| Helsingør – fællesskab og solidaritet
Fra en nutidig betragtning er perioden 1900-40 i Helsingør bemærkelsesværdig ved en stædig insisteren på en kollektiv og solidarisk livsanskuelse. Flugten fra land til by, og det nye industrisamfunds voldsomme angreb på landarbejdernes kulturelle og mentale ståsted, fik disse første generations industriarbejdere til at søge sammen om den fællesskabsfølelse, der havde eksisteret i den gamle landbokultur.
Fra arbejderbevægelsens side blev de centrale indsatsområder derfor samling af fagforeningerne i en fællesorganisation, udvikling af kooperative virksomheder samt direkte politisk indflydelse i stat og kommuner.
Grundtanken om dette kom til Danmark udefra. På en international kongres i Paris år 1900 vedtog socialdemokraterne i hele Vesteuropa, at man gradvist skulle indføre socialismen via kommunerne.
Statsstyret i Danmark var mere decentralt end i Sverige, hvilket betød, at de danske kommuner havde langt større økonomisk selvstændighed. Man så derfor, at en række danske kommuner i praksis forsøgte at leve op til kongressens anbefaling om at indføre den såkaldte kommunesocialisme. Således også i Helsingør, hvor arbejderne på Helsingør Skibsværft kom til at spille en aktiv rolle.
Helsingør Jern- skibs- og Maskinbyggeri
Helsingør Værft fra 1882 indvarslede industrialiseringen i Helsingør. Det blev hurtigt byens ubetinget største arbejdsplads: Fra starten var der ca. 700 ansatte, i 1907 ca.1000, i 1932 ca. 1300 og i 1957 omtrent 3600. Det blev herfra, at kooperationens og mange af byrådets medlemmer og borgmestre blev rekrutteret. Først og fremmest tillidsmændene fra det store smede- og maskinarbejderforbund.
I perioder beskæftigede Værftet både svenske og tyske smede, og fra 1920´erne var der en god kontakt mellem smedene i Helsingør og smedene i Helsingborg. I 1930´erne var der på skift udflugter over Sundet– for både medlemmer og ledsagere! Det selskabelige element var altså nok så stort. Men en af de største udflugter var dog under den store lockout i 1936, hvor flere hundrede medlemmer fra Helsingør blev inviteret til fest og moralsk opbakning hos de svenske kolleger i Folkets Hus i Helsingborg.
Kommunesocialismen
Kommunesocialismen blev ikke gennemført nogen steder i Danmark. Men arbejderbevægelsen blev i mellemkrigstiden frontløbere i det, som man efter 2.Verdenskrig kaldte for velfærdsstaten. En stat, hvor det offentlige i langt højere grad påtog sig ansvaret for hele befolkningen. Bl.a. via beskatningen.
I Helsingør skete det i et kompliceret samspil mellem Fællesorganisationen, Kooperationen og Byrådet.
Fællesorganisationen
På landsplan var Fællesorganisationen et organ for samarbejde mellem de forskellige fagforeninger i de enkelte byer i Danmark. Et magtfuldt organ, der fandt sit fodfæste ved Göteborgkonferencen mellem de nordiske socialdemokratier i 1886.
Hovedorganisationen i Danmark fik en betydelig indflydelse i det 20. århundrede, hvor det senere, som i Sverige, kom til at hedde Landsorganisationen. I nutiden blot, LO.
Formålet var at fremme arbejdernes fælles interesser fagligt, organisatorisk og kulturelt.
I Helsingør blev den lokale afdeling af Fællesorganisationen dannet i 1888 og blev krumtappen i den dominans, som socialdemokratiet i løbet af århundredet kom til at repræsentere i byen.
Hovedkvarteret blev året efter etableret i i bevægelsens kulturelle højborg, Folkets Hus i Søstræde. Etableringen af en række kooperative virksomheder blev bl.a. organiseret herfra.
Fra 1907 var drivkraften bag de mange initiativer fagforeningsformanden Peder Christensen. Og fra 1919 blev organisationens politiske indflydelse fasttømret ved, at Peder Christensen blev Helsingørs første folkevalgte borgmester. En borgmester hvis hjerteblod var kooperationstanken.
