| Bosættelser
| | Stednavneforskning giver en vis hjælp, når det gælder om at tidsfæste de tidligste faste beboelser i vikingetiden og tidlig middelalder. I Nordsjælland findes disse beboelser især i den vestlige del ud mod Roskilde fjord.
|
Faste bosættelser
I sen jernalder, det der i Norden kaldes vikingetid, blev bosættelserne efterhånden mere faste. Stednavne kan i nogen grad være med til at tidsfæste bebyggelserne, selvom navnene dog godt kan være ældre end de faste bosættelser. Det antages, at den første bosættelsesfase finder sted i tiden før 800, og at de ældste stednavne typisk stammer fra den tid.
I meget grove træk antages det, at bosættelserne via stednavnene kan tidsfæstes således:
Før vikingetid: -by, -hög, -stad, -löv, -inge og -lösa
Under vikingetiden: -bjer, -åkra, -tofta og -lund
Vikingetid/ Middelalder: -torp/ -arp/ -rup/ -strup
Middelalder: -rød/ryd, -holt/hult
I Nordsjælland tegner der sig et mønster, hvor de ældste bosættelser med endelserne –inge -lev- løse –um og –by hovedsageligt findes i den vestlige del af landskabet, bl.a. ud mod Roskilde Fjord, hvor der jo også er rige fund fra vikingetiden. Jorden her har formodentlig været lettere tilgængelig for opdyrkning, og man har kunnet klare sig med primitive pløjeredskaber, arden, eller jernforstærkede udgaver af denne. Disse områder og tilsvarende på slettelandet i Skåne har mindst været kultiveret siden vikingetiden og rummer også bebyggelser tilbage herfra.
At man dog ikke skal tage denne geografiske beliggenhed for bogstaveligt for disse stednavnsendelser fremgår af, at en hel del landsbynavne i østsjælland, omkring Købehavn fx hedder, Islev, Herlev, Vanløse, Brønshøj, Husum og Lyngby. I dag befolkningstætte områder. der, på det nærmeste er en del af hovedstaden.
Bosættelser i Nordsjælland |
Nyopdyrkningen og endelserne: -tofta/tofte
Udviklingen af faste bosættelser hænger sammen med indførelse af nye dyrkningsmetoder. Måske har en øget befolkningsudvikling skabt behov for en større korndyrkning og den begyndende beskatning af jorden i tidlig middelalder har sikkert også spillet en rolle.
Det vides ikke præcist, hvornår og i hvilken rækkefølge de nye dyrkningsmetoder-og redskaber kom til Norden, men det kan blandt andet have sammenhæng med vikingetidens tætte kontakt til de landbrugsteknisk mere udviklede områder i f.eks. Normandiet.
Mange af de faste bosættelser fik stednavne, der ender på –tofta, og de findes i rigt mål i Skåne, men også i Nordsjælland, (-som i Gentofte), i Normandiet og Danelagen i det østlige England, hvor de stammer tilbage fra den nordiske kolonisering i vikingetiden.
Tofta-bebyggelserne i Skåne ligger alle i tæt tilknytning til vandveje inde i landet, overvejende i den nordvestlige del af landskabet. Forklaringen på denne lokalisering af bosættelser kan være, at landskaberne omkring floddalene og åerne har givet bedre muligheder for afvanding(dræning) af jorden og medvirket til at skabe faste bosættelser og nyopdyrkning af jord udenfor slettelandet.
Tofta-bebyggelser | 
-löv og -tofta i Skåne |
Udflytterlandsbyer og endelserne: -torp/arp og -rup, -strup
En torp er en landsby, der er grundlagt ved, at en overskydende befolkning fra en anden landsby har forladt denne og slået sig ned et nyt sted - ofte i nærheden af den gamle. Denne type landsbyer kaldes også udflytterlandsbyer, og i Danmark opstod de især i perioden 1000-1250. Torp indgår som efterled i et meget betydeligt antal nuværende bebyggelsesnavne i Øresundsregionen og er altså betegnelse for en udflytterbebyggelse.
I forleddet indgår ofte personnavne, f.eks. Glostrup (Globs torp), Tåstrup (Tors torp).
