For Peder Christensen betød oprettelsen af fællesbageriet starten på et engagement i den kooperative landsbevægelse med oprettelsen af De sammensluttede Fælles- og Andelsbagerier på Sjælland og Lolland-Falster i 1911 og oprettelsen af en fællesindkøbsforening, hvor han bliver formand fra 1916-19. På dette tidspunkt er den kooperative bevægelse accepteret som arbejderbevægelsens "tredje ben", og får også stor betydning for opretholdelsen af arbejdernes levevilkår under 1. Verdenskrig.
Fællesbageriet
Byrådsarbejdet
Ved byrådsvalget i 1894 gik venstremænd og socialdemokrater i Helsingør sammen på en demokratisk fællesliste, hvilket sikrede socialdemokraterne 3 medlemmer af byrådet, vistnok det største antal noget sted i landet, og med rigsdagsmand Christian Rasmussen i spidsen. Det blev indledningen til 15 års samarbejdspolitik med den kongevalgte borgmester Jørgen Lyngbye i spidsen, frem til året 1919, hvor Peder Christensen indsættes som den første af byrådet valgte borgmester.
Reformer i byen
En væsentlig reform i denne periode er en skoleplan, der vedtages i 1909 og i realiteten skaber en enhedsskole med en syvårig, betalingsfri folkeskole som grundstammen.
Et andet hovedområde var alderdomsforsørgelsen, hvor Peder Christensen, som formand for alderdomsforsørgelsesudvalget, markerede sig kraftigt. Alderdomsunderstøttelsen udskilles i en særskilt lov, hvilket adskiller den fra den vanærende fattigdomsforsørgelse. I Helsingør vælger man i 1890erne en sats på op til 7 kroner om måneden og det følges op med en række bygningsinvesteringer og udgifterne til understøttelsen stiger fra 14.000 kr. i 1891 til 66.000 i 1912-13.
Omkring samme tidspunkt foreslår Peder Christensen, at kommunen køber forlystelsesetablissementet Hammershøj og omdanner det til alderdomshjem. Trods modstand i starten vedtages planen og i 1915 tages institutionen i brug. Det følges i 1918 op med en tilbygning på 25 lejligheder og endelig i 1919-21, i Peder Christensens første borgmestertid, opføres alderdomsstiftelsen ved Gurrevej, de første selvstændige kommunale aldersrenteboliger i Danmark, til den efter datidens forhold formidable sum af 1,7 mio. kroner.
Hammershøj
Stiftelsen på Gurrevej
Byråd og fællesorganisation
Peder Christensen sad med i byrådet og havde hermed mulighed for at sammenknytte arbejdet i fællesorganisationen og byrådet. Det kommer til udtryk i årene 1908-10, da der er store beskæftigelsesproblemer i byen. Den gennemsnitlige ledighed blandt de organiserede er på 42 % og antallet af ansatte på byens største arbejdsplads, værftet, er nede på ca.300.
Situationen var endvidere den, at understøttelsesperioden var ved at udløbe for en stor gruppe arbejdsløse, byens hjælpekasse var tom og tilbage stod kun den nedværdigende fattighjælp. I den situation tog Peder Christensen på fællesorganisationens vegne affære ved at bede byrådet om penge og i første omgang blev der bevilliget 1150 kr. til 14 fagforeninger plus 3000 kr. ekstra til hjælpekassen.
Det bemærkelsesværdige ved situationen er imidlertid også at fællesorganisationen står for administration og uddeling af midlerne, som blev suppleret ved indsamlinger og naturalier og brødkort fra Fællesbageriet. Social forsorg var den ene side af sagen, den anden i valgåret 1909 at forhindre at folk havnede på fattighjælp og dermed fortabte deres stemmeret. Valget, hvor kvinder for første gang får stemmeret resulterer i 9 mandater til socialdemokraterne, 8 til de borgerlige, 2 til Det radikale Venstre og 1 mandat til den kongevalgte borgmester.
