| De ældste konger
I litteraturen og på visse internetsider forekommer navnene på en mængde tidligere konger, især konger, som siges at have regeret i Skåne længe før slutningen af 900-tallet og de fra denne periode sikkert dokumenterede kongenavne. Fantasinavnene er ulykkeligvis blevet rodfæstede, men desværre stammer de fra en tid, hvor man ikke kunne skelne mellem, hvad der var opdigtet og hvad der var fakta.
Saxo Grammaticus fra slutningen af 1100-tallet har i begyndelsen af sin enorme bog et stort antal kapitler om disse sagnkonger. Den såkaldte ” Krønike om Lejrekongerne” er et andet tidligt eksempel på denne sagndigtning. Fra 1600-tallet og lang tid frem blev der trykt bøger om disse sagnkonger. Desværre trives der stadig fantasifulde ”sandheder”om dette emne. Det gælder altså om at være forsigtig, når man vil beskrive de ældste, kendte konger i Danmark /Skåne.
Ved fredsforhandlingerne år 811 mellem kong Hemming og Karl den Store omtales adskillige danske navne, deriblandt ”Osfrid fra Schonen”. Om denne mand har været konge over Skåne, ved vi dog ikke. I begyndelsen af 900-tallet møder vi flere kongenavne, men de har kun tilknytning til det vestlige Danmark. Det ville være helt forkert også at udnævne disse konger til regenter i det østlige Danmark/Skåne.
Først med Harald Blåtand møder vi en konge, som vi med rimelig sikkerhed ved har hersket over størstedelen af Danmark/Skåne. Det skrevne kildemateriale snyder dog; men en kombination af arkæologisk materiale og sikker såkaldt ”dendrodatering” (årringdatering af trægenstande) viser, at det må have været tilfældet. Det er i 970erne, at denne konge har erobret det østlige Danmark og lagt grunden til et større sammenhængende rige.
Harald Blåtand
Hvornår kong Harald Blåtands regeringstid begyndte, ved man ikke. Hans far Gorm var imidlertid fjendtligt indstillet over for de kristne. Men år 948 blev tre biskopper ordineret i Jylland. Dette tyder på, at Harald på denne tid måske havde taget over efter sin far.
Harald Blåtand var gift med Tofa, datter af en vendisk fyrste. Kun en runesten fra Sønder Vissinge i Danmark giver os oplysninger om Tofa: ” Tofa, Mistivojs datter, Harald den Godes, Gorms søns hustru, lod gøre dette mindesmærke efter sin moder.”
Harald havde børnene Svend Otto Tveskæg, som senere blev dansk konge, Håkon, som herskede i Semland, Tyra, som først blev gift med sveakongen Styrbjørn og senere med den norske konge, Olav Trygvasson, samt Gunhild, som blev gift i England. Adam af Bremen omtaler også sønnen Iring, som Harald havde sendt til England, men som var blevet myrdet der. Det berettes også, at kongen skal have haft andre hustruer end Tofa. Adam nævner f.eks. Gunhild og Saxo beretter i slutningen af 1100-tallet, at kongen har været gift med Gyrid, en søster til Styrbjørn.
Haralds svigerfar Mistivoj havde antaget den kristne tro og år 968 godkendt oprettelsen af bispesædet i Oldenburg. Mistivoj holdt fast ved kristendommen og døde i klostret Bardowiek. Haralds giftermål med Tofa må have fundet sted i 960erne. År 974 omtales hans søn Sven nemlig som et lille barn. Måske er det i forbindelse med dette ægteskab, at Harald lader sig døbe.
Harald Blåtand indgik gennem sin hustru en alliance med en vendisk fyrste. Alliancen kan have haft til formål at sikre Haralds ekspansionsplaner i Norden og måske i England. I 960erne synes kampen om Norge nemlig at være blevet aktuel. Adam af Bremen skriver således ca. 1070:
”Harald udvidede sit magtområde på den anden side af havet til nordmændene og anglerne. I Norge regerede Hakon og da nordmændene havde afsat ham på grund af hans overmodige optræden, genindsatte Harald ham i kraft af sin autoritet og gjorde ham forsonligt indstillet overfor de kristne.”
