|
Forsvenskning er et begreb som anvendes i vore historiebøger om den virksomhed, som fulgte efter den svenske magtovertagelse i Skåne. Spørgsmålet er, hvad der egentlig menes med forsvenskning i denne sammenhæng. Handler det om lovmæssig tilpasning, er det fremkomsten af en ny nationalfølelse, eller drejer det sig om en etnisk udrensning for at skabe en nationalitet?
Skånes stilling
Efter at Karl 10. Gustav døde i 1660 blev Sverige styret af en højadelig formynderregering. Denne var klar over vigtigheden af at knytte Skåne nærmere til Sverige, men hvilke relationer skulle der være imellem Stockholm og Skåne? §9 i Roskildefreden fra 1658 dannede på papiret rammen for vidtstrakt skånsk selvbestemmelse.
Problematikken blev taget op på et møde i 1662. Her fastsloges det at gamle love og privilegier fra dansketiden bestemmelser fortsat skulle gælde i Skåne og at skånske adelsmænd, præster, borgere og bønder måtte sende repræsentanter til den svenske rigsdag. Her skulle man så få ”sæde og stemme”. Skåningerne skulle altså som udgangspunkt stå i et ret selvstændigt forhold til Sverige og skulle have, som det hedder, en vis autonomi, samtidig med at man havde indflydelse på Sveriges rigsdag.
Malmø recessen
Overenskomsten fra dette møde, som går under navnet "Malmø Recess", indebar således ingen hård forsvenskning. Grundlæggelsen af Lunds Universitet i 1666 var dog et udslag af vilje til at knytte Skåne tættere til Sverige. Det gælder også placeringen af ”rigtige” svenskere på vigtige poster og oprettelsen af svensk militær sammenslutning i Skåne.
Da den højadelige formynderregering blev erstattet med kong Karl XI og enevældet indført i Sverige blev situationen en anden. Nu krævede kongen ensretning i hele riget! Planerne for forsvenskningen af Skåne blev udformet af generalguvernøren, Johan Gyllenstierna. Han ville fare hårdt frem imod de skåninger, som var danskvenlige. Han krævede troskabsed mod Karl 11., et krav som blev stillet under trusler og som bidrog til afvæbning af snaphanevenlige bønder.
Landskrona - plan om centralisering
”Sveriges tre største byer er Stockholm, Landskrona og Göteborg”. Sådan ville der måske have stået i nutidens geografibøger, hvis de fantastiske planer der fandtes for Landskrona i slutningen af 1600-tallet, var blevet til virkelighed.
Generalguvernøren i Skåne, Johan Gyldenstierna, ønskede et stærkt udgangspunkt for landskabets forsvenskning. Landskrona ansås for velegnet, fordi man der, fra en central position ved Øresund, skulle kunne overvåge danskerne. Karl XI, som stolede på Gyldenstierna, gik med til at Landskrona skulle spille en fremtrædende rolle. Tanken var at samle Skånes udenrigshandel, befæstninger og byvæsen i denne nye sydsvenske storby.
Gyllenstiernas plan
Gyllenstierna havde tænkt sig en by med plads til 5.000 borgere, hvilket ville have indebåret en samlet befolkning på over 20.000. På dette tidspunkt et meget højt indbyggertal og Landskrona ville med disse planer være endt som Sveriges næststørste by efter Stockholm. Den middelalderlige by skulle ombygges, udvides og forstærkes.
Erik Dahlberg, en alsidig mand med forstand på arkitektur, fæstningsbyggeri og krigsførelse, blev udvalgt til at tegne en ny byplan og han fremlagde flere forslag, men var hele tiden selv i tvivl om de storslåede planer, som han betragtede som urealistiske. Hans endegyldige forslag blev derfor ikke så fantastisk som Gyldenstierne ønskede, men det ville give en by med 1500 borgere, hvilket ikke var så lidt endda.
Idealbyen
Planen blev vedtaget i 1680 og ifølge Dahlberg skulle Landskrona rumme både universitet og bispedømme. Den gamle kirke skulle bibeholdes, ligeledes Citadellet, men derudover var det nye idealer som skulle præge byen. Den skulle være næsten cirkelrund og afspejle den forestilling om en idealby for den svenske stormagt, som Dahlberg havde. En stormagtsby skulle have en stærk befæstning og en næsten fuldkommen symmetri i opbygningen. Dahlberg havde indhentet ideer fra sine rejser og studier ude omkring i Europa. Man kan f.eks. se ligheder med Mannheim i Tyskland.
Protester
Tanken om Landskrona som Skånes absolutte centrum for kirken, undervisning, administration og handel skabte protester i Malmø. Lund og Helsingborg. Derfor mødtes den danske prinsesse Ulrika Eleonora ved sin ankomst til Helsingborg i sammenhæng med det forestående giftermål med Karl d.11., med en velkomsthilsen, som med al ønskelig tydelighed afslørede en meget stor uro omkring den påtænkte centralisering i Landskrona. Med prinsessen fulgte Johan Gyldenstiernea og de fik følgende opfordring at høre i velkomsttalen:
”Thi ihvorvel Helsingborg siges for Landskronas stads bedre opkomsts skyld tilen uundvigelig undergang at være besluttet, kunne vi dog umuligt tænke, at det sted og den by, som himlen med Eders kongelige Højheds første skridt på Sveriges jod har lykkeliggjort, skulle kunne efter denne dag nogen ruin blive underkastet, men i stedet til Eders Kongelige Højheds evige gloriøse ihukommelse med endnu bedre privilegier end den nogensinde har haft, besmykkes, således at stedet derigennem må blomstre til et udødeligt moment, så for alle efterkommere som for alt folk og tungemål udi nærværende tider, og så længe jorden står, bære vidne om det allerhøjstsalige klenodie som udi Eders Kongelige Højheds høje person Sverige bekommet og Danmark givet haver”.
