| Stutteri
| | Frederiksborghesten regnedes i samtiden for en af i alt seks forædlede europæiske hesteracer. Med tiden avledes ensartet farvede heste i undergrupper, således at kongen kunne anvende typisk et seksspand af ensartede heste for en vogn, eller forære det som gave til andre kongelige. Frederiksborghesten på dette stik befinder sig pudsigt nok på Skånekysten med Kronborg i baggrunden. |
Frederiksborgstutteriet
Allerede fra tidlig middelalder er der vidnesbyrd om hesteopdræt- og eksport fra det danske område. Abbed Wilhelm af Æbelholt modtager således et takkebrev for en pragtfuld hest han har skænket abbed Stephan i Paris. En anden kilde fra omkring 1200 omtaler årlig eksport fra Ribe alene på 8000 heste og krønikeskriveren Arnold fra Lübeck beretter at landets rigdomskilde er hesteavlen.
Igennem hele middelalderen har hesten været uundværlig som kommunikationsmiddel: til transport, som arbejdsredskab og i krig. Behovet for og forbruget af heste har været enormt og ridderen til hest bliver nærmest et ikon på middelalderen. I dansk sammenhæng er der kendskab til at kong Erik Menved, ved en fyrstefest udenfor Rostock i 1311, forærer mere end 80 mænd ”en pasgænger til hver”, altså hver en hest, med tilbehør og klædning i forbindelse med at de slås til riddere.
Koncentration i Nordsjælland
Hesteopdræt i middelalderen, hvor kongen varetog sine administrative pligter ved rundrejser i riget, har fundet sted på adskillige af de kongelige ejendomme,, men også på adelens og klostrenes jorder. Med reformationen i 1536 overtager kongemagten klosterjorden og ved at bytte jord med adelen samler kronen efterhånden det meste af jordejendommen i Nordøstsjælland. Hensigten er bl.a. at skabe sammenhængende jagtarealer og at fremme hesteavlen.
I Christian 3.s tid opkøbes frisiske heste til stutterivange ved Esrum Sø og Frederik 2.interesserer sig allerede ved sin tronbestigelse i 1559 for hesteavlen. I 1560 forlader de sidste munke Esrum Kloster og kongen indforskriver samme år heste fra Nyborg Slot til Frederiksborg, hvor der i 1562 oprettes stutteriet. Fra d.5.april 1584 stammer følgende kongelige befaling:
”Kongen har truffet foranstaltning til at folene på Faurholm kunne blive hentede derfra; den grå tyrkiske hest, som kongen har fået af kongen af Polen, skal han lade komme til det ungerske stod på Fauerholm.”
Frederik 2. hyldes 1559 | 
Ridderturnering | 
Slottet Sparepenge | 
Esrum Kloster | 
Det første Frederiksborg |
Renæssancens heste
Ejendommen Fauerholm havde Frederik d. 2. byttet med adelsmanden Peder Oxe som i stedet fik Tølløse på Midtsjælland. Af et brev fra den efterfølgende dag fremgår det endvidere at der også var hestestod ved både Esrum og Hørsholm og at disse bl.a. rummede kraftige heste af frisisk karakter. Disse heste anvendtes fortrinsvis som køreheste. Tilsyneladende var kongen i besiddelse af både tyrkiske(arabiske) og ungarske heste og han importerede også heste fra Italien og Spanien for at udvikle avlen.
Tiden stiller nye krav til hestenes udseende og anvendelse, både militært og civilt. Kongemagten bliver mere bofast og hestene anvendes nu i stigende grad i repræsentative sammenhænge. Allerede i Frederik 2.s tid bliver den danske hest berømt ude omkring i Europa. Den ærkekatolske spanske regent Philip d.2. bestiller således i 1583 60 hopper med henblik på avl og den franske konge rekvirerer et lignende antal. Man må forestille sig prototypen som en robust og alsidig hest, som egner sig som både ride- og kørehest.
Fauerholm |
Christian 4.s tid
Christian 4. ombygger det første Frederiksborg og ved lystslottet Sparepenge opføres i 1599 en stald til 300 heste. Der indføres brændemærkning af hestene og i 1610 bliver Esrum, som hovedsagelig var en græsgård, hovedsæde for stutteriet. Et tilsvarende anlæg planlægges ved Börringe Kloster i Skåne.
