Skip Navigation Links
Forside
Historie
Temaer
Turisme
Undervisning
Søgning
The 19th Century
Skip Navigation Links
HistorieExpand Historie
Skip Navigation Links
TemaerExpand Temaer
TurismeExpand Turisme
UndervisningExpand Undervisning

Skip Navigation Links
BilledkategoriExpand Billedkategori
Skip Navigation Links
TidslinieExpand Tidslinie

Rejseskildringer

*

Fra forskellige af samtidens kulturpersonligheder foreligger der rejseskildringer fra både Sjælland og Skåne i begyndelsen af 1800-tallet.

Datidens rejseskildringer giver os et billede af, hvordan landskaberne og byerne så ud. Man fornemmer også tidens levemåde og mentalitet.

Miranda, Odenkrants, Molbech

*

Den svenske embedsmand Odenkrants foretog i sommeren 1806 en rejse fra Helsingborg over Helsingør til København. Odencrants førte dagbog under rejsen.

Det samme gjorde Francisco de Miranda fra Venezuela og den danske historiker og sprogmand Christian Molbech.

Francisco de Miranda
I slutningen af 1700-talet foretog Francisco de Miranda, den senere folke- og frihedshelt i sit hjemland, Venezuela, en dannelsesrejse i Europa. Han var personlig ven af den russiske kejserinde, men nåede også at blive general i den franske revolutionshær og døde i spansk fangenskab. I slutningen af 1787 er Miranda på vej fra Sct. Petersborg via Sverige til København. Turen igennem Sverige er foregået i egen vogn frem til Helsingborg:
"Den 21. december 1787
Inden man i Helsingborg havde stemplet et »Passer" i mit pas, og båden var kommet, var klokken allerede blevet over 3. Der var også tusind diskussioner med folkene i tolden om undersøgelsen af min bagage, men til slut kom overtoldinspektøren, baron Koskull (Kuskaal), som med stor elskværdighed bragte orden i det hele og fulgte mig ud på bryggen (han rådede mig dog til at give en skærv til vagterne), men her fandt jeg min vogn skilt ad og allerede bragt ombord på en båd med voldsomme stød og slag, så jeg ikke begriber, at den ikke blev slået i tusind stykker. Og for dette var jeg nødt til at betale en rigsdaler til folkene!
Omsider hejsede vi dog sejl, og med en gunstig vind kunne vi efter fem og tyve minutters sejlads stige i land i Helsingør(Elsineur)
På overfarten kunne man nyde det skønneste syn af begge kysterne og udsigten fra land til land. Afstanden fra Sverige er en halv mil (efter hvad en ingeniør i Helsingør fortalte mig 9.840 skridt, målt med en kæde trukket over isen).
I Helsingør blev jeg først antastet af en vagthavende sergent, der skulle have mit pas for at give det til kommandanten; dernæst af betjentene, som skulle undersøge min bagage. Toldkontrolløren, monsieur Møllerz var dog så venlig at lade mig gå ind i sin stue, indtil mit stakkels køretøj var blevet udskibet i samme jammerlige forfatning, hvori det var blevet indskibet. Og så blev jeg oven i købet tvunget til at betale en rigsdaler derfor! Så fulgte det forbandede toldeftersyn, der ubarmhjertigt gennemrodede hele min smule bagage, de så endda efter, om mine veste var brugt eller ej! I sandhed, hvilken smålighed!
... Til sidst måtte jeg så betale 2 rigsdaler til båden, der havde bragt mig fra Helsingborg, og da jeg omsider havde rystet alle disse kæltringer af mig og var sluppet ud af denne redelighed, tog jeg ind på Carmichael.s gæstgivergård (Karmickell), hvis ejer, der lød dette navn, havde hjulpet mig ud af kniben…"
Francisco de Miranda
Francisco de Miranda

