|
Det svage danske militær fik, i efteråret 1943, tilladelse til at etablere en hemmelig, toptrænet hær i Sverige, Danforce. Også kaldet: Den Danske Brigade. Et klart brud på Sveriges neutralitetspolitik.
Den danske modstandshær i Sverige 1943-45
Efter nogen betænkelighed gav svenskerne også tilladelse til, at danskerne kunne etablere en hemmelig hær ”Den Danske Brigade” som svenskerne bevæbnede og endte med at tilsige støtte med deres luftvåben og søstridskræfter i tilfælde af Brigadens landgang i Danmark.
For henved en tredjedel af de 17-18.000 danske statsborgere der befandt sig i Sverige blev Brigaden deres faste holdepunkt i en ellers apatisk og indholdsløs tilværelse som flygtning. Med Brigadens danske traditioner, faste organisation og det stærke kammeratskab og ikke mindst fornemmelsen af at kunne redde Danmark, fandt mange her en mening med tilværelsen.
Modstandshæren
Den danske Brigade blev efterhånden en lille dansk modstandshær i det neutrale Sverige. Brigaden blev oprettet den 15. november 1943 på foranledning af den danske efterretningstjeneste og danske og svenske socialdemokratiske politikere og blev officielt opløst, den 10.juli 1945.
På sit højeste, foråret 1945 omfattede styrkerne ca. 5000 danske flygtninge med en kerne på ca. 8-900 officerer og befalingsmænd fra den danske hær og flåde. I Brigaden indgik også 200 lotter.
Problemet med at forklare en dansk hærs tilstedeværelse i det neutrale Sverige blev klaret med at kalde den for en politistyrke, der efter krigen skulle hjælpe med at sikre ro og orden i Danmark.Den virkelige hensigt med Den danske Brigades opgaver var under hele perioden usikker. Både blandt brigadererne selv, de danske og svenske politikere og de allierede.
Opgaven
Et væsentligt aspekt lå dog fast hos politikerne på begge sider af Sundet og de øverste officerer: Modstandshæren var en nationalistisk hær, der skulle være de afgåede politikeres modvægt over for Frihedsrådets og modstandsbevægelsens og hermed kommunisternes stigende indflydelse i det besatte Danmark.
I takt med krigens udvikling var det måden på, hvordan dette skulle foregå, der herskede uenighed om.
Den danske samarbejdsregerings tilbagetræden i august 1943 samt interneringen af de danske officerer skabte plads til etablering af en alternativ, hemmelig, ”regering”: Frihedsrådet, etableret i september 1943. Dette var en tværpolitisk, selvetableret organisation, der med held, fik samordnet den fremvoksende illegale modstandsbevægelses bestræbelser.
Kommunisternes indflydelse i Frihedsrådet var betydelig og beroede på deres fremtrædende rolle i den militære sabotage og den illegale bladdistributions del af modstandsbevægelsen. Det var dog socialdemokraten, Frode Jacobsen, der i opposition til sine ledende partikammerater, blev den ledende figur.I modsætning til den afgåede regering fik Frihedsrådet efterhånden befolkningen med sig. Den ovennævnte udvikling betød bl.a.:
- at de socialdemokratiske toppolitikere nu så sig berøvet deres dominerende rolle i dansk politik, tabt til arvefjenden, kommunisterne
- at officererne i den danske hær følte sig udkonkurreret af en flok utrænet ekstremistiske civilister.
Ydmygelsen var stor. Først var officererne blevet nægtet at vise, hvad de duede til den 9.april 1940, dernæst havde de, næsten uden modstand, ladet sig internere, en slags stuearrest, den 29.august 1943. Mellem disse to, normalt fjendtlige parter, blev der nu skabt et interessefællesskab. Ved at etablere et effektivt militært alternativ til modstandsbevægelsen, under socialdemokratisk politisk kontrol, kunne politikerne sikre sig mod et formodet kommunistisk kup, og officererne kunne genoprette deres tabte militære ære.
Mens der således var enighed om det strategiske (langsigtede) mål, kom det dog hurtigt til uenigheder om taktikken (-måden hvorpå målet skulle nåes)
- Skulle Brigaden sættes ind før Tyskerne havde overgivet sig? Evt. støttet af svensk militær?
- Skulle Brigaden først sættes ind, når tyskerne havde overgivet sig?
Brigadens placering i Sverige
Brigaden ønskede selv at blive placeret i det sydlige Skåne, tæt på Danmark. Men det afviste den svenske regering med henvisning til deres erklærede neutralitet og frygt for tyskernes reaktion. Tyskerne ville sikkert ikke finde sig i en så åbenlys provokation så tæt på den danske grænse.