Krigstidsøkonomi
I krigsåret 1914 bliver igen behov for ekstraordinære foranstaltninger til arbejdsløshedsunderstøttelse og i forbindelse med vareknaphed. Byrådet nedsætter et dyrtidsudvalg, men det praktiske initiativ overlades til fællesorganisationen og Peder Christensen. Udover den ekstraordinære arbejdsløshedsunderstøttelse er der tale om gratis skolebespisning, tilskud til brød og mælkekøb, men herudover organiserede Peder Christensen tillige indkøb af kartofler, sild, kommunal svineslagtning og i den sidste krigsvinter regulering af brændselsforsyninger- og priser.
Dyrtidshjælpen, som staten betalte halvdelen af, var på 16.000 kr. i 1915-16, men nåede i 1918-19 op på 1.095.000 kr., svarende til en årlig bistand på 550 kr. for en gennemsnitsfamilie med 4 børn, heraf 2 skolesøgende. Aktiviteterne var, som det ses, mangeartede og vakte for nogens vedkommende også modstand blandt de handlende. Efter behag kan man så kalde disse kooperative tiltag for renlivet planøkonomi eller nødvendige krisetiltag, men selv lagde Peder Christensen vægt på at det var tiltag, der tog sigte på hele befolkningen:
"Med disse forskellige dyrtidsforanstaltninger er der, hvor det ikke drejer sig om suppleringsunderstøttelse, lagt vægt på ikke at skulle udbetale pengehjælp eller rabatmærkesystem for mindre bemidlede, men så vidt muligt at sikre hele befolkningen visse hovedartikler til en billig pris".
Reformerne havde, sagt på en anden måde, et universelt sigte, et træk der også bliver karakteristisk for den statslige reformaktivitet. Den regulerende indgriben i vareforsyning og distribution er også et træk der gør sig gældende i den statslige økonomi. Om betydningen af den kommunale regulering i Helsingør siger Peder Christensen selv, at byen var "en af de bedst stillede med hensyn til forsyning med brød, brændsel, kartofler, mælk, flæsk og sild m. m".
Bevægelsen vokser
Sideløbende med disse aktiviteter moderniseres og udbygges i perioden bygningen i Søstræde så den kommer til at rumme fagforeningskontorer, lokalredaktion for avisen Socialdemokraten m.m. og siden hen ved tilkøb etableres forlystelsesetablissement med biografteater og en bykiosk. I året 1918 etableres tillige en barber- og frisørsalon og fællesforretningen havde i samme år en formidabel omsætning på samlet 1,8 mio. kr.
Kommunal boligpolitik
I 1916 tog Fællesorganisationen i Helsingør initiativ til at opfordre byrådet til at opføre "en del passende bygninger i villastil" på baggrund af den udbredte bolignød i byen. Der var stor modstand imod at involvere kommunen i disse planer, men med socialdemokraternes og de radikales stemmer blev det vedtaget, at kommunen kunne sælge en egnet grund på Esrumvej til en nyoprettet boligforening og hen ad vejen yde et tilskud på 35.000 kr. Og i 1917 kunne byggeriet påbegyndes. Undervejs skred økonomien for boligforeningen, så det endte med, at kommunen selv blev bygherre og udlejer.
Kong Peder som folketingsmand
Efter rigsdagsmedlem Christian Rasmussens død overtager Peder Christensen i 1918 hans folketingsmandat og i 1919 tillige borgmesterposten, men afgiver dog samme år formandskabet i Fællesorganisationen. Folketingshvervet bibeholdes dog kun til 1920, hvor Peder Christensen vælger det lokalpolitiske. I sin tid i folketinget sidder Peder Christensen med i den kommission, der udformer loven om folkebiblioteker af 1920. Væsentligst er dog deltagelsen i et fællesudvalg, der skulle drøfte virkeliggørelsen af socialdemokratiets programpunkt vedrørende "det socialistiske fælleseje og den socialistiske produktion".
Der udarbejdes et temmelig radikalt forslag, som vinder bred tilslutning i partiet og arbejderbevægelsen, men i praksis får det ikke den store betydning, idet det strategisk underordnes bestræbelsen for at få øget indflydelse på statsapparatet. Gennembruddet kommer med den første socialdemokratisk-radikale regering med Thorvald Stauning i spidsen fra 1924-26.
