| Indledning
Jernalderen strækker sig fra ca. 500 år f. Kr. til 1103 e. Kr. Jernet afløste efterhånden bronzen som redskaber og våben og i modsætning til bronzen var det ikke nødvendigt at importere jern. Det lader sig udvinde af myremalmen i de danske moser. Myremalm findes i hele Danmark, men især i de vestjyske hedeegne, den del af landet, som ikke var dækket under den sidste istid.
Periodens fra ca. 700 betegnes som vikingetiden, og hvornår denne slutter, er der delte meninger om. Den svenske middelalderarkæolog Sven Rosborn argumenterer i 2007 således: ”År 1103 er imidlertid i den seneste tid fremhævet som et logisk årstal, eftersom det var det år, at ærkesædet for hele Norden blev etableret i Lund. Tidligere pegede man på 1050 eller 1066 som vikingetidens afslutning, men der er ingen vigtige hændelser i disse årstal, der har spillet nogen nævneværdig rolle i Norden.”
Selv om hele perioden kaldes for jernalderen, bør man ikke glemme, at jern sikkert var et dyrbart råmateriale. Først ved jernalderens afslutning blev jernfremstillingen øget i et sådant omfang, at materialet fik en mere almen anvendelse.
Kontakter med romerriget
Allerede omkring tidspunktet for Kristi fødsel fandtes der mange kontakter mellem germanerne i det nordlige Europa og det vældige romerrige. Romernes ekspansion nordpå ledte imidlertid til stridigheder.
Ca. 100 år e. Kr. var nogle af de germanske folkeslag, kimbrer og teutoner – muligvis bosiddende i Jylland - begivet sig sydpå i store skarer. Denne udvandring er det først kendte af de såkaldte ”folkevandringer”. Mange flere skulle dog følge efter, dog først nogle århundreder senere.
Grænsebevogtningerne
Under romernes ekspansion nordpå havde floderne Rhinen og Donau spillet en stor rolle. Her udviklede romerne nemlig et grænsebevogtningssystem, de såkaldte ”limes”, med befæstede støttepunkter. I Domitianus regeringstid (81-96 e.Kr.) udgjorde disse limes en uendelig lang vej kantet med vagttårne i træ. Et halvt sekel senere var trætårnene erstattet med stentårne og i begyndelsen af 200-tallet, blev der anlagt jordvolde og voldgrave rundt om støttepunkterne.
Mere end tusind vagttårne og ca. 100 kasteller eller borge er lokaliseret langs denne grænse gennem hele Nordeuropa.
Arkæologiske fund ved Ystad og Kristianstad
Både i Danmark og i Skåne kan arkæologerne bekræfte datidens kontakter med romerriget. To grave i Skåne er f.eks. helt unikke i den forbindelse. I Öremölla i Skivarp nordvest for Ystad stødte man allerede i 1800-tallet på en grav, som bl.a. indeholdt en stor romersktilvirket bronzekedel. Den døde var kremeret i sin ringbrynje, der sammen med resterne af knoglerne, var lagt ned i kedelen. Desuden havde han fået romersktilvirkede glas og våben af jern med sig på sin sidste lange færd.
Et lignende pragtfund er gjort af nutidige arkæologer fra Regionsmuseet i Kristianstad. Ved udgravningen af en jernaldergravplads i Farlöv nord for Kristianstad stødte man på en bronzekedel fra ca. 200 år e. Kr., fyldt med brændte knogler stammende fra to mænd. En nærmere analyse af kedlen viser, at der er tale om romersk importvare.
Udover de kremerede knoglerester indeholdt kedlen de to krigeres våben. Grupperet således: to sværd, to lansespidser, to spydspidser, to såkaldte ”skjolbuckler”, som i datiden var placeret midt i skjoldene, sammen med to skjoldhåndtag, to par sporer samt to små menneskefigurer udfærdiget af tynde bronzeplader.
En krigerrigsk tid
Sydskandinavien er særdeles rigt på fund fra jernalderen. Specielt perioden mellem 200 f. Kr. til 400 e. Kr. tyder på en særdeles barsk og blodig tid. Her er der gjort store offerfund indeholdende våben og andre former for krigsudstyr, ikke mindst i Jylland.
Offerfund i søer og moser
De mange våben og krigsudstyret er krigstrofæer fra besejrede modstandere, som eftertiden er stødt på i søer og moser. Det antages, at de besejrede soldaters våben og udstyr er en slags taknemmelighedsoffer; skænket til guder vi ikke kender i dag. Sejrherrerne har dog sikret sig mod fjendtlig indstillede personers genbrug ved først at have gjort våbnene og de andre genstande ubrugelige. Sværdene er krøllet sammen, spydspidserne er knækket og kunstneriske udsmykninger er molesteret.
