| Øresundsbyer der ender på -ør
Der er flere byer i Øresundsregionen, der ender på -ør. Den største og mest kendte er vel nok: Helsingør. Alle disse -ør endelser på begge sider af Sundet har, naturligvis, deres oprindelse i navnet på Sundet. Navnet Øresund er kendt siden vikingetiden: sundet med de mange øer. Et andet godt eksempel på
disse ”ør” bynavne er ”Halør” i Skåne. ”Halør” var ifølge den såkaldte Færingesaga en af Nordens største markedspladser.
Ordet ”ør” betyder sandsynligvis en odde. Dette passer godt med alle de steder langs Øresunds kyster, som ender på ”ør”. Længst mod syd skyder Falsterbotangen som en markant halvø ud i Øresund. Den ældste bebyggelse i dette område er fundet i ”Skanør” på den nordlige del af halvøen. Her anlagde man et lille kapel af kridtsten i slutningen af 1100-tallet i forbindelse med, at sildefiskeriet begyndte at blive etableret. Navnet Skanør er sandsynligvis fremkommet på det tidspunkt. Hvad den første stavelse ”Skan” hentyder til er der ikke enighed om. Nogle mener, at ordet skal tolkes som ”skadens øer, andre, at betydningen er ”Skandias, Skandinaviens el. Sveriges øer”.
Inden markedet etableredes i Skanør, lå der en stor markedsplads lige ved siden af, ved ”Halør”. Den omtales første gang i de islandske sagaer i forbindelse med kong Harald Blåtands besøg i tiden op til år 986. ”Halør” har været navnet på den odde, der ligger mellem Høllviken og Foteviken.
Omkring 20 km længere mod nord ligger nu Øresundsbroen. Dens landforbindelse omtales så sent som i 1700-tallet som ” Stenøren”. Stedet er den yderste spids på den odde, som stikker ud i Øresund. Lige over for dette sted på den danske side ligger ”Dragør”, som med sit ”ør”-navn har sin oprindelse i 1200-tallet.
Byen Landskrona blev grundlagt i begyndelsen af 1400-tallet; men allerede Saxo Grammaticus omtaler i slutningen af 1100-tallet stedet som ”Landora”. Navnet kan sandsynligvis tolkes som en latiniseret form av ”Landør”. Området danner også ganske rigtig en odde, der rækker langt ud i Øresund.
Byen ”Helsingør” har sin oprindelse i 1200-tallet. Ligesom de øvrige ”ør”-steder ved Øresund ligger den på en karakteristisk odde, det første af de mange ”ør”, som et sejlskib måtte passere på sin vej gennem Øresund.
Vådområderne
Områderne på begge sider af Øresund har fuldstændig skiftet karakter siden vikingetiden. Der er ingen steder, hvor man i dag kan få en forestilling om, hvordan naturen i dette område så ud for 1000 år siden. Påvirkningen fra mennesker har ændret miljøet fuldstændig. En rejse bare 200 år tilbage i tiden ville gøre det svært for os at genkende landskabet. Raps, som giver de karakteristiske gule sommermarker, dyrkedes næsten ikke. Farveskalaen, som afgrøderne er årsag til, var altså ikke så kraftig dengang; men den mest iøjnefaldende forskel på denne tidsrejse ville være kontrasten mellem kornmarker på den ene side og vådområder og engarealer på den anden.
I forbindelse med, at den såkaldte ”udskiftning” gennemførtes i Skåne i begyndelsen af 1800-tallet, blev grunden lagt til et helt forandret kulturlandskab. Før udskiftningen lå landsbyerne i høj grad samlede i ”bygader”. Mellem landsbyerne var der kun øde områder uden bebyggelse og landsbyerne var forbundet af små og dårlige grusveje. En rejsende, Jonas Carl Linnerhielm, var i 1803 på vej nordpå fra Malmø til Landskrona. Han skriver: ”Rejsen er her, som du kan forestille dig, overordentlig kedelig. Man bliver hele tiden kastet rundt mellem disse furer, man ser ikke andet end tomme landskaber…”
Udskiftningen medførte, at landsbyerne blev splittet op og bønderne flyttede deres gårde ud fra bysamfundet. Samtidig udstykkedes nye marker rundt om de nybyggede gårde. Ved omfattende dræning indvandt bønderne langs Skånes kyst stadig mere agerjord og hurtigt forsvandt hovedparten af vådområderne og deres grønne frodighed. Mere end 80% af alle tidligere vådområder og enge forsvandt.
Befolkningstætheden
Vil man studere bebyggelsesgraden i f.eks. Skåne i gamle dage, plejer arkæologerne at sammenstille kort over spredningen af de forskellige fund, men de giver kun et meget groft billede af virkeligheden og viser snarere hvilke områder, man har udført arkæologiske udgravninger i. Hvis man skal skabe sig et nogenlunde sikkert billede af befolkningens udbredelse i slutningen af vikingetiden, kan placeringen af middelalderens kirker dog give et meget sikkert statistisk grundlag.
Koncentrationen af sognekirkerne fra middelalderen angiver befolkningens størrelse for 1000 år siden. Jo flere mennesker pr. arealenhed, desto flere kirker. Ved udgravning af sognekirkerne fra middelalderen støder man igen og igen på rester af tidligere trækirker, som har stået samme sted, men er blevet udskiftet i den periode i 1100-tallet, hvor de fleste stenkirker blev bygget. Det kendte antal kirker udgør givetvis mere end 80% af det faktiske antal og giver således et meget sikkert statistisk grundlag for en vurdering af, hvordan situationen var i 1000-tallet.
Resultatet af dette studie af befolkningen ses på de to kort, dels over Danmark-Sverige, dels over Skåne. Jo mørkere områder, desto større koncentration af kirker og befolkning.
For Danmark gælder det, at særlig Østjylland – Limfjorden har været et tæt bebygget område, men at betydelige koncentrationer også findes fordelt over de store øer. Det er interessant, at lægge mærke til, hvordan Østsjælland markant adskiller sig fra Vestsjælland. Her mod øst lå der store skove og områder med lav befolkningstæthed.
Hvad angår det nuværende Sverige, fremstår Skåne, Vestergøtland/Østergøtland og Gotland som de mest befolkede områder. Overraskende er det, at de koncentrerede bosætningsområder i Uppland nord for Stockholm er så geografisk begrænsede. Det er jo i disse områder, at sveaernes herredømme havde sin oprindelse.
Kortet over Skåne giver et interessant billede af situationen i den sene vikingetid. Det område, som har flest - og størst koncentration af - de ældste kirker, er Søderslætt, dvs. området mellem Malmø og Trelleborg. Høkøpinge kirke har faktisk fået de højeste analyseværdier af alle kirker i Danmark/Sverige.
Det fremgår tydeligt af kortet, at det er kystområderne, der på den tid i særlig grad har tiltrukket bebyggelser. Koncentrationerne passer også med de forskellige herreders geografiske spredning. Herredet som administrativ enhed, mener man, er indført i slutningen af 1000-tallet – begyndelsen af 1100-tallet.
| |