| Kristendommen
| | På sin omfattende færden i Europa mødte vikingerne kristendommen i forskellige former. Til at begynde med havde de hedenske vikinger ikke den store respekt i mødet med denne religion. Allerede i 793 plyndredes det berømte kloster i Lindisfarne i England og munkeme blev myrdet. Andre klostre og kirker fik samme skæbne.
Gennem ihærdig missionsvirksomhed blev kristendommen, på initiativ af mægtige europæiske fyrster, imidlertid spredt ud over hele Norden. En anden vigtig faktor i spredningen af den nye lære har, uden tvivl, været de omfattende handelsforbindelser og de mange søforbindelser.
År 1103 fik Skandinavien sin egen Ærkebiskob i Lund. Hermed kan man sige at kristendommen og hermed også den vesterlandske kultur for alvor havde etableret sig og var blevet accepteret her oppe i nord. Hedenskaben forsvandt dog ikke helt, men havde ikke længere nogen afgørende indflydelse. |
Missionspræsterne
Kong Harald Blåtand blev døbt i 960erne. Allerede inden da var han dog velvilligt indstillet over for kristne præster. Ærkebiskoppen Adaldag i Hamburg-Bremen kunne f.eks. allerede i 948 udvælge tre missionsbiskopper til Danmark. I Helmods ”Slavekrønike” fra 1100-tallet berettes det, at: ”Salig Adaldag var således den første ærkebiskop, som indviede biskopper i Danmark og fra det øjeblik begyndte Hamburgkirken at lægge lydkirker under sig”. De første biskopper var Hored i Slesvig, Liufdag i Ribe og Reginbrand i Århus. Der var altså kun tale om bispesæder i Jylland, dvs. i det område, som Harald på det tidspunkt herskede over. Vi ved at disse tre biskopper netop i 948 deltog i et bispemøde i Ingelheim. Adam af Bremen skrev senere i 1070-erne, at Aldaldag dengang ”også gav dem ansvaret for de kirker, som ligger på den anden side af havet, nemlig på Fyn og Sjælland, i Skåne og i sveonernes land.”
Odinkar den Ældre er den næste missionsbiskop i Skåne/Sjælland, som træder ud af historiens tåger: ”Berømt var også i Danmark på denne tid salig Odinkar den Ældre. Han prædikede på Fyn og Sjælland, i Skåne og Sverige og omvendte mange til den kristne tro. ”Denne Odinkar, som levede i slutningen af 900-tallet var åbenbart ud af en fornem, dansk slægt. Om hans brorsøn, præsten Odinkar den Yngre, siges det nemlig, at han har været en fornem mand af dansk kongeslægt. Odinkar den Ældre havde sæde i Ribe i Jylland, men han var åbenbart også missionsbiskop i de østlige dele af danernes rige.
Det er ikke helt let at udrede de kirkelige forhold i det sydlige Skandinavien udenfor Jylland i begyndelsen af 1000-tallet. Adam af Bremen beskrev selv i slutningen af århundredet vanskelighederne med at afgrænse de ældste biskoppers geografiske embedsområder: ”Jeg tror, at årsagen til dette er, at inden kristendommen fik fast grund under fødderne, fik ingen biskop tildelt et bestemt bispesæde men hver og en fortsatte i deres iver efter at udbrede kristendommen længere og længere bort, hvorved man indbyrdes kappedes om at prædike Guds ord for så vel sine egne som for fremmede.”
Missionsbiskoppen Poppo | 
Missionskirkegård |
Godebald i Skåne
Kong Sven Tveskæg, Harald Blåtands søn, skal bl.a. have indsat biskop Godebald i Skåne ” for at undervise ”. Godebald kom fra England og om ham fortælles det helt kort, at han også havde prædiket i Sverige og Norge. Da Godebald ikke kom fra Tyskland, nævner Adam af Bremen ikke mere om ham. For Adam gjaldt det nemlig om at modarbejde alt, hvad der truede Hamburg / Bremens kirkelige magtposition i Norden. På tyskernes liste over Skånes biskopper er Godebald således ikke med. Den ældste fortegnelse over biskopperne skulle ifølge Adams egne ord i stedet have set således ud : ” Den første Bernhard, den anden Henrik og også Egino ”. I dødebogen i Lunds domkirke, det såkaldte Necrologium Lundense fra 1100-tallet, møder vi nok en mere sandfærdig version. Her står nemlig, at englænderen Godebald var den første biskop i Lund.