I sammenhæng denne omlægning nedlægges en række landsbyer langs Esrum Sø, jorden udlægges til stutterivange(kobler) og der opføres og udbedres diger og grøfter. Der var desuden to stod ved selve Frederiksborg, hvor også tilridningen af hestene foregik. Den danske hest, Der Dänen Ross, beskrives i 1610 som en af seks forædlede europæiske hesteracer. Fortsat en robust hest med barokhestens betydelige tyngde, som det bl.a. fremgår af rytterportrætter af Christian 4.
Frederiksborghesten | 
Christian 4. til hest | 
Frederiksborg 1652 | 
Rideskolen |
Krigens betydning.
Svenskekrigene med besættelse og plyndringer i tiden 1657-1660 gik hårdt ud over stutteriet. En del heste tog svenskerne som krigsbytte, andre løb forvildede rundt i skovene og det var vanskeligt at få overblik over situationen. Det hedder herom i en skrivelse fra 1661.
”Udi Kronborg Len er ingen Ladegård uden Esrom, hvorpaa holdes kongl. Majestæts Stutteri. Ellers ligger her under Slottet trende Engvange, Gurre Vang, Teglstrup Vang og Egebæks Vang”
Kronborg Amt udgjorde den nordlige del af det nuværende Frederiksborg Amt, Frederiksborg Amt den sydlige del. Esrum er altså fortsæt centrum for Stutteriet, mens de nævnte engvange fortrinsvis anvendes til høslet. Efter høhøsten lod man som oftest hopper med føl afgræsse engene.
Hestehavehus |
Enevælde og barokheste
Christian 5.(1670-1699) havde som kronprins besøgt Ludvig d.14.s hof og der studeret enevældens pragtudfoldelse på nærmeste hold. Allerede i 1670 tager han initiativ til indførelse af tidens jagtmode, parforcejagten, indkalder dertil engelske rådgivere og indfører engelske heste til brug herfor.
I løbet af nogle årtier er stutteriet tilsyneladende kommet på fode igen efter svenskekrigene. Herom vidner bl.a. den medgift som kong Christian 5. giver sin søster, Ulrikke Eleonora, da hun i 1679, efter Skånske Krigs ophør, skal giftes med den svenske kong Carl d.11. Prinsessen forsynes med ikke mindre end 7 forspand med 6-7 heste i ensartede farver, og så det løse.
Dressurridning | 
Christian 5 | 
Rød ridedragt | 
Ridedragt 2 | 
Ridedragt 3 |
Et væddeløb
Om hestenes anvendelse og færdigheder fortæller også et berømt væddemål imellem den engelske gesandt Robert Molesworth og kongens overstaldmester, Anton Wolff baron von Haxthausen. De to vædder 1000 hollandske dukater, en ganske betydelig sum, om, hvorvidt en af kongens heste kunne løbe distancen fra Nørreport i København til byporten i Hillerød, i alt 35 kilometer på under 45 minutter.
Molesworth fik lov at vælge frit imellem fem rideheste i den kongelige stald og valgte en lille tigret(plettet) hest, som 14 dage senere gennemførte ridtet på 42 minutter, altså under den fastsatte tid. Der var her tale om en såkaldt Coureur(løber), som måske anvendtes specielt til parforcejagten Ifølge overleveringen findes den pågældende hest udstoppet på Christiansborg Ridebanemuseum
Robert Molesworth | 
Udstoppet hest |
Rideopvisninger
Hestevæddeløb var ikke en almindelig foreteelse på dette tidspunkt. Offentlig optræden var begrænset til repræsentative sammenhænge, f.eks. bryllup og begravelser, men for hoffet og indbudte gæster var der også indendørs optræden i f.eks. Christiansborg Ridehal. Ridebanen udenfor kunne naturligvis også benyttes og rundt omkring i København fandtes andre egnede arealer. Christian 5. foretræk efter sigende et areal i Rosenborg Have, men f.eks. var Kongens Bytorv, hvor Christian 5.s rytterstatue nu står, oprindelig planlagt som ridebane.