Imperiet vakler
Da Peder Christensen tiltræder som borgmester i 1919, hvor en ny valglov bl.a. afskaffer den kongevalgte borgmester, opnår socialdemokratiet for første gang absolut flertal med 10 mandater overfor 9 borgerlige, inklusive 2 radikale. Helsingør rummer da 15.400 indbyggere.I årene efter verdenskrigen viser der sig problemer for kooperationen i og med markedsmekanismerne normaliseres og der bliver problemer med investeringer, rentabilitet og ledelse og den største kreditor, Arbejdernes Landsbank, siger stop. Det forlanges, at de enkelte virksomheder udskilles, evt. sælges fra og Peder Christensen påtager sig sideløbende med borgmesterjobbet opgaven med at sanere foretagendet.
Meget bedre stod det ikke til i kommunen, hvis udgifter var vokset eksplosivt under krigsårene, og som både administrativt og personalemæssigt var ude af trit med tiden. Denne opgave tog borgmesteren også fat på, først og fremmest i form af en finansieringsplan, der bl.a. omfattede en driftsfont for de kommunale værker, der på det tidspunkt omfattede elværket, vandværket og gasværket, der erhverves i 1921.
Ved byrådsvalget i 1921 falder socialdemokraternes andel af stemmerne, men flertallet på de 10 mandater bevares. Om tilbagegangen hænger sammen med Peder Christensens pågående og ikke altid vellykkede projekter er umuligt at sige, men i alle tilfælde afholdt det ikke borgmesteren fra at udbygge sine planer om at skabe en mønsterkommune. Det gælder især på boligområdet, hvor det i de efterfølgende år lykkes at rodfæste den kooperative byggevirksomhed ved opførelse af et boligkompleks med 36 lejligheder og 2 butikker på Lappen i 1923-24 og yderligere 44 boliger ved Esrumvej i dobbelthuse i 1926. Sidstnævnte projekt løber dog ind i vanskeligheder og igen må kommunen færdiggøre projektet, administrere det og dække et underskud på 68.365 kr.
Fortsat udbygning
Alt i alt kunne Peder Christensen i slutningen af 1920erne med selvfølelse gøre op, at kommunen havde fået bygget 379 nye boliger, hvoraf 171 var i 68 private byggerier med kommunegaranti. 60 boliger var finansieret af Helsingør Værft og resten var kooperativt byggeri, der havde fået arealer for 121.700 kr. og garantier på 547.000 kr. I alt havde kommunen engageret sig med 1,4 mio. kr. i boligbyggeri og udført kloaker og veje for 888.000 kr.
Kooperativt byggeri
Buste af Kong Peder
Kooperationens fortsatte udvikling
Sideløbende med disse aktiviteter deltog Peder Christensen fortsat i landspolitisk arbejde i relation til den kooperative bevægelse. Det fører bl.a. til at der i 1922 oprettes et landsdækkende kooperativt fællesforbund, hvor Peder Christensen blev valgt til den første formand. Ligeledes skriver han sammen med forbundets sekretær en "Håndbog i Kooperation".
Der herskede i partiet fortsat en vis skepsis overfor kooperationens virke og i forretningsudvalget, hvor også Thorvald Stauning sidder, er der f.eks. modvilje imod at udfordre FDB(Fællesforeningen af Danmarks Brugsforeninger) ved at oprette en egen indkøbscentral og en tanke om at oprette kooperativ forsikringsvirksomhed støder ligeledes på modstand. Det ender dog med oprettelse af forsikringsvirksomheden ALKA. I sit syn på kooperationens virkefelt og rækkevidde lå Peder Christensen på mange punkter tættere på svenske synspunkter. Peder Christensen deltager i 1924 i den internationale kooperative verdenskongres og i Kooperative Förbundets jubilæumskongres i Stockholm, inden han i 1925 forlader formandsposten.
Det offentlige engagement
Det springende punkt for den kooperative virksomhed var naturligvis på hvilke områder og i hvilket omfang man bør drive erhvervs-virksomhed i konkurrence med det private erhvervsliv.
