| Store Nordiske Krig
| | Store Nordiske Krig er en samlet betegnelse for en række krige som en alliance af flere lande, heriblandt Danmark, førte mod Sveriges erobringspolitik i perioden 1700-1721.
Danmark fik ikke sine tabte områder tilbage, men Sverige måtte opgive sin toldfrihed i Sundet.
Under Store nordiske Krig blev både Sverige og Danmark hærget af en omfattende pestepidemi. |
Anti-svensk alliance
Den unge svenske konge Karl 12., som efterfulgte sin far Karl 11., havde fået en alliance af stater imod sig, som alle krævede revanche efter Sveriges erobringer i 1600-tallet. I denne alliance indgik Danmark, Rusland og Sachsen(inklusive Polen). På dette tidspunkt var Sverige imidlertid godt rustet. En ny orlogshavn var opbygget i Karlskrona af Karl 11., som også havde reformeret forsvaret, som på dette tidspunkt bestod af 65.000 mand og 38 linieskibe. Endelig havde den nye grænse mod Danmark ved Øresund fået en del nye fæstningsanlæg.
1700-tallets historie i Øresundsregionen indledes så at sige med en krigshandling, idet en svensk hær under Karl 12,s ledelse samme år overføres fra Helsingborg og Landskrona til Humlebæk på Sjælland. København blev truet og Danmark blev tvunget til separatfred.
Efter separatfreden med Danmark fortsatte Karl 12.sit krigstogt mod Rusland og Polen og kom med sin hær langt ned i Østeuropa, men da den svenske krigslykke vendte i slaget ved Poltava (1709) erklærede Danmark krig imod Sverige. Den danske hovedstyrke, som til slut omfattede 14.000 mand, landsteg ved Rå i november 1709.
Karl 12. | 
Svenskernes landgang ved Humlebæk | 
Bombardementet af København |
Helsingborg indtages
Helsingborg forsvarede sig med en garnison på 36,mand og en svensk enhed på 1500 mand befandt sig i området ved Rå. Disse kunne givetvis ikke forsvare byen og trak sig tilbage. Frederik 4. indrettede sit hovedkvarter i rådmand Schlyters gård i det centrale Helsingborg og dens borgere svor troskab imod den danske konge. I Helsingborg indførtes dansk gudstjeneste og dansk almanak ifølge den gregorianske tidsregning, mens det øvrige Sverige stadigvæk fulgte den gamle julianske kalender. Det indebar en forskel på ti dage.
Herman Schlyters hus i Helsingborg |
Stenbock til Helsingborg
Den svenske konge befandt sig langt borte fra sit hjemland, så det svenske forsvar organiseredes af Magnus Stenbock, som var Skånes generalguvernør dvs. landshøvding og krigsleder. Han samlede en stor arme i Småland, eftersom danskerne var trængte ind i Sverige helt over til Karlshamn i Blekinge. Det lykkedes Stenbock at skrabe 16.000 mand sammen, som gik ind i Skåne i slutningen af januar 1710. Danskerne trak sig tilbage mod Helsingborg og tog opstilling nord for byen under generalmajor Rantzaus ledelse.
28. februar 1710 stødte de to hær sammen i slaget ved Ringstorp udenfor Helsingborg og det hele endte med en knusende svensk sejr, som Stenbocks kurer, Henrik Hammarberg, kunne rapportere til Stockholm.
Stenbock, Magnus | 
Budskab om Magnus Stenbocks sejr | 
Mindesten for slaget ved Helsingborg | 
Befæstning af den svenske kyst | 
Helsingborg 2010 |
Dansk Tilbagetog
I Helsingborg organiseredes og gennemførtes derefter en udskibning af danske soldater og danske sympatisører tilbage til Danmark, deriblandt rådmand Herman Schlyter og sognepræsten Hans Jacobsen, som begge havde samarbejdet med danskerne. I sammenhæng med flugten over Øresund blev alle heste dræbt, hvilket vanskeliggjorde arbejdet med at få byen til at fungere igen. Sandheden er at Helsingborg ikke kom sig førend 100 år senere. Det var sidste gang danskerne forlod Skåne efter et krigsforetagende.
Karl 12. vender hjem
Grænsen imellem Danmark og Sverige var nu definitivt fastlagt. Den svenske konge vendte tilbage til Sverige i 1715 efter sit til slut mislykkede felttog i Østeuropa. Han styrede Sverige fra Lund, hvor han i 1715-18 havde sit hovedkvarter. Ved den tid havde regeringen ladet opføre skanser ud imod Øresundskysten for at forhindre ny danske landstigningsforsøg. Resterne af disse skanser kan i dag beses ved f.eks. Barsebäck, Rå og Mølle.