Thor August Odencrants
Som det fremgår af Mirandas skildring er det omkring århundredeskiftet ikke så ligetil at krydse Øresund. Der er kun et par faste ugentlige afgange med sejlbåd hver vej og det kunne være både dyrt og besværligt. En af dem der tager turen er den senere svenske landsdommer, Thor August Odencrants, en mand af den højere embedsmandsstand, som tager på dannelsesrejse i nabolandet. Her et uddrag fra hans ankomst til Helsingør d.31. juli 1806:
”Fra søen præsenterer Helsingborg sig mindre til sin fordel eller som en bondeby imod Helsingør, som ved større bygninger, kirke med højt tårn, alle skibene og fornemmelig Kronborg Slot frembyder et langt mere imponerende skue...
...Sproget forstod jeg vel, men syntes – som formentlig de fleste svenske - at dets lyd er ubehagelig og blødagtig. Noget værdigt og stolt måtte man vist aldrig udsige med fynd på dette sprog, som ene synes at høre fejheden og den svage til. Måske denne ide hidrører fra en slags medfødt antipati mod alt dansk. Den fremkalder foragt, men den som de danske nærer mod os kommer vist af nogen frygt og såret egenkærlighed.”
Odencrants (1782 - 1829)
Odencrants (1782 - 1829)
Odencrants dagbog
Odencrants dagbog

Christian Molbech på Sjælland
Den danske historiker og sprogmand Christian Molbech, der senere bliver en vigtig formidler af det kulturelle samarbejde over Øresund, giver i skriftet ”Ungdomsvandringer i mit Fødeland” en tidstypisk skildring af den nordsjællandske natur. Molbech er på vandretur fra Esrum til Helsingør:
»Fra Esrom lagde jeg Vejen forbi Gurre til Helsingør. Længe nød jeg Udsigten over den blikstille Esrom Sø, som man her fra Bankerne ved dens nordlige Ende ganske overseer. Den store blanke Flade lå spejlklar for mig; mit Øje gled hen over Vandet forbi den høje Skov, en lang, grønklædt Mur, der hegner den vestlige Bred, forbi Fredensborgs Tårnspidser og det skinnende hvide Skipperhus, til det i den fjernere Baggrund tabte sig i Bugter, hvor Skovene vare omhyllede af tynde Morgentåger…
…Under sådanne Omskiftninger så jeg den herlige Sø til forskellige Tider, og altid opdagede jeg ny Skønhed. Såre dejligt fandt jeg det, gennem den adspredte Skov ved Søens nordøstlige Kant, at se den snart at vise sig, snart at forsvinde og således længe, skønt svindende, at følge mig, til den endelig sagde mig Farvel på Bankerne ved Landsbyen Tikøb. .."
Molbech er, som det fremgår, betaget af det storslåede udsyn over Esrum Sø og vil i Tikøb gerne besøge den gamle kirke, men finder den aflåst og begiver sig videre på sin færd. I Tikøb bliver han på bedste oplysningsmaner betaget af en usædvanlig bondehave, men har, som det fremgår, ikke meget til overs for bondestandens æstetiske sans:
"…jeg fik nogen Oprejsning for dette Savn ved at køre forbi en stor, meget vel anlagt og indhegnet Bondehave, tilhørende den brave Lars Olsen i Tikøb hvor jeg ikke blot så Frugttræer og Havebede og Gange i den pyntelige Orden; men endog en Træhave på den anden Side af Vejen, hvor Ejeren opelsker og poder allehånde Frugttræer.
Så meget dette Syn end fornøjede mig, blev dog både min æstetiske og økonomiske Nydelse hastig forstyrret ved den Tanke, at hvad jeg her så, er i Sjælland måske en Undtagelse af en blandt hundrede. Det varede længe, før jeg kunde glemme denne Have; og da Økonomien aldrig ret kan blive Hovedsagen hos mig, tænkte jeg mig først, hvor muntre og livlige vore Landsbyer og adspredte Bøndergårde vilde blive, når vi få dem omringede af sådanne Haver.
Uvilkårlig måtte jeg da også tænke på, hvorledes ikke blot Bondens Pung, men også hans Sædelighed kunde vinde ved den forøgede Virksomhed og behagelige Afveksling, som den blide Havedyrkning, en Syssel, der nærmer Mennesket så meget til det Skønne i Naturen, kunde forskaffe ham. Det er en almindelig, og mig synes ikke glædelig Erfaring, at folk af denne Klasse ikke blot savne næsten al Sands for det Skønne; men at de og såre sjældent ville lægge Vind på nogen Frembringelse, der ikke lover øjeblikkelig Fordel. Jeg er ikke af dem, som kunne ønske denne Folkeklasse en unaturlig Kultur; men det synes mig, at Havedyrkning er en af de rolige, fredelige Sysler, der fortjene og behøve Opmuntring og fuld Opmærksomhed hos dem, der ville arbejde på Bondestandens sande Forædling."
Christian Molbech
Christian Molbech