Med sine initiativer på boligområdet havde Peder Christensen ofte lagt sig ud med private boligejere og borgerlige byrådspolitikere, og der var naturligvis ikke mindre problematisk, når det drejede sig om produktionsvirksomhed i snævrere forstand. På dette område er der imidlertid også tale om gråzoner når det f.eks. drejer sig om elektricitetsværker o. lign. og ligeledes trafikanlæg og drift. På disse områder er der fortsat tradition for at det offentlige er med til at tilvejebringe en række almene produktionsbetingelser og varetage anlægs-, og driftsopgaver.
Offentlig infrastruktur
I Helsingør var situationen f.eks. den, at byens vandværk først i 1894 kom på kommunale hænder, mens gasværket fra 1853 endnu i 1920 var privatejet. Værket var imidlertid på dette tidspunkt nedslidt og virksomheden ønskede ikke at foretage de nødvendige investeringer. I 1921 vedtager byrådet endnu engang med socialdemokratiske og radikale stemmer at købe værket, der erstattes af et nyt, der åbner i 1925.
En anden skrantende virksomhed er Hornbæk-banen, der, trods forlængelse til Gilleleje i 1916, i driftsåret 1920-21 har et underskud på 110.000 kr. I Løbet af 1920 bliver det reelt kommunen som bestyrer og forvalter banen, under voldsomme protester fra borgerlige byrådsmedlemmer, som dog imødegås af ligesindede politikere i omegnen, som havde behov for banen, men ikke råd til at betale underskuddet. Ligeledes havde staten sagt fra, men trods megen tumult omkring disse sager overlever Peder Christensen valget i 1925, der stort set betegner status quo.
Skråplanet
I sit sidste større kooperative eksperiment bevæger Peder Christensen sig udi den rene industrielle produktion med overtagelsen af vinduesglasværket på Grønnehave. Glasindustrien havde en lang forhistorie i byen, bl.a. med Godthåb Glasværk i perioden fra 1848-1895. I 1906 åbner så A/S Dansk Vinduesglasværk Kronborg, som imidlertid må lukke igen i 1919. Herefter bliver en ingeniør Axel Hermansen opmærksom på foretagendet og arbejder i de følgende år ihærdigt på at få grundlagt en dansk glasværksindustri på stedet. I første omgang kontakter han regeringen, som imidlertid ikke vil gå nærmere ind i sagen. I slutningen af 1920erne opnås der imidlertid mulighed for at optage statslige driftslån til industrien og Hermansen får tilsagn om 300.000 kr. fra Erhvervenes Lånefont.
Økonomien var, set i bakspejlet, imidlertid ikke tilstrækkelig, men Peder Christensen var begejstret for ideen om anlæggelse af en større virksomhed med national betydning i byen, og får i 1928 byrådets flertal til at bakke op om en kommunal garanti for et byggelån på 250.000 kr. Et sådant lån skulle godkendes i Indenrigsministeriet, som imidlertid efter 5 måneder giver et afslag. Nu var der imidlertid gået både politik og prestige i foretagendet og Peder Christensen formår flertallet i byrådet til at give et mere direkte lån til foretagendet. Dette træk får så igen handelsministeriet til at true med at tilbageholde det opnåede statslån. Som modtræk hertil foreslår Peder Christensen på et byrådsmøde, at byen i stedet skal gå ind med anlægsudgifter til vand, lys, kloaker m.v. Det kunne godt umiddelbart lade sig gøre indenfor lovens rammer og forlaget vedtages og byggeriet går i gang.