Bemærkelsesværdigt for disse store offerfund er, at der ikke i denne sammenhæng er fundet levn af mennesker. De ulykkelige mennesker, der har båret våbnene og den øvrige krigsudrustning, har åbenbart fået deres banesår et andet sted eller ført bort som slaver.
Våbengravene
I mange jernaldergrave har man fundet våben. I Skåne har man således gjort 43 våbenfund fra jernalderen. Der kan her nævnes en gravplads i Simris på Österlen og en på Albäcksbakken vest for Trelleborg. Sidstnævnte ligger direkte ud til stranden ved Østersøen, og er en af de største gravpladser fra jernalderen i Skåne. I tre af gravene blev der fundet våben f.eks. spydspidser og lansespidser.
Gravpladsen ved Simris består af 102 grave. Heraf er de seks våbengrave med lansespidser, spydspidser og sværd. Våbengravene ved Simris er langt rigere på gravgaver end dem, der er udgravet i Albäcksbakken. I en af gravene fandt man f.eks. et skjold og sporer samt håndtag til drikkebægre og keramik.
Andre fund
Beslægtet med jernalderens våbengrave kan man nævne andre righoldige fund i Skåne. I Fulltofta og i Sösdala, midt i Skåne, er man stødt på rester efter nedgravede sølvbeslag til hesteudrustninger fra 400-tallet. Sösdalafundet består af knapt tre hundrede smådele, der har indgået i udsmykningen på to hestehovedremme og mindst fem sadler. Genstandene er bevidst ødelagte og arrangeret på en måde, som er sammenlignelige med datidens traditioner i Centraleuropa.
Nede i Europa
Rytterfolket, hunnerne, invaderede store dele af Europa i årerne 375 e. Kr – 451 e. Kr. En række offerfund efter hunnerhøvdinge fra denne tid præsenterer os for præcist det samme uforståelige og destruktive billede af ødelæggelser og nedgravning af hesteudrustningsdetaljer, som blev fundet i Sösdala og i Fulltofta. Dette kan ikke være tilfældigt. Fundene i Skåne tyder på, at der i datiden har været tætte forbindelser til Centraleuropa; forbindelser af så dybtgående karakter, at de har sat sig spor i de religiøse sæder og begravelsesskikke.
Måske har ”danskerne” været stærkt repræsenteret i datidens internationale grupperinger? Måske har en del af den mere evntyrlystne del af de unge mænd været tjenestegørende hos hunnerne og hjembragt nogle af deres traditioner?
Moselig
Moserne i Jylland har vist sig at indeholde en hel del moselig fra den ældste jernalder og frem til lige efter Kristi fødsel. De særlige opbevaringsforhold har bevaret disse oldtidsmennesker for os og med hjælp fra den nyeste viden inden for en række videnskaber, får vi stadigvæk ny viden om vores tidlige forfædre.
Huldremosekvinden er fundet i en mose på Djursland i Jylland 1879. Dateringen er stadig lidt usikker, men man mener, hun er lagt i mosen omkring 55 år. e.Kr Især tøjet er velbevaret; hun var iført et skindslag af fåreskind og et skørt vævet af naturfarvet uld. Liget har i mange år været gemt bort i Nationalmuseet i Københavns magasiner.
I tørvemoserne andre steder i Jylland har man i begyndelsen af 1950erne fundet flere særdeles velbevarede lig fra den ældste jernalder ca. 3-400 f.Kr. Internationalt kendt er især Tollundmanden - måske det bedst bevarede oldtidsmenneske i verden. Han er så livagtig at se på, at politiet i Silkeborg var de første, der blev alarmeret, da fundet blev gjort. Det er en mand på ca. 30 år mand, der bar tydelige spor af at være hængt. Årsagen til dette kender vi ikke. Måske en ofring til guderne? Tollundmanden ligger udstillet på Silkeborg Museum.
Tæt ved Tollundmanden fandt man endnu et lig, Grauballemanden. Han var fra samme tid, men havde fået halsen skåret over fra øre til øre. Grauballemanden er udstillet på Moesgaard Museum i Århus.
I 1938 fandt man Ellingkvinden. Hun var ca. 25 år og var, som Tollundmanden, hængt. Hendes frisure er den bedst bevarede frisure fra jernalderen. Bemærkelsesværdig er en fletning på næsten en meter, der var oprullet i nakken på hængningstidspunktet.