Land og by
Molbech dvæler på sin videre færd ved egnens ”ensomme skønhed” og har svært ved at forlade den stemning igen, for gensynet med kulturen i form af købstaden Helsingør bekommer ham tilsyneladende ikke særligt godt.
"I en blid, alvorlig Stemning forlod jeg Gurre, hvis stille ensomme Skiønhed, set på en lys, men ikke klar Høstdag, har et stærkt romantisk Anstrøg, der vedligeholder sig gennem den vilde udyrkede Sandegn imellem Skovene ved Gurre og Helsingør. Banker med sparsomt Krat, Tørvemoser, øde Lyngheder, hvor hist og her et lille ensomt Træ afbryder den sørgelige Ensformighed, som de ellers ret venlige røde Lyngblomster omsider frembringe - dette er Alt, hvad vi her møde. På enkelte Steder frembringer det en underlig Kontrast, på den ene Side af Vejen, at se en vel dyrket Ager, og paa den anden, den nøgne, vilde Hede. Imidlertid fandt jeg denne Vej aldeles ikke ubehagelig; den fremmede, øde Skikkelse, hvori jeg så Naturen, var mig endog ret interessant; jeg var ligesom med et forflyttet ud af Sjælland, og Egnen om Helsingør, der ligger skjult bag høje Banker, indtil man er Byen ganske nær, Udsigterne over Sundet, og Byens eget Udseende var mig ligeså nyt som alt det Øvrige.
En Købstad med 5 til 6000 Mennesker i Fredstider er naturligvis noget Andet end vore almindelige Smaastæder, og vi genfinder her kun en Del af disses udvortes Præg. Skønt Folkevrimlen i disse Tider er langt mindre, end da Handel og Skibsfart blomstrede, var den Befolkning, jeg fandt på Gaderne, mig dog næsten overraskende. Byens Beliggenhed fandt jeg i det Hele temmelig sørgelig; og skønt den har adskillige ordentlige Gader, og ikke få store og smukke Huse, blev jeg dog om¬sider ked af at vanke omkring imellem den større Mængde af sletbyggede Gader og Huse, som man i Almindelighed finder dem i vore små Købstæder."

Molbech i Skåne
Christian Molbech fortsætter i de efterfølgende år sine fodrejser på den anden side at Øresund og samler sine beskrivelser heraf i værket Rejser i Sverrig 1812. Heri findes bl.a. følgende skildring af egnen omkring Bækkeskov i det nordøstlige Skåne:
"Veien følger en Stund Bredden af Kiaby eller Opmanna-Sø, og nu viser sig med ét det romantiske Bekkeskov på en skovbegroet Landtunge imellem to Indsøer. Den anden af disse er den store lvø-Sø, hvis Vandflade lyste frem imellem Bakkerne. Den har sit navn af Ivø, en stor, til dels med Skov bevokset ø, der udgør et helt Kirkesogn, hvis Bønder gør Hoveri til Bekkeskov. Over Træerne, plantede langs med Søens Bred og omkring Gården, hævede den gamle Klosterbygning sine røde Mure og Tårne, hvilke i Aftensolens Glans luede med stærkere Rødme, end om Dagen.
Et dejligt, malerisk Landskab, og en såre romantisk Beliggenhed! Skulde jeg ligne denne Klosterbygning med nogen i Danmark, som jeg kender, måtte det være med Herlufsholm; men Bekkeskov ligger i en skønnere og rigere Egn.
. . . Ved Bekkeskov er en stor og smuk Have, der strækker sig ned til Søen. Her traf jeg en ung Officer, Ritmester Toll, Generalens Brodersøn og Adjudant, der havde den Artighed at vise mig om i Haven. Det skønneste Parti er en herlig, tæt Lund, langs med den brede Kanal, der slynger sig dejligt igennem de mørke Løvhvælvinger. En Del af de tilgrænsende Marker med Agre og Enge er sat i Forbindelse med Haven, og ved adskillige vakre Anlæg, uden at berøves sin Bestemmelse, forvandlet til en vidtløftig Park."