Kooperationen - den 3. streng i arbejderbevægelsen
Kooperationstanken var en international omdiskuteret idé om, at arbejderne ved i fællesskab at producere, indkøbe og distribuere forskellige varer og tjenesteydelser kunne få dækket deres daglige fornødenheder. I Danmark havde man gode erfaringer med dette. På Socialdemokratiets kongres i 1908 blev det slået fast, at man anså kooperationen som den tredje streng i arbejderbevægelsen - ved siden af fagbevægelsen og partiet.
Frem til 1. verdenskrig oprettedes der nu en række håndværkskooperationer, og desuden oprettede man boligkooperationen. I et historisk tilbageblik falder det i øjnene, at det er inden for landbrugsproduktionens kerneområder: Mælk, brød og opvarmning af husene, at kooperationstanken træder i karakter. Måske ikke så underligt al den stund, at det var her, de nye første generations industriarbejdere kom fra. De havde håndelaget.
Kooperationen kom til at spille en betydelig rolle i arbejderbevægelsens barndom. Men kooperationens virksomheder blev, efter anden verdenskrig, efterhånden udkonkurreret af den nationationale og internationale storkapital..
I datidens Helsingør blev det, som i København, oprettelsen af Helsingør Brugsforening i 1904 og Arbejdernes Fællesbageri i 1907, der blev kooperationens flagskibe i lokalområdet.
Helsingør Brugsforening
Helsingør Brugsforening er oprindeligt stiftet af jernbanens arbejdere i 1904 under navnet, Jernbaneetatens Fællesindkøbsforening. Fra begyndelsen var de medlem af det socialdemokratisk styrede FDB, men man købte også varer ind fra private kolonialgrossister. I 1917 skiftede man navn til Helsingør Brugsforening, og året efter etablerede brugsforeningen sig i Fiolgade 9.
Hovedformålet var at skaffe gode dagligvarer til rimelige priser. Dette skulle ske ved at undgå en række fordyrende mellemled. Det er svært at overvurdere betydningen af denne del af kooperationens virke. Hele perioden 1900-1940 var hårde tider for arbejderklassen og selv nogle få ørers besparelse på dagligvarerne havde stor betydning i de små budgetter.
Fra en beskeden begyndelse udviklede Brugsforeningen sig efterhånden til at blive Nordsjællands største detailforretning. I mellemkrigstiden blev der således etableret brugsforeninger i "Negerlandsbyen" på Rosenkildevej (1923), Hamlets Vænge på Esrumvej og ved Solbakken på Rønnebær Allé. Omkring 1960 var man efterhånden nået op på 13 butikker med 100 ansatte og 3000 medlemmer.
Med byggeriet af Kvickly i Stjernegade i 1965 og Kvickly 2 i Prøvestenscenteret i 1979 cementerede brugsforeningen sin betydning for byen og dets opland.
Fællesbageriet
Brød var i 1880´erne arbejderklassens hovedernæringsmiddel. Trods faldende kornpriser satte de private bagere ikke prisen ned. Med en faldende realløn følte arbejderne i København i 1886 sig provokeret til at oprette: ”Arbejdernes Fællesbageri i København”. Initiativet blev på mange måder en succes, der bredte sig til hele landet. Mange af fællesbagerierne sluttede sig i løbet af 1900-tallet sammen i et fællesskab, der kom til at hedde Rutana-sammenslutningen. I løbet af 1900-tallet blev sammenslutningens fabrik i København, Rutana, på det nærmeste synonymt med begrebet rugbrød, der blev solgt under samme navn i de lokale fællesbagerier.
De gode erfaringer bredte sig også til Helsingør, hvor Fællesorganisationen, cirka tyve år efter, også oprettede et fællesbageri.
Peder Christensen optog straks efter sin udnævnelse til forretningsfører i Fællesorganisationen forhandlinger om overtagelse af en privatejet brødfabrik i Helsingør. Og i 1907 var Arbejdernes Fællesbageri en realitet, med økonomisk opbakning fra en lang række medlemsforeninger.
Herefter kom nogle barske år med priskrig og konkurrence med byens bagere, men omkring krigsudbruddet i 1914 var bageriet en accepteret, moderne og velkonsolideret virksomhed med en række brødudsalg og bagerier i byen. En virksomhed, der fungerede helt frem til 1970´erne.