I foråret 1945 havde Brigaden, med svenskernes stigende hjælp, udviklet sig til en vidt forgrenet militærorganisation med syv militære lejre fordelt i syd -og mellemsverige. Heraf de fem: Sofienlund, Ronneby Bruden, Ryds Brun, Tingsryd og Karlskrona på grænsen mellem det sydlige Småland og Blekinge.
Brigadens styrke og organisation
Brigaden blev, trods en elitepræget træning på linie med det nuværende jægerkorps, aldrig en kampenhed, der alene kunne sættes ind mod den tyske værnemagt i Danmark. Til stor skuffelse for brigadererne selv, afviste de engelske officerer, med bl.a. General Dewing i spidsen, efter en inspektion i lejrene i december 1944, på det bestemteste at kaste Brigaden ud i en sådan selvmorderisk aktion.
I 1945 bestod Brigaden, med Generalmajor K. Knudtzon som højeste chef, af fem batailloner
- Fire bataillioner med lettere udrustning, rekylgeværer og lettere håndvåben
- Femte batallion var tungt udrustet, blandt andet omfattende et maskingeværkompagni, et kompagni udstyret med 81 mm og et med 120 mm mortérer.
Tilsammen udgjorde de et regiment, der kunne få støtte af bl.a. en lille dansk flåde (Karlskrona) og en flyeskadrille, der dog ikke var trænet i at samarbejde med de engelske flyvere.
Den internationale indflydelse
Diskussionerne om dette ændrede karakter i takt med udviklingen på de europæiske slagmarker i 1944 og 1945.Frihedsrådets, efterhånden, tætte tilknytning til englændernes internationale organisation af de europæiske modstandsbevægelser (SOE) betød, at englænderne, konsekvent, afviste de danske officerers anti-kommunistiske dagsorden.
Englænderne forudså her, at de muligvis kunne få brug for Brigaden. I tæt samarbejde med modstandsbevægelsen kunne de forenede kræfter binde tyske tropper i Nordeuropa. En afvisning, der bl.a. betød at danske kommunistiske flygtninge i Sverige, af Frihedsrådet og den kommunistiske partiledelse, blev opfordret til at lade sig hverve til Brigaden.
Afslutning i sigte
Som krigen skred frem i 1944, blev det efterhånden klart for de fleste, at tyskerne ville tabe krigen. Englændernes og amerikanernes militære taktik gik ud på at koncentrere deres tropper i Tyskland. De var hermed ikke interesseret i en åbenlys krig i Danmark, hvor de skulle afsætte mandskab. De ønskede, at tyskerne her overgav sig uden kamp. Tyskerne ønskede det samme, så de kunne koncentrere sig om forsvaret af Tyskland.
Resultatet af disse strategiske og taktiske overvejelser blev, at man ikke ønskede Den danske Brigade til Danmark og lave rav i den. Brigaden skulle først komme, når tyskerne havde overgivet sig. Her kunne de så passende sørge for, at Frihedsbevægelsen og herunder kommunisternes modstandsbevægelse blev holdt i skak.
Sovjetunionen var ikke blind for deres allieredes overvejelser, og i løbet af 1945 skete der et markant stemningsskift. Sovjet var ikke interesseret i, at en dansk nationalistisk hær, under højreorienterede officerers ledelse, skulle fratage den danske kommunistiske modstandsbevægelse, deres markante indflydelse. Kort sagt: De mente, på linie med englænderne og amerikanerne, men af andre grunde, at Brigaden passende kunne blive, hvor den var: Dybt begravet i de smålandske skove.
Intern frustration
Den internationale udvikling, og de heraf afledte dispositioner, var ikke sådan lige til at få hold på for officerere og menige i Brigaden. Den kedsommelige militære træning og ønsket om at komme i aktion var fremtrædende.
Hele tiden fik Brigadens folk at vide, at de skulle vente. På mangfoldige måder kom det til intern splittelse og Brigadens ledelse havde svært ved at holde sammen på tropperne.
Som krigen skred frem, følte mange af brigadererne, at de svigtede modstandsbevægelsen i Danmark ved at være på ”feriekoloni” i Sverige. Bortset fra enkelte oprørsforsøg fra både officerer og menige lykkedes det at holde sammen på tropperne til den 4.maj 1945, hvor Brigaden via Helsingør blev sat over til Sjælland.
| |