| Helsingborg - med raske skridt
| | I løbet af 1800-tallet udviklede Helsingborg sig fra at være en lille kystby til en, efter Øresundsregionens forhold, stor og betydningsfuld industri og handelsby. |
”Hvad angår mig selv, så hælder jeg kraftigt til den side, som vil placere Helsingborg foran alt andet. Ikke fordi man ikke kan finde andre svenske landskaber som, ved første blik, er endnu mere storartede, iøjnefaldende og effektfulde, men fordi Helsingborg i det lange løb er mere interessant. Anden svensk natur ejer storhed, ejer behag, ejer hvad I vil; men den mangler liv; den har denne oldnordiske stilhed, denne højtidelige urørlighed, som har øjeblikkets følelsesladede effekt, men som bliver forstemmende ved et længere samvær. Her har man et maleri med figurer, et bevægeligt, altid omvekslende og selvfornyende skuespil; det er en natur som man ikke trættes af, som man kan omgås, i stedet for at bare flygtigt beundre. Stå op en forårsmorgen, når solen ligger over den danske kyst, over alle haverne, dristigt henkastede hist og pist på de lunefuldt udskårne skråninger, under hvis skygge Helsingborg breder sig. Stå op hvis I behager, og se ud over Sundet! over dette hav, som her er en flod! men en flod med hundreder af sejl, øst- og vestindiensejlere, amerikanere, briter, linieskibe fra Archangel, frugtskibe fra Middelhavet! betragt denne tavle, så unik, så fuld af farve og følelse, og dertil så dramatisk.”
(Ur "Helsingborg och dess nejder", 1851)
Sådan beskrev Oscar Patrik Sturzen-Becker Helsingborg i 1851, en by som den gang havde omtrent 4 000 indbyggere.
Helsingborg i 1880´erne | 
Helsingborg 1860 | 
Helsingborg 1900 |
Konsul Olsson
Ved den tid arbejdede en ung mand fra Fleninge som butiksassistent i byen. Den unge, dybt religiøse mand hed Petter Olsson. Han spurgte engang sognepræsten Peter Wieselgren, om han kunde blive præst. Da dette forudsatte en dyr uddannelse og Petter Olsson var fattig, mente præsten at han i stedet kunne blive lærer. Men Petter Olsson valgte en anden bane. I 1853, samme år som Krimkriget brød ud, vovede han at starte sit eget firma i kornbranchen.
England, som stod på Tyrkiets side i krigen mod Rusland, kunne ikke dække sit kornforbrug i krigsårene, og en god del af Olssons korn blev derfor sendt til London, hvor hestene trængte til energi, for at bl.a. trække sporvogne. Gevinsten blev naturligvis god, og med den fremtidsoptimisme, som prægede 1800-tallet, begyndte Olsson at bygge sit imperium. Han indså behovet for gode kommunikationsmidler for at kunne transportere korn til sit lager på Kullagatan, hvor hans bolig og som han også brugte til gudstjenestelokal for de vækkelsesmøder han ledte. Han indså også at der manglede en god havn, for at sende havren videre til Londons heste.
Petter Olsson | 
Arbejdere | 
Helsingborg Havn 1893 | 
Konsul Olssons magasin |
Infrastrukturen udbygges
Gennem sit kommunale engagement kunde han arbejde på forbedring af kommunikationsmidlerne. I perioden fra 1865 til 1885 bidrog han til, at Helsingborg fik jernbaneforbindelser i alle retninger. Først til Billeberga /Eslöv og siden til Hässleholm, til Åstorp og Värnamo. Efter dette var byen koblet til de store hovedbaner og havde dermed jernbaneforbindelse til Stockholm, Göteborg og Malmö. Samtidigt udvidedes og uddybedes havnen og Sveriges første togfærgeforbindelse til udlandet kunde åbnes i 1892.
Havnens udvidelse blev positiv for rederinæringen i Helsingborg. Ved århundredets slutning havde byen landets tredje største handelsflåde. Petter Olsson startede flere industrier bl.a. teglværk, dampmøllen og gummifabrikken, hvor Henry 251 senere skulle starte galocheproduktion. Han brændte for byen og dens udvikling, men også for sin pietistiske religiøsitet. Missionshuset på Kullagatan var i høj grad Petter Olssons værk. Hele livet var han tro mod sin religiøse overbevisning og fortalte at han gerne ville gøre Helsingborg til “en by til Guds Ære”. Hans store familie opholdt sig om sommeren i sommervillaen Øresundslyst på den danske side af sundet.