Arndts rejse

*

Ernst Moritz Arndt (1769-1860) fra Rügen beskrev 1804 en rejse, som han gjorde i Skåne. Ikke mindst fascineredes forfatteren af Øresundskysten.

Arndt beskrev et landskap i forandring. Indenfor landbruget iagttog han især de nye landbrugsmetoder.


Arndts Rejse
I begyndelsen af 1800-tallet blev det populært at læse rejseskildringer. Mange forfattere formidlede deres oplevelser fra fremmede miljøer. Ernst Moritz Arndt var en af disse rejsende, og han udforskede det eksotiske Sverige. Han var født på Rügen, som på det tidspunkt tilhørte Sverige, hvilket måske er en forklaring på hans interesse for dette nordiske land.
Arndt gjorde akademisk karriere og blev professor i historie både i Greifswald og i Bonn. Han kom dog i unåde hos myndighederne for sine liberale holdninger. Han bekæmpede stavnsbåndet og var en stor tilhænger af tanken om Tysklands forening. Hadet mod Frankrig og Napoleon var tydeligt, og han havde generelt en negativ indstilling til enevoldsherskere. Han mente at initiativrige fabrikanter og godsejere bidrog mere til samfundets udvikling end konservative konger, præster og bønder - en opfattelse som ikke faldt i god jord hos etablissementet. Efterhånden fik han genoprejsning, og i dag hedder universitetet i Greifswald ”Ernst-Moritz-Arndt-Universität”, og flere andre skoler og institutioner i Tyskland er opkaldt efter ham.
Ernst Moritz Arndt
Ernst Moritz Arndt
Sejlads over Sundet
Sejlads over Sundet

At rejse er at lære.
Tyskeren Arndt foretog en rejse gennem Sverige og som samlede sine indtryk i sin berømte rejseberetning ”Reise durch Schweden im Jahr 1804”. Arndts rejseskildring af Sverige er en guldgrube for den kulturhistorisk interesserede. Om denne bog er det blevet sagt, at den lærte svenskerne at kende deres land. Rejseskildringen afsluttes med rundrejsen i Skåne, og gennem den kan vi også få øjebliksbilleder af Øresundskysten, godt halvtreds år efter Linnés skånske rejse. Her følger en mosaik af nogle arndtske indtryk.
Han beskrev sit første indtryk af Øresund, fra Romeleklint, på denne betagende måde:
”Jeg stoppede op i nogle minutter i det klareste solskin for at nyde den vidtstrakte udsigt, over Lund, Malmö, havet og til Københavns tårne. ”