Hvem var så biskop nummer to, Bernhard? Ligesom Godebald kom Bernhard fra England. Det er Knud den Store, der døde i 1035, som har indsat ham som biskop i Skåne. Ærkebiskoppen i Hamburg / Bremen var givetvis misfornøjet med dette valg, men efter at Bernhard personligt ” havde gjort bod ”, dvs. underkastet sig ærkebiskoppen som sit åndelige overhoved, fik han venskabsgaver med tilladelse til på ny at drage ud som biskop. De engelske biskopper i Danmark havde det åbenbart ikke helt let. Hvis de ikke af egen drift opsøgte ærkebiskoppen i Bremen, kunne de sågar blive udsat for vold. Om f.eks. biskop Gerbrand på Sjælland, som kong Knud også havde hentet fra England og indsat i Roskilde, fortælles det, at han blev taget til fange af ærkebiskop Unwan i Bremen, som tvang ham til at aflægge troskabsed og dermed svigte den engelske ærkebiskop Aelnoth, som tidligere havde været hans herre. Aelnoth var ærkebiskop af Canterbury i årene 1020-1038.
Kong Svend Estridsen og Ærkestiftet
År 1104 blev Lund ærkebispesæde for hele Norden. Området blev dermed udskilt fra Bremen /Hamburgs ærkebispesæde.Tankerne om et selvstændigt, nordisk ærkebispesæde synes dog at have været tænkt allerede et halvt århundrede tidligere. I tidligere forskning har man traditionelt set disse forsøg fra den regerende danske konge, Svend Estridsens side, som udtryk for et fjendtligt forhold mellem Lund og Bremen / Hamburg. Kilderne giver dog mulighed for at anlægge et helt andet syn på forholdene, hvilket ville forklare en del mærkelige begivenheder, bl.a. den nye inddeling af Danmark i stifter som kongen gennemførte år 1060.
Det hele er antagelig begyndt som et nært samarbejde mellem Sven Estridsen, ærkebiskoppen i Bremen Adalbert og den tyske kejser Henrik III. Allerede i 1052 var kong Sven mødtes med Adalbert i Slesvig. Det følgende år besøgte Sven den tyske kejser i Merseburg og fejrede oven i købet påsken sammen med ham der. Der er ingen tvivl om, at der nu var opstået meget tætte relationer mellem disse tre magthavere.
Adelberts patriarkat
Sandsynligvis har de tre i fællesskab lavet et udkast til en plan for kirkens organisation i Nordeuropa. År 1053 fik Adalbert nemlig en pavelig bulle, som gjorde ham til pavens gesandt og stedfortræder i hele Norden, som omfattede både Island, Grønland og Finland. Næste trin var at få Adalbert udnævnt til såkaldt patriark og at få indsat en ærkebiskop i Lund. Han skulle sortere under Adalbert, ikke under paven. For at få oprettelsen af patriarkatet til at lykkes, bestemte den kirkelige domstol imidlertid, at der under en patriark skulle høre 10-12 lydbiskopper samt et folk, der for nylig var blevet omvendt til kristendommen.
I Tyskland hørte der kun to bispedømmer under Bremen. Det gjaldt altså om at oprette de øvrige i Danmark. Netop dette skete år 1060. Da oprettede Sven Estridsen, givetvis i fuld forståelse med Adalbert, flere nye bispesæder. Jylland blev opdelt i stifterne Slesvig, Ribe, Aarhus, Vendsyssel og Viborg. På Fyn blev Odense bispesæde, medens Roskilde blev bibeholdt som stiftby for Sjælland. I Skåne kom Lund og Dalby til. Med denne vældige omorganisering havde kongen og den tyske ærkebiskop skabt grundlaget for en indstilling til paven om patriarkatets oprettelse. For kong Sven dæmrede tanken om en selvstændig, dansk ærkebiskop i Lund.
