| Landboreformer - Sjælland
| | Nordsjælland var et centralt område i den første store reformbølge. Bl.a. fordi at man her kun skulle forholde sig til én godsejer, nemlig kronen.
Reformen betød bl.a. en ændring af kulturlandskabet, hvor de store skovarealer blev indskrænket.
På kortet over Nordsjælland fra 1768 ser man, omend lidt overdrevet, skovenes dominans før reformerne slog igennem.
|
Landbrugsreformer
Fra midten af 1700-tallet kommer der i Danmark en offentlig debat om land- og skovbrugsforholdene. Debatten er karakteristisk for oplysningstiden og den oplyste enevælde, hvor kongemagten på visse områder går i dialog med oplyste kredse i samfundet for at skabe nytænkning og udvikling. Et gennemgående synspunkt i debatten er at græsning og gærdeshugst er væsentlige årsager til skovenes slette forfatning og at man bør sigte på klarere brugsbestemmelser og adskillelse af skov og landbrug.
Jord og arbejdskraft
Den dyrkede jord der sorterede direkte under kronen i Nordsjælland var organiseret under fem ladegårde: Frederiksborg, Esrom Kloster, Kronborg, Kollerødgården og Ebbekjøbgården (senere Tulstrup og Knorrenborg Vang). Alle gårdene var bortforpagtet, bl.a. til amtslige embedsmænd, frem til 1717.
Kronens havde behov for leverancer af vildt, madvarer, brænde m.m., og havde derfor stor interesse i den arbejdskraft som bønder og husmænd leverede igennem hoveriarbejdet. For bøndernes vedkommende var der principielt ingen begrænsning i hoveriet, som udover omfattende arbejde med høslet for stutteriet og skovarbejde også omfattende kørsel for hoffet, hvor man undertiden skulle mønstre 100-200 vogne. Hertil kom f.eks. også transport af fødevarer og lån af sengeklæder. Husmændene var i reglen både håndværkere og landarbejdere, men havde dog den fordel at de kun skulle levere en dags hoveriarbejde om ugen.
Ryttergodset.
Årene 1713-14, midt under Den store nordiske Krig, var udprægede kriseår for jordbruget, bønderne forarmedes udover evne og amtmand von Raben tager initiativ til en gennemgribende reform, hvor man skulle opgive korndyrkningen og overgå helt til høslet på markerne, udleje høslættet i skovene og sigte på at ophæve hoveriet.
Så vidt kommer det dog ikke, men i 1717 vedtages en gennemgribende reform om udlægning af ryttergods, hvorved i Nordsjælland 40 tdr. hartkorn jord udlægges til underhold af 120 ryttere og heste. Landsbyer nedlægges, ladegården i Kollerød udlægges til ryttergårde for en officer og 30-40 ryttere og i Esrum opføres rytterbarakker. Bønderne skulle være med til at underholde rytterne, men den fortsatte forarmelse medfører at man i 1723 må eftergive bøndernes restancer i rytterpenge.
Stutteriets dominans
Rytterreformen er som udgangspunkt en militær reform, som også bringer en vis forandring i de dyrkningsstrukturelle problemer. Et problem havde man dog ikke imødeset, nemlig at der som følge af inddragelsen af den dyrkede jord opstår problemer med fødevareforsyningen i de større købstæder, heriblandt Helsingør..
Vigtigst var dog nok at man nu satsede ensidigt på produktion af hø til det kongelige stutteri, som sammen med ryttergodset kommer til at optage størstedelen af produktionsjorden i Nordsjælland. I 1720 er man således fra de oprindelig 10 nu kommer op på næsten 50 græsningsvange med et samlet areal på 62,5 kvadratkilometer. Antallet af heste var i første halvdel af 1700-tallet op imod 1600 og man havde behov for omkring 8000 læs hø og græs årligt.
Stutterivange 1720 | 
Stutterivangene 1765. |
Høsletsarealerne
Behovet for foderhø i stutteriets storhedstid var altså ganske enormt og stort set alt blev taget i brug. Bedst egnede til både høslet og eftergræsning var dog de opdyrkede områder og skovengene, specielt i den vestlige del af det nuværende Gribskov. Strø Vang omkring det nuværende Strøgårdsvang var deciderede høsletseng, mens andre arealer også anvendtes til græsning i større eller mindre omfang.
Det enorme behov for arbejdskraft blev på længere en hæmsko for ophævelse af hoveriet i Nordsjælland, men det forhindrer dog ikke at Nordsjælland på andre områder kommer tidligt med i reformprocessen.
Græssende heste | 
Træbevoksningen | 
Græsningsskoven | 
Høsletseng | 
Strøgårdsvang |
Udskiftning og udflytning
I 1757 nedsættes en kommission ”til landvæsnets fremtarv og nytte”, hvilket i 1758 resulterer i tre udskiftningsforordninger for Sjælland, Møn og Amager. Forordningerne sigter hovedsagelig på at ophæve fællesskabet på overdrevene imellem en landsbys medlemmer, eller flere landsbyer.