Besøg i Lund
Til Lund kom Arndt fra Blekinge via Åhus – Yngsjö – Sjöbo og Dalby. Lund som by inspirerede ikke Arndt til høje tanker, og end ikke domkirken imponerede ham synderligt:
”Lund er en åben, uregelmæssig og på ingen måde velbygget by, som ej gennem nogen handel kan få anseelse, men i stedet nu lader til at trække sin fornemste næring fra jordbruget og universitetet. Den eneste gamle og bemærkelsesværdige bygning i byen er domkirken, i hvilken jeg dog ikke har fundet det store underværk af arkitektur, som mange omtaler.”
Virksomheden i Den Botaniske Have og Den Akademiske Plantage tydede på, at man prøvede på at tage ved lære af bl.a. Linnés synspunkter om det milde klimas fordele for Skåne:
”Man ville i dette nordiske land med tvang frembringe meget, som ikke engang i alle Tysklands provinser har god fremgang, og troede dermed, at Skåne, som den mest i syd beliggende provins, i særdeleshed burde have en tjenlig jordkvalitet for sydlige landes vækster. Man begyndte at så mange slags udenlandske farveplanter og plantede en hel del morbærtræ, således at man ikke skulle behøve at købe rå silke af italienere og franskmænd. Ifølge en af magistraten i Lund afgiven beretning, opdyrkedes omkring 100,000 morbærtræer fra frø, og disse overlevede flere vintre.”
Med hensyn til universitetet virkede Arndt mest interesseret i professorernes økonomiske vilkår. Han forlod Lund og den flade Lundasletten, ”verdens bedste landbrugsjord”, og begav sig til det nordvestlige Skåne, hvor Ängeltofta, Kullahalvøen og Helsingborg lokkede.
Lund
Lund
Lunds Domkirke
Lunds Domkirke

Mønsterlandbrug
Ängeltofta gods, som ligger i Barkåkra udenfor Ängelholm, var blevet kendt for de rationaliseringer, som Ritmester Karl Georg Stiernsvärd havde gennemført i begyndelsen af 1800-tallet. I hans tid tidobledes gårdens afkast ved at han udskiftede jorden, afskaffede hoveriet og lod fremstille nye jordbrugsredskaber. Arndt var fuld af beundring over foretagendet på godset, en beundring, som senere kun blev overtruffet af besøget på Svanholm. Han beskrev Stiernsvärds rationaliseringsarbejde:
”Han traf nu en fuldkommen ny og virkelig dristig beslutning, nemlig at indskrive skotter og drive jordbruget efter skotsk og engelsk facon. Skotske smede lavede nye redskaber, og især lovpriste Arndt den skotske plov, som ej vender furerne, men opstiller dem mod hinanden, hvorved, ifølge skotternes påstand, jorden meget bedre kan formulde.”
Et nyt vekselbrug var blevet indført med seksfoldig skifte uden braklægning, og nye, udmærkede tyre af engelsk og hollandsk oprindelse var blevet hentet til godset. Ifølge Arndt var Ängeltofta et virkeligt mønsterjordbrug.
Ängeltofta gård
Ängeltofta gård
Mindesmærke på Ängeltofta
Mindesmærke på Ängeltofta

Höganes og Helsingborg
Stenkulsminerne i Höganäs og stentøjsfabrikkerne i Helsingborg styredes af grev Eric Ruuth, som var blevet en agtet virksomhedsleder i Skåne, og han fik megen ros for sin måde at håndtere sine fabrikker.
”Grev Ruuth bør allerede med god grund anses for foreviget i sit fædrelands kulturhistorie, men i så fald – burde han da ikke stå der i endnu større glans, som den, som har lagt et stort offer på fædrelandets alter? thi han har vovet en stor del af sin anseelige formue på en usikker virksomhed.”
Arndt kom fra Rügen, hvor udsigt over land og hav var naturligt, og ved hvert et sted, som kunne tilbyde noget lignende, fik han nostalgiske følelser. Således også i Helsingborg:
”Foran byen Helsingborg er en bakke med et gammelt tårn, som kaldes Kärnan; her stoppede jeg op i nogle minutter. Sundet med sine hundredvis af skibe, Helsingør, Kronborg, Sjællands smukke strand, Københavns på afstand synlige tårne og hele det flade Skåne – alt lå foran mig og syntes at flyde bort ved horisontens yderste rand. Hvilke ønsker og billeder det vakte hos mig! Alle min barndoms fabelagtige drømme, at flyve over til Indien og Otaheiti på et skib, genoplivedes ved synet af alle disse utallige flag og vimpler. Hvor let kunne jeg ikke være på den anden side! I løbet af nogle timer kunne jeg befinde mig på den danske strand og et par timer derefter gå på Københavns gader.”
Byens skønhed gjorde et betydelig større indtryk end dens størrelse. Arndt gik ned fra fæstningen til et hus med indskriften English Tavern, som var en hyggelig, men dyr kro. Men ”det er meget naturligt på et sted, hvor antallet af rejsende og fremmede af forskellige nationer er så stort. Jeg spiste til middag med flere danskere og tyskere, mødte endda nogle landsmænd fra Pommern og fik således den fornøjelse, at i nogle minutter at tale mit hjemlige sprog.”
Indtrykket af Helsingborg som mødested bestyrkedes af beskrivelsen af Ramlösa, som lokkede besøgere fra nær og fjern, ikke mindst fra Danmark.