Karl 12. gjorde et sidste forsøg på at styrke Sveriges udenrigspolitiske stilling ved et angreb på Norge1718, men han blev dræbt I en løbegrav udenfor fæstningen Fredriksten. Nu begyndte Sverige at søge fred og Norden havde ingen stormagt længere. Fra tidligere at være en vigtig samfærdselsvej var Øresund nu forvandlet til en grænse, hvor Danmark og Sverige vogtede på hinanden.
Misvækst og hungersnød
Sverige oplever under krigen to misvækstperioder i 1709-10 og igen fra 1716-18, hvor der var hungesnød og man må blande bark og andre ting i brødet. Botanikeren Carl von Linné giver i et efterladt skrift fra kriseårende anvisninger på 29 forskellige vækster som man kan strække melet med, f.eks. hedder det om mælkebøtten:
”Af denne kan bladene spises som kål og roden tørres til brød, ihvervel den frisk har en noget besk smag, som dog i tør tilstand mere og mere forgår”
Pestens gerninger
Under Stor nordiske Krig hærges både Sverige og Danmark af en omfattende pestepidemi, som kommer til Østersøområdet med en svensk hærafdeling som simpelthen blev kaldt pesthæren.
I 1710 kommer pesten til Stockholm og omtrent samtidig når den til Øresundsregionen, hvor den spredes til begge sider af Sundet. Selvom danskerne på dette tidspunkt for nylig har forladt Helsingborg er samkvemmet ikke ophørt. Pesten spredes således i foråret 1711 fra Helsingør til en række fiskerlejer på den anden side af Sundet: Først Domsten nord for Helsingborg, siden hen Viken, Höganes, Mölle og Arild. Omkring 2/3 del af befolkningen i disse fiskelejer falder bort.
Pesten i Helsingør 1709-11
I august måned 1709 modtager Helsingør by fra Politi- og Commercekollegiet underretning om, at en smitsom epidemi er brudt ud i Danzig og forskellige foranstaltninger iværksættes, bl.a. at skibe fra Danzig ikke måtte komme nærmere byen end et bøsseskud. De blev modtaget i åben sø af en båd med en mand som skulle modtage papirer, der siden hen skulle destrueres.
August måned året efter ophæves foranstaltningerne mod skibe fra Danzig, men straks efter erklæres stor dele af Nordtyskland og Baltikum for smittede og i januar måned 1711 begynder man også at træffe lokale foranstaltninger på baggrund af et stigende antal dødsfald på Lappen, som man dog ikke med sikkerhed kunne tilskrive en smitsom epidemi. Det beordres fra centralt hold, at de præster og barberer, der tager sig af de syge på Lappen, skal skifte tøj førend de skal omgås andre og byens magistrat befaler,
"... at de Syges Qvæg ej maatte søge Græsgang med de karske Borgeres, samt at Hunde og Katte, der løbe fra Hus til Hus og letteligen bringe Smitten omkring, skulle dræbes, ligesom Høns og Ænder, men især Duer, strax slagtes".
Gravsten. Skt. Olai kirke, Helsingør |
Tabstallene
I de efterfølgende måneder huserer epidemien, men på et kontrollabelt niveau og først i maj måned antager den et omfang, der fører til, at det under livsstraf forbydes at rejse fra Helsingør til København. Den 25. maj bliver byen afspærret med militær i en linie fra Egebæksvang i syd over Mørdrup og Nyrop til Villingebæk i nord. Sygdommen, antagelig en byldepest, kulminerer i august måned, hvor der i Sct. Olai menighed dør 100 mennesker i Sct. Marie 31. Tilsammen omkommer ifølge præsternes indberetninger til magistraten i året 1711 1809 personer, omtrent en tredjedel af byens befolkning. Først d.25.juni 1712 åbnes der igen for fri passage til byen.
Trods omfattende karantæneforanstaltninger, formår pesten alligevel at sprede sig til hovedstaden og det anslås at i alt omkring 40.000 personer dør i København og Nordsjælland som følge af pestepidemien. Statistisk materiale giver anledning til nogle interessante betragtninger om sammenhængen imellem dødsfald og befolkningens evne og lyst til at regenerere. Det viser sig her at antallet af ægteskaber i Helsingør stiger markant i tidsrummet efter den store pestepidemi. Den enes død, den andens brød. |