| Konsolidering
| | Valdemar Sejr 1202-1241 og ærkebiskop Anders Sunesen af Hvide-slægten fortsætter det tætte samarbejde.
Ekspansionen udstrækker sig til Baltikum, hvor der omkring det nuværende Estland i en periode oprettes to bispedømmer under Lunds ærkesæde. |
Anders Sunesen
Da Absalon dør i 1201 efterfølges han af slægtningen Anders Sunesen, en af fem brødre og stormænd der alle spiller fremtrædende roller i tiden under Valdemar Sejr (1202-41).
Anders Sunesens bror Peder blev biskop i Roskilde, grundlagde den nuværende domkirke efter fransk forbillede og opførte også den oprindelige Frue Kirke i København. Selv var Anders Sunesen domprovst i Roskilde og fungerende som følge heraf tillige som kongens kansler (sekretær) ved sin udnævnelse til ærkebiskop.
Den lærde kriger
Anders Sunesen er ligesom Absalon uddannet i udlandet, udover Paris tillige i Bologna, hvor Europas første universitet med speciale i retsvidenskab er etableret og endelig Oxford i England. Anders Sunesen er en højlærd og internationalt orienteret begavelse, der står parat til at fortsætte og udbygge det tætte samarbejde med kongemagten og da kong Knud d.4. dør og bisættes i Ringsted kan Anders Sunesen juledag 1202 krone den nye konge, Valdemar d.2. Sejr(1202-1241) i Lunds domkirke.
Anders Sunesen deltog ligesom sin forgænger og sammen med flere af sine brødre i udbygningen af det danske østersøimperium, bl.a. bestræbelserne på at missionere og kolonisere i Baltikum. Det lykkes i en kort periode, men i forbindelse med Valdemar Sejrs tilfangetagelse i Nordtyskland i 1223 må en lang række områder igen afgives.
Anders Sunesen |
Konsolideringens mand
Indadtil er rigsudviklingen karakteriseret ved en konsolidering af centralmagten således som det kommer til udtryk i Kong Valdemars Jordebog fra 1231, hvor kongens ejendomsret og relationer til stormandsslægterne fastlægges, og nedskrivningen af landskabslovene, senest Jyske Lov i 1241, samme år som Valdemar Sejr dør. I Jyske Lovs indledning formuleres i korte træk det afbalancerede forhold imellem kongemagt, kirke og stormænd omkring midten af 1200-tallet.
"Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov..."
"Den lov som kongen giver og landet vedtager, den kan han heller ikke ændre eller ophæve uden landets vilje, medmindre han åbenbart handler imod Gud..."
Det er kongen og landets høvdingers embede at overvåge domme og gøre ret og frelse dem, der tvinges med vold, såsom enker og værgeløse, børn, pilgrimme, udlændinge og fattige -dem overgår der tiest vold- og ikke lade slette mennesker, der ikke vil forbedre sig, leve i sit land; thi idet han straffer og dræber ugerningsmænd, da er han Guds tjener og landets vogter. Thi ligesom den hellige kirke styres af pave og biskop, således skal hvert land styres og værges af kongen eller hans embedsmænd. Derfor er også alle, der bor i hans land, skyldige at være ham hørige og lydige og underdanige, og til gengæld er han skyldig at give dem alle fred.”
Kong Valdemars Jordebog |
Lovsigeren
Anders Sunesen spillede også en fremtrædende rolle i bestræbelserne på at reformere og nedskrive lovgivningspraksis. Kendt er hans parafraser(fortolkninger) af Skånske Lov, og han menes også at være hovedmanden bag den såkaldte Skånske Manddrabsforordning fra år 1201.
Manddrab, eller rettere blodhævn, er et typisk udtryk for slægtssamfundets retsopfattelse, men i sin konsekvens og set fra middelaldersamfundets synspunkt samfundsnedbrydende. Derfor forsøger centralmagten at stramme reglerne. Med Den skånske Manddrabsforordning går kongemagten direkte ind i lovgivningsprocessen og forsøger at ændre slægtssamfundets retspraksis. Ved en kongelig rigslov i 1216 afskaffes jernbyrd som bevismiddel i retssager og ligeledes forsvinder edsafgørelser efterhånden til fordel for nævningeting.
Anders Sunesens ambition om at fastlægge forholdet imellem verdslig og kirkelig (kanonisk) retsopfattelse kommer til udtryk i hans fortolkning(parafrase) af Skånske Lov, hvor han kommenterer forhold vedrørende ægteskabet, som jo også er et kirkeligt sakramente og anliggende. Både kirke- og kongemagt har således interesse i at regulere adfærdsregler i forhold til slægtssamfundets ægteskabs- og jordpolitik.
Skånske Lov |
Leder og vogter
Anders Sunesens fortolkninger vidner om kirkens arbejde for at fremstå som åndeligt lederskab og moralens vogter og han arbejdede også ihærdigt for at gennemføre præstecølibatet, men tilsyneladende kun med ringe held.
I 1223 trækker Anders Sunesen sig fra ærkebispesædet ramt af sygdom, formodentlig spedalskhed, tilbringer sine sidste år på Ivö i det nordøstlige Skåne, dør i 1228 og ligger begravet i Lund domkirkes kor.
Anders Sunesens sarkofag | 
Anders Sunesen |
|