Landskrona og Malmø
Landskronas nye by gjorde et behageligt indtryk på Arndt.
”… thi under det forgangne århundrede er alt blevet anlagt efter en ny plan, og den gamle by flyttet til det nuværende sted… Byen er nu regelmæssigt anlagt med et smukt torv, brede, lige gader og nette huse.”
På Landskrona-egnen dyrkedes tobak, og byen havde, ifølge Arndt, fem tobaksfabrikker. Naturligvis forbigik Arndt ikke Hven som den, over hele Europa berømte ø, hvor Tycho Brahe havde bedrevet sin videnskabelige gerning.
Malmö var for Arndt den eneste by i Skåne, som kunne sammenlignes med de tyske.
”Landsiden af byen har hovedsagelig et oldfrankiskt udseende, er mørk og snævert bebygget, men desto smukkere er den del, som ligger nærmest slottet og havnen, særligt torvet. Dette er et af de smukkeste i verden; det udgør en firkant med mange prydelige huse, hvoriblandt rådhuset og landshøvdingens i særdeleshed udmærker sig.”
At manden fra Rügen værdsatte havets vide horisont fremgik desuden af besøget ved Malmøs havn og vandside:
”Man spadserer desuden meget på de grønne græsningsmarker og enge omkring byen, samt langs vandet og havnen, som ligger mod vest, og hvor man kan nyde aftenen i al sin skønhed. Herfra har man udsigt til København med sine i vandet glinsende tårne og uendelige mængde af vimpler.”

Besøg på Svaneholm
Det som måske gjorde størst indtryk på Arndt i Skåne var Rutger Macleans foretagende på Svaneholm.
”For nogle og tyve år siden udformede han en plan om at befri sine mange bønder, som var herregårdsdaglejere og fattige jordbrugere med ringe udkomme, fra denne tjenestepligt og gøre dem til selvstændige mennesker. Sikke en strid der blev på alle sider, fyldt med dumhed og fordomme! Men ikke desto mindre fuldførte han sit værk med standhaftighed og uden bitterhed. I flere år var han beskæftiget med at afstikke grænserne mellem sine og naboernes ejendomme. Hver bonde skulle nu besidde sin egen særskilte del af mark og eng, samt bo på selve ejendommen, således at han kunne styre sit arbejde fornuftigt og med bekvemlighed. Bønderne havde før deres agerstrimler på 53 forskellige steder, og ikke sjældent på steder beliggende fem kilometer fra gården. Disse marker kunne de aldrig passe ordentligt; kort sagt, de var i ussel stand”
Arndt overså ikke bøndernes utilfredshed med Macleans reformer:
”De fleste blev misfornøjede og kom med indvendinger, da han fremlagde sin plan samt det nye forpagtningssystem, som i øvrigt tilbød meget rimelige betingelser. Bøndernes misfornøjelse gjorde det nødvendigt for ham at umiddelbart tage fat på det hele, eftersom de, der hver for sig var blevet udskiftet, let kunne lade sig fæste andre steder, og at han derved til sidst, med alle sine menneskelige og patriotiske hensigter, kunne være havnet i ny forlegenhed gennem mangel på folk. Tyve hele hushold forlod ham og blev med glæde modtaget på de tilgrænsende ødegårde.
I beskrivelserne vedrørende Maclean og Svanholm dominerede naturligvis de økonomiske forandringer, men Arndt ville også tegne billedet af den oplyste mands omsorg for sine bønder:
”Hans uophørlige bestræbelse er at danne sine bønder og deres børn – thi han havde med god grund store forhåbninger for den kommende generation – til fornuftige, betænksomme og dygtige mennesker. I denne hensigt har han opført skoler for almuens børn, samt ladet bygge to skolehuse, et i Skurup ved kirken, som lyder under hans patronat, og det andet mod øst, omtrent i midtpunktet af hans område, for at børnene ej skal have en alt for lang og besværlig vej.”
Således håbede Arndt, at de skånske godsejere ville følge eksemplet på Svanholm, så det vantrevne og usle landbrug, som stadig dominerede landskabsbilledet, ikke skulle bestå alt for længe. Da han forlod godset for at fra Ystad rejse tilbage til Tyskland, nedskrev han følgende forhåbning:
”Ak mit fædreland! Hvornår skal din Maclean vise sig? Hvornår lærer man at forstå, at det er lige så skamfuldt som dumt, en synd mod Gud, jorden og mennesket, at behandle mennesker som slaver?”
 