Private godsejere eksperimenterede i de efterfølgende år med mere vidtgående reformer og i 1766, efter Christian VII.s tronbestigelse, påbegyndtes reformer med ophævelse af fællesskabet imellem bønderne på krongodset i Københavns amt. Endnu en kommission, i 1768 omdannet til Generallandvæsenskollegiet, kommer i 1769 med en mere vidtgående udskiftningsforordning som tager sigt på at overdrev også inden fire år skal være ”delte og fralukkede” og fra 1776 sættes fokus på udflytningen og der stilles midler til rådighed herfor.
Nordsjælland 1768 | 
Nordsjælland 1777 | 
Stjerneudskiftning | 
Udskiftningsreformer |
Den lille Landbokomission
I 1784 nedsættes en landbokommission for Kronborg og Frederiksborg amter, den såkaldt Lille Landbokommission, og herefter går det stærkt med udskiftningerne i Nordsjælland: i 1789 er jorden udskiftet i 113 landsbyer og året efter er man færdige. Samme år er ikke mindre end 423 gårde og 257 huse udflyttede og dermed er landskabet for alvor ved at skifte karakter. Småskovene og de spredte træer på overdrevene er forsvundet, det dyrkede areal er forøget på bekostning af overdrevene og gårde og huse rejses i det åbne land, således som det fortsat er tilfældet.
Udskiftningen var det vigtigste resultat af Den lille Landbokommissions arbejde og tillige den reform der har størst betydning for ændringen af kulturlandskabet. Andre opgaver var afløsningen af hoveri og tiende med pengevederlag og desuden arbejdedes der for at udbrede kendskabet til bedre sædskifte med nye afgrøder som f.eks. kartofler. Endelig opførtes i de to daværende amter ikke mindre end 35 skoler i årene 1784-90.
Nordsjælland som eksperimentarium
Når Nordsjælland blev valgt som fokus for den lille landbokomission og dermed den første store reformbølge hang det naturligvis sammen med at man her kun skulle forholde sig til en godsejer, nemlig kronen, eller om man vil staten. Desuden var det af to årsager en forholdsvis overskuelig opgave. Krongodset omfattede kun omkring 160 landsbyer med omkring 1300 gårdejere og hertil kom at en stor del allerede var udskiftet ved de første reformbestræbelser tilbage i 1760erne og 70erne.
Det er nok også forklaringen på at ændringerne i landskabets karakter tydeligt kan øjnes allerede på kortet fra Videnskabernes Selskab fra 1777, sammenlignet med et tilsvarende kort fra 1768. Udskiftningskort for de enkelte landsbyer giver et detaljeindblik i processen og ændringerne på lokalt plan. På udskiftningskortet fra Horserød kan man f.eks. tydeligt iagttage det gamle og nye dyrkningsmønster, hvorledes overdrevsjord og tidlige skovareal inddrages i processen og en klar adskillelse imellem agerjord og skov opstår.
Nordsjælland 1777 |
Sandflugt og skovrejsning
Sandflugt og vandreklitter har sammenhæng med skovfældning og overgangen til landbrugsproduktion og allerede i 1200-tallet er der tegn på tiltagende sandflugt. Den middelalderlige krise i 1300-tallet i forbindelse med Den sorte Død, nedgang i befolkningstallet og ødegårde giver landskabet mulighed for at regenerere og på Sjælland springer tidligere landbrugsområder flere steder i skov. Den situation varer frem til engang i 1600-tallet, hvor befolkningsstigning, krig og ødelæggelse igen udsætter naturgrundlaget for øget pres.
I Nordsjælland er tidligere rige landbrugsområder nord for Arresø opgivet og indsejlingen til både Arresø og Søborg sø er blokeret. I starten af 1700-tallet er situationen under hastig forværring i Nordsjælland og f.eks. også på Bornholm og statsmagten tager nu initiativ til at bremse denne udvikling. Som i tilfældet med skov- og landbrugsreformerne tager man først fat i Nordsjælland.
Sandflugten |
Læhegn og beplantninger
I 1702 klagede Tisvilde og Tibirkes beboere deres nød til kongen med henvisning til at sidstnævnte landsby var næsten ødelagt af sandflugten. Bønderne får hjælp til at opsætte gærder og nedslag i skatten, men først i 1724 bliver der taget initiativ til en mere målrettet bekæmpelse med ansættelse af Ulrich Röhl til ”Inspektør ved flyvesandet på Kronborg Amt”. Der plantes ved indforskrevne hovbønder marehalm og hjelm og beklædes med græstørv i en 15-årig periode.
På Videnskabernes Selskabs kort fra 1777 bemærker man, at der i sammenhæng med den generelle reduktion af skovarealet faktisk også er tale om skovrejsning langs Nordkysten, bl.a. de områder der i dag rummer Asserbo og Hornbæk plantager. Disse områder er tilplantet med henblik på at stoppe den tiltagende sandflugt, som efterhånden havde udartet sig til en økologisk katastrofe i hele landet og ligeledes i Skåne.
Beplantningerne følges op med læhegn i form af skovbeplantninger. Den første påbegyndes i 1726 ved Tisvilde. Tisvilde Plantage udvides i 1793 med 27,5 ha skovfyr, samme år anlægges 14 ha ved Hornbæk og i 1799 følges op med en beplantning ved Sonnerup Skov i Odsherred.
Bekæmpelse af sandflugt |
|