Planerne gennemføres - men i Karlskrona
Johan Gyldenstiernas hurtige død i 1680 medførte at andre byer i Skåne kunne ånde lettet op, eftersom ingen da længere fremførte tanken om Landskrona som storby. Allerede i 1682 besluttede Karl XI at befæstningerne skulle nedrives og Landskrona skulle forvandles til en åben by og dermed ikke blive hovedstad i Skåne. Den svenske stat satsede i stedet på en udbygning af Karlskronas nye orlogshavn. Byplanlægning, arbejdskraft og byggematerialer flyttedes derfor i stedet til Karlskrona. Dermed forblev Landskrona en mindre by, hærget af krig og pest, præcis som andre skånske byer.
Aschebergs metoder
Efter Gyldenstiernas død 1680 blev Rutger von Ascheberg udpeget til generalguvernør og han fortsatte forsvenskningsarbejdet, om end i mildere form. Det lykkedes den svenske administration af få den skånske overklasse til at afstå fra danske(skånske) love og privilegier i 1683. Dermed var Malmø Recess ophævet og Skånes selvstændighed afskaffet. Allerede tidligere havde borgerskabet og præsteskabet antaget svensk lov.
Kirkens rolle - ensretning af riget
Kirken spillede en vigtig rolle i et målrettet forsvenskningsarbejde pågræsrodsniveau. I de skånske menigheder udpegedes svenske præster før danske, eller dansksindede. Svenske lærebøger, svensk liturgi og svensksproget gudstjeneste indførtes. Ledende i dette arbejde var biskoppen i Lund, Canutus Hahn.
Man må imidlertid ikke tro, at det blot handlede om at Skåne skulle tilpasses et samlet Sverige. Der fandtes dengang i Sverige en stærk lokal selvbestemmelse, hvilket indebar af forskellige stifter havde forskellige katekismer og salmebøger. Sverige var ikke et homogent land. Man må f.eks. forestille sig, at Gotland og Finland ikke var mere svenske end Skåne. Antallet af stiftssalmebøger var rent faktisk øget ved midten af 1600-tallet og et stort antal forskellige salmebøger fandtes. Også bibeludgivelser var kendetegnet af stor mangfoldighed og mange ukontrollere udgaver var udkommet. Det er på denne baggrund at kravet om ensartede religiøse bøger for hele riget skal ses.
Sverige fik således sin første rigssalmebog i 1695, en revideret variant af den som året før blev fremlagt af hovedprædikanten Jesper Svedberg. På samme måde fik landet i 1703 en rigsbibel, den såkaldte Karl d.12. bibel, som en bibelkommission under Haqvin Spegels ledelse udarbejdede. Endvidere indførtes ny kirkelov 1686, en katekismus 1689 og en alterbog1693. Alt i alt blev der gjort en virkelig kraftanstrengelse for at skabe uniformitet i Sverige på det kirkelige område. Skåne var indbefattet i dette arbejde, men det handlede ikke kun om dette område.
Sprogets betydning
Givetvis fandtes der et særligt anliggende i Skåne og det gjaldt sproget. Indførelse af svensk som læse- og skriftsprog gennemførtes med nye ABC-bøger og de ovennævnte religiøse skrifter, men understøttedes også af at læsekyndigheden hos den skånske almue var ganske lav og at svensk derfor for mange blev det første læsesprog.
Glidende overgang
De skånske bønder fik støtte og visse skattelettelse og dermed følte de sig ikke ringere behandlet under svensk styre end under dansk. Desuden var en vis mistro mod danskerne opstået i en del byer på grund af de plyndringer og hærgninger danske soldater havde udført under Skånske krig. Det gælder især den skånske sydkyst, hvor især Skanør, Trelleborg, Ystad og Simrishamn blev ilde medtagne.
En blanding af trusler, løfter, straf og belønning medvirkede til at svensk lov, svenske privilegier, svensk kirkeskik og svensk læsesprog blev indført på relativ kort tid i Skåne. Det bidrog også til at kun få skåninger stillede op på dansk side i krigen 1709-10.
Den forsvenskning som gennemførtes i slutningen af 1600-tallet og i begyndelsen af 1700-tallet handlede om at skabe et mere ensrettet Sverige med samstemmende love, ens gudstjeneste og sprog, men disse bestræbelser gjaldt ikke kun Skåne. Om nogen ny nationalfølelse var der ikke tale. Det var stadigvæk landsby- og byfællesskabet som gav samhørighed. Skåningerne, præcis som andre svenskere, fik først fædrelandsfornemmelse side om side medhjemstavsfølelsen da nationalismen slår igennem i 1800-tallet. Det var heller ikke førend da at nationalistiske monumenter, som f.eks. Magnus Stenbock-statuen i Helsingborg, blev rejst. Måske er, når det gælder ensretningen i 1600-tallet, svensktilpasning et bedre ord en forsvenskning.
| |