Ved de store hoffester optrådte kongen selv med andre i turneringer med ringridning og fingerede bataljer med kostbare præmier til vinderne. En øjenvidneskildring af festligheden ved Ulrikke Eleonoras forstående bryllup i 1680 beretter udførligt om en sådan optræden på Christiansborg Rideplads d. 11.april. Efter optræden med ringridning og hesteballet afsluttes med en tredje halvleg med dyrekampe imellem hunde og bjørne, tigre, grævlinger og tyre.
Prins Jørgen i trav | 
Prins Jørgen på Pompeux | 
Hesteballet | 
Rosenborgtapetet | 
Det oprindelige Christiansborg |
Den Høje Skole
Christian 5. var selv var en fortrinlig rytter, der efter sigende kunne ride 6 heste trætte på en formiddag. Det handler i den daglige træning om dressur, forskellige gangarter og spring, efter den såkaldte Høje Skoles principper. Alle disse gangarter og spring er udførligt skildret på en række malerier fra 1690erne, udført af en ukendt kunstner op ophæng på Rosenborg Slot.
Her kan man iagttage de forskellige gangarter, volter og spring, som egentlig stammer fra krigskunstens brug af hesten. Halvdelen af de 24 malerier skildrer dette, mens den anden halvdel viser scener af de såkaldte ridekarousseller optræden med ringridning med videre. De afbildede heste har, som den nuværende lippizanerhest, typisk barokhestens kendetegn,: Krumnæset hoved, svær, tykstrubet hals, lang ryg og muskuløst kryds. Billederne er efter tidens mode noget fortegnede, men viser også nogle af kendetegnene for den senere Frederiksborghest.
Dressurridning |
Prins Jørgen i trav |
Prins Jørgen på Pompeux | 
Krindsen | 
Ringridningsgitter |
Renavlen
I 1690 udsendes en stutteriordning, hvorved der indføres nye principper med såkaldt renavl efter farve, dvs. man oparbejdede enheder (stod) med ensartede heste, røde, hvide heste osv., således at kongen kunne råde over adskillige forskelligartede spand til sine mange officielle gøremål. Renavl efter farve betegner et skift i moden som har været undervejs i flere årtier, men som nu også bliver toneangivende i rokokotidens smag og retningsgivende for avlen ind i 1700-tallet.
Der indkøbes et stort antal især spanske hingste for at fremme bestræbelsen på renavl og i første omgang med gode resultater.
Heste foran Christiansstad | 
Mangefarvede heste | 
Bella og Hertha | 
Hingsten Hother |
Ryttergods og stutterier
Omkring 1700 indføres en ordning med såkaldt ryttergods, hvor en kavalerist forsynes med et lille jordlod og en hest han skulle stille med i krigstid. Krongods udlægges til formålet og kongens stutterivirksomhed leverer hestene. I 1717 overgår Esrum Kloster til ryttergods og en stor del af jorden udlægges hertil. Samme år flyttes centrum for avlsarbejdet tilbage til Frederiksborg Slot og i 1720 gøres Lille Ladegård ved Frederiksborg Slot til nyt centrum for stutteriet.
Et kort fra omkring 1720 viser stutterivangenes beliggenhed i sammenhæng med ryttergodset. Det viser et udstrakt foretagende med centrum omkring Grib Skov og Esrum Sø. Arealerne, vangene, var spredt udover hele Nordsjælland, fra Egebæksvang i øst til Pandehave Hestehave i nord. Mange stednavne i Nordsjælland, f.eks. og Hestehave ved Hillerød, Søborg Hestehave, og en lang række lokaliteter i Grib Skov med endelsen –vang, vidner fortsat om stutteriets aktiviteter.
Stutterivange 1720 | 
Stutteriet ved Frederiksborg | 
Græssende heste |
Stutteriets storhedstid
Første del af 1700-tallet betegner Frederiksborgstutteriets storhedstid og det bliver landets største landbrugsenhed med samlede tilliggender op på 11.300 tønder land, 100 fastansatte personaler og efterhånden op imod 1600 heste. Det bliver imidlertid også begyndelsen til enden. Princippet med renavl efter farver rummede stor risiko for indavl og dette bliver med tiden stadig mere tydeligt. Desuden var forbruget af heste enormt og det var forbundet med stor prestige for kongemagten at anvende de ensfarvede heste som gaver til andre kongelige.