Svaneholm gods
Svaneholm gods
StorFriedrich Kuhlau (1786-1832)
StorFriedrich Kuhlau (1786-1832)

H. C. Andersen

*

H.C. Andersens valgsprog var ”At rejse er at leve” og han foretog utallige rejser i sin levetid. Nogle af de første gik til Nordsjælland og han rejste også adskillige gange over Øresund.

Romantik og rejselyst
H.C. Andersen hører til de første der skildrer Nordsjællands lyksaligheder, om end det sker under tvingende omstændigheder Han læste til student under rektor Meisling, oprindelig i Slagelse, men da denne får embede i Helsingør rykker Andersen med og tilbringer et årstid fra 1826- 27 på latinskolen i Helsingør.
H.C. Andersen måtte love både rektor Meisling og sine velgørere at holde sig til skolegangen, men kunne ikke helt afstå fra skriveriet. Han skildrer sit første møde med sundtoldsbyen Helsingør, en provinsby med kosmopolitisk præg, således:
Helsingeur den 8. Juni 1826.
"Betragtet ude fra Vejen lovede Helsingeur mig ikke meget, men nu jeg er inde i den, synes den mig et lille København, og jeg tror ofte at være der; hvilken Færdsel! hvor livlig på Skibsbroen, her taler nogle tykke Hollændere deres hule Sprog, der hører jeg det harmoniske Italiensk, længere henne læsser de Stenkul af en engelsk Brig, saa jeg tror at lugte London. Sundet er besat med Skibe, der som Strandmåger svæver forbi Kysterne. -I Dag gik der et stort Krigsskib herigennem trukket af et Dampskib, de saluterede, og lystigt drønede det og gav ekko fra Kullen."
Udsigt mod Kullen
Udsigt mod Kullen

Udflugt til Marienlyst
Kort efter ankomsten fik Andersen lejlighed til at opleve omegnen på udflugter med familien Meisling. H.C. Andersens begejstring taget i betragtning må man huske på at det finder sted i hans absolutte ungdom, før han foretager sine mange udenlandsrejser:
"Igaar var jeg med Meisling i Marienlyst; o, det er noget af det første(ypperste)jeg har set! Hvor Søen og hele Egnen er dejlig, Meisling siger, at hele Kysten her skal have megen Ligning med kysten ved Neapel; hvilke herlige Bakker er der ikke i Haven; alt forekommer mig som Schweiz, og jeg følte mig saa usigelig lykkelig, o man maa blive Digter eller Maler ved at se den dejlige Natur. O, Velgører, Tak! Tak! for hvert lykkeligt Øjeblik! Livet er dog Herligt!!!"
Tidspunktet må være omkring pinse, hvor der var fester ved Hammermøllen i Hellebæk:
"I de første Dage spadserede vi ret, besøgte Marienlyst og Hammermøllen, hvor M. betalte for mig og Børnene, for at vi måtte ride på Træhestene. Jeg har vist taget mig komisk ud...
Rektor Meisling
Rektor Meisling
Byboere på udflugt
Byboere på udflugt
Udsigt over Helsingør
Udsigt over Helsingør