Litterære kilder
Om Tacitus`s Germania
Vi har skriftlige kilder fra omkring år 0. som beretter om en række forhold i Nordeuropa. Skribenterne repræsenterer dog alle Middelhavskulturen, hvilket betyder, at det er et temmelig ensidet billede, vi får af germanerne. Tacitus store værk ”Germania” er en ofte citerede kilde. Vi skal her kun citere fra afsnittet om gæstfriheden:
”At udelukke nogen fra sin boplads anses som respektløst; hver germaner modtager, alt efter muligheder, sin gæst med et veldækket bord. Når hans forråd er opbrugt, bliver han, som nylig var vært, til en guide og følgesvend til andre og uden invitation går de til næste hus. Det gør ingenting. De modtages med samme hjertelighed. Ingen gør forskel på en nær bekendt og en fremmede, når det gælder gæstfrihed. Det er normalt at give den ankomne gæst, hvad han ønsker, og vil man gengælde med en gave modtages denne kun med en vis tøven.”
Men hvordan ser disse paradisiske forhold ud, når man sammenligner med arkæologernes offerfund og våbengrave, som jo antyder en nok så hård tid?
Om Beowulfkvadet
Først med det såkaldte Beowulfkvad møder vi en litterær kilde, hvor forfatteren nærmere kan knyttes til de oprindelige forhold i Sydskandinavien.
Forfatteren er dog ukendt, men teksten handler meget om danerne. Beowulfkvadet indeholder f. eks. beretninger som med rimelig sandsynlighed kan knyttes til virkelige hændelser. Kvadet anses som et bemærkelsesværdigt værk i den tidligste engelske litteratur. Takket være Beowulfs farbror, Hygelak, mener visse forskere, at man kan koble Beowulfkvadet sammen med kendte årstalshændelser. Hygelak kan nemlig være identisk med med den geatiske eller gautiske konge, som blev besejret og dræbt et sted mellem 515-525 e.Kr. under et krigstogt mod den frankiske kyst.
Slægtrelationerne omkring helten Beowulf er bemærkelsesværdigt detaljerede og strækker sig over flere generationer. Beowulf var søn af høvdingen Eggtheow. Hans mor var datter af gauternes kong Hredel og hans farbror var Hygelak.
Beowulfkvadet er grupperet om tre heltegerninger, som Beowulf var involveret i.
-Med sine gauter sejler han til danerne for at befri dem for udyret Grendel, som hærger i danerkongen Hrodgars store gildehal.
-Den anden kamp er imod Grendels mor, et frygteligt vidunder
-Beowulfs sidste kamp står mod en grum drage, der vogter på en stor skat. Det er bl.a. i denne afslutning, hvor Beowulf dræber dragen, og, skønt selv dødeligt såret, sidder og ser både fremad og tilbage i historien, at der dukker en mængde interessante informationer op. Vores helt er bekymret for, hvad der skal ske efter hans død. Vil frankerne og friserne hævne sig på grund af Hygelaks voldsdåd? Også svearna kan tænkes at hævne sig i forbindelse med Hygelak. Imellem svear og gautar havde der nemlig været udkæmpet store slag og et nærmere venskab lå ikke lige for.
I Beowulfkvadet nævnes en række folk: Gauterna bor i Vädermark, og når Beowulf stævner ud for at udføre sine heltegerninger, er det mod vestdanerne han styrer skibet. I kvadet omtales også Hrodgar, som østdanernes drot. I kampen mod Gredel står norddanerne udenfor gildehallen og lytter til kamplarm og våbenraslen indenfor. I digtet bliver det også nævnt, at Beowulfs far i sine unge år måtte flygte fra gautarnes land til syddanerne.
Det tyder altså på, at danerne har været opdelt i en række grupperinger. Det store spørgsmål, som altid stilles i forbindelse med dette litterære værk, er imidlertid: Hvor boede det gautiske folk? Hvem var disse gautara? At det dårligt kan tænkes at være väst- og östgotere længere oppe i Sverige fremgår af, at man altid færdedes over havet i kontakt med dette folk. Er gauter da lig med gotlændinge? Muligvis, men det virker usandsynligt, at disse skulle føre krig mod friserne og frankerne i Nordsøen på den anden side af Jylland. Derimod kunne Jylland godt svare til de beskrivelser af gautarnas land Vädermark, som nævnes i kvadet.
| |