| Tycho Brahe - adelsmand og renæssancemenneske Da en fransk gesandt, Charles Ogier, i året 1634 efter et besøg i Helsingør forlader byen kører han sydover mod København og har udsyn til øen Hven, hvilket får ham til at tænke på den verdensberømte astronom Tycho Brahe. Det er mere end tvivlsomt om man fra Sjællands kyst kan fornemme Hvens tilnærmelsesvise kvadratiske form, men det er ikke tilfældigt, at Ogier hæfter sig herved. Det symmetriske, velordnede og sammenhængende appellerer til renæssancemennesket og et sådant er også videnskabsmanden Tycho Brahe, i dansk sammenhæng nok det bedste eksempel på et universalgeni i renæssancens ånd. Barndommen Tycho Brahe var født højadelig, og som sådan forventedes det at han siden hen gjorde karriere som godsejer, kriger og eventuelt rigsrådsmedlem, som så mange af hans slægtninge. Ikke desto mindre havde han et noget tvetydigt forhold til sine standsfæller. Tycho Brahe blev født d.14.december 1546 på godset Knutstorp i Skåne, men blev bogstavelig talt bortført og opdraget hos sin barnløse onkel Jørgen Brahe på Tosterup i det sydøstlige Skåne. En sådan praksis var ikke usædvanlig i adelige kredse, hvor ikke kerne-familien, men slægten spillede den store rolle. Familien Brahe ses afbildet i 1613, altså efter Tyges død, i Kågerød kirke, der var patronatskirke til Knutstorp. Der er her tale om en mindetavle, et epitafium anbragt på den nederste del af en slags altertavle i kirken. I midten ses forældrene Otto Brahe og Beate Bille. Ved siden af faderen Tyge (den lærde) og udefter brødrene Steen, Axel, Jørgen og Knud. Ved siden af moderen søstrene Lisbeth, Margrete, Kirstine og endelig Sophie Brahe, der stod Tycho Brahe meget nær. Uddannelsen I en alder af 6 år startede Tycho Brahe i skole, hvilket ikke var ualmindeligt for standen. Usædvanlige er imidlertid de interesser, som han siden hen under sin uddannelse kaster sig over. Som tolvårig starter han på universitetet i København, der i denne periode er åben overfor og præget af tidens renæssancehumanistiske tankegang. Vi ved fra kendskab til Tycho Brahes bogsamling, at han allerede i denne periode fatter interesse for astronomien, og under hans studierejser i begyndelsen af 1560erne er det i ly af jurastudierne denne videnskab han begynder at praktisere. Med sig på rejsen havde Tyge den borgerlige Anders Sørensen Vedel, der også er en vigtig renæssanceskikkelse. Bl.a. samler han som den første gamle danske folkeviser til en udgivelse.
| |