Centrum Dalby
Det er interessant, at Dalby i Skåne blev ophøjet til at være bispesæde. Stedets geografiske beliggenhed er egentlig i denne sammenhæng helt umulig i betragtning af, hvor tæt det ligger på Lund. Hvis man imidlertid ser på, hvad der var forudsætningerne for at oprette et patriarkat i Bremen, falder tingene på plads. Som biskop i Dalby indsattes nemlig Egino, som ifølge Adam af Bremen fungerede som missionsbiskop. Adam beskriver indgående Eginos arbejde med at omvende andre folkeslag til kristendommen. Han førte korstog mod blekingerne og hjalp kirken i Skara i Vestergøtland mod hedenske oprør.
Dalby synes således at have fungeret som base for en missionsbiskop, hvis område ikke til fulde indgik i det danske hovedområde. Adalbert udvidede dermed sit planlagte patriarkat med de områder og de folkeslag udenfor det egentlige Danmark, som endnu ikke var blevet kristnet. De formelle krav til et patriarkat syntes at være mere end opfyldt.
Dalby Kirke |
Adam af Bremens krønike
Nu gjaldt det om at overbevise paven. Er det ikke i denne sammenhæng, man skal se Adam af Bremens omfangsrige skrift om forholdene i Norden, skrevet i 1060erne? Adam må have været udsendt af ærkebiskop Adelbert til Sven Estridsen, ærkebiskoppens ven, for af ham at få de nødvendige oplysninger til sin bog. Han beskriver indgående hele det enorme område i Skandinavien, hvor den hedenske tro stadig herskede, men også hvordan man med udgangspunkt i Bremen / Hamburg systematisk arbejdede på at omvende befolkningen i dette område til kristendommen.
Adams enestående værk kan altså være den ældste, kendte, bestilte markedsføring af Norden i almindelighed og Skåne i særdeleshed. Måske var det hensigten, at skriftets indhold skulle blive set af paven. I år 1072 rejste biskop Egino personligt til Rom. For første gang besøgte en nordisk biskop pavens hof. Egino havde seks år tidligere overtaget bispestolen i Lund. Det ligger ikke fjernt at forestille sig, at Eginos rejse til Italien netop skal ses i forbindelse med patriarkatets oprettelse. Egino døde imidlertid lige efter hjemkomsten, næsten samtidig med ærksbiskop Adelbert. To år senere, i 1074, døde også kong Sven. Hovedpersonerne bag tanken om et tysk patriarkat med et ærkebispesæde i Skåne var pludselig væk.
Domkirken i Lund
Kong Harald Blåtand erobrede store dele af Skåne i 970erne og indførte sandsynligvis samtidig kristendommen med magt. Hundrede år senere omtales det, at der alene i Skåne var 300 kirker. I 1060erne var der desuden to bispedømmer i Skåne. Det ene lå i Lund og det andet i Dalby kun femten kilometer mod øst. Under den stærke biskop og missionær, Egino, blev de lagt sammen til et hovedsæde for biskoppen. Dermed var grunden også lagt til, at Lund kunne blive Nordens førende, kirkelige centrum.
Allerede i kongen, Sven Estridsens, tid i midten af 1000-tallet er den første stenkirke blevet opført i Lund. Under hans søn, Knut, skabtes i 1080erne det økonomiske grundlag for en ny domkirke. Danskerne havde da længe arbejdet på at få en ærkebiskop indsat i Lund. Da Norden imidlertid hørte under ærkebiskoppen i Hamburg / Bremen gjaldt det om at få paven til at godkende denne nyordning. Det lykkedes i 1104. Da havde byggeriet af domkirken i Lund dog allerede stået på i længere tid.
Domkirken i Lund er Nordens mest storslåede bygningsværk fra romansk tid. Kirkebyggeriet har stået på fra 1080erne frem til 1145, altså i slutningen af vikingetiden og begyndelsen af den tidlige middelalder. Den ældste del af domkirken er den vældige krypt under højalteret. Her finder man bl.a. den berømte Finn-skulptur, et menneskelignende væsen, som omfavner en stensøjle. Søjlen har oprindelig stået et andet sted, sandsynligvis i Sven Estridsens første domkirke. Finn er således en ”ægte” viking.
Lund Domkirke Apsis |
|