| Stormændene
Knud den Hellige(-1086) var ikke, som navnet og den senere helgenkåring kunne antyde, specielt fredsommelig. I 1075, før sit valg til konge, iværksætter han således et erobringstogt mod England og igen i 1085 lægger han op til generobring af England, men vikingetogterne og nordsøimperiets tid er nu uigenkaldeligt forbi.
Knud den Helliges ambition er også i samarbejde med kirken at opbygge en styrket kongemagt. Han indfører den første kendte personskat (Nefgjald =næseskatten) og menes at være ophavsmand til bestemmelsen om at kongen ejer, hvad ingen anden ejer. I 1086 dræbes han af vrede undersåtter. Hvem der dræbte Knud den Hellige vides ikke bestemt, men meget tyder på at hans forsøg på at styrke kongemagten er stødt på modstand i befolkningen, blandt de frie bønder og i stormandskredse. Kongemagtens livtag med vikingetidens høvdingeslægter falder i første omgang tilsyneladende ud til disses fordel.
Stormandskirker
Rundt omkring i landet påbegyndes omkring samme tidspunkt et omfattende byggeri af stenkirker. Det antages at byggerierne i vid udstrækning forestås af lokale stormænd, som også har haft et personligt ejerskab til kirkerne. I enkelte tilfælde, f.eks. Fjenneslev Kirke på Midtsjælland ogJ ørlunde Kirke i Nordsjælland, kan der påvises en sammenhæng imellem kirkebyggeriet og en nærliggende stormandsbebyggelse. Enkelte steder findes også bevaret såkaldte stormandsgallerier, hvor kirkeejerne fra en ophøjet position har kunnet overvære gudstjenesten.
Stifterbilleder
Vidnesbyrd om stormandslægternes rolle findes ligeledes i de såkaldte stifterbilleder i en række kirker rundt omkring i regionen, mest kendt måske det fra Fjenneslev Kirke på Sjælland. Billedet i Fjenneslev kirke forestiller ifølge overleveringen Asser Rig og fru Inge(Gørlev).
Asser Rig er søn af Skjalm Hvide(død henimod 1120), som lægger navn til den sjællandske stormandsklan, Hvide-slægten, der er den bedst kendte af stormandsslægterne. Asser Rig er selv far til den berømte ærkebiskop Absalon og hans broder Esbern Snare, der bl.a. grundlagde Kalundborg på vestsjælland.
Kongens embedsmænd
Kong Niels’ lange regeringsperiode fra 1104-34 betegner en konsolideringsperiode, hvor kirke- og kongemagt gensidigt befæster deres stilling i samfundet. Kongemagten synes i denne periode ikke at udfordre stormændene, men udbygger sine positioner ved udnævnelse af civile embedsmænd bl.a. en kammermester, der skulle tage sig af landets økonomi og pengevæsen, og senere kongens kansler, der var hans personlige sekretær. Denne stilling var i øvrigt forbeholdt biskoppen i Roskilde.
Til driften af kirkerne indføres omkring 1125 en tiendeafgift på produktionen, som tilfalder kirken og præsten, og betegner et skridt i retning af kirkens økonomiske integration i det middelaldersamfund, der er ved at tage form.
De militære funktioner skilles ud og overgår til ledingshæren og dens styrismænd. De frie mænds pligt til at stille til landets forsvar, ledingspligten, rækker tilbage til vikingetiden, men nu moderniseres ordningen så at sige. Kongens hird af stormænd forvandles efterhånden også til en kreds af lokale embedsmænd, eller ombudsmænd, der tog sig af den lokale forvaltning. Større enheder bestyredes af kongens jarler, mægtige stormænd, som f.eks. Skjalm Hvide, der var jarl over Sjælland. I Skåne havde kongen en særlig embedsmand, eller statholder, gælkeren.
Slaget ved Fotevik
Slaget ved Fotevik den 4. juni 1134 betød enden på Kong Niels lange regeringsperiode. Slaget er betegnet som et af de blodigste i middelalderens Danmark. Årsagen var en langvarig strid blandt efterkommerne af Svend Estridsen (1047-74), om hvem der skulle efterfølge Kong Niels på tronen.
Kong Niels, der var søn af Sven Estridsen, gik sammen med sin søn Magnus og en stor hær, i land ved Fotevik i den sydvestlige del af Skåne, for at gøre op med den nærmeste rival, Erik Emune, der var søn af kong Niels broder, Erik Ejegod. Erik Emune blev støttet af ærkebispen i Lund, Asser, samt en lejet tysk hær på ca.300 ryttere. Man mener i øvrigt, at det var første gang, der blev indsat en rytterhær i Danmark.
Resultatet blev at Kong Niels hær blev tilintegjort med katastrofale følger for den politiske stabilitet i Danmark. Sønnen Magnus faldt, og Kong Niels nåede kun akkurat selv at slippe væk. Tre uger efter blev han myrdet af utilfredse borgere i Slesvig. Blandt de faldne var en stor del af den danske administration, blandt andet: 5 bisper og ca. 60 præster. Det vides ikke, hvor mange af de "menige", der blev slået ihjel. Slaget ved Fotevik er beskrevet allerede i 1138 i Roskildekrøniken og lidt senere af Saxo.
Lund, Danmarks hovedstad
Sejrherren efter slaget ved Fotevik, Erik Emune, lod sig nu hylde som konge på Sankt Libers høj ved Lund. Han bosatte sig i byen og gjorde den til Danmarks hovedstad. Erik Emune udviklede sig dog til en blodtørstig tyran og blev i 1137 myrdet på Tinget i Ribe af stormanden Sorteplov, der gennemborede ham med sin lanse.
| |