I Skåne finder man også betegnelsen –arp for disse udflytterlandsbyer.
I Danmark udviklede endelsen –torp mange steder sig efterhånden til formerne -rup, -drup, -trup og -strup. Som vi ser det i Hellerup, Mørdrup, Skotterup.
I jyske lov fra 1241 finder man en indgående beskrivelse af de juridiske forhold omkring en sådan torp. Der må åbenbart have være forskellige stridigheder i forbindelse med udflytningerne:
Kap. 47. Hvis en torp er uenig med adelbyen (= den oprindelige landsby).
Er en torp anlagt ude på marken, og agerland og eng er helt fælles [for torp og adelby], og man er uenig om, hvad der hører til torpen, og hvad der hører til adelbyen, da skal de, der bor i adelbyen, føre bevis. Og hvis de, der bor i adelbyen, finder, at torpen er til skade for dem, da kan de kalde beboerne i torpen tilbage, hvis skaden er utålelig for dem. Vil de ikke drage tilbage, skal der fastsættes en lovdag for dem på tinge, da de skal drage tilbage. Bliver de boende, efter at det på lovmæssig måde er krævet, at de skal flytte tilbage, skal de bøde kongens ret. Men hvis de har tre vintres hævd på deres bebyggelse, uden at der er rejst klage på tinge, da kan man ikke ved retssag tvinge dem til at flytte tilbage.
-arp i Skåne | 
-arp i Skåne | 
-rup i Nordsjælland | 
-rup i Nordsjællanf | 
-strup i Helsingør |
Rydningsbebyggelser og endelserne: rød/ryd og -holt/hult
I sen vikingetid og den tidligste middelalder, omkring år 1000, sker der en vældig udvidelse af det dyrkede areal, formodentlig i sammenhæng med en stigning i befolkningstallet og øget behov for bosættelse. Stednavne med endelserne - holt, -rød og -torp kommer til i forbindelse med nyopdyrkningen.
Bebyggelser med endelserne -rød og -holt, henviser til beboelser anlagt på ryddede skovarealer, eller i nærheden af en afgrænset træbevoksning(holt). Rød-endelsen modsvares i Skåne af –röd og længere nordpå -ryd. Ligeledes modsvares det danske –holt af –hult på svenskesiden.
-holt på Sjælland | 
-hult i Skåne | 
-rødbyer i Nordsjælland | 
-röd i Skåne | 
Ryd i Småland |
Østsjælland og Skåne: Et fælles kulturområde
Kulturlandskabet på den skånske side består af tre hovedtyper: Slettebygden, der fortrinsvis befinder sig på de flade strækninger langs kysten i syd og vest, skovbygden i den nordøstlige del af landskabet op imod Småland og omkring åsene. Imellem disse to typer ligger risbygden, der bl.a. er dominerende i Helsingborgområdet. Risbygden er karakteriseret ved en slags skovlandbrug, meget lig dyrkningsmønsteret i Nordøstsjælland.
Rød-endelsen findes i rigt mål i Skåne og Nordsjælland, men derimod ikke i det sydvestlige Sjælland. Meget tyder på at der har eksisteret to mere eller mindre adskilte kulturområder på Sjælland, opdelt i en henholdsvis vestlig og østlig, som orienterer sig mod det skånske område.
Kontakten imellem Sjælland og Skåne har været tæt i en tidsalder, hvor Øresund ikke skilte landskaberne, men tværtimod fungerede som en bekvem og hurtig færdselsåre. Adam af Bremen, der laver den første beskrivelse af området, konstaterer i 1070 at man fra Sjælland mange steder kan sejle over til Skåne.
Kortest er afstanden dog ved Helsingborg, hvor den smalleste del Øresund benævnes Halsen og befolkningen der kaldes halsinger. En gængs tolkning af stednavnene Helsingør og Helsingborg går på at det betyder helsingernes borg og øre, dvs. en landtange, der strækker sig ud i vandet. Andre forskere tolker endelsen -ør som: en stenet strandbred. Som fx i stednavnene Dragør og Skanør.
Tre landskabstyper | 
Udflytterlandsbyer | 
Bosættelser i Skåne |
|