Glasværket
Sejr og nederlag
Peder Christensen vinder en sejr ved byrådsvalget i 1929, hvor socialdemokraterne går frem til 11 mandater, man byggeriet på Grønnehave er i realiteten en tikkende bombe. Midt i kampens hede havde man undladt at lytte de mere saglige indvendinger imod projektet. Allerede i 1929 er de kontante midler der var til rådighed brugt op og Peder Christensen får magistraten til at vedtage en kontant udbetaling af de 150.000 kr. I august er bunden nået igen og kommunen udlåner 100.000 kr. midlertidigt at kommunekassen. I slutningen af 1929 henvender den nye indenrigsminister Bertel Dahlgaard sig direkte til borgmesteren og udbeder sig en forklaring på kommunens økonomiske dispositioner i forbindelse med den foranstående udbetaling af statslånet. Det falder på plads, men i realiteten er katastrofen allerede undervejs og i maj 1930, førend foretagendet er kommet ordentligt i gang bliver det erklæret konkurs.
Der kommer aldrig en samlet opgørelse over forløbet, men der bliver peget på både dårlig ledelse og slet økonomisk fundament. Borgmesteren har utvivlsomt haft sin del af ansvaret, men ingen finder dog på at drage ham til ansvar og han overlever også det kommende valg. Måske fordi han handlede uegennyttigt og i bedste tro, fordi, som han selv formulerer det, "beskæftigelsesproblemet er det vigtigste af alle problemer, og ligegyldigt hvilke erhvervspolitiske anskuelser, der gøres gældende, kommer stat og kommune ikke udenom arbejdernes retmæssige krav om arbejde eller understøttelse".
Udviklingen i 1930erne
Man må formode, at det industrielle eventyr omkring glasfabrikken har manet til forsigtighed og fremover bliver der ikke tale om lignende eksperimenter for at fremme beskæftigelsen. I 1934 overtager gummifabrikken Tretorn, der ejes af Henry Dunker i Helsingborg, glasværksbygningen og skaffer i første omgang beskæftigelse til 50 arbejdere i byen. Siden hen ansættes langt flere, og den voksende beskæftigelse her og på byens anden store virksomhed værftet er medvirkende til at Helsingør slipper relativt let igennem 30ernes krise. Dog var ved juletid i 1933 400 af de 750 medlemmer af Smedenes Fagforening arbejdsløse, men i 1937-38 når værftet op på 2300 ansatte.
Den kooperative byggevirksomhed havde ligget stille siden engang i 1920erne, men kommer nu i gang igen, da kommunen i 1928 og 1934 køber jorden omkring de gamle lystejendomme Belvedere og Bergmannsdal. Der anlægges nu nye kvarterer omkring Pontoppidansvej og Mads Holmsvej og på den anden side af Kongevejen langs den nyanlagte Stubbedamsvej og det såkaldte Jyllandskvarter med det gennemgående grønne bælte fra Smørhullet, også kaldet Kong Peders Park.
Nordhavnsprojektet
Allerede tilbage i starten af 1920erne havde man i byen tanker om en udvidelse af havneanlægget på den anden side af Kronborg. Efter kommissionsarbejde og en afgivet betænkning i 1924, der afviser de skitserede planer, er der forholdsvis stille om projektet frem til 1929, hvor Peder Christensen tager sagen op igen. Den 7.10 forelægges nye planer i byrådet, men her kan man ikke nå til enighed, hvilket trafikministeren kræver, og så må de store planer atter droppes.
Heldigvis, må man vel sige i bakspejlet, men i 1931 når man så til enighed om det nuværende Nordhavns-projekt, der opføres i tiden frem til 1934. Projektets udførelse er til stor gavn for beskæftigelsen, men undervejs er der igen voldsom polemik omkring projektet og Kong Peders person, også i hovedstadsbladene og landsaviser, hvor Kong Peders projekter endnu engang fører til vidtløftige ideologiske slagsmål imellem regering og opposition. Anledningen hertil var også en sammenkobling af havneprojektet og dets kystsikring med et privat initiativ omkring badeland og forlystelsespark, der dog kommer i konflikt med Tretorn-planerne og i øvrigt hovedsagelig viste sig at være luftkasteller.