Helsingør Byråd
Socialdemokratiet havde allerede fra 1894 været godt repræsenteret i Byrådet. Og i 1919, kunne Fællesorganisationens formand, Peder Christensen, indsættes som den første folkevalgte borgmester i Helsingør.
I de næste 25 år blev borgmesteren og de socialdemokratiske byrådsmedlemmer lokomotivet i bestræbelserne på at få kommunen til at yde økonomisk støtte og opbakning til gavn for almenvellet. Og det var tiltrængt. Mønsterkommunen kom i de følgende år til at yde økonomisk støtte til bl.a.
-Ældreboliger
-Kommunens boligbyggeri, Havebyerne
-Kolonihaver, Solbakken
-Offentlig produktionsvirksomhed, Glasværket
-Havnebyggeri, Nordhavnen
Ældreboliger
I byrådet fik socialdemokratiet gennemført, at kommunen købte forlystelsesetablissementet Hammershøj og omdannede det til alderdomshjem.
Og med den nyindsatte borgmester, Peder Christensen,som initiativtager opførtes 1919-21 alderdomsstiftelsen ved Gurrevej, de første selvstændige kommunale aldersrenteboliger i Danmark.
Kommunens boligpolitik
I nutiden er det periodens statslige og kommunale initiativer i datidens katastrofale boligsituation, der springer i øjnene. På fremsynet vis satte arbejderbevægelsen sit præg på den kommunale boligpolitik.
I 1916 tog Fællesorganisationen i Helsingør således initiativ til at opfordre byrådet til at opføre "en del passende bygninger i villastil" på baggrund af den udbredte bolignød i byen. Der var fra de borgerlige partier stor modstand imod at involvere kommunen i disse planer, men med socialdemokraternes og de radikales stemmer blev det vedtaget, at kommunen kunne sælge en egnet grund på Esrumvej til en nyoprettet boligforening og hen ad vejen yde et tilskud. I 1917 kunne byggeriet påbegyndes, men undervejs skred økonomien for boligforeningen, så det endte med, at kommunen selv blev bygherre og udlejer.
Arkitektonisk og byplansmæssigt kom inspirationen til denne bebyggelse,"Hamlets Vænge", fra de engelske havebyer, som i disse år voksede frem i store dele af Europa. En bebyggelsesform der nok er værd at kigge lidt nærmere på.
Havebyerne i Helsingør
En af de reformtanker, der fik stor betydning for byudviklingen i det 20. århundredes Europa, var den engelske ide om "The Garden City". Det skulle være en helt ny by. Gerne lige uden for metropolerne. Den skulle forene storbyens fordele: det sociale liv, arbejdspladser, institutioner osv. med landets fordele: lys og luft, lave boliger med haver og grønne områder.
Inspirationen skulle hentes fra de gamle landsbyer og den nationalt hjemlige før-industrielle byggeskik.
Både under og efter første verdenskrig tog denne udvikling fart i Danmark og resultatet blev en række havebyer med et umiskendeligt dansk særpræg. Især inspireret af sønderjysk byggeskik med friserkviste og
tønderkarnapper. I København er både Grøndalsvænge og Præstevangen gode eksempler, og i Helsingør kan man stadigvæk glæde sig over kulturperlerne Hamlets Vænge og "Negerlandsbyen".
Hamlets Vænge
Hamlets Vænge blev bygget i 4 etaper i perioden 1917-1928. Bebyggelsen, der var statsstøttet, består af 43 huse. Arkitekten i perioden 1917-1921 var Poul Holsøe (1873 - 1965) fra Helsingør. Han var også en af arkitekterne bag Grøndalsvænge i København. En bebyggelse der er næsten lige så "sønderjysk" i sin byggestil med forskellige former for karnapper. Fælles for de yndefulde huse er de røde halvvalmede tage.
Husene blev opført omkring en fælles bred adgangsvej, Hamlets Vænge, som både dobbelthuse og enkelthuse med forholdsvis små lejligheder men med fælles vaskekældre og gode grønne fællesområder omkring hvert hus.
Helsingør Skibsværfts betydelige økonomiske støtte til udvidelsen af byggeriet ned mod Gl. Hellebækvej, betød, at disse lejligheder fortrinsvis skulle beboes af arbejdere og funktionærer fra skibsværftet.