Konsul Persson
En anden ung mand kom fra Allerum til byen og begyndte også at arbejde i en forretning. Han hed Nils Persson og var en udadvendt og selskabelig mand. Også han vovede at åbne sin egen forretning og begyndte i 1860´erne at importere kunstgødning, som han solgte til bønderne. Han spekulerede over muligheden for selv at producere og inden længe anlagde han en kunstgødningsfabrik ”Fosfaten”.
Fortjenesten var naturligvis god og han udvidede sit imperium med bl.a. kobberværket, som udnyttede og forædlede biprodukterne fra fosfatfabrikken. Da han anlagde dampteglværket havde han lykken med sig, eftersom Helsingborgs og især Københavns byggeaktivitet var meget stor i 1800-tallets senere del, så efterspørgslen på tegl var stor. Persson producerede rødt tegl mens Olssons var gult. Man talte tit i byen om, hvordan man kunne se forskellen på de to herrers revir? Jo, man kunne se det så på teglet.) Persson donerede et jordstykke til byen tæt på kirkegården ved Södergatan. Jorden skulle benyttes til begravelsesplads og overskuddet fra gravafgifterne skulle tilfalde ”pauvre honteux”, trængende fattige I Helsingborg.
Nils Persson | 
Perssons fosfatfabrik 1888 | 
Söder-industriområdet |
Konsulstyret
Olsson og Persson bestemte i byen. De ejede store industrier, sad i bystyret og såmænd også i riksdagen. Betydningsfulde personer blev tit udnævnt til konsul, og denne titel modtog bl.a. Olsson og Persson. Helsingborg blev, ved århundredeskiftet, nævnt som ”konsulernes by”. De to lignede hinanden meget, i initiativkraft, driftighed og foretagsomhed, men privat var de hinandens absolutte modpoler. Olsson levede i forholdsvis enkelhed i sin lejlighed ved magasinet på Kullagatan, mens Perssons tilværelse i den flotte villa ved sygehuset var mere vidtløftig. Olsson brugte sin fritid til bibelstudier og prædiken, mens Persson færdedes meget på Ramlösa Brønd. Olsson var afholdsmand, Persson var det ikke.
Tilflytning
De to konsulers driftighed gav et godt skub i Helsingborgs udvikling. Fra 1860 til 1900 femdobledes befolkningen, noget som ingen anden by i Sverige kunne opvise. I perioden 1850-1920 steg Helsingborgs befolkning med 1149 %, mens nabobyen Landskrona i samme periode steg med 493 % og Lund med 346 %. Malmö var i det mindste i nærheden med 867 %. Øresundstoldens afskaffelse viste sig også gunstigt for Helsingborg, på bekostning af nabobyen Helsingør.
Man hævder at tilflytningen til Helsingborg til tider var så stor, at folkeregistret ikke kunne holde trit. Sognepræsten måtte ind imellem, af ren udmattelse, lade pennen ligge. De omfattende nybygninger forandrede byens udseende. De stilarter som var populære ved århundredets slutning blev rigt repræsenteret i byen. Nyklassicisme og nyrenæssance ses tydelig langs Järnvägsgatan, Trädgårdsgatan og Drottninggatan og eksempler på nygotikken findes i Rådhuset, Gustav Adolfs kirke og Nicolaiskolen. Den store indflytning af arbejdere resulterede i mange nye arbejderboliger i den sydlige del af byen, der hvor industrierne placeredes.
Järnvägsgatan | 
Rådhuset i Helsingborg | 
Gustav Adolfs kyrkan |
Konsul Trapp - den tredje mannen
Endnu en mand med konsultitel skal nævnes og han var dybt engageret i at bevare det gamle Helsingborg under den massive forandringsproces som pågik. Oscar Trapp, som boede i Fredriksdal, interesserede sig for historie og i forening med sit kommunale engagement, bidrog han til renoveringen af Kärnan og Mariakirken og gennemførte udgravninger ved nogle af de gamle middelalderkirker. Han medvirkede også til at Jakob Hansens hus fra 1600-tallet blev bevaret for eftertiden. Desuden var han manden bag det svenske flag. Som riksdagsmand foreslog han, at flaget kun måtte have bestemte farvenuancer og ikke, som tidligere, varierende fra flag til flag. Hans forslag vandt gehør og således fik det svenske flag, gennem en lov fra 1906, de farver det har i dag.