Gensyn med Helsingør
Opholdet i Helsingør under rektor Meisling var en forfærdelig tid i Andersens liv og forklarer nok hans senere noget tvetydige forhold til Sjællands nordkyst, som han bl.a. senere titulerede Feberkysten og ”Det sjællandske Grønland”. Han skyede egnen og påstod han blev syg af at opholde sig her. Først omkring 1837 er der igen efterretninger om hans færden på Nordkysten imellem Helsingør og Hellebæk-Ålsgårde. Et dagbogsnotat fra d. 20-22. juni vidner herom, men der er ingen tanker tilbage på tiden i latinskolen 10 år tidligere:
"Kjøbenh.:20 [juni].
Oppe Klokken 4. Deiligt Vejr. Reitzel forærede mig en. Improvisator og et Lommetørklæde over Sverrig. Luftet lidt kjøligt. Klokken. 12 i varmt Solskin i Helsingør. Var med Gad i Kronborg. En vaad, kold Tåge, kom, som Skyer fra Kattegattet. Det øverste af Kronborg skjultes. Hveen et lavt Capri. Udsigt fra Boyes Have. Var hos Olsen (lidt Patient.)"
Kronborg 1825
Kronborg 1825

Andersen over Sundet
H.C. Andersen havde besøgt Capri på sin Italiensrejse omkring 1830. Besøget hos doktor Olsen denne dag skyldes måske rejsefeber, for som det fremgår sætter Andersen torsdag den 22. over Sundet til Helsingborg og Sverige, som han nu besøger for første gang:
"I Helsingborg Soldaterne, særdeles smukke. Sproget klang som Musik. Den ny Havn. Springvand paa Torvet. Boer i Hotel de Munthe. Var anbefalet Dr Ohlsen, som boede meget elegant, han førte mig op gjennem Haver til Kjærnen, der ligger høit over Byen, ovenpaa var den græsgroet, som en Bakke, man anede ei at det var et Taarn. - Gik med Adolf Rosenkilde siden op til Kjærnen igjen. Sol-Reflexen paa det brede Sund glimrende, Vandet mælkehvidt. Kullen ragede op over Sundet…"
Efter et enkelt døgns ophold I Helsingborg går turen videre op igennem det nordvestlige Skåne og ind i Halland:
"Fredag 23.- Smerter og derfor ilde stemt. Graat Veir. Maleriske Fruentimmer. Birketræer. Kullen. Engelholm, den maleriske Træbro. Spiiste Frokost. Postillonen. Belmanns Vise. (Sjöbeck..) - Ved Laho1m forbi Lave-Elv med Vandfald, rundtom brændte Lyng. Klippenatur. Slette med et Monument for Kong Carl den 11. og en Steen, for Lützau:” stümpat men kämpande faldt her den tappre Lützau i Feldtslaget 17 August 1676.” - Halmstad, Middagsmad, en smuk Bro med støbt Jern. Fæstningsport. Bøgeskoven, den sidste i Sverrig. Falkenberg, det var Midsommers Festen, Pigerne pyndtede Maistangen i morgen Nat skal der være Dans...
…Løverdag den 24. Top Kaisa! siger vor Postillon. (Du min moder säg! Belmannsk Vise). I Varberg opreist en Midsommerstang, spiist godt…"
Måske har kusken sunget undervejs, som det fremgår er Andersen bekendt med Bellmans viser og stifter nu også bekendtskab med svenske midsommerskikke. Lützau var en dansk officer der blev dræbt under Skånske Krig, og som lokalbefolkningen har sat et værdigt minde."

Gentagne rejser
I årene 1839 og 1840 rejser Andersen rundt i Skåne og i 1849 bliver det til en større tur rundt i Sverige, som skildres i bogen I Sverrig fra 1851. I 1865 rejser H.C. Andersen til Stockholm og Uppsala, denne gang med jernbanen fra Malmø til Stockholm, som var blevet færdig i 1864. Andersens sidste ophold i Sverige finder sted i 1871, hvor han er på gennemrejse til sit første og eneste ophold i Norge.
H.C. Andersen på spadsertur
H.C. Andersen på spadsertur

©  Øresundstid 2009