Nordhavnsprojektet
Krigstidsinitiativer
Denne gang undgår kong Peder lige akkurat at involvere byen i de mere tvivlsomme foretagender. I 1941 går badekonsortiet fallit og kommunen overtager på tvangsauktion både badestrand, forlystelsespark og restaurant. Op til kommunalvalget i 1937 var kong Peder noget trængt af kritikken af Nordhavnsanlægget og kostbare anlægsarbejder, bl.a. ved Stubbedamsvej, men anlægsarbejderne var væsentlige for beskæftigelsessituationen og op til valget lykkes det endvidere at hente statslig støtte på 75 % af 920.000 kr. til nyanlæg af en "vandstrandvej" i tilknytning til Færgevej.
Kombinationen af nyanlæg med statslige tilskud benyttes i vid udstrækning i tiden fremover, hvor der indtil 1945 blev investeret 7,3 mil. kr. i nye veje og gader med kloaker. Det er naturligvis begrænset, hvad der har været af muligheder for nye initiativer i og omkring besættelsestiden, men i det mindste et af mere vidtrækkende betydning bør nævnes.
Mødre- og børnehjælpen i Helsingør
I Helsingør var der allerede tidligt i århundredet mange kvinder ansat indenfor industri og andre erhverv. F.eks. kan nævnes, at fiskenetsfabrikken på Grønnehave, de to tekstilfabrikker på det gamle banegårdsterræn og også Wiibroes bryggeri beskæftigede en del kvindelig arbejdskraft. Hermed var der også et latent behov for børnepasning, som øgedes med Tretorn-fabrikkens vækst, og som langt fra kunne tilfredsstilles af de eksisterende børneinstitutioner, heriblandt Børneasylet på Stengade.
Kommunen havde ikke umiddelbart midler og vilje til at foretage en selvstændig udbygning, men med loven om oprettelse af Børne- og mødrehjælpsinstitutioner fra 1939 øjner man mulighed for at oprette et filantropisk fortagende, der kunne medvirke til at dække det voksende behov. I 1941 indkaldes der til et stiftende møde for en lokalafdeling af Mødre- og Børnehjælpen, på initiativ af borgmesteren, kredslæge Boertmann og formanden for Kvindeligt Arbejderforbund Augusta Jensen. De 3 indkaldere kommer også til at udgøre den første bestyrelse og allerede i august 1942 åbnes en vuggestue med plads til 35 børn i alderen indtil 3 år. I første omgang lejer man sig ind hos den kooperative fællesorganisation på Børnegården, den tidligere banegård på Trækbanen, med forkøbsret til ejendommen.
Børnegården etableres
I 1943 åbner man samme sted en børnehave med plads til 80 børn og samtidig erhverver selskabet ejendommen ved en kommunal lånegaranti til i alt 150.000 kr. for køb og indretning. Driftsmidlerne kommer fra dels statslige, dels kommunale tilskud og endelig brugerbetaling. I 1944 fejrer Peder Christensen 25 års jubilæum som borgmester og i den anledning vedtager et enigt byråd at yde et årligt beløb på 2500 kr. til Børnegården. Der gøres desuden et stort stykke arbejde for at skaffe private bidragydere, som i 1943 bidrager med i alt 1783 kr.
I 1946 har Børnegården plads til 205 børn og 35 medarbejdere. Fra samme år stammer en oversigt over børnenes baggrund og heraf fremgår det bl.a., at ikke mindre end 61 børns forældre arbejder på Tretorn, 70 er børn af forældre med såkaldt "privat arbejde"(husarbejde). 11 virksomheder repræsenterer hver for sig mellem 1 og 5 børn, 49 er enlige mødre og 3 enlige fædre.
Selskabets økonomi
Driftsøkonomien er i tiden efter verdenskrigen stadigvæk anstrengt. Af regnskabsåret 1946-47 fremgår det, at daghjemmet har haft et driftsunderskud på 22.774 kr. ud af et totalbudget på 219.000.kr. På det tidspunkt skal staten lovpligtigt dække 40 %, kommunen 30 % af udgifterne. I året 1945 har kommunen imidlertid dækket 55 % af udgifterne og i 1946-47 får daghjemmet det omtalte underskud efterbevilliget.
