| Kommunesocialisme bygger på den antagelse, at arbejderklassen i stedet for en voldelig revolution gradvist kunne indføre socialismen. På en international kongres i ”Den anden Indternationale” (Paris 1900) -som det danske socialdemokrati var en del af-, vedtog de delegerede en resolution, der anbefalede en kommunalpolitisk indsats. Socialisternes pligt blev derfor at arbejde aktivt for en kommunalisering af transportmidler, sygehuse osv.
I de kommuner, hvor der kunne dannes en stærk socialdemokratisk indflydelse i byrådene, skulle disse fremstå som mønsterkommuner. Her skulle lønarbejderne kunne se alternativet til den liberalistiske samfundsmodel, hvor det var det private, profitmæssige initiativ, der dominerede.
I Danmark opnåede man på landsplan at få et sådant rødt flertal i både København, Nakskov, Esbjerg, Horsens, Århus og Helsingør og mange flere. I modsætning til fx Sverige var der et udstrakt kommunalt selvstyre og det lykkedes alle stederne at få gennemført en række reformer. I en del af kommunerne, fx i Helsingør, forsøgte man sig endda med kommunal produktion.
Den kommunesocialistiske periode i Danmark koncentrerer sig om periodens to første årtier. Herefter bliver der en stilstandsperiode men i 1930,erne intensiveres bestræbelserne igen for at få en større offentlig indflydelse.
På mange måder er Helsingør et eksemplarisk eksempel på hele denne udvikling: På vej til velfærdsstaten. Som dog først etableres efter 1945. |