Langs Esrumvej
Sidste etape, byggeriet langs Esrumvej, er tegnet af en anden helsingørarkitekt, Karl Zandersen (1889-1973). Zandersen var lokalt berømt for byggeriet af en række villaer i Helsingør, men måske mest for sin version af en anden samtidig smuk haveby i Helsingør, "Negerlandsbyen". Se nedenfor.
Karl Zandersen havde ikke de samme økonomiske midler til rådighed på Esrumvej som Holsøe og undlod derfor karnapperne. Der var heller ikke råd til Holsøes mere varierede byggeri, så alle husene blev ens dobbelthuse. Men dog med Zandersens karakteristiske solide kvalitetsbyggeri. Se fx også hans eget hus på Møllebakken 10.
Negerlandsbyen
"Negerlandsbyen" er fra 1920-21, og blev skabt af den lokale arkitekt Karl Zandersen i det stærkt kuperede terræn, som oprindeligt var udlagt til kolonihaver.
Havebyen består af 41 huse med i alt 68 lejligheder. Det er en enklave af 1- og 2-familieshuse.
Også her var baggrunden for byggeriet den store bolignød omkring Første Verdenskrig, hvor der blev stiftet en række boligforeninger støttet af kommunen. Kommunen stillede således en grund til rådighed ved Rosenkildesvejs udmundning i Gurrevej for "Andelsbyggeforeningen Helsingør" oprettet i 1920 af nogle funktionærer; primært lærere og jernbanefolk.
En af flere teorier om det idag lidt politisk ukorrekte navn for bebyggelsen: "Negerlandsbyen", skulle være jernbanefolkets sorte uniformer! En anden teori er, at nybyggeriet i det kuperede terræn fik en forbipasserende til at udbryde: "Det ligner sgu en hel negerlandsby".
Vejene omkring bebyggelsen fik prestigefyldte vejnavne opkaldt efter tidligere borgmestre. Fx: Olriksvej, Rosenstandsvej, Stenfeldtsvej.
Eftertidens praksis og vurdering
Efterhånden gled interessen for industribyernes forstadsbyggeri over til funktionalistiske stor-karréer, hvor kulturradikale arkitekter og byplanlæggere bl.a. kaldte ideen bag havebyerne for reaktionær og bagstræberisk.
Mellemlagene og borgerskabet var mest interesseret i individualistiske villaer, som man kunne gå rundt om.
Efter anden verdenskrig dukkede interessen dog igen op for ideen bag havebyerne. I Danmark under navnet: tæt-lav bebyggelse. Man var blevet træt af de konforme lejekaserner og højhuse.
Helsingør og krisen i 1930´ erne
Perioden var en fremgangsperiode for skibsværftet og med socialreformen fra 1933, blev der også behov for et stigende antal offentligt ansatte. Hertil kom en række statslige love om socialt boligbyggeri og loven om to ugers sommerferie til hele befolkningen. Med den svenske fabrik, Tretorns, etablering i kommunen med 300-400 ansatte og de hermed afledte gevinster for byens leverandører og handlende betød det, at det socialdemokratiske flertal i Byrådet, ufortrødent, kunne fortsætte sine bestræbelser på at omdanne kommunen til en mønsterkommune.
Som én af Helsingørs historikere, journalisten Birger Mikkelsen udtrykker det: ”Helsingør blev blot tilskuere til krisen”
Offentligt byggeri og rekreative områder
I 1928 og 1934 købte kommunen nu jorden omkring de gamle lystejendomme Belvedere og Bergmannsdal. Her blev der blev anlagt nye kvarterer omkring Pontoppidansvej og Mads Holmsvej.
På den anden side af Kongevejen, langs den nyanlagte Stubbedamsvej, blev det såkaldte Jyllandsvejs-kvarter etableret. I den forbindelse friholdt man en grøn kile fra Stubbedamsvej til Kongevejen. Det første stykke af denne kile kaldes i folkemunde,for "Smørhullet".
Kolonihaveparken ”Solbakken”
I Byrådet havde man i begyndelsen af 1930’erne længe overvejet, hvorledes man kunne tilgodese kravet fra de mange industriarbejdere om at få deres egen lille kolonihave med mulighed for at dyrke grøntsager til den daglige husholdning. Dette var en gammel tradition i Helsingør, men borgmesterens byggeiver havde flere steder inddraget eksisterende havekolonier.