I selskabet beretning for 1946, som formodentlig er forfattet af Peder Christensen hedder det, at "..de private bidrag til Mødre- og Børnehjælpens virksomhed her i byen har været en skuffelse, hvilket gælder alle kredse af byens befolkning". Dog, alt i alt må man sige, at kong Peder har rimelig succes det socialfilantropiske foretagende. Der er tilsyneladende ingen protester imod den kommunale dækning af underskuddet og selskabet forsøger fortsat at finde alternative indtægtskilder, bl.a. med basarer og børnehjælpsdage, der i henholdsvis 1947 og 1948 giver 24.000 og 27.000 kr. i overskud. Samtidig udvider selskabet løbende sine aktiviteter med oplysningsvirksomhed, sundhedspleje, offentlig bespisning m.m.
I løbet 1944 og 1945 modtager selskabet endvidere fra dr.med. K.A. Hasselbalch og hustru Antonie i alt 150.000 kr. der muliggør opførelsen af det kommunale fødehjem Antoniehus, hvor en stor del af Helsingørs nuværende befolkning er kommet til verden.
Helsingør-Helsingborg samarbejdet
Igennem hele sin karriere havde kong Peder tætte relationer til den anden side af Øresund. Han var dybt involveret i den nordiske kooperative bevægelse, men først og fremmest i et praktisk samarbejde med nabobyen, som har sine rødder tilbage til i 1800-tallets stærke skandinavistiske bevægelse i området, som altså også rækker ind i de socialdemokratiske rækker. Arbejderbevægelsen havde stærke bånd over Sundet og det fortsættes og udbygges, da man kommer til magten.
Byens 500-års jubilæum
I Peder Christensens tilfælde er der også tale om et format og tilsnit, der rækker udover provinsbyens snævre rammer. Det viser sig i forbindelse med Helsingørs 500 års jubilæum i 1926. Allerede til Sct. Hans var der arrangeret studentermøde i Helsingør i stil med 1800-tallets skandinavistiske sammenkomster. Studenterne kom med skib fra Købehavn og Lund over Landskrona med dampskibet Hven. Efter stor fælles middag (lammesteg og jordbær) er der om aftenen Skt. Hans bål med taler bl.a. af den danske litteraturprofessor Wilhelm Andersen, som sagde:
”Bålet er et grænsebål, ikke som før en bavn til tegn på ufred, men som julestjernen et symbol på freden mellem folkene. Et stort stykke Danmark er optaget i Sverige, men derved optag Sverige tillige i sig dansk blod. Vi to folk har således blandet blod, og hvem kan hade sit eget blod?”
Den 2.juni 1926 er der slået stort brød op: Byen er pyntet til det yderste, borgerne vækkes af fanfarer fra militære og civile orkestre. Fra Skåne ankommer landshøvding grev de la Gardie, rigsdagsmand Johan Hansson og Helsingborgs borgmester Johann Bååth, som Kong Peder gennem årene blev tæt knyttet til.
Det hedder sig, at Peder Christensen fik sit kaldenavn i forbindelse med sin optræden i et ridderspil i festugen, men selv knyttede han det til Wilhelm Andersens festtale tre års senere, hvori professoren omtaler kong Peder og hertug Johan (kilde: W. Andersens tale). Begivenheden var denne gang genindvielsen af riddersalen på Kronborg i 1929 og her mødte bl.a. det danske og det svenske kronprinsepar op.
Turistbrochure 1926
Kongen og hertugen
Skandinavisme og grænsehandel
Et hovedformål med disse begivenheder var udbygningen af de nordiske bånd og isæt relationerne imellem de to byer. Den nordiske dag i forbindelse med festugen i 1926 var en god start på et arbejde som nu også videreføres i Foreningen Norden og hvor Helsingør-Helsingborg samarbejdet fremstår som et forbillede for andre byer.
En anden side af sagen vedrører de kommercielle interesser i Helsingør. Før verdenskrigen var grænsehandelen i Helsingør betydelig og man ville gerne genoplive denne, men det krævede en fornyelse af toldunionen og pastvang ved rejse over Sundet var også generende. Samtidig forsøgte man at lave et internationalt fremstød for turismen i Helsingør-området, hvilket dog kun i begrænset omfang lykkedes. |