Oscar Trapp 1847-1916 | 
Fredriksdal | 
Bykvarter i Fredriksdal |
Sturzen-Becker
Hvis Malmö i 1880´erne fik et socialistisk talerør i Axel Danielssons Arbetet, så havde Helsingborg allerede fra slutningen af 1840-tallet en radikal liberal platform i avisen Öresundsposten. Avisen propaganderede tidligt for at afskaffe stænderriksdagen, indføre republik og udvide stemmeretten. Krav om større frihed og mindre uretfærdighed var tilbagevendende temaer i spalterne. Der blev skudt imod kirken, især den kendte afholdsmanden og sognepræst Peter Wieselgren. Efter skandinavismens nedgang i slutningen af 1860´erne støttede avisen Norges selvstændighed, og arbejdede derfor for en opløsning af unionen.
Öresundsposten fik stor gennemslagskraft i hele landet og blev besværende for staten. Kritikken mod monarkiet, uretfærdighederne og unionen betød naturligvis, at myndighederne greb ind, og avisen konfiskeredes flere gange, men genopstod, ligesom Aftonbladet, med nyt navn. Således ændredes navnet fra Öresundsposten til Allmänna Öresundsposten, senere til Nyare Öresundsposten og da også den blev forbudt, Nyaste Öresundsposten.
Sturzen-Becker | 
Öresundsposten | 
Peter Wieselgren |
Kampklare Sturzen-Becker
Öresundsposten blev grundet 1847 af Oscar Patrick Sturzen-Becker, som hurtigt gjorde avisen til skandinavismens vigtigste talerør i Sverige. Han havde tidligere arbejdet som forfatter og journalist i Uppsala og Stockholm. Efter sit brud med de romantiske ideal, indledte han et mere realistisk forfatterskab og blev desuden forkæmper for den radikale liberalisme. Som skandinavist ville han desuden gerne sprede kendskab til den svenske kultur i Danmark, hvilket han bl.a. gjorde gennem at holde forelæsninger i København i 1840´erne.
Han stod på August Blanches side i en hadsk strid mod forfatteren Carl Jonas Love Almquist. Uanset dette gav han Almqvist sin private støtte, da denne holdt sig skjult fra de anklager, som rettedes mod ham efter en sag vedrørende en forgivet ågerkarl i Stockholm. Sturzen-Becker holdt Almqvist skjult i sit hjem i Helsingborg, inden han hjalp ham at flygte over sundet. Almqvist vendte aldrig tilbage til Sverige. Ved hans død i 1866 skrev Sturzen-Becker et digt, hvori han gav Almqvist oprejsning som romantiker og samtidigt mindede om den junimorgen i 1851, da Almqvist flygtede over til Helsingør.
Fredrik Borg
Öresundsposten blev i 1855 overtaget af Fredrik Borg, en af de mest fremtrædende skikkelser i 1800-tallets svenske idéhistorie. Han blev født i Landskrona i 1824 og efter studier i Lund, hvor han tidligt kom i kontakt med den kontinentale radikalisme, arbejdede han i Stockholm som forfatter og journalist og grundlagde der Sveriges første socialistiske arbejderforening (1850). Han kom til Helsingborg og Öresundsposten efter anbefaling af Aftonbladets Lars Johan 254. Samarbejdet mellem Borg og Sturzen-Becker var ikke altid gnidningsfrit. Borg forblev romantiker og holdt aldrig op med at drømme om en bedre verden med frihed og retfærdighed som livsmønster.