For både at herske over England og Norge, især Oslofjorden, var det nødvendigt med en stor flåde. Det er ikke urimeligt at se opførelsen af den enorme Aggersborg ved Limfjorden som en flådebase for dette erobringstogt. Sagnene fortæller, hvordan den norske kong Harald på den grusomste måde blev myrdet og hvordan Harald Blåtand senere sammen med nordmanden Hakon Jarl og en enorm flåde sejlede til Norge. Dette skal være sket omkring år 970.
Da den tyske kejser Otto I døde år 973, gjorde danskerne oprør mod den tyske overhøjhed i Hedeby i Sønderjylland. I kampen fik Harald Blåtand hjælp af sin norske forbundsfælle Hakon Jarl. Ifølge Snorre Sturlason passerede Hakon Jarl senere på hjemvejen til Norge gennem Øresund og brændte og hærgede på begge sider af sundet. Disse oplysninger er vigtige. Hvis de er sande, tyder de nemlig på, at Sjælland og Skåne i 974 endnu ikke var blevet erobret af kong Harald.
I slutningen af 970erne erobrede kong Harald Sjælland og dele af Skåne. Han opførte derefter bl.a. den store ringborg Trelleborg på Sjælland. Borgen er årringsdateret til omkring år 978. I Skåne synes det at have været Øresundskysten og Sydkysten,der er blevet underlagt kongen.
I begyndelsen af 980erne brød de store oprør blandt slaverne ud ved Østersøkysten. Det hele påstås at have været et hedensk modangreb på de kristne. I Danmark forsøgte Haralds søn, Sven, at overtage regeringsmagten. Adam skriver:
” Pludselig startedes altså et oprør, danerne afsvor kristendommen, ophøjede Sven til konge og erklærede Harald krig. … I denne elendige krig blev Harald og hans tilhængere besejret. Kongen selv blev såret og flygtede fra kampen, gik ombord i et skib og det lykkedes ham at undslippe til det samfund i slavernes land, som kaldes Jumne.”
Kong Harald døde her af sine sår og førtes, ifølge Adam, af sine soldater tilbage til Danmark, hvor han blev begravet i den kirke i Roskilde, som han havde ladet opføre til den hellige treenigheds ære. Haralds død må være indtruffet år 985 eller 986.
Den kristne Harald
I vinteren 958-959 opførte kong Harald den enorme jordhøj i Jelling i Jylland, sandsynligvis for at begrave sin far eller sin mor i højens gravkammer af træ. Denne hedenske begravelsesform ville givetvis ikke have været anvendt, hvis kongen på det tidspunkt havde været døbt. Nogle år senere, lige efter år 963, lod han den store, sydlige høj i Jelling opføre. Arbejdet indebar, at man forhøjede en allerede eksisterende høj. Disse sikre årstalsangivelser fra Jelling er man nået frem til ved hjælp af såkaldte årringsdateringer af trægenstande fundet på stedet. Årstallene er vigtige, fordi de angiver det tidligst mulige tidspunkt for Haralds dåb.
Den store runesten og det sted, trækirken stod, ligger begge mellem de to gravhøje i Jelling og viser, at kong Harald var kristen. Runestenens tekst lyder: ”Harald konge lod gøre disse kumler (tegn) efter Gorm sin fader, og efter Tyra, sin moder. Den Harald, som vandt hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.” Runestenens sidste sætning synes at være blevet tilføjet lidt senere, end den øvrige tekst er skrevet.
Da giftermålet med Tyra dårligt kan være indgået, hvis Harald havde været hedning og eftersom sønnen Sven var et lille barn i 974, må dåben og vielsen have fundet sted i perioden 963-970.
| |