| Det geologiske kredsløb
| | Oversigt over de geologiske tidsperioder, den geologiske udvikling og den biologiske evolution. Det er grundfjeldsområderne i Sverige (1800 mill. år gamle) og sedimentaflejringer fra kridt og tertiær (50-100 mill. år gamle), som udgør hoverparten af Øresundsregionens undergrund. |
Oversigt over de geologiske tidsperioder, den geologiske udvikling og den biologiske evolution. Det er grundfjeldsområderne i Sverige (1800 mill. år gamle) og sedimentaflejringer fra kridt og tertiær (50-100 mill. år gamle,som udgør hoverparten af Øresundsregionens undergrund. Fra de øvrige geologiske perioder er der kun små områder med aflejringer i Skåne (kambium – jura) og på Sjælland (yngre tertiære aflejringer). Disse aflejringer er næsten udelukkende havaflejringer.
Den geologiske historie |
Bjergarternes kredsløb
Bjergarterne omdannes ved tryk og temperaturpåvirkning dybt inde i jorden. Ved opsmeltning i stor dybde dannes magma. Ved afkøling størkner magmaen og danner magmatiske (dyb)bjergarter, f. eks. granit. Hvis magmaen trænger gennem jordlagene til overfladen (vulkanisme) dannes lavabjergarter (dagbjergarter, f. eks. basalt).
Tryk og temperaturpåvirkning i stor dybde kan også medføre omdannelse af både magmatiske og sedimentære bjergarter: metamorfose. Ved omdannelsen omkrystalliserer og omlejrer mineralerne sig og danner en metamorf bjergart f. eks. gnejs).
Ved hævning af dybbjergarter (forkastninger, jordskælv, bjergkældefoldning) dannes terræn-
forskelle og nedbrydningsprocesserne begynder (erosion). Atmosfæriske processer spiller her en væsentlig rolle. Vind, vand, gletcheeris. Ved erosionen findeles bjergarterne til sten, sand og lerpartikler, som transporteres (vand, vind, is) og aflejres som sedimenter. Ved sammenpresning og sammenkitning dannes sedimentære bjergarter (sandsten, skifre, kalksted) som senere kan indgå i metamorfoseprocesser når de dækkes af yngre geologiske lag. (se næste billede!)
Bjergartsdannelse |
Sedimentbjergarter
Oversigten over de forskellige sedimentære bjergarter efter dannelsesmåde beskriver også resultaterne af sammenpresning og cementering. De er stadig præget af den oprindelige lagdeling og har ofte aftryk/rester/spor efter organisk liv: fossiler. Ved metamorfose (omdannelse) forsvinder disse tegn og der dannes metamorfe bjergarter: sandsten blicer til kvartsit, lerskifre til glimmerskifer, kalksten til marmor og brunkul til stenkul.
Sedimentære bjergarter |
Undergrundens struktur
Profilet illustrerer Øresundsregionens særlige struktur mellem Det baltiske grundfjeldsskjold og de Centraleuropæiske områder, hvor de kaledoniske foldninger ses i overskydningszonen under Rügen.
Området er tydeligt delt i 2 zoner.
Grundfjeldet (prekambrisk urberg) med sedimentære aflejringer fra kambrium, ordovicium og silur skråner ned under de europæiske foldningsområder og hele zonen er præget af forkastninger (bl.a. Bornholm) så disse ældre geologiske lag nogle steder danner undergrundens overflade, f.eks. grundfjeldsområdet Kullen (med henv. til billede).
Herover en zone med havaflejringer fra trias og jura under den sydlige del af Østersøen og Rügen overlejret af mægtige kalkaflejringer fra kridt og ældste tertiær som udgør undergrundens øverste lag i det meste af Øresundsregionen og som blandt andet kan ses i Møns klint (med henvisning til billede).
Aflejringer fra devon, kul og perm findes ikke i området, som må have været land i den periode. Eventuelle sedimenter er borteroderet men de findes sydligere i Europa.
Geologisk profil |
|