Fredrik Borg |
Radikalt kvindesyn
I juli 1858 holdtes et stort skandinavistisk møde i Ramlösa og tusinder af danske mødedeltagere blev modtaget med fuld musik i Helsingborgs havn. Byen var smykket med flag og stemningen var høj. Mødet blev ikke bare en skandinavistisk manifestation, men udviklede sig også til en idéhistorisk bombe. Næsten 12 000 skandinavister var samlet i Ramlösa. Taler blev holdt, af Ploug, Ahnfelt og alle de øvrige entusiaster for den skandinavistiske sag. Fredrik Borg besteg podiet, og præsenterede sit kvindesyn, som fik tilskuerne til at måbe. Han forklarede det urimelige i kun at se kvinden som ”moder, ægtefælle, elskerinde”, når manden, samtidigt, ikke bare betragtedes som ”fader, ægtefælle, elsker”, men desuden som medborgee. Borg krævede medborgerlige rettigheder for kvinden og desuden den samme ret som manden, til uddannelse og erhvervsarbejde.
Dette var en ligestillingserklæring, som var langt forud for sin tid og Borg fulgte sine idéer op, da han som rigsdagsmand, i 1884, som den første, krævede kvindelig stemmeret. Han vandt dog ikke gehør for sit forslag og sagen blev liggende i 35 år, før riksdagen besluttede at indføre kvindelig stemmeret. Talen i Ramlösa i 1858 var langt forud for sin tid og den var en lysende tale. Borg startede her en diskussion som blev et tilbagevendende tema i Öresundsposten. Talen blev gengivet i avisen den 16. juli 1858 og en del af talen gengives her som en kilde, men slutningen af talen til kvinden må her citeres direkte: ”Sæt hende i sollyset, i hvis varme hendes kærlighedsrige væsen kan blomstre og give mange frugte, selv til samfundet.”
Fremskridtets mand
I Helsingborg plagedes Borg, i begyndelsen, af provinsbyens snæversyn og intolerance, men som kommunalmand, tillige riksdagsmand, optogs han hurtigt af byens udvikling. Efterhånden følte han sig temmelig tilfreds med Helsingborgs forandring og fremgang. I begyndelsen af 1860´erne følte han sig så knyttet til byen, at han købte ”et lille hyggeligt og velbeliggende hus, tæt på torvet”. Man må heller ikke glemme, at også Borg (ikke bare konsulerne) havde indflydelse på jernbanens komme i Helsingborg. Det var også til dels Borgs fortjeneste, at byen fik et bibliotek i 1860 og et nyt teater i 1877.
Aviserne Helsingborgsposten og Helsingborgs Tidning prøvede begge at vælte Borg, men de hårde angreb fra konkurrenterne med støtte fra Sturzen-Becker, førte bare til at Öresundsposten fik endnu flere abonnenter. Borg havde også mange venner, som hans omfangsrige brevveksling vidner om. Viktor Rydberg, Carl Jonas Love Almqvist, Lars Johan Hierta og Bjørnsstjerne Bjørnson tilhørte alle hans vennekreds. Med den sidstnævnte samarbejdede han intenst i kampen for Norges selvstændighed. Borg blev, måske pga. sin vennekreds, med tiden en udpræget liberalist og brød med socialismens klassetænkning.
Kulturen og Idrættens by
I kølvandet på den kraftige urbanisering skete der alle mulige ting. Vi har allerede nævnt biblioteket og det nye teater, som mange betragtede som landets smukkeste og som ufølsomme politikere næsten hundrede år senere lod forfalde og nedrive. Men også idrætten kom for at blive. I 1868 afholdt byen Nordens første internationale kaproning og Karl XV, prins Oscar og den danske kronprins var til stede. I 1896, samme år som de olympiske lege genopstod i Athen, afvikledes i Helsingborg de første svenske mesterskab i atletik og ved samme tid spilledes her den første svenske mesterskabsfinal i fodbold (Helsingborg tabte til Örgryte fra Göteborg). I 1898 indviedes den nu klassiske idrætsarena ”Olympia”.
Tilmed i Stockholm forundredes man over Helsingborgs hurtige fremskridt og i Aftonbladet kunne man, lige efter århundredeskiftet, læse følgende træfsikre beskrivelse af Helsingborgs udvikling:
”Det er ligt et eventyr, at Helsingborg på kortere tid end en mandsalder, har svunget sig op fra en lille landsby, som forsørgede sig af lidt landhandel og søfart, lidt håndværk og megen snyd og bedrag, til en af rigets største og mest livskraftige byer, i fuld blomst gennem frugterne af nogle få mænds forudseenhed og initiativ.”
Helsingborg Teater 1877 |
|