Da Frederik 4.(1699-1730) i 1708 begiver sig på rejse ned i Europa medbringer han således to hvide hingstespænd fra Krogdalsvangen, som han forærer bort undervejs. Nogle år løb foræringernes antal op på 150 individer og medførte at man måtte opkøbe nye og andre heste til stutteriet. Da samme Frederik 4. i 1730 begraves anvendes ikke mindre end 120 helt sorte heste i forbindelse med ligtoget fra København til Roskilde.
Krogsdalsvang | 
Vangesten |
Fortsat udvidelse
Frem til omkring 1740 er hestene vinteropstaldet rundt omkring på de kongelige ladegårde, men i perioden 1742-46 opfører arkitekten Laurits de Thurah et samlet stutterikompleks kaldet Frederiksborg Ladegård. Omkring samme tidspunkt påbegynder billedhuggeren Saly en rytterstatue, der siden hen er berømmet som en af verdens bedste, og bliver selve symbolet på Frederiksborghesten. 22 år tog der Saly at færdiggøre statuen, der var skænket af Asiatisk Kompagni, som nærmest blev ruineret af projektet.
Et kort fra 1765 viser stutteriets udstrækning i Frederiksborg Amt. Her ser man stutteriets kerneområder bestående af en række vange omkring Esrum Søs vestbred, et lignende område selve Frederiksborg og endelig Store Dyrehave med tilliggende arealer. Fra dette tidspunkt stammer også en beretning om vangenes tilstand og anvendelse.
Frederiksborgstutteriet 1753 | 
Ladegården | 
Statuen på Amalienborg | 
Stutterivangene 1765. |
Nye toner
I de efterfølgende år kommer stutteriet i regulær krise, bl.a. på grund af indavl, og under Struenses regime 1771-73 begynder man at indskrænke virksomheden. Den engelskfødte dronning og Struenses elskerinde, Caroline Mathilde, er måske den sidste dronning der får hestehold i stor målestok til eget personlige brug: 2 rideheste og 31 køreheste.
Oplysningstidens nyttebetragtninger begynder nu at vinde indflydelse og for at rette op på økonomien beslutter man at sælge heste fra. Det sker på en auktion på Christiansborg og bliver et tilløbsstykke fra hele Europa. En af de frasolgte hvide hingste, Pluto, bliver en af stamfædrene til de berømte Lippizanerheste, en hoppe stammoder til den russiske Orloff-traver.
Bortsalget stopper imidlertid ikke tilbagegangen i avlen. Forsøg med avl på tværs af de enkelte stod fra omkring 1776 giver nogle positive resultater, mens eksperimenter med at hærde hestene, bl.a. ved udsætning af Fanestoddet fra Pibervangen på Hesselø i 1784, får katastrofale følger. I 1790 bliver det kongelige stutteri lagt sammen med landstutterivæsenet og skal nu i oplysningstidens ånd også medvirke til at ophjælpe bøndernes hestestammer. Et kort fra 1792 viser at stutterivangene på Cronborg Amt endnu på dette tidspunkt optager store dele af Grib Skov.
Stutterivange 1792 | 
Strøgårdsvang | 
Høsletseng |
Den store reduktion
Trods store vanskeligheder og omkostninger fremstår Frederiksborgshesten efterhånden som et nationalsymbol og først i 1799 indskrænkes stutterivirksomheden for alvor. I 1799 finder så den såkaldt store reduktion sted. 1170 tdr. land afgives til den nyoprettede avlsgård Fauerholm og de fem oprindelige stutterivange langs Esrum Sø overgår til Skoven. Skov- og landbrugsreformerne i slutningen af 1700-tallet har da allerede grebet dybt ind i stutteriets driftsform. Agerjorden er blevet udskiftet, noget heraf udstykket til husmandsbrug, men først i 1840 afløses de sidste rester af høsletshoveriet, bøndernes pligtarbejde for stutteriet. |