I Byrådet blev der i 1935 derfor truffet beslutning om at erhverve nye arealer til dette. Valget faldt på et af de smukkeste landområder i Helsingør. Et 27 tdr. land stort område, der tilhørte landstedet, ”Sophienlyst”, på hjørnet af Gurrevej og Rønnebær Allé.
Arealet og udstykningen
Arealet i det smukt kuperede terræn, blev delt op i 210 grundstykker, og for et, på det nærmeste symbolsk beløb, kunne arbejderne nu leje en sådan grund og opføre et mindre kolonihavehus. Kommunen bad den senere højt berømmede landskabsarkitekt, i Gentofte, Gudmund N. Brandt om at komme med forslag til en gennemtænkt kolonihavepark, der samtidig skulle fungere som et offentligt tilgængeligt, rekreativt område. I lighed med naturparken ved Stubbedamsvej.
Især kommunens garanti for, at det var en permanent foranstaltning, gjorde, at Brandt mente kolonihaveejerne ville værne om stedet og respektere en række restriktioner med hensyn til hækkenes højde og en ensartet beplantning. Fx skulle der plantes mindst ét frugttræ i hver have.
Kolonihavehuset
Det blev den kendte arkitekt, Volmar Drosted (1890-1956), som fik opgaven med at komme med forslag til de små huses indretning og udseende. Også her ville man sikre sig et harmonisk helhedsindtryk. Drosted kom med flere typer, som beboerne kunne vælge imellem.
En nutidig slentretur igennem det smukke område viser dog, på eksemplarisk vis, hvorledes danskerne har det med byggerestriktioner, når det gælder nationalklenodiet, kolonihavehuset.
Tak til Kong Peder
At kolonihaveejerne godt vidste, hvem der stod bag initiativet til denne pragt-park er markeret ved at haveforeningen den 1.april 1944 rejste en mindesten i taknemmelighed over borgmesterens initiativ.
Glasværket
II slutningen af 1920´erne forsøgte det socialdemokratiske flertal i Helsingør, af beskæftigelsesmæssige årsager, at få kommunen til at involvere sig i den industrielle produktion. Det skulle ske ved at overtage den privatejede vinduesglasfabrik på Grønnehave. Men det skulle man nok ikke have gjort!
Borgmester Peder Christensen satte hele sin prestige ind på projektet og fik byrådet med på at stille kommunegarantier. Men projektet mødte stor modstand. Bl.a. fra statsmagten. Og i 1930 blev virksomheden erklæret konkurs; med store tab for kommunen som følge.
Det blev i stedet industrimagnaten fra Helsingborg, Henry Duncker, der i 1934 kom til at fremme beskæftigelsen i Helsingør. Han overtog, midt under den økonomiske verdenskrise, den fallitramte fabrik og etablerede gummifabrikken, Tretorn.
Nordhavn
I 1934 kunne borgmesteren, Peder Christensen, indvie en helt ny havn, Nordhavnen, på den anden side af Kronborg. Det var en af borgmesterens mærkesager, der efter en mangeårig voldsom polemik i byrådet med de borgerlige politikere og hadefulde artikler i de borgerlige aviser nu blev en realitet.
Hvorfor en ny havn?
Baggrunden var bl.a, at statshavnen ved Helsingør Station ikke kunne rumme de mange fiskefartøjer og det stigende antal lystsejlere. Man ønskede derfor en udvidelse på den nordre side af Kronborg. Men projektet var koblet sammen med et storstilet privatbaseret badeland, som kun de færreste fandt realistisk. Blandt andet fordi den svenskejede gummifabrik, Tretorn, samtidig blev etableret i det samme område på Grønnehave. Fra Helsingborgsiden kunne man erfare, at fabrikken sendte ildelugtende røg ud fra skorstenene.
Fra Miami Beach til gummifabrik og campingplads
Det blev da også et stærkt reduceret projekt, som borgmesteren holdt indvielsestalen til i 1934. De luftige ideer om det amerikansk inspirerede badeland blev på tegnebordet.
I nutiden fungerer den del af området som en velbesøgt campingplads. Gummifabrikken blev revet ned i begyndelsen af det 21. århundrede. Køn var den ikke. Men virksomheden gav tiltrængt beskæftigelse i Helsigørs krisehærgede perioder.
Gummistranden
Til gengæld er anlægget af den lange brede strand med klitter bevaret. I lokalområdet kendt som ”Gummistranden”. Et yndet rekreationssted for mange af Helsingørs borgere i de varme sommermåneder.
Kronborg Havbad
Fra mange sider beklages det dog, dengang og nu, at restauranten, Kronborg Havbad, i Nordhavnen, med sin flotte art-deco stil siden er erstattet af en langt mindre charmerende træbygning.
Helsingør/Helsingborg samarbejdet
Fællesskabstanken rakte også over Sundet. Især Helsingør/Helsingborg-samarbejdet fik i 1920´erne og 30´erne en intensitet som man, bortset fra de to sidste krigsår 1943-45, har haft svært ved at leve op til siden.
Johan Bååth
Det var Helsingborgs socialdemokratiske borgmester, Johan Bååth (1911-1936), der, via "Foreningen Norden", fik Helsingørs borgmester til at intensivere den store interesse, han allerede havde for et tæt samarbejde mellem de to grænsebyer. Det skete i maj 1925, hvor Johan Bååth, i spidsen for en sydsvensk delegation, besøgte Peder Christensen på Helsingør Rådhus for at takke ham for hans ildhu i det nordiske samarbejde.
Foreningen Norden
Umiddelbart efter fik Helsingørs borgmester en opfordring fra "Foreningen Norden" til at oprette en lokalafdeling i Helsingør. Med sig selv som formand gik Peder Christensen nu med liv og sjæl ind i dette arbejde. Resultatet blev bl.a. til en fælles beslutning om et tæt samarbejde mellem byernes skoler, biblioteker, teatre, koncerter og meget andet. Og planerne blev i stort omfang realiseret. Fx inden for skoleområdet.
Skolesamarbejde, idrætsorganisationer, fagbevægelse m.v.
Udgangspunktet var at gøre skoleungdommen nordisk sindet b.la. ved udveksling af skoleklasser. Folkeskoleinspektøren og gymnasierektoren fra Helsingør blev valgt ind i den lokale afdeling af "Foreningen Norden" og stod hér i spidsen for en lang række gensidige skolebesøg og udveksling af lektorer mellem almenskolen i Helsingør og läroverket i Helsingborg.
Hertil kom en lang række af udvekslingsbesøg mellem fagbevægelse, idrætsorganisationer, sangkor, ungdomsorganisationer osv. Helsingør/Helsingborg samarbejdet blev, på det nærmeste, et eksemplarisk eksempel på, hvordan venligtsindede nabobyer kunne have glæde af hinanden.
På det politiske plan
En sag der lå begge borgmestre på sinde var, efter første verdenskrig, at få genoptaget den omfattende grænsehandel. Men hér skulle der dog statslige initiativer til for at få ændret toldunionen og pastvangen ved rejser over Sundet.
En anden vigtig sag var at få sænket telefontaksterne mellem de to lande.
Nordisk festdag for Helsingørs byhorn
Forbrødringen med de mange stævner, skoleudvekslinger osv. kulminerede i en kæmpefest i 1938 i Helsingør, hvor man fejrede 100 årsdagen for et stort drikkehorn, der befandt sig i Peder Christensens skab på borgmesterkontoret.
Det sølvforsirede drikkehorn var en gave fra skandinavismens storhedstid, hvor Helsingborgs borgmester, Lundberg, i 1838, havde foræret dette til Helsingørs borgmester, Stenfeldt.
De to festglade borgmestre drak nu, under pressens store bevågenhed, på Marienlyst Hotel i august 1938 begge af hornet. Naturligvis fyldt op med Wibroes kvalitetsøl. Pålidelige vidner beretter, at den tidligere maskinarbejder, Peder Christensen, tog en kæmpeslurk, mens afholdsmanden, Johan Bååth, blot markerede ved at stikke tungespidsen ned i de gyldne dråber.
Ekstra materiale
Perioden er ganske velbelyst i en række populære fremstillinger. Især fra Helsingør Bymuseum. Se venligst litteraturlisten.
Den danske gymnasielærer Jan Horn Petersen har,sammenfattet en detaljeret del, som kan hentes i fuldtekst i kapitlet